Videre til aftenens anden rødvin, en ældre, lidt bedaget sag, nemlig denne Chianti Classico fra vinhuset Castello di Monterinaldi fra 1999, For et par uger siden serveret Keeper også en vin fra Castello di Monterinaldi, deres Chianti Classico Riserva fra 1995. Jeg skrev dengang en smule om vinhuset, så læs dette. hvis du vil vide lidt mere om selve vinhuset.
Hos Castello di Monterinaldi eller Agricola Monterinaldi, som vinhuset rettelig hedder, laves en række vine, herunder 4 forskellige Chianti, nemlig 2 almindelige Chianti Classico, hvoraf denne vin er én af dem, en Chianti Classico Riserva og en Chianti Classico Mezzosecolo. Etiketterne på flaskerne ændres ikke, og ser i dag således nøjagtig ud, som både i 1995 og 1999.
Denne vin i årgang 1999 har fået 2 glas i Gambero Rosso, og vinen har også fået sølvmedalje ved Concours Mondial Bruxelles. Jeg har ikke selv kunnet finde sølvmedaljen på Concours Mondials hjemmeside, men den rækker også kun tilbage til 2006, så medaljen må være fra før den tid, hvilket selvfølgelig også passer meget godt på årgangen af vinen.
Imidlertid er vinen efterhånden “futtet af”, og i modsætningen til dens storesøster fra 1995, hvor der fortsat var frugt og syre i vinen, så er her heller intet tilbage. Vinen er kedelig og brun i glasset og lugter af gamle rosiner, sherry og muggen kælder, mens der i smagen er sherry, lidt rom … og ellers bare gammelt. Vi gav alle op … vinen hældt ud og glassene skyllet. Ærgerligt, for meget sjovt med en ældre vin.
Keeper oplyste også, at vinen nok ikke har været opbevaret optimalt i dens mange leveår, hvilket måske har bidraget til dens endelige forfald.
Ingen oplysninger om pris eller forhandling.