Med næste vin er vi hos det store vinhus Bodegas Torre Oria, der laver prisvenlige vine og holder til i Valencia, men også laver Cava. Men her er det vin fra Ribera del Duero … en 2020 Comprometidos Crianza.
Bodegas Torre Oria er grundlagt tilbage i 1897 af familien Oria de Rueda, ligger i Utiel-Requena vest for havnebyen Valencia og regnes i dag som en af områdets vigtigste vingårde.
Vinhuset fik oprindelig succes med deres mousserende vine og var de første uden for Catalonien, som fik licens til at lancere dem som cava. Det erfarne vinhus producerer dog også rødvine og hvidvine … altid med fokus på value-for-money.
I 2012 kom Portobello Capital ejet af Eloy Bautista samt Pablo Aranda med i ejerkredsen med en 35% ejerandel … og med Eloy Bautista som leder har man startet en ny udvikling med fokus på produktion til eksportmarkederne og har planer om udvidelse af produktionen til 70 millioner flasker vin årligt.
Denne Comprometidos Crianza med den romantiske etiket er fremstillet på 100% Tempranillo, som Torre Oria selekterer fra udvalgte topmarker og vinen har gæret på store ståltanke med temperaturstyring og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder inden aftapning og frigivelse.
Det er ekspressiv Ribera del Duero med masser af fad, kakao, chokolade, skovbund, spidskommen, vanilje, bagepulver, kaffe og blommelikør, blåbær … godt med sødme, toast og sødristede noter, svulstig, småfed og pornofyldig i sine aromaer.
I munden kommer der også en del sødme frem, men frugten er fortsat til den friske side … bare lige med denne sødlige slagside, men samtidig har den tørre og tydelige tanniner, lidt sødbitter med noget alkoholvarme … men generelt en vin, som rigtigt mange danskere vil knuselske på samme måde som kysset på etiketten. 89 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.