Det siges, at Cabernet Franc er stamfader til Cabernet Sauvignon. Den er jo ellers mest kendt som blandingsdrue i vine fra fx Bordeaux og andre steder. De bedste vine på ren 100% Cabernet Franc finder man vel i Loire, men også i Toscana får enkelte vinavlere fantastiske resultater med druen.
Det ville jeg bevise via en lille tvekamp mellem Loire og Toscana under temaet; Den gamle stamfader fra skyggen … i forskellige afskygninger, hvor den toskanske duellant kom fra vinhuset Ampeleia Società Agricola, som ligger ved byen Roccatederighi i Maremma området ved kysten i det sydlige Toscana.
Ampeleia er grundlagt i 2002 som et projekt mellem vennerne Elisabetta Foradori, Giovanni Podini og Thomas Widmann. De købte ejendommen i Roccatederighi af ægteparret Heather og Peter Max Suter. De stammede fra Schweiz og havde selv i 1960’erne købt gården, som dengang var nedlagt og forfalden.
Suter familien forvandlede den imidlertid til en velfungerende ejendom med skovdrift, korn, får og en mindre vinproduktion. De var også ansvarlige for, at der i stor stil blev plantet både Cabernet Franc og Merlot på markerne.
Det er Elisabetta Foradori, som er den drivende kraft i foretagendet, og hende er vi da også tidligere stødt på her på bloggen. Hun driver nemlig familieforetagende Azienda Agricola Elisabetta Foradori oppe i Alto Adige området. Jeg har tidligere smagt og skrevet om en af vinene derfra, nemlig en 2010 Morei Teroldego, lavet på druen Teroldego.
I dag er det dog også alene Elisabetta Foradori og Giovanni Podini, som driver Ampeleia, da Thomas Widmann i 2009 måtte udtræde på grund af forretninger i hans hjemland.
Ampeleia Società Agricola består af samlet 150 hektar jord, men alene 40 hektar er vinmarker, som ligger i tre niveauer … det som de lokalt kalder Ampeleia di Sopra, hvilket er den øverste del, dernæst Ampeleia di Mezzo og endelig Ampeleia di Sotto, som den laveste beliggende del. Der dyrkes i dag primært druesorterne Cabernet Franc samt Sangiovese, men også andre druer som Grenache, Carignano, Mourvedre, Alicante og Marsellan.
Denne vin er 100% Cabernet Franc, som kommer fra en enkeltmark beliggende i 500 meters højde med høstudbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Jordbunden er ler og kalk, hvilket er med til at give en mineralsk vin. Dyrket biodynamisk, selvom gården alene er certificeret økologigsk, og vinificeret så naturligt som muligt, dvs. ingen tilsætning af gær og ikke filtreret. Gæret og lagret på cement i 6 måneder og flasket med minimal svovl.
Og i glasset en ganske lys og let vin … markant lysere end udfordreren fra Loire. I næsen er der klare Cabernet Franc noter … faktisk ganske tydeligt. Det er lidt stald … ganske rustikt og jeg fik også noteret, at den virker biodynamisk i udtrykket. Det var inden, at jeg fandt ud af, at den faktisk er produceret biodynamisk. Der er blyanter, blåbær, brombær, krydderier samt en syrlig note, nærmest typisk italiensk grøn syre.
I munden er vinen ganske let, saftig … og det er utroligt, at den kommer fra den sydlige del af Toscana, hvor vinene ellers normalt er en tand mørkere end i resten af Toscana. Virker næsten, som om at den kommer fra Loire, men utrolig frugtrig med blåbær, brombær og en gennemgående lethed. Tanninerne indikerer en meget ung vin … har et syrligt bid og en markant mineralsk syrlighed over sig. Spændende vin.
Købt hos Bichel Vine, pris 199,75 kr.