Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2009 Weingut Bründlmayer, Pinot Noir Cécile, Kamptal, Østrig

2009 Weingut Bründlmayer, Pinot Noir Cécile, Kamptal, ØstrigPaul havde taget en lækker Pinot Noir med … ja faktisk var 2. gang, at Paul havde denne Pinot Noir Cécile med til én af vore vinaftener. Men da første gang var en årgang 2002 for efterhånden mange år siden og da vinen smager sindssygt godt, så var det et glædeligt gensyn.

Weingut Bründlmayer ligger i Langenlois i Kamptal, en sidedal til Donaudalen godt 70 km nordvest for Wien.

Vingården ejes og drives af Willi Bründlmayer, der overtog gården efter sine forældre i 1980. Han er meget venlig og uhyre beskeden, og man imponeres over dette mønsterbrug.

Der er i alt 60 hektar, der udnyttes til vin, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og ca. 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.

De bedste marker er Zöbinger Heiligenstein, Loiser Berg, Langenloiser Berg Vogelsang og Käferberg. Undergrunden er præget af sten, gammel vulkansk jord, skifer, kiselholdige sten samt de sten, som man lokalt kalder Loisberger granater.

Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vimområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med druen Grüner Veltliner, der er den mest typiske drue i Østrig.

Hos Bründlmayer er 70% hvidvin, men Willi producerer også 30% rødvin, bl.a. denne Pinot Noir Cécile eller Cécile Blauburgunder, som Willi Bründlmayer også kalder den. De andre røde er på druerne Zweigelt, St. Laurent og Cabernet Franc.

For Willi Bründlmayer er den økologiske balance meget vigtig, så der anvendes udelukkende økologisk gødning i vinmarkerne, dvs. kogødning, grøngødning og komposteret vegetabilsk affald. Der laves også små vandområder omkring flere af vinmarkerne. Det forhindrer erosion og forbedrer mikroklimaet. Der bruges ingen pesticider.

Det ser ud som om, at Bründlmayer ikke længere laver denne Pinot Noir Cécile … i dag hedder hans to Pinot Noir vine henholdsvis Pinot Noir Reserve og Pinot Noir Dechant. Pinot Noir Cécile er lavet af de bedste druer fra markerne Dechant og Käferberg.

Druerne er vinificeret med en relativt lang maceration med skindkontakt for udtræk af farve og tannin. Den efterfølgende lagring foregår over 12-18 måneder i såvel rusfrie ståltanke som nye og 1 år gamle fade af østrigsk eg. Den endelige blanding af de enkelte fade foretages ud fra en vurdering af vinens lagringspotentiale.

I glasset er vinen en smule transparent … men altså ikke helt lys og næsen er fyldt med sød kostald, flæsk, bacon … faktisk helt præcis baconchips og endda ganske tydelige. I ved … dem med 3 striber. Derudover er der lidt røg, våde fade samt en pose lyse bær, jordbær, hindbær samt et touch af lidt krydderier.

I munden er vinen blød og cremet med lidt peber, bitre noter, kirsebær og så lidt mellem-mørke bær, godt med substans i smagen og bestemt ikke ultra let i smagen, som Pinot Noir ofte er. Der er lidt fylde i smagen og der er også lidt peber i eftersmagen sammen med lidt andre krydderier.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Jysk Vin, pris 259 kr.

Rating 5/7  

2001 Domaine Roux Père & Fils, Chambolle-Musigny Les Charmes Premier Cru, Bourgogne, Frankrig

2001 Domaine Roux Père & Fils, Chambolle-Musigny Les Charmes Premier Cru, Bourgogne, FrankrigLe Premier Vin Rouge på vores vinaften var ganske fransk … klassisk Bourgogne, nemlig en dansende let Chambolle-Musigny Les Charmes Premier Cru fra vinhuset Domaine Roux Père & Fils, som vi flere gange har skiftet bekendtskab med her på bloggen.

Domaine Roux Pere et Fils er en familiedrevet vingård, som  ligger ved bjergene i Saint-Aubin i den sydlige ende af Cote d’Or i Bourgogne. Familien har produceret vin helt tilbage til 1855, men historien om domænet begynder først rigtigt i 1943, da Marcel Roux besluttede at overtage far Fernands 4 hektar med vinstokke og hengive sig til vin.

Da hans ældste søn Christian i 1975 overtog driften var gården allerede på 30 hektar, og familievirksomheden voksede løbende, bl.a. med følgeskab af sine brødre …  Régis i 1980 og Emmanuel i 1995. I 1977 investerede familien i rustfrit stål udstyr til vinfremstilling og indsatsen i vinmarkerne blev også intensiveret.

I 1990 opførte brødrene også en ny vingård uden for Saint-Aubin på et sted kaldet “Charmeaux”. Den nye vingård skulle opfylde et stigende produktionskrav, og det betød også, at vinkælderen – som før husede 300 tønder – blev udvidet med en moderne kælder, der kan rumme yderligere 1.200 tønder.

I dag drives vingården af den næste generation. nemlig af Sébastien og Matthieu Roux, som i dag – sammen med far Christian – driver 65 hektar vinmarker fordelt på Côte de Beaune, Côte de Nuits og Côte Chalonnaise … hvilket gør, at Domaine Roux Père & Fils hører til blandt de top 10 største jordejere i Côte d’ Or i Frankrig.

Der laves to Chambolle-Musigny hos Domaine Roux Père & Fils, en “almindelig” og så denne topvin Chambolle-Musigny Les Charmes Premier Cru, hvor druerne kommer fra marken Les Charmes. 1. cru marken Les Charmes har samme eksponering som den berømte Amoureuses, og blot et stenkast fra Clos Vougeot og Les Musigny.

Her står vinstokkene blot i et tyndt lag jord ovenpå den næringsfattige klaksten, som tvinger rødderne ned i sprækkerne for at hente næring dybt nede i den undergrund, der kan dateres tilbage til Jurassic–perioden. Vinene fra Les Charmes får normalt en rigtig god modenhed.

Druerne til denne Chambolle-Musigny Les Charmes Premier Cru høstes manuelt og den første gæring finder sted i temperaturkontrollerede ståltanke over en periode på 15 dage. Vinen lagrer efterfølgende i 15-18 måneder på delvis nye franske fade inden aftapning på flaske. Chambolle-Musigny er den af rødvinene fra Côte de Nuits, der betragtes som den mest af feminine. Den udtrykker sin intensitet og delikate finesse med stor elegance.

Og det er klassisk, blød og lækker Bourgogne. Næsen er animalsk, stald, gammel kælder, tørret muldjord, røg, hindbær, jordbær, en smule læder, mineralitet og lidt estragon. Lover godt. I munden er det blød, blidt og cremet … alderen har rundet de værste kanter af og vinen fremstår ganske kompleks. Der er jern, mineralitet, grønt og blødt syrebid, lethed og elegance. Sådan skal en balletdanser optræde.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Forhandles i Jysk Vin, hvor prisen er 560 kr. Jeg har fået mit eksemplar i gave … heldige asen.

Rating 5,5/7 

2014 Monte Zovo, Le Civaie Lugana, Veneto, Italien

2014 Monte Zovo, Le Civaie Lugana, Veneto, ItalienAzienda Agricola Monte Zovo ligger omkring 5 kilometer nordøst for Bardolino ved Gardasøen, og vinhuset er da også opkaldt efter bakken Zovo, som ligger bag vinhuset. Vinhuset står bag denne herlige hvidvin … en Le Civaie Lugana under appellationen Lugana DOC.

Vinhuset er grundlagt i 1925 af Carlo Cottini, som havde en stor passion for vin og grundlagde huset med produktion af vin samt frugt fra en masse frugttræer. Det var dog imidlertid sønnen Raffaello, som reelt startede en decideret vinproduktion på gården.

Det skete omkring år 1950, og vinhuset kom da også til at hedde Azienda Agricola Conttini Raffaello. Han udvidede både vinkælder og markerne. Det var også Raffaello, som i 1965 købte ejendommen Monte Zovi, som i dag er grundstenen hos vinhuset.

I dag ejes vingården er Raffaellos søn Diego, som driver stedet sammen med hustruen Annaberta Cottini og 4. generation i form af sønnerne Michele og Mattia. Det var Diego, som i år 2000 ændrede vinhusets navn til det nuværende Azienda Agricola Monte Zovo.

Vinhuset har deres marker to steder, nemlig syd for Bardolino samt i Valpolicella området. De har også deres produktion på 3 lokationer, nemlig hovedsædet tæt på Bardolino, produktionslokaler i San Pietro in Cariano samt tørreloft/-lokaler i Tregnago et stykke nordøst for Verona.

Samlet har vinhuset omkring 100 hektar vinmarker. På ejendommen Monte Zovo er det markerne Spiazzi, Caprino Veronese og Porcino, mens det på deres ejendommen Palazzo Maffei i Valpolicella er markerne Palazzo, Roccolo og Sole.

Vinhuset laver 13 forskellige vin, lige fra Bardolino vine til fede Amaroner. Denne Le Civaie Lugana er lavet på druen Trebbiano di Lugana, som også kendes under navnet Trebbiano di Soave. Det siges at være den bedste variant af alle Trebbiano sortene, men også blandt de mindst plantede. Trebbiano benyttes i mere end 80 DOC’er.

I næsen er virker vinen nærmest fed i udtrykket … sådan lidt smørblomster, meget florale noter i det hele taget, grønne pærer, frisk frugt, mineraler, kalk og en lille portion citrus. I munden er der fersken, grape samt en let syrlighed med lidt bitre noter. Har ligesom lidt babyfedt på sig … smager ikke fed, men har derimod en dejlig ren mineralitet over sig. Godt valg.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt på vingården, pris kender ikke, men på nettet står den til omkring 10€ … eller ca. 75 kr.

Rating 4,5/7  

2013 Weingut Knewitz, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Knewitz, Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandFredag er Spätburgunderdag … sådan er det bare. No Need to Argue, som Cranberries engang sang. Denne fredags Spätburgunder kommer fra Weingut Knewitz, som holder til i den lille Appenheim omkring 10-12 kilometer vest for Mainz og ikke langt fra Rhinen i det dejlige Rheinhessen.

Vingården drives af de to unge brødre Tobias og Björn Knewitz, og de er 3. generation på vingården. Gården ejes dog fortsat af faderen Gerold Knewitz, men siden 2010 har driften været forestået af Tobias og Björn … med storebror Tobias i den styrende rolle.

Tobias deltog allerede i driften som 17-årig, og har inden overtagelsen af driften i 2010 stået i lære hos Weingut Dautermann i Ingelheim samt hos Meßmer og Philipp Kuhn i Pfalz. Og det er et par unge brødre, idet Tobias i dag blot er 24 år, mens Björn blot er 21 år.

Tobias er netop af Falstaff kåret som Newcomer des Jahres 2015 bl.a. grundet hans enorme kvalitetsløft af vinene fra Weingut Knewitz og specielt husets vine på Riesling og Silvaner. Tobias siger selv, at han mål er at gå lige til grænsen.

Vingården har samlet omkring 20 hektar vinmarker, og de bedste marker er Appenheimer Hundertgulden, Gau-Algesheimer Goldberg samt Ingelheimer Schlossberg. Ale marker drives økologisk og vingården producerer årligt omkring 100.000 flasker vin.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine samt Lagenweine, og denne Spätburgunder er én af husets Gutsweine, som der dog ikke findes de store oplysninger om.

I glasset er vinen nærmest lidt mørk transparent, og ikke den normale lyse, teglfarvede væske, som vi ofte finder i de tyske Spätburgundere. I næsen er der røg, kirsebær, vanilje, lidt mineralitet, men ellers virker den lidt grov og kantet. Det går igen i smagen, som også er en smule grov med kantet syre og bitre noter. Tanninerne virker ellers ganske modne, og der er også lidt ribs og nelliker i det samlede smagsbillede. Ikke min favorit.

Købt i Tyskland via weine.de, pris 8,90€ … eller omkring 66 kr.

Rating 3,5/7  

2005 Domaine Beauthorey, Ultime, Languedoc, Frankrig

2005 Domaine Beauthorey, Ultime, Languedoc, FrankrigUltime skulle vi reelt kun ha’ smagt i årgang 2006, men da årstallet kan være svær at aflæse, så blev der åbnet et par 2005’ere foruden 2006’erne. Heldigt for os … selvom der faktisk er pæn stor forskel på de to årgange af vinen.

Ultime er et blend af druerne Alicante, Carignan, Cinsault, Aramon og Gros Noir. Druerne kommer netop fra nogle af Beaus gamle marker. Høstudbyttet er ganske lille, alene 20 hektoliter pr. hektar. Vinen er modnet på tanke og hele 3 år på flaske … og Beau har ikke travlt og går sine egne veje … og hurra for det.

Carignan og Cinsault kender I formentligt … og Alicante er vi også stødt på før. Den kaldes også Alicant Bouschet, og det er en krydsningsdrue, som er skabt af Henri Bouschet mellem 1865 og 1885.

Druen er en krydsning af Petit Bouschet og Grenache, og den kendetegnes ved at have rød saft modsat den klare saft i normale blå druer. Druen har ry for at kunne gøre selv en hvidvin mørk som natten ved tilsætning af blot 1/5 del Alicante.

Aramon eller Aramon Noir er en rød drue, som primært dyrket i netop Languedoc-Roussillon, og mellem 1900-1960 var det faktisk den mest udbredte drue i hele Frankrig, men siden er det gået stødt ned af bakke … og i dag kendes druen ikke særligt udenfor Frankrig. Det er en drue, som giver en massiv vækst … den kan producere helt op til imponerende 400 hektoliter pr. hektar.

Og så er der Gros Noir tilbage … og det er en drue også kendes under navnet Trollinger, og er altså en tysk/italiensk drue, som stammer nede fra Sydtyrol/Trentino. Den kendes også under navne som Schiava og Vernatsch.

2005
Her 2005’eren. Årstallet står som 25 samt to prikker. På 2005’eren står tallene uden særlig megen trykfarve.

2006
På 2006’eren er der mere farve i tallene. Og sekstallet står også pænt tydeligt.

Som jeg skrev indledningsvis, så er der forskel på 2005’eren og 2006’eren … endda en pæn sjat. 2006’eren er i mine øjne mere komplet, mere intens og nok også lidt kraftigere. 2005’eren her har en næse med en lidt jordslået note, grønne blade, løvstikke, kirsebær og som 2006’eren meget naturewine i udtrykket.

Smagen er knap så intens som 2006’eren. Det er kirsebær, mørke bær og samtidig med en god syre. Den smager altså bare godt.

Købt hos Vinimperiet, pris 129 kr. Fortsat meget vinoplevelse for den pris.

Rating 4,5/7  

2012 Domaine Beauthorey, Pleine Lune, Languedoc, Frankrig

2012 Domaine Beauthorey, Pleine Lune, Languedoc, FrankrigNæste vin fra Beauthorey er denne Pleine Lune … en Syrah baseret vin, ganske mørkere end forrige vin, men fortsat med den voldsomme animalske og særegne duft … som helt sikkert deler folk, men også gør Beauthoreys vine noget for sig selv.

Pleine Lune er Syrah … dog tilsat en smule Œillade … øhhh hvad? Hvad fanden er Œillade druen for en størrelse? Ikke overraskende, at Christophe Beau har mange og ukendte druer … og denne Œillade må være én af dem.

Œillade er en fransk drue, som historisk har været dyrket i Languedoc og Provence gennem århundreder, men i dag er tæt på udryddelse. Den bliver ofte forvekslet med Rhône druen Cinsault – som vi netop fandt i forrige vin – som også nogle gange kaldes Œillade Noire, når den sælges i bordvine.

På et tidspunkt mente nogle også, at den var en mutation af druen Picardan, som også nogle gange kaldes Œillade Blanche. Men imidlertid er Œillade ikke i familie med hverken Cinsault eller Picardan. Den er altså bare sin egen, og en drue der giver bløde, frugtrige vine med moderat alkohol.

Nå, men lad os smage vinen, som i næsen giver dig et massivt nyrehug med en voldsom animalsk note … varm og rygende mødding, gamle sokker, mørke bær, læder og en snert af peber.

I munden er vinen præget af meget ren frugt … en slags mineralitet eller nærmest stål, en anelse sødme, stor tørhed, lidt peber og en form for bitterhed i smagen … måske lidt peber, som sætter ind i eftersmagen.

Købt i Vinimperiet, pris 138 kr.

Rating 4/7 

2014 Domaine Beauthorey, Bogus, Languedoc, Frankrig

2014 Domaine Beauthorey, Bogus, Languedoc, FrankrigBogus betyder falsk, vrøvl eller ævl. Det er også navnet på Christophe Beaus hund samt navnet på én af vinene fra Domaine Beauthorey. Og vinen Bogus er ifølge Beau netop opkaldt efter hunden … og ikke fordi, at man begynder at vrøvle og ævle efter indtagelse af vinen.

Det kan ellers godt være en effekt … kender da mange gode venner, som nemt vrøvler efter indtagelse af lidt vin. Nå, men de vil sikkert sige det samme om mig. Og godt ord igen.

Nå, men Bogus er lavet på 90% Cinsault samt 10% Muscat de Hambourg … i hvert fald ifølge Vinimperiet, mens vinhusets hjemmeside skriver, at de 90% er druen Carignan. Som jeg lige husker vinsmagningen, så lød det som om, at det er Cinsault, som er den rigtige drue i vinen.

Cinsault dyrkes primært i Frankrig og Sydafrika, men som også kan findes i et par enkelte andre vindyrkningsregioner. Cinsault anvendes sjældent alene, men bliver typisk brugt som en blandingsdrue for at bidrage med dens unikke bløde og frugtagtige smagsegenskaber sammen med andre druetyper. Alene giver den typisk vine af ringere kvalitet.

Muscat de Hambourg er nok mere ukendt. Det er en rød drue, og druen kendes da også under navnet Black Muscat. Druen er en krydsning mellem Schiava Grossa – som vi også kender i Tyskland som Trollinger – og Muscat of Alexandria. I Frankrig er den mest kendt i dessertvine som fx Muscat du Ventoux.

Og det er så lidt af en cocktail … disse to druer Cinsault og Muscat de Hambourg, som i Christophe Beaus biodynamiske hænder bliver lidt af en sprængfarlig bombe.

I næsen er her krudt, surkål, blomster, sæbe, røde roser … i det hele taget er vinen meget parfumeret. I munden en virkelig frisk syrlighed, lethed med lyse bær, jordbær, hindbær, ribs og en ganske lækker tørhed.

Købt hos Vinimperiet, pris 86 kr. Ganske fair for sådan en gang vildskab.

Rating 4/7 

2012 Domaine Beauthorey, Orée, Languedoc, Frankrig

2012 Domaine Beauthorey, Orée, Languedoc, FrankrigDa Christophe Beau skænkede første glas vin efter en lang snak om biodynamisk vinproduktion, så blev det denne Orée … én af de få hvidvine, som Christophe laver på Domaine Beauthorey. Ja han laver faktisk kun 2 forskellige, denne Orée og vinen Tourtourel.

Orée er lavet på et blend af druer, nemlig druerne Clairette, Roussanne, Rolle, Bourboulenc og Grenache Blanc. Vinstokkene er egentlig ikke så gamle, alene 7 år gamle og således plantet i 2006.

Alle druerne er høstet på én gang og man har således ikke taget hensyn til, om nogle druer modner tidligere end andre. Den måde mener Christophe er optimal og sikrer en balance i vinen efter naturens præmisser.

Og druerne er måske også lige værd at komme omkring:

Clariette også kaldet Clariette Blanc findes i mange sydfranske vine fra Rhône, Languedoc og Provence. Tidligere var den hoved-drue for vermouth, da druen oxiderer let. Druen er ved at miste sin popularitet og udbredelse, selvom den engang blev benyttet overalt i det sydlige Frankrig. Clairette giver vin med høj alkoholstyrke og lav syre, hvilket ofte er en dårlig blanding.

Roussanne er en drue, som stammer fra det nordlige Rhône. Druesorten er desværre udsat for mange sygdomme og ikke så populær, men nye kloner kan muligvis rette op på dette. Druen indgår i hvidvine fra Hermitage, St.Péray og St.Joseph sammen med Marsanne, men ses også i Languedoc og Roussillon, hvor den er på vej frem. Den giver ofte vine med indbydende aroma, sprød friskhed og god længde.

Rolle er også kendt under navnet Vermentino i Italien. Den ses ofte i Provence og det øvrige Sydfrankrig. Giver vine med fornem aroma og god syre. I Italien er det en anerkendt drue, specielt i områder som Ligurien, Sardinien, Maremma og Sicilien.

Bourboulenc er en ældgammel grøn druesort, der måske stammer fra Grækenland. En druesort med stort potentiale. Druen indgår ofte som en del af flere andre, til at lave hvidvin i det sydlige Frankrig … både Rhône, Languedoc og Provence. Druen modnes sent og bevarer syren fint. Ved omhyggelig gæring har den en fin aroma.

Grenache er jo den store drue i Rhône og Languedoc. Druen stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor vi kender den som Garnacha. Grenache Blanc er den hvide udgave af druen, der mest ses i Rhône og Languedoc. Vinen kan have rig, indbydende frugt og blød tørhed, men ofte er udbyttet for stort og derved mister vinen sin intensitet og charme. Skal nydes ung.

Og i denne Orée er alle druerne altså blandet sammen. Men det er der kommet en ganske habil vin ud af. Lad os smage på denne Orée fra Beau. I næsen stikker vinen lidt ud med et aromatisk udtryk med overmodne pærer, fedme, honning, kål og roer. Jo … den er god nok … kål og roer. I munden er vinen ganske anderledes med god frisk frugt, renhed, mineralitet, syre og en flot balance.

Købt hos Vinimperiet, pris 109 kr.

Rating 4/7 

2011 Pinna Fidelis, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2011 Pinna Fidelis, Crianza, Ribera del Duero, SpanienUgen bød også på spansk vin, en Crianza fra vinhuset Bodegas Pinna Fidelis, som ligger i byen Peñafiel – nærmest midt mellem byerne Valladolid og Aranda de Duero i det herlige Ribera del Duero.

Pinna Fidelis er et kooperativ, som er grundlagt i 2001 af 72 castilianske vinbønder, som samlet har omkring 225 hektar vinmarker omkring Peñafiel. De ønskede at forene kræfter og lave kvalitetsvine, hvorfor der er investeret pænt i et stort og moderne vineri i byen.

Der er ikke så mange oplysninger om dette kooperativ, så vi springer i stedet videre til selve vinen, som jo selvfølgelig er 100% Tinta del País, altså Tempranillo. Det er jo en Crianza, hvilket jo betyder, at vinen er lagret minimum 2 år, heraf mindst 12 måneder i eg, når den kommer fra Ribera del Duero.

Det har denne Crianza fra Bodegas Pinna Fidelis selvfølgelig også. Vinifikationen er sket med 35 dages maceration og vinen har lagret 14 måneder på franske og amerikanske egetræsfade efterfulgt af 10 måneder på flaske. Vinen er ikke filtreret og er inden flaskningen klareret med æggehvider.

I næsen er der godt med sødme, vanilje, kokos, kanel, våde fade, mælkechokolade, modne kirsebær, solbær, blåbær, en slat vaskepulver … eller i hvert fald noter af blomster. Sjovt med denne note af kokos, som faktisk er ret fremtrædende. Den skal jeg lige tænke over.

Det er en fyldig vin med god tørhed, tydelige tanniner og fin syrlighed, som gør at det hele ikke bliver for solmodent og for sødt.

Købt i vinbutikken Druekompagniet og forhandles også af LMA Vine, pris 144 kr. eller 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2007 Sleight of Hand Cellars, Levitation Syrah, Washington State, USA

2007 Sleight of Hand Cellars, Levitation Syrah, Washington State, USASleight of Hand Cellars holder til i det progressive og spændende vinområde Walla Walla Valley i Washington State og står bag denne Levitation Syrah.

Vinhuset er grundlagt af Jerry og Sandy Solomon sammen med Trey Busch, og de udgav deres første vin i 2007.

Allerede kort tid efter blev Sleight of Hand Cellars udråbt som “The Next Generation” af nye, fremadstormende vinhuse af bl.a. Seattle Magazine, mens andre kaldte vinhuset “The Next Cult Winery”. Parker har også været begejstret og givet vinene gode rating, bl.a. fik deres Black Circle Cabernet hele 95 Parker point.

Sleight of Hands Cellars laver en række anderledes vine. Vinene har – som denne – sjove og anderledes etiketter samt en række sjove navne som The Funkadelic, Illusionist, Archimage, The Spellbinder, The Conjurer, Levitation og mange andre.

Denne Levitation – vel frit oversat som svævende eller fri af tyngdekraften – har en etikette, som meget passende viser en tryllekunstner og en svævende vintønde.

Vinen er lavet på ren Syrah og druerne kommer fra en lang række forskellige marker i Washington State, nemlig Lewis, Les Collines og Funk Vineyards. Vinen har lagret 17 måneder på egetræsfade, heraf 40% nye fade.

Og det er en volumiøs satan, som i næsen har sød vanilje, solbær … virkelig en kraftig og intens næse med tons af mørk frugt og marmelade. Den er fyldig, voldsom med blyanter, våde fade samt en spids peber.

Smagen er meget frugtrig … og langt mere frugtrig end duften egentlig antyder, da frugten virker meget frisk. Der er også lidt alkohol og derudover har jeg noter af lakrids, helt præcis engelsk lakrids.

Tidligere været forhandlet af Smalle Vine. De har den ikke i øjeblikket, men mener at prisen var omkring 299 kr.

Rating 5/7