Videre til en vin med meget mere liv i, nemlig vinen Roc Nu Tinto fra vingården Clos Pons, som jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig da jeg smagte deres charmerende hvidvin, 2011 Clos Pons, Sisquella Blanco.
Vingården hedder som sagt Clos Pons, og ligger i Les Garrigues distriktet i området der hedder Costers del Segre, og som er en del af Catalonien. Landskabet er domineret af oliven-og mandeltræer, og udmærker sig ved sin meget tørre jord.
Pons familien har i generationer dyrket oliven med stor succes, så for nogle år siden ville de se, hvor gode vine det var muligt at producere på de tørre jorder. Målet var at vinene skulle udtrykke identiteten af jorden og det specielle klima i Les Garrigues, som er præget af lav nedbør, ekstreme temperaturer, og jord med mange forskellige mineralske sammensætninger, alt sammen noget som er medvirkende til at producere vine af høj kvalitet.
Respekten for naturen er styrende for arbejdet i vinmarkerne, der dyrkes efter kriterierne for økologisk landbrug. Udbyttet er samtidig meget lavt for at højne kvaliteten og vinens eget udtryk.
Navnet Roc Nu betyder direkte oversat, “nøgne klipper” og det henviser til stedet hvorfra druerne til denne vin kommer, nemlig den øverste del af Les Garrigues, som dermed giver såvel karakter som navn til denne eksklusive vin. Vinen er lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 30% Grenache og 20% Tempranillo, og vinen har lagret 14 måneder på nye franske barriques.
Duftmæssigt masser af saft og kraft, meget maskulin, solbær, let krydret … lidt blæk eller jordagtig som en Bordeaux, men klart med mere sol og sødme i næsen. I næsen fornemmes det, at der er Cabernet Sauvignon i glasset, og det er jo også rigtigt … langt hen ad vejen. Smagsmæssigt fornægter det spanske ophav sig ikke, sødme, mørk frugt, power … men også lidt mere tannin end normalt … lidt mere rygrad, hvilket virkelig klæder vinen. En superflot vin, og én af aftenens store overraskelser.
Købt hos Jysk Vin, pris 195 kr.