Med næste vin røg vi en tur til the big USA … nemlig med denne Post No. 35, et blend af Cabernet Sauvignon og Syrah. Godt med power … ligesom hos vinmageren den gode Charles Smith, som laver denne vin i et samarbejde med en anden Charles, nemlig Charles Bieler.
Jeg skrev om dem forleden, da jeg smagte deres Chardonnay. Charles Smith vil jeg ikke skrive så meget om, men blot henvise til nogle af de tidligere blogindlæg, fx fra vinene 2010 Charles Smith, Kung Fu Girl Riesling eller 2008 Charles Smith, Chateau Smith, Cabernet Sauvignon. En anderledes, rocket vinmager ud over det sædvanlige, som bestemt er interessant at læse om.
Det gælder imidlertid også hans samarbejdspartner Charles Bieler, som kalder sig selv kreativ, en innovativ vinmand, maratonløber og New York Hipster.
Charles kommer reelt fra en vinfamilie, idet hans far Philippe Bieler i 1992 grundlagde vingården Château Routas i Coteaux Varois, en lille appellation i midten af Provence. På gården producerede man Grenache baserede rødvine samt masser af rosévine.
Charles Bieler og hans søster Mira blev involveret i driften og markedsføringen i midten af 1990, hvor de specielt havde fokus på eksporten til det amerikanske marked. Et af Charles Bielers glansnumre var at rejse igennem USA i en lyserød Cadillac for at fremme rosévinene fra Château Routas.
I 2005 solgte familien imidlertid Château Routas og grundlagde i stedet for negociantfirmaet Bieler Pere et Fils, som fokuserer 100% på rosévine, primært til det amerikanske marked.
I dag bor Charles Bieler i Harlem i New York og er ellers involveret i en række vinprojeker. Sammen med sommelier Richard Betts laver han tequilaen Oaxaca’s Sombra Mezcal. Han er involveret i vinhuset The Three Thieves sammen med Joel Gott og Roger Scommegna, hvor de finder/opkøber spændende vine, som kan markedsføres og sælges til fornuftige penge. Et par af vinene sælges endda i 1 liters Tetrapak kartoner … næsten som mælk eller juice.
Dette markedsfører de nu også genialt med sloganet ”It’s What’s Inside the Bottle That Counts. So We Got Rid of the Bottle”. Godt tænkt.
Herudover er han altså involveret i dette projekt Charles & Charles sammen med Charles Smith fra K Vintners & Charles Smith Wine i Walla Walla, Washington State. Her laver de i alt 3 vine, en rød, en hvid og en rosé … hvor rosé’en markedsføres med sloganet ”Yes, You Can Drink Rosé and Still Be a Bad Ass”.
Nå, men her er det altså deres Post No. 35, i årgang 2012 lavet på 58% Cabernet Sauvignon og 42% Syrah. Druerne kommer fra en række forskellige marker, bl.a. fra Goose Ridge, Upland Vineyard i Wahluke Slope, Clifton Bluff & Katherine Leone og endelig fra Painted Hills vineyard i Yakima Valley.
Vinen har sit navn … og etikette … efter bygningen American Legion Post No. 35 i Waitsburg, lidt nord for Walla Walla, hvor Charsles Smith har sit vineri. Charles Smith har købt denne bygning og malet den for at skabe et konceptuelt kunststykke. Hensigten er selvfølgelig både at provokere, men også ære fortiden. På etiketten står de 2 x Charles foran bygningen.
Duftmæssigt er det solbær, cigarkasser, ymer, tørre krydderier, blæk, grafit, champignon, mørk og bitter chokolade … ikke dårligt. Smagen er fyldig med solbær og mørke bær i det hele taget, blæk, tørhed. Virker meget cremet med grønne noter og tydelige tanniner. Ganske god vin … og til fornuftige penge.
Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris 99 kr.
Med næste vin blev vi i Rhône … blot lidt sydligere, nemlig med en gammel kending, Domaine Clos Saint Jean … og det er efterhånden også lang tid siden, at jeg sidst har drukket nogle vine derfra. Vi er selvfølgelig i Châteauneuf-du-Pape, hvor vi finder den lille familieejendom, som har fået så mange priser … specielt af den gode Robert Parker.
Sidste gang jeg drak en Saint-Joseph Rouge fra Pierre Gonon var jeg ovenud begejstret … dengang var det en årgang 2009, og onsdag tænkte jeg, at mine gæster skulle ha’ samme oplevelse. Jeg havde derfor fra mine gemmer fundet samme vin, blot i en lidt ældre udgave, nemlig denne 2006 Saint-Joseph Rouge.
Onsdagens næste vin i rækken blev denne Gorú fra Ego Bodegas. Jeg havde købt vinen for en 3 måneder siden i Tyskland, men opdagede en anmeldelse af vinen i seneste nummer af Gastro … hvor de gav vinen 6 stjerner, altså topkarakter bl.a. med ordrene “Vildt imponerende og endnu mere til prisen. Kassekøb kan anbefales til sommerfesterne”.
Som næste vin havde jeg valgt denne Il Bagato fra Azienda Agricola Fattoria Scopone, som man finder, hvis man i Montalcino følger de gule skilte med navnet ”Scopone” på vejen til Castelnuovo dell’Abate, umiddelbart efter borgen La Croce.
Næste vin i rækken blev denne sindssygt spændende Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder fra Weingut Balthasar Ress, som er grundlagt i 1870 og har til huse i byen Hattenheim, lige op af Rhinen og tæt på byen Wiesbaden.
I det nederste østlige hjørne af Østrig … tæt på Slovenien … i området Südoststeiermark i Styria, tæt på byen Straden i et bakket landskab med filmisk morgentåge i dalene finder vi vinhuset Weingut Neumeister, som står bag denne Sauvignon Blanc Steirische Klassik, som jeg onsdag aften nød med gode venner under den overdækkede terrasse.
Lige update med en vin, som blev nydt på terrassen en sen aften, nemlig en lille perle, en Riesling Vieilles Vignes, altså fra gamle stokke, fra det lille vinhus Domaine David Ermel, som ligger i byen Hunawihr ved foden af Vogeserne i det billedskønne Alsace.
Jeg så forleden et fedt tv-program på DR2, Anthony Bourdain i Canada, ja faktisk efter et fif over Facebook fra Jan. Kort fortalt følger programmet den amerikanske kok og tv-vært Anthony Bourdain rundt om i verden, hvor han med sarkastiske vid, intellektuelle nysgerrighed og oprigtighed kigger på madkulturen i forskellige lande.
Med efternavnet “Ein Audi” kunne man forledes til at tro, at næste indslag var tysk … men dette er ingenlunde tilfældet, for vinen er en ægte Barolo fra vinhuset Poderi Luigi Einaudi, og grundlæggeren Luigi Einaudi var endda særdeles kendt, idet han nemlig i 1948 blev Italiens første præsident.