Gagliole er en af Toscanas absolut ældste ejendomme med et storslået ry og rygte … derfra smager jeg nu denne 2021 Rubiolo Chianti Classico.
Gagliole ligger for enden af en bakketop og en allé med snorlige rækker af cypresser nær Castellina in Chianti. Vi er i et billedskønt område i Toscana og Antico Podere Gagliole er er gammel vingård, der er nævnt for første gang i år 994 i et lokalt skrifte, hvor kongens søn giver ejendommen i gave til sin højtelskede hustru.
I dag drives ejendommen i smuk toscansk stil med en enestående udsigt af 3. generation af Bär familien i form af Monika og Thomas Bär-Bettschart, som samlet har 10 hektar nær vinhuset, men også i Panzano, hvor de også har bygget et nyt og topmoderne vineri.
Monika og Thomas kalder selv Gagliole for et sted, hvor drømme og ambitioner flyder frit … hvor man hver årgang stræber efter at gøre det bedre end sidst.
Denne indstilling har også smittet af på et stort fokus på biodiversitet og økologi, hvilket har medført økologisk certificering og et hav af farverige roser og markblomster i vinmarkene.
Den nænsomme behandling af vinmarkerne fortsætter i produktionen. Efter manuel indhøstning og sortering af druerne presses de og mosten tages videre til næste skridt i produktionen.
Druerne fra de ældste stokke gærer og lagrer i nogle særlige fade ved navn Culte, hvilket er små franske fade af særlig høj kvalitet og mosten fra yngre stokke gæres og lagres i en kombination af andre franske fade og stål.
Gagliole er ikke gået ubemærket hen blandt verdens prominente vinanmeldere, som alle understreger Gaglioles høje kvalitetsniveau – som fx Monica Larners fra The Wine Advocate.
Denne Rubiolo er lavet på ren Sangiovese druer, der kommer fra vinmarker i Castellina og Panzano. Panzano markerne er domineret af ler og store sten, mens vinmarkerne i Castelline har en lidt løsere jordbund med god dræring.
Kombinationen giver både flot syre og stor koncentration og selve produktionen sker i Gaglioles splinternye vineri i Panzano, hvor man har omfavnet kombinationen af teknologi og tradition på bedste vis.
Efter håndsortering af de afstilkede druer, gæres mosten i ståltanke og lagres efterfølgende på en kombination af 50% små franske fade og 50% cementtanke efterfulgt af 3 måneders lagring på flaske før frigivelsen af vinen.
BUM … sikke dejlig duft! Dejlig dyb og svag landlig aroma med sødkirsebær, jordbær, ribs, sød tobak, rå champignon, violer, støvet med svag lakrids, balsamisk eddike og noget estragon.
Smagen er venlig, rund og samtidig med Sangiovese druens lidt støvede udtryk, frugt med kirsebær, svesker og hindbær, en rund og venlig – endda saftig – syre med en sødbitter kant, venlige tanniner, et godt bid … men mest af alt meget saftig, imødekommende samt endda flink. 91 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 6 flasker.