Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

Vinanmeldelser

2008 Fratelli Giuliari, La Picolla Botte Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Skriv en kommentar

Fredag … og I venter sikkert på dagens Spätburgunder, men Houlberg er bagud med vinene fra lørdag. Sådan er livet jo engang imellem. Nogle gange er man forud … og nogle gange bagud. Men så er det jo godt, at vi her har fat i en lille charmetrold.

Det er nemlig denne La Picolla Botte Amarone della Valpolicella fra et ganske lille vinhus i Veneto, nemlig Azienda Agricola Fratelli Giuliari aka. F.lli Giuliari, som holder til i et gammelt palæ fra det 17. århundrede i byen Illasi omkring 15 kilometer øst for Verona.

Giuliari er en gammel Verona–familien, hvis rødder går helt tilbage til den fjortende århundrede, hvor gamle dokumenter viser, at familien producerede olivenolie, og en gammel forfader Bartolomeo Giuliari – som levede mellem 1761 og 1842 – var en højtstående administrator i den venetianske regering og Giovan Baptist Carlo Giuliari var nogle år senere en kendt munk og billedhugger. 

Det var imidlertid én af familiens senere efterkommere, nemlig Luigi Giuliari som i starten af det tyvende århundrede købte den gamle historiske vingård i Illasi af Grev Paolo Trezza og reelt grundlagte vinhuset. Siden har familien dyrket vin, men startede dog først i 1980 med at sælge vinene i eget navn.

I dag er det Luigis børnebørn, nemlig brødrene Tizian og Carlo Giuliari, som driver Azienda Agricola Fratelli Giuliari sammen med sønnerne Juri og Andrea. De driver i alt små 5 hektar vinmarker, og laver 5 forskellige vine, nemlig en Recioto Valpolicella Classico, Recioto di Soave, S. Giustina IGT, Le Pale IGT og så denne La Picolla Botte Amarone della Valpolicella.

Og navnet La Picolla Botte betyder ikke en lille flaske, men nærmere “lille tønde” og henviser til husets gamle vinkældre, som i folkemunde gik under navnet “lille tønde”, altså en kælder med god vin. Det kommer fra et ordsprog, om at den gode vin altid er i den gamle tønde eller den lille tønde.

Til at hjælpe med vinproduktionen har familien hyret ønologen Giuseppe Bassanelli, og det er ham, som også laver den Amarone, som hos Fratelli Giuliari er lidt anderledes end andre Amaroner. Den består selvfølgelig af druerne Corvina, Rondinella og Molinara, som er tørret på tørreloftet i omkring 6 måneder på store måtter, hvorefter de presses og druesaften lagrer på store egetræsfade i 24 måneder.

Dét som gør huset Amarone lidt anderledes er, at de ved sammenstikningen blander en smule frisk Barbera i vinen, og det giver en Amarone, som også bliver en smule anderledes. Men lad os da smage vinen.

Og der er sgu intet rosinvand over denne Amarone, og hurra for det. I næsen er den mørk med noter af nærmest kul, grafit, krydderier, kardemomme, chokolade, mørke bær, meget urtet, grøn, godt med tørhed, stramhed, syre og lidt ristede noter. Faktisk ganske kompleks af en Amarone at være.

I munden er vinen fløjlsblød, fyldig med tørrede frugt, blommer, sødme og kraft. Der er et krydret element, som går igen i hele smagen, lidt ristede toner, kakao og en smule eg. Slet ikke en tung Amarone, men langt mere let, stringent og frisk. Ganske interessant Amarone, som dog fortsat virker ganske ung. Jeg ville nok anbefale, at vinen fik 3-4 år mere i kælderen for at slibe lidt af kanterne af.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Formentligt købt af Steffen på vingården. Har ikke fundet en forhandler herhjemme, men winefactory.dk har tidligere anmeldt vinen, hvor de anfører en pris på 275 kr.

Rating 5/7 

Vinanmeldelser

2009 Il Borghetto, Bilaccio, Toscana, Italien

2 kommentarer

På adressen Via Collina udenfor den lille søvnige by Montefiridolfi, ikke langt fra San Casciano Val di Pesa og vel omkring 10-15 kilometer syd for Firenze ligger Azienda Agricola il Borghetto, en lille vingård kombineret med B&B … en lille højborg for Gastronomi. De står bag vinaftenens næste vin, som kort og godt kaldes Bilaccio.

Azienda Agricola il Borghetto ejes og drives af Roberto Cavallini og hans hustru. De købte ejendommen i 1990, hvor den udelukkende bestod af skov og olivenlunde, og det var først i 1999, at man valgte at plante de første vinstokke på 20 små parceller.

Samlet har vingården tilplantet 6 hektar med vinstokke ud af et samlet jordareal på 30 hektar, og man har selvfølgelig også lidt oliventræer – faktisk hele 12 hektar oliventræer – og producerer årligt mellem 2-3 tons olivenolie af sorterne Morellino, Frantoiano, Pendolino og Leccino.

Og det med gastronomien er virkelig i højsædet på vingården. Azienda Agricola il Borghetto tilbyder således kokkeskole, vinsmagninger, mulighed for at lave din egen olivenolie og et klassisk italiensk køkken. Læg hertil en total charmerende toskansk villa med en lille pøl i baghaven. Hmmmm, lyder som et rejsemål for den houlbergske familie.

På de 20 parceller – alle ganske forskellige – har man plantet Sangiovese, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er dog Sangiovese druen, som er husets primære drue, og den findes da også på 85% af vinmarkerne.

Til at forestå produktionen af vinene på gården hyrede Canallini allerede fra første fløjt en professionel vinmager, nemlig den talentfulde ønolog Tim Manning. Han styrer alt arbejdet i Il Borghettos vinmarker og kældre. Tim Manning har tidligere arbejdet på så berømte ejendomme som Domaine Dujac i Bourgogne og Cristom i Oregon.

Vinhuset laver omkring 34.000 flasker vin årligt, fordelt på 6 forskellige vine, heraf en enkelt Chianti Classico samt 5 IGP vine … altså lidt i stil med IGT vine, Indicazione Geografica Protetta. De seks vine er vinene Collina 21 (opkaldt efter adressen på vinhuset og i øvrigt en ganske fremragende vin), Rosie, Monte de Sassi Chianti Classico Riserva, Clante, Montigiano og denne Bilaccio, som er husets topvin.

Vinen er lavet på 100% Sangiovese druer fra 4 af husets bedste parceller. 30% af druerne presses som hele klasser, og efter presning og gæring lægges vinen på 40% nye egetræsfade, hvor den lagrer i mellem 16-20 måneder. Afslutningsvist filtreres vinen og tappes på flaske, hvor den får lov til at lagre i omkring 6 måneder, inden den frigives til salg. Der laves 7.000 flasker af denne vin årligt.

Og hvilken herlig vin, som i næsen er toskansk som ind i helvede. Det er roser, violer, tør jord, lakrids, tobak, svampe, champignon, lidt alder, skovbund … virkelig indbydende næse. I munden er der meget tydelig mineralitet, stramme tanniner, frisk frugt … og alligevel virker vinen blød, elegant og har i det hele taget en god lethed, intensitet og fylde kombineret med lang eftersmag.

Klassevin. Hvor gad jeg godt på ferie på Azienda Agricola il Borghetto.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt i Vinspecialisten, hvor prisen er 325 kr. Det er den også værd.

Rating 5,5/7 

Vinanmeldelser

2011 The Other Guys, Plungerhead Lodi Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Skriv en kommentar

Næste vin kom fra Steffen. Plungerhead er navnet … etiketten lige så tosset med en Monty Phyton lignende figur med vintønder som ben og en afløbs-svupper på hovedet. Det er amerikansk cab og kommer fra vinhuset The Other Guys … også kaldt Laid-Back Guys eller Stand-Out Wines.

Bag vinhuset står søskendeparret Mia & August Sebastiani fra den store, traditionsrige amerikanske vinfamilie Sebastiani … og under navne som Hey Mambo, Leese-Fitch, Moobuzz, Plungerhead, The White Knight og Pennywise laver de en række spændende vine, som adskiller sig en smule i mængden.

Historien om vinhuset starter helt tilbage i 1895, hvor Samuele Sebastiani, italiensk indvandrer, flyttede til USA og startede med at arbejde i et stenbrud nord for Sonoma. Med sine hårdt optjente penge købte han en lille vingård, hvor han opstartede en mindre vinproduktion.

I 1944 blev driften af vingården overtaget af sønnen August Sebastiani, som solgte vinene over det meste af USA, men det var først i 70′erne og 80′erne, hvor 3. generation – i form af Augusts to sønner Sam og Don – overtog driften, at vinhuset fik sit store gennembrud og voksede eksplosivt.

I dag er det oprindelige Sebastiani Winery solgt, og ejes af Foley Family Wines, som ejer en helt række af store vinhuse i USA. Jeg har skrevet lidt om Foley Family Wines og ejeren Bill Foley, da jeg smagte en 2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet, en vin Steffen i øvrigt også havde med til en vinaften.

Sebastiani familien er dog fortsat med at lave vine, nu via 4. generation i form af Mia & August Sebastiani med deres nye vinhus Tog Wines – som The Other Guys forkortes til og kaldes i daglig tale.

Plungerhead er én af deres serier af vine, og den omfatter 5 forskellige vine, nemlig Dry Creek Zinfandel, Dry Creek Cabernet Sauvignon, Alexander Valley Cabernet Sauvignon, Lodi Zinfandel samt denne Lodi Cabernet Sauvignon. De kommer i øvrigt alle med den bizarre nye prop, som Tog Wines kalder en ZORK.

Jeg prøvede den første gang, da jeg smagte familiens Moobuzz Pinot Noir. De siger selv, at det er en revolutionerende ny type vinprop. Man “skræller” nærmest plastikken rundt om flasken, og så er der en sød lille prop tilbage, som let fjernes. Vi bringer da lige fluks et par billeder af det sindrige system, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal synes om. På denne flaske er ZORK’en grøn. Uanset farve, så pynter den ikke på flasken.

Zork proppen      Zork - sådan virker den

Indholdet fejler dog ikke noget. I næsen er det solbær, chokolade, kaffe, enebær, vanilje, eg, en lidt gæret duft samt et lille grønt touch. I munden en fed, tyk, kraftig vin, godt med sødme, kraft, mælkechokolade, blommer, solbær … godt med sødme og ikke så megen kant, men nem at drikke og virkelig amerikansk pleaser.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Smalle Vine, pris 139 kr.

Rating 4,5/7  

Vinanmeldelser

2012 Radio-Coteau, La Neblina Pinot Noir, Californien, USA

Skriv en kommentar

Med næste vin fortsatte vi i det økologiske spor … og kan endda smide ekstra ord som biodynamisk, naturewine, cool-climate, kult og hypet i posen. Vinen er nemlig denne La Neblina Pinot Noir fra det californiske vinhus Radio-Coteau … en herlig & spændende vin.

Vinhuset Radio-Coteau ligger i byen Sebastopol vel omkring 5 kilometer øst for Santa Rosa i Californien. Husets vinmarker ligger yderligere 5 kilometer længere mod øst, nemlig lige ovenfor byen Occidental, omkring 50 kilometer nord for San Francisco.

Radio-Coteau er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 2002 af Eric Sussman, som oprindelig stammer fra New York. Han er uddannet som landmand ved Cornell University i Ithaca, men altid har haft en interesse for vin.

Efter endt uddannelse flyttede Eric til Yakima, Washington State, hvor han endte med at blive vinmager på en lille garage producent Staton Hills, som i øvrigt nu hedder Sagelands Vineyard Winery.

Han indså dog hurtigt, at han havde brug for at tilbringe noget tid i Frankrig, så han kunne fordybe sig i nogle af de gammeldags teknikker for vinoproduktion, og hvad er så mere oplagt end at starte i Bordeaux og Bourgogne? Det blev til et længere ophold på lidt over to år.

I løbet af årene i Frankrig arbejdede Eric Sussman på Château Baron Phillipe de Rothschild i Paulliac samt i Bourgogne hos Comte Armand i Pommard og Jacques Prieur i Meursault. Det var i øvrigt fra vinmageren Pascal Marchand hos Comte Armand, at Eric første gang hørte om biodynamiske principper.

Efter endt ophold i Frankrig gik turen retur til USA, hvor inden grundlæggelsen af Radio-Coteau i 2002 arbejdede hos Bonny Doon og Dehlinger, hos sidste endda som vinmager gennem en længere periode.

Da Eric Sussman grundlagde Radio-Coteau var det uden vingård eller egne marker. I stedet lavede han en langtidskontakt om leje og pleje af en familieejet mark Terra Neuma, hvor vinstokkene blev dyrket både økologisk og biodynamisk. Og med lidt hjælp fra vennerne Bill and Joan Smith, tidligere ejere af La Jota og nuværende ejere af W.H. Smith Wines, som kom produktionen i gang.

Og Eric sigtede mod mindst mulig indblanding i selve dyrkningen og produktionen. Han bruger udelukkende økologiske og biodynamiske dyrkningsmetoder og forsøger at lægge sig tæt op af naturvinsbegrebet med mindst muligt brug af sulfit, brug af naturgæring og ingen klaring eller filtrering ved flaskningen. Okay helt naturewine bliver det altså ikke, men derudover jagter han også en kølig og elegant stil.

Og det ser ud til at være lykkedes. Hurtigt opnåede vinene fra Radio-Coteau høje anmeldelser og blev hurtigt udsolgt. Antonio Galloni – Robert Parkers arvtager på The Wine Advocate – har bl.a. kaldt Radio-Coteaus vine nogle af de mest uimodståelige vine i Californien. Og det er jo ganske store ord.

Ét af højdepunkterne for Eric Sussman var et telefonopkald fra selveste Angelo Gaja, som fortalte, at han beundrede Sussmans vine og gerne ville importere nogle af dem til Italien. I dag er Radio-Coteau ganske hypede og vel nærmest kult … og udsolgte bliver de fortsat hurtigt.

Navnet Radio-Coteau, skal vi da også lige omkring. Det betyder direkte oversat for “radio-bjerg”, men det giver jo ikke umiddelbart mening. Radio-Coteau er et begreb, som stammer fra den nordlige del af Rhône, om at bjerget (med vinstokkene) taler til vinavlerne, når de skal producere vinene.

I 2012 købte Erik Sussman så endelig egen vingård med tilhørende vinmarker, bl.a. over 80 år gamle Zinfandel vinstokke samt marker med Syrah. Derudover har Eric også tilplantet 4,5 hektar med Pinot Noir. Det er generelt marker med stor biodiversitet, frugttræer og et mindre kvæghold, som græsser omkring ejendommen.

Her har vi så husets La Neblina Pinot Noir, hvor druerne kommer fra marker både nord for Sebastopol og Occidental fra vinavlerne Kirk Lokka, Alberigi, Dierke, Benziger. Hovedparten kommer dog fra marken Hallberg Ranch, som er ejet af Kirk Lokka. Vinen har fået navnet La Neblina – som er det spanske ord for tåge – efter den dyne af dis og tåge, som ofte ruller henover markerne fra Stillehavet og køler druerne.

Det er en vin, som har lagret på fransk eg i 16 måneder … her i 2012 omkring 40% ny eg, mens andelen af ny eg i 2013 er lidt mindre, nemlig 25%. Vinen er flasket uklaret og ufiltreret.

Lad os smage vinen, som i næsen virker til at have en god modenhed, en lille grøn note, blomster, jern, mineralitet, hindbær, kirsebær og måske endda lidt mørkere bær  …. fornemmer jeg også lidt blommer? Det er lidt svampe, mokka, vanilje, lakrids, timian og ganske indbydelse næse, hvor der hele tiden er noget, som prikker til dig. Kompleks og stikker i mange retninger.

I munden er vinen blød, kraftfuld, cremet … der lidt chokolade, lakrids … og så er der stramme tanniner og et lækker lethed over vinen, hvor en smule sødme også bidrager til det samlede indtryk. Cool-Climate siges der, men det ved jeg nu ikke, hvad jeg skal sige til. Synes bestemt, at der er mere volumen i vinen end den europæiske søstre. Men godt er det … og det blev også aftenens bedste vin. Virkelig lækker.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles bl.a. af Bergman Fine Wines, hvor et eksemplar koster 549 kr.

Rating 6/7 

Vinanmeldelser

2011 Antoine Arena, Grotte di Sole, Korsika, Frankrig

Skriv en kommentar

Og hvorfor ikke fortsætte vor vinaften med endnu en særegen vin, nemlig i kraft af denne Grotte di Sole fra vinhuset Domaine Antoine Arena, som hører under appellationen AOC Patrimonio, som findes ved  Saint-Florent bugten på øen Korsika.

Selve Domaine Antoine Arena ligger også ved tæt ved bugten omkring en kilometers penge fra byen Patrimonio på den nordligste del af Korsika. Vinen er grundlagt i 1980 af Antoine Arena, som er vaskeægte korsikaner, født og opvokset på Korsika.

Han begyndte med 3 hektar vinmarken ved grundlæggelsen af vingården, men ejer og driver i dag 14 hektar vinmarker. Han er samtidig i dag én af de førende skikkelser indenfor vinproduktion på Korsika, og regnes også af flere vinkritikere som den bedste producent på Korsika.

Antoine Arena har 2 stjerner i Revue du Vin de Frances “Classement de Meilleur Vins de France” som den eneste producent på Korsika.

Blandt de bedste marker hører Cave Di Sole, en vinmark på 3 hektar med ler og kalksten, hvor der dyrkes Niellucio samt Vermentino druer, og så Den Carco marken med kalkrig jordbund, hvor der ligeledes dyrkes Niellucio og Vermentino.

Derudover dyrker Antoine Arena også den lokale grønne drue Bianco Gentile, som – mig bekendt – ikke findes andre steder i verdenen.

Siden 2007 har er domænet været certificeret økologisk, og Antoine Arena er i det hele tilhænger af klassisk, gammel og bæredygtig vinproduktion. Alt arbejde foregår i hånden, der bruges ingen kemi, der er ingen tilsætning af gær eller andet og der svovles minimalt ved flaskning.

Her har vi husets Grotte di Sole, en enkeltmarksvin fra marken Grotte di Sole. Navnet skyldes den stærke soleksponering, der er på marken. Vinene herfra får altid god intensitet, men der høstes forholdsvis tidligt for ikke at få overmodne druer. Vinen er lavet på 100 % Nieluccio fra en mark med 60 år gamle stokke.

Nieluccio er genetisk identisk med Sangiovese, men har sandsynligvis været på Korsika siden 1200-tallet. Der lagres på cementtanke og bruges ingen træfade. Minimal svovling. Vinen har fået 18 af 20 point i Revue du Vin de France.

Og hvilken landlig og sær (i mangel af bedre ord) duft, nærmest sådan lidt sur/sød, boblende mødding, røde bær, sod, svovl, mineraler, grønne og formuldede blade, lidt kompostagtigt, gazebind og en smule krydderier. Man tænker fluks naturewine, men den er altså “kun” økologisk, men meget særpræget og alligevel ganske spændende.

I munden er vinen først ganske syrlig, meget speciel … men underneden er der noget sødme. Først i munden mærker man en syre, nærmest som en citronsyre, ganske sur … så sætter tanninerne ind og bider dig endnu mere. Med lidt luft i glasset aftager syrligheden en del, men fortsat godt med tanniner og tørhed i undermunden. Absolut spændende og fin lang eftersmag … kræver fordybelse, og en kærlighed til skarphed, rustik duft … jeg synes det er fremragende.

Jeg elsker sgu, når vinene har lidt kant, og det har denne til overflod.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Bichel Vine, pris 229,75 kr.

Rating 4,5/7   

Vinanmeldelser

2013 Vinos Vernaculares, Tres Vacas, Aconcagua, Chile

Skriv en kommentar

Aftenens første rødvin havde jeg med … en – uden omsvøb – ganske speciel lille sag fra det lille vinhus Vinos Vernaculares, som ligger ved den lille by Quilpué – omkring 50 kilometer vest for Santiago, og ikke så langt fra kysten i Chile.

Vinen hedder Tres Vacas og er lavet på den lokale drue Pais, og den skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til. Vinen er købt hos Bjarne i Vinimperiet, som har specialiseret sig i økologiske og biodynamiske vine, og jeg har tidligere her på bloggen skrevet om en vin fra netop Vinos Vernaculares.

Det var deres Pinot Chai, en Pinot Noir baseret vin, som jeg kaldte en ren økologisk boheme, enspænder, freak og excentriker. Hvis vi skal blive i det spor, så er denne Tres Vacas en økologisk feminin rebel, outsider, eremit, særling, tvekønnet … udsædvanlig, elektrificerende og pirrende. Dét vender jeg også tilbage til.

Lige lidt gentagelse omkring selve vinhuset, som ejes og drives af vinmageren Christophe Beau, som ellers til dagligt slår sine folder i byen Corconne og appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc i det sydlige Frankrig, hvor han driver vinhuset Domaine Beauthorey.

Christophe har over 30 års erfaring som vinbonde, ja faktisk startede han Domaine Beauthorey i 1979. Dér har han 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som drives økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998.

Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.

Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.

Og så er Christophe Beau nu også vinproducent i Chile. Ikke fordi han vil udvide sine aktiviteter, skabe et vinimperium eller tjene kassen … men alene fordi han gerne vil udforske vinproduktionen, opdage flere mysterier i processen af vinfremstillingen, have en frihed i processen og prøve nye former for ejerskab eller brug af jorden. Han ville genopfinde sig selv og opleve noget nyt i livet.

Efter flere udforskninger i Mexico, USA, Mellemøsten, Nordafrika og Sydøstasien endte han imidlertid med at slå sig ned i Chile i den lille by Quilpué i Valparaíso regionen, et område præget af masser af skov … hele 200 hektar … og alene omkring 7 hektar vinmarker tilhørende Viña Raab, som drives og ejes af Daniel Raab Camalez.

På dette sted er der godt med granit i undergrunden, hvilket Christophe mente vil være godt for dyrkning af bl.a. Chardonnay. I 2011 gik Christophe i gang med at rydde et stykke jord og plante sin egen første mark … men imidlertid ikke med Chardonnay, men derimod den lokale drue Pais, som han havde indsamlet stiklinger af i de nærtliggende områder Maule og Bíobío.

Og så forsøger Christophe nu at indgå samarbejde med lokale vinavlere. Han har bl.a. lavet et samarbejde med Fidel og Marcelo … to vinbønder i Colliguay. Herfra køber han nu druer til produktion af sine vine. Christophe kalder det selv et slags øko-cooperativista. Han har også købt druer fra Daniel Raab Camalez på Viña Raab.

Vernaculares betyder i øvrigt og vistnok noget i retning af; folkelig talemåde, dialekt eller lidt i det retning, og det beskriver vel meget godt Christophe Beaus ønske om arbejde på tværs af grænser og med folk fra andre steder.

Partnerskabet er i hvert fald også udvidet til andre områder i Chile, bl.a. Parral, Limari og Casablanca, men fortsat med økologi som det bærende fundament i vinproduktionen. Og så laver Christophe ellers vinene helt gammeldags … bl.a. med maceration i et stor læderkar … ja, et gammelt koskind, hvori vinene vinificeres inden lagring på egetræsfade.

Han har også i 2013 bygget et mindre og simpelt vineri i træ, så der nu er mere skik på produktionen af vinene. Og i det lille skur laves der i alt 7 forskellige vine; Petit Marnier, Dulzón Olvidado, Pinot Chai, El Blanco de Pais, El Moscatel de Alejandría, El Cuidadano og så denne Tre Vacas, som netop er lavet på ren Pais.

Pais druen er en rød drue, og er samtidig dén drue, som man historisk har dyrket længest i Chile. Druen er bragt til Chile af de spanske conquistadorer og også været den mest plantede drue i Chile. Mange Pais vinstokke er dog løbende hevet op og erstattet af den internationale Cabernet Sauvignon, som man mente var en mere ædel druesort.

I dag er der efterhånden ikke længere så mange marker med Pais i Chile, vel alene 12.000-15.000 hektar vinmarker og druen bruges primært til billig bordvin, i blandinger fx sammen med Cabernet Sauvignon og derudover i mousserende chilenske vine. Druen er kendetegnet ved, at den er stærk og er let at dyrke. Den giver en tynd, let og rustik rødvin og har normalvis lav indhold af alkohol.

Hos Christophe Beau hedder hans Pais vin Tres Vacas, hvilket skyldes at vinen er sammenstukket fra 3 særskilte barriques egefade, som han i øvrigt kalder Rosalia, Rocío og Rosalba. Druerne kommer fra over 100 år gamle Pais vinstokke i området ved Valle de Colliguay, og der høstes et meget begrænset udbytte på 10 hektoliter pr. hektar, og ellers er vinen vinificeret 15 dage i fade af kohud og derefter modnet 12 måneder på de nævnte 3 barriques.

Det kommer der samlet 1.000 flasker vin ud af hvert år, og netop én af disse er havnet her på bordet denne vinaften.

Og så er vi tilbage ved ordene feminin, rebel, outsider, eremit, særling, tvekønnet … udsædvanlig, elektrificerende og pirrende, for det er en ganske, ganske speciel vin. I glasset er vinen meget lys … mere lys en Pinot Noir, og så samtidig ganske grumset og ufiltreret som bare pokker. Flere kom med kommentarer som grumset hospitalssaftevand … og det er måske ikke helt hen i skoven, hvis farven skal beskrives.

Og sikke en duft i denne vin … helt anderledes end andre vine, og alligevel med noget genkendelig. Der er nytårsfyrværkeri, krudt, bolsjer, hindbær, jordbær og en omgang med parfumeflakonen. I munden er vinen blød, blid … meget fin lethed med let sødme og lyse bær. Det er jordbær, hindbær og faktisk ganske charmerende. Som med Pinot Chai’en er her også smag af “noget andet” … uden jeg helt kan definere dette … måske kommer det.

Skal jeg sammenligne denne Tres Vacas med Pinot Chai’en, så vil jeg nok vælge Pinot Chai’en, men hvor det dog sjovt med sådanne karakterfulde vine. Spændende oplevelse for vinfreaks, som ønsker at betræde stierne udenfor mainstream vinene.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Vinimperiet, pris 147 kr.

Rating 4,5/7  

Vinanmeldelser

2014 Mengoba, Brezo Godello y Doña Blanca, Bierzo, Spanien

Skriv en kommentar

Primer vino … første vin på vores vinaftenen blev traditionen tro en hvidvin fra værten, en lille spændende sag kaldet Brezo Godello y Doña Blanca fra det spanske vinhus Mengoba … eller helt korrekt Bodegas y Viñedos Mengoba, som holder til San Juan de Carracedo nord for byen Carracedelo i Bierzo området, ikke langt fra et af de største og mest historiske klostre i Spanien.

Bodegas y Viñedos Mengoba er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2007 af den spansk/franske Grégory Pérez. Han er har sin viden om vin fra Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog fra Blanquefort i 1998.

Derefter har Grégory arbejdet for bl.a. Château Grand-Puy-Lacoste og Château Cos d’Estournel inden han kastede sig over sit eget projekt.

Og han slog sig ned i Bierzo området, tiltrukket af det enorme potentiale med højt beliggende vinmarker, der giver et relativt køligt klima, alsidige jordbundstyper (skifer, kvarts, kalk, grus) og gamle stokke med lokale højkvalitets druesorter, som fx den blå Mencia og de grønne Godello og Doña Blanca.

Samlet driver Grégory Pérez 5 hektar vinmarker og laver 8 forskellige vine, alle på lokale sorter som Mencía, Alicante Bouchet, Godello, Trousseau du Jura og Doña Blanca.

Hans filosofi består af 8 simple regler, og det er kendskab til jorden, beskyttelse af biodiversiteten, lokale druesorter, skånsom behandling af druerne, ingen brug af pesticider, lavt udbytte, modning af druerne i markerne samt en helt traditionel og gammeldags produktion. Der dyrkes efter økologiske principper og med lavteknologiske løsninger – bl.a. pløjes de højest beliggende marker med okser.

Navnet på vinhuset … Mengoba er en sammensætning af Men for Mencia, Go for Godello og Ba for Doña Blanca.

Her har vi den ene af Gregorys to hvidvin, og den er netop er lavet på to af de lokale druer Godello og Doña Blanca. Godello druerne kommer fra små parceller i Carracedo, Valtuille og Villafranca del Bierzo, og den gennemsnitlige alder på vinstokkene er omkring 20 år. Doña Blanca druerne kommer ligeledes fra ældre stokke på marker i Espanillo, Carracedo og Valtuille.

Godello er en spansk drue, som er meget aromatisk og generelt af høj kvalitet. Det er en lokal sort i Galicien, hvor dens popularitet og beplantning er stigende. Den betragtes som en slags hoveddrue i Valdeorras og Bierzo.

Doña Blanca er også kendt som Doña Branco, og det er en hvid drue, som dyrkes i både Spanien og Portugal. I Spanien er det primært i den nordvestlige Galicien-region, mens den i Portugal dyrkes fra Douro-floden mod nord. Den indgår bl.a. også i DO vine i Bierzo. Druen har et tykt skind, som er godt i våde kystklimaer, men den giver ofte en smule syre og bitterhed selv med kort skindkontakt.

Denne vin er altså lavet på de to druer, her i 2014 på 70% Godello samt 30% Doña Blanca. Vinen får ikke noget fad, men lagrer omkring 5 måneder på gæringsresterne, hvilket er med til at give noget mere karakter og fylde. Der laves årligt 22.000 flasker af denne vin, og dermed husets næststørste producerede vin. I den anden ende af skalaen, så laves der alene 540 flasker årligt af den røde topvin Estaladiña.

I næsen er der lidt hø, pærer, eg, lidt lemon, en smule blomster samt en lidt varmkrydret note. I munden er vin meget syrlig med en voldsom tørhed. Det er ganske grønt, nærmest stikkelsbær, hvilket gør vinen meget frisk, sprød og stringent. Slutter i med en lidt bitter note og en medium eftersmag. Spændende vin … og godt valg.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Bichel Vine, hvor prisen er 89,75 kr., mens 6 flasker kan købes for 450 kr.

Rating 4,5/7  

Vinanmeldelser

2012 Domaine le Clos du Caillou, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

Skriv en kommentar

Domaine le Clos du Caillou er en af de virkelig spændende producenter af både Rhône og Châteauneuf-du-Pape vine. Jeg har tidligere smagt deres helt fantastiske Côtes du Rhône La Réserve, som de fleste anmeldere mener er fuldt ud på højde med Châteauneuf-du-Pape, og faktisk også koster lige så meget.

Nu har vi netop en Châteauneuf-du-Pape fra Domaine le Clos du Caillou i glasset, og så er det jo nærliggende at lave denne sammenligning … selvom det fsv. angår Côtes du Rhône La Réserve alene bliver på mine tidligere smagsnoter her fra bloggen.

Domaine le Clos du Caillou ligger ved byen Courthézon, nordøst for Châteauneuf-du-Pape … et godt område for at fremstille stor Châteauneuf-du-Pape. Det har da også været målet for familien Pouizin og Vacheron siden de stiftede domainet i 1956.

Domainet består i alt af 58 hektar vinmarker, hvoraf de 8 hektar er beliggende i Châteauneuf-du-Pape. I princippet kunne en del af de resterende 50 hektar også godt have været indlemmet i Châteauneuf-du-Pape, da de kun er adskilt fra distriktet af et gammel stengærde. Historien fortæller dog, at den daværende ejer ikke ville betale de afgifter, som en ophøjelse af jordene til Châteauneuf-du-Pape krævede i 1923 og at det er årsagen til, at jorderne kun bærer status af Côtes du Rhône.

Indtil 1996 blev ejendommen drevet af Claude Pouizin, der frem til 1993 solgte en del af avlen til negocianter i området, men i i 1996 overlod han stedet til datteren Sylvie og svigersønnen Jean-Denis Vacheron. Dennis stammede fra en vinbondefamilie, som driver Domaine Vacheron i Sancerre.

Generationsskiftet betød, at ejendommens vine fik et vældigt kvalitetsløft. Vinskribenter fra især i Amerika berømmede hans indsats, og eksporten til Amerika steg voldsomt. I marts 2002 omkom Jean-Denis Vacheron imidlertid i en trafikulykke, og i dag drives ejendommen af hans kone Sylvie. Hun har dog allieret sig med dygtige folk, bl.a. Bruno Gaspard, tidligere Chateau Trignon, og ønologen Philippe Cambie, som jeg jo også har skrevet om en del her på bloggen.

Markerne er certificeret Agriculture Biologique (AB) siden 2010. AB mærket er Frankrigs svar på Ø-mærket, dvs. en økologisk vin, men det er faktisk meningen, at Domaine le Clos du Caillou vil fortsætte kursen mod biodynamisk certificering.

Denne Châteauneuf-du-Pape Tradition er – trods navnet – en forholdsvis ny hos vinhuset og lavet første gang i 2011. Den er lavet på ren Grenache … eller i hvert fald næsten, for nogle påstår, at der er 2% Mourvèdre i. Druerne hentes fra forskellige terroirs, nemlig markerne Les Bedines, Guigasse og Pignan Les Cassante. Størstedelen kommer dog fra Pignan Les Cassante, hvor jordbunden hovedsageligt består af sand.

Vinen er lavet med maceration på i betontanke i lidt over en måned, hvorefter vinen lagres på store, gamle foudres i 17 måneder. Der laves årligt 13.000 flasker af denne vin.

Og sikke en herlig væske. Op af glasset strømmer det med engelsk lakrids, yoghurt og syrnet mærk, brombær, boysenbær, blommer og søde krydderier, mørk og koncentreret saft.

I munden er vinen også intens og tyk. Det er en mørk og kraftig satan med lakrids, en smule peber … men heldigvis også syre og tanniner, som er med til at give en flot struktur og sikre, at det hele ikke bliver for voluminøst. Der er faktisk godt med syre og tanninerne er også ganske stramme, således vinen nærmest klæber til fortænderne … slam.

Virker fortsat ung, og jeg tænker, at vinen ville nyde godt af flere år i kælderen, inden den er helt optimal. Men godt er det. Og i forhold til husets Côtes du Rhône La Réserve lidt i samme klasse. Måske med Châteauneuf’en et mulehår foran.

Forhandles hos Vinspecialisten, pris 275 kr.

Rating 5/7  

Vinanmeldelser

2012 Marchesi di Barolo, Barbera d’Alba Peiragal, Piemonte, Italien

1 kommentar

For knap et år siden smagte jeg denne Barbera d’Alba Peiragal fra det gamle, hæderkronede vinhus Marchesi di Barolo … eller Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo, som vel nærmest kan oversættes til Marchesis gamle kældre i Barolo, som er beliggende i Barolo by.

Det var til en ren Marchesi di Barolo smagning, foretaget af husets eksportchef Alvise Lunardi. Og nu er samme vin i glasset igen … blot en årgang nyere, nemlig årgang 2012. Dermed har den kvikke læser allerede gættet, at jeg tidligere har smagt 2011’eren.

Marchesi di Barolos historie går helt tilbage til 1807, hvor Marquisen af Barolo, Carlo Tancredi Falletti giftede sig med den franske adelskvinde Juliette Colbert de Maulévrier, som så et stort potentiale i vinfremstilling og startede en vinproduktion. Efter Juliettes død i 1864 fortsatte slottet vinproduktionen under navnet Agenzia Tenuta Opera Pia Barolo.

Vinhuset faktisk har gamle fade, som stammer helt tilbage fra 1864. De bruges bl.a. den dag i dag til produktionen af huset Barolo vine. Marchesi di Barolo er også kommet godt igennem begge verdenskrige, således er kælderen fuldstændig intakt med en samling af alle vinene fra lang tid før krigene. Det lyder sgu egentligt meget tiltalende og et besøg værd.

Marchesi di Barolo blev senere købt af den lokale vinbonde Pietro Abbona sammen med sin bror Ernesto og hans søstre Marina og Celestina. Marquis Fallettis to store slotte Castello di Serralunga og Castello Falletti, som fortsat af afbilledet på flere af etiketterne på vinene fra Marchesi di Barolo, blev imidlertid ikke overtaget, da Abbona familien i forvejen ejede naboejendommen, og allerede havde gang i vinproduktion.

Og i dag er det fortsat Abbona-familie, som nu på 5. generation fortsætter arven efter Marquis Falletti under navnet Marchesi di Barolo. Det er nemlig Anna and Ernesto Abbona, som driver vingården. Ernesto selv er vinmageren, men to store børn står allerede klar til at hjælpe faderen.

Denne Barbera d’Alba Peiragal er en enkeltmarksvin fra marken Peiragal, som er én af Marchesi di Barolos bedst beliggende marker. Der var faktisk tidligere plantet Nebbiolo vinstokke på marken. Da Ernesto rykkede Nebbiolo stokkene op og plantede den billige drue Barbera, så rystede alle naboerne på hovedet og mente, at Ernesto var blevet skør.

Man kunne nemlig få mere ved at sælge Nebbiolo-druerne bulk end færdige vine på Barbera, og Nebbiolo regnes samtidig som en væsentlig finere druen end Barbera’en, som er en af de mest plantede røde sorter i hele Italien. Vine på Barbera er ikke store og komplekse vine som fx Barolo.

Så man kan vel sige, at denne Barbera d’Alba Peiragal er lavet med én af de billigste druer fra én af de dyreste vinmarker i Piemonte. Men kommer der så noget godt ud af det? Ja, det skal jeg fluks komme tilbage til.

Marken Peiragal er på 5 hektar og én af Marchesi di Barolos mange marker. Huset ejer i alt 120 hektar vinmarker rundt omkring i Piemonte, dvs. både ved Alba, Barbaresco, Gavi og selvfølgelig ved Barolo, hvor huset har hjemme. I Barolo ejer Marchesi di Barolo faktisk hele 40 hektar jord, hvilket svarer til 16% af samtlige vinmarker ved Barolo.

Til smagningen sidste år i september fortalte eksportchefen Alvise Lunardi om det specielle ved, at et hus i Barolo også laver Barbaresco vine … han sammenlignede det lidt med, at det vel svarer til, hvis Beatles spillede Rolling Stones numre … eller omvendt. Det ses i hvert fald ikke hos ret mange vinhuse i Piemonte.

Barbera d’Alba Peiragal er lavet på 100% Barbera, altså ingen tilsætning af Nebbiolo eller andre druer. Der foretages grøn høst, før druerne er endeligt udviklede. Efter den rigtige høst føres de modne druer til vineriet. Gæring ved udvidet temperaturstyret skindkontakt, let filtrering og alt hvad man i dag forbinder med topmoderne vindyrkning. Efterfølgende lagres vinen 1 år på små, moderat ristet, franske barriques samt yderligere et år på flaske inden frigivelse.

Og som sidst en rigtig lækker vin. I næsen har vinen en dejlig landlighed med mørk frugt, solbær, modne kirsebær, lakrids, blommer, fugtige fade og et lille strejf af vanilje. Der er – som sidst – god fylde i vinen, tæt, kompakt og mørk, men samtidig med en gennemgåede syre, som holder vinen på sporet. Der er tanniner, frisk frugt samt en fin eftersmag med syre og lidt mineraler. Virker måske en anelse kraftige end jeg husker 2011’eren. Men godt er det.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 175 kr.

Rating 5/7    

Vinanmeldelser

2011 Gérard Bertrand, Terroir Corbières, Languedoc-Roussillon, Frankrig

Skriv en kommentar

Den store ex-rugby-spiller Gérard Bertrand – der efter faderens død overtog familiens vingård og nu har opbygget et større vin-imperium i det sydfranske – laver også vine i appellationen AOC Corbiéres i Languedoc, og til Selection smagning i sidste uge smagte vi denne Terroir Corbières.

Bertrand har jeg skrevet om en del gange på bloggen … faktisk 8 blogindlæg, bl.a. fordi vi tidligere har kørt et Gérard Bertrand tema på jobbet. Så vil I vide mere om Bertrand, så tjek lige de andre indlæg. Søg blot på Bertrand i søgefeltet.

I stedet så lad os kigge nærmere på denne Terroir Corbières, som et GSM blend, altså et klassisk blend på Grenache, Syrah og Mourvèdre. Hvordan fordelingen mellem de tre druesorter er, ja det fremgår faktisk ikke. Vinen kommer fra Bertrands Terrior serie, som omfatter 8 forskellige vine fra forskellige områder i det sydfranske.

Denne er en AOC Corbières, et ganske stort område i Languedoc, ja faktisk den største appellation i hele Languedoc-Roussillon, og leverer omkring 46% af den samlede produktionen i hele området.

Corbières dækker i dag næsten 14.000 hektar, hvorfor det er svært at sige noget generelt omkring jordbund og topografi. Bertrand henter dog sine druer fra marker, hvor jordbunden hovedsageligt består af en blanding af ler og kalksten med en stor andel af småsten og grus i det øverste jordlag.

Druerne til vinen er håndplukket og ellers er vinen lavet på rustfrie ståltanke med en malolaktisk gæring på mellem 10-18 dage, hvorefter vinen sammenstikkes og lagret på franske 225 liter barriques i 8 måneder, hvorefter vinen flaskes. Her lagrer den yderligere et par måneder inden frigivelse. Det skulle efter sigende være én af de få vine, som ikke er dyrker økologisk hos Bertrand.

I næsen stikker vinen lidt … man fornemmer lidt alkohol, peber, brombær, lidt ristede noter, lidt vanilje, krydderier samt noter af jern. I munden er vinen fyldig, har fået godt med sol, har noget rustik frugt, lidt jern og virker ellers lidt neutral. Eftersmagen efterlader lidt krydret smag, men er ellers ikke så lang.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 110 kr.

Rating 3,5/7