På en eller anden måde er jeg aldrig kommet helt overens med vinene fra Azienda Agricola G.D. Vajra og det er sgu ikke trods manglende forsøg. Nu forsøger jeg igen og endda med en vin fra øverste hylde hos Vajra … deres 2015 Barolo Bricco delle Viole.
G.D. Vajra ligger omkring 1 kilometer nordvest for Barolo by og er grundlagt i 1972 af Aldo Vajra, som i dag fortsat driver vingården sammen med hustruen Milena samt parrets 3 børn, som også deltager i driften. Vinhuset er dog opkaldt efter Aldos far Giuseppe Domenico Vajra, som plantede de første vinstokke tilbage i 1947.
Gården har været i familiens eje gennem generationer og Aldo er således 4. generation. Det var Aldo, som fik startet produktionen og salget af vinene fra gården under navnet G.D. Vajra. Indtil 1978 – Aldos førte årgang – blev alle druerne solgt til negociantfirmaer i området.
Aldo har siden sin overtagelse af den daglige ledelse på vingården gradvist øget arealet af vinmarker til i dag 40 hektar, hvoraf de 10 hektar er tilplantet med Nebbiolo.
De bedste vinmarker er marker som Bricco delle Viole, Fossati, La Volta og Coste di Vergne. En stor del af markerne er beliggende i 400 meters højde.
Der laves selvfølgelig både hvide og røde langhe vine, Dolcetto, Barbera og Barolo på Azienda Agricola G.D. Vajra. Det helt særlige ved Vajras vine er, at der ikke bruges meget fad.
Det er derfor den traditionelle Barolo metode, der anvendes på G.D. Vajra. Det er kun 6-8% af vinen, som kommer på fad og derfor er de fadlagrede noter meget få og lette. Det giver alle vinene en umiddelbar friskhed, frugtrigdom og ren smag.
Vinmarken Bricco delle Viole ligger i 380-470 meters højde og er på 4,79 hektar. Det er den mark, som Vajra altid høster senest og efter høsten er druerne endda sorteret hele 3 gange, først på vinstokke, på sorteringsbordet i vineriet og sidst efter afstilkning.
Vinificeringen er traditionel og udføres i specialdesignede lodret fade efterfulgt af en længere periode med maceration under hætten. Efter malolaktisk gæring i rustfrie ståtanke, så er vinen lagret 30-42 måneder på 25-50 hektoliter store slavonske egefade.
Duftmæssigt minder den mere om Barbaresco end Barolo, men har alligevel nogle ret flotte hjørnekanter. Der er frugt af syrlig kirsebær, jordbær, ribs, skovbær og lidt citroner, meget ren og stringent frugt, men læg dertil gazebind, storduftende, potpourri, blomsterparfume og essenser, jordagtige olivennoter, let benzin, mineraler og så lidt søde egetræsnoter … meget dekadent og imødekommende, men absolut ikke tung på fad … overhovedet.
I munden er vinen utrolig – og dejlig – tør, mens tanninerne fortsat er aggressive, lyse og kantede sammen med en lille smule peber og så en lys, syrlig frugt med syrlige kirsebær, ribs og appelsinmarmelade. Syren er virkelig frisk og har en lille lemonagtig bitterhed, nogle søde krydderier, roser og egetræsnoter. Den har smertelig tanninbid, men hvor er det godt og jeg overgiver mig … klasse Barolo. 96 point.
Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 650 kr.
Nytårsaften smagte jeg en 2014 Malterdinger Spätburgunder fra Weingut Bernhard Huber … fra samme år, som Bernhard døde. Sidst havde Jesper medbragt vinen og nu serverede han sgu også den monstrøse og fine storesøster Hecklinger Schlossberg Spätburgunder Großes Gewächs fra samme årgang.
Monthélie er en lille og lidt overset region i hjertet af Côte de Beaune mellem de tre kommuner Volnay, Meursault og Auxey-Duresses og der findes faktisk kun 31 hektar 1er Cru marker i området og denne er netop fra én af disse … vinen Monthélie 1er Cru Clos des Toisières fra det store vinhus Louis Latour.
Jeg elsker Tenuta J. Hofstätter og den kærlighed er også smittet af på Falken. Det er dog mest de røde, som har imponeret os, men Tenuta J. Hofstätter laver faktisk også ganske lækre hvidvine, som nu fx denne 2020 Barthenau Vigna San Michele Pinot Bianco.
Næste vin er virkelig spændende og fortsat på Chardonnay, for det var nemlig en 2017 Jurosa Chardonnay fra vinmageren Alvaro Pecorari på vinhuset Lis Neris i Friuli-Venezia Giulia.
Denne Bourgogne Clos du Château Blanc kommer fra en 8 hektar stor vinmark lige foran vinhuset Château de Meursault og er vel nærmest at betegne som deres signaturvin.
Franciacorta er bare et fabelagtigt område for sprøde mousserende vine og det havde Falken luret, da han som ganske fin indledning til byggemødet så skænkede et glas Grande Cuvée Alma Non Dosato fra Bellavista, der er én af bannerførerne i Franciacorta i Lombardiet.
Jeg elsker også vinene fra nordsiden af den iltre vulkan Etna og nu er der igen sådan en bandit i glasset … en 2019 Etna Rosso Arcuría fra vinhuset Graci.
Jeg sluttede Locatour ballet med lidt tunge ben, men nu har jeg heller aldrig været den store danser. Der er dog heller ikke så megen let disko, tango eller vals over denne Zinfandel, som vist aldrig blev min vin.
Jeg ræsede videre med Locatour vinene fra DFV Wines og den næste var selvfølgelig på én af de druesorter, som man jo normalt har godt styr på i USA, nemlig Cabernet Sauvignon.