Riesling er jo dronningen (og Pinot Noir kongen, hvis I skulle være i tvivl), men det er ikke så tit, at jeg drikker Riesling Spätlese, da jeg normalt foretrækker de tørre vine. Her har vi dog en Spätlese, nemlig vinen Bernkastel-Kueser Kardinalsberg Riesling Spätlese fra Weingut Hauth.
Weingut Hauth … eller Weingut Peter-Jos Hauth – som vinhuset reelt rigtigt hedder – ligger i Bernkastel-Kurs, og mere præcis på Kues-siden, hvor der selvfølgelig også drives et lille gästehaus med udlejning af et par værelser med fuld morgenbuffet.
Vinhuset har rødder helt tilbage til 1465, men er reelt først grundlagt i 1799 af Johann Christopherus Hauth, som arvede sin faders marker og begyndte vinproduktion og -salg.
Han var selv både bødker og havde lært om vinavl i Trier, og den viden brugte han ved starten af det lille vinhus.
Det var dog sønnen Peter-Josef Hauth, som lagde navnet til vinhuset efter hans overtagelse i 1820.
Og siden har den ældste søn i efterhånden sekns generationer heddet Peter-Josef og overtaget driften i det lille familieforetagende. Ja, i hvert fald indtil 7. generation overtog, for i dag er det netop Johannes Christopher Hauth – blot kaldet Christoph efter den gamle grundlægger – som har overtaget driften.
Vinhuset har 3 hektar vinmarker omkring Bernkastel-Kues, nemlig parceller på markerne Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, Bernkastel-Kueser Weisenstein, Bernkastel-Kueser Rosenberg, Bernkasteler Schloßberg, Bernkasteler Graben og endelig Bernkasteler Badstube.
Vinene laves i huset gamle hvælvede kælder, og selvom man på mange måder er meget traditionstro, fx med lagring af alle vinene i de store, gamle egetræsfade, så har produktionen og teknologien alligevel ændret sig gennem årene. Tidligere brugte Hauth gær i produktionen, men Christoph siger selv, at “less is more”, hvorfor han laver sine vine “on the fly” … altså alene fermenteringen via naturlig gær fra druerne og uden kunstige tilsætningsstoffer.
Produktionen bliver dermed langsommere, men Christoph mener også, at der giver mere stilfulde og karakterfulde Riesling vine.
Denne Bernkastel-Kueser Kardinalsberg Riesling Spätlese er selvfølgelig lavet med druer fra marken Kardinalsberg, som ligger på Kues-siden og har nordvendte skråninger. Marken er en af de mere ukendte marker i området, men ejes af en række producenter udover Hauth. Vinen trækker alene 7,5% alkohol … resten af sukkeret er brugt til sødmen.
Spätlese betyder vel frit oversat for sen høst, og i Tyskland er en Spätlese en Qualitätswein mit Prädikat og rangerer lige over en Kabinett. Der er således et større naturligt sukkerindhold i Spätlese end i Kabinett, dvs. vinen kan potentielt enten have mere sødme eller et større indhold af alkohol (og dermed være tør).
Og lad mig være ærlig … det er ikke verdens største vin. I næsen er her lidt sød tyggegummi, estragon, ananas og selvfølgelig mærker man også lidt sødme, men det er nu ikke særlig udtalt. I munden er der hyld, sødme, ananas og mandler, men den virker flad og uden dybde. Hurtig glemt … hvis den ikke lige skulle med her på bloggen.
Købt i Mosel for 8,10€ … svarende til omkring 60 kr.