Næste vin er også en vin jeg tidligere er stødt på … nemlig vinen Heavyweight, men jeg tror dog at det var deres “Red Blend”, som jeg smagte dengang, og ikke denne Old Vine Zinfandel, som i øvrigt kommer med en forskellig etikette og navn for hver årgang. Her i denne årgang 2009 har vinen tilnavnet Champ Action Jackson.
Vinhuset hedder Scotto Cellars, og jeg har tidligere smagt andre vine herfra, bl.a. har Vinspecialisten de vine, som Scotto Cellars laver i eget navn under navnet Scotto Family Cellars. Ellers laves der vin under et utal af brands, jeg nævner i flæng; 99 Vines, Bass Creek, Black Ridge, Brownstone, BrownWood, Compagno, Dancing Grape, Delta Luna, En Pointe!, Grace Bridge, Havenscourt, Heavyweight, Howling Moon, Limited Lot, NAPA by N.A.P.A., Pink Umbrella, Regio, Sera Fina, Silver Peak, Stonewood, Three Muscateers og Villa Armando. Puha.
Scotto Cellars har en historie helt tilbage til Ischia i Italien, hvor Salvatore Dominic Scotto i midten af 1800-tallet begyndte at lave bordvin, og solgte det, som familien ikke kunne drikke, til sine naboer, hvoraf den ene i øvrigt senere blev hans hustru. Han lærte sit første barn Dominic alt han vidste om vinfremstilling og Dominic fulgte i sin fars fodspor og producerede vin i sin fritid, mens han arbejdede som et skibsbygger.
I 1903 emigrerede Dominic og hans familie til New York og slog sig til sidst ned i en Brooklyn, ikke langt fra havnen, hvor han genoptog sin karriere som vinmager og solgt fem-gallon krukker rødvin fra hans hestevogn. Som hans vin forretning voksede, besluttede han at blive forhandler og åbnede Scotto Liquors lige efter spiritusforbuddet blev ophævet.
Langsomt voksede vinfirmaet, men først i 1948 lavede de deres egen vinmærke, som de kaldte Villa Armando, og vinen kom til at hedde “Rustico”, det italienske ord for rustik. De første mange år blev vinen vinificeret og flasket af Mondavi på hans anlæg i Californien, men i 1961 købte Scotto Cellers egen vingård og vineri, nemlig Gariti Winery i Pleasanton, som selvfølgelig straks blev omdøbt til Villa Armando. Dette betød, at man for første gang kunne producere vinen 100% selv og kontrollere kvaliteten fra vingården til flasken. I dag er Villa Armando ét af de ældste vinmærker i USA.
Det er i dag 5. generation af Scotto familien, som drives vinhuset, nemlig i form af Anthony III, brødrene Paul og Michael samt søstrene Natalie og Anne. De producerer og sælger fortsat vin fra Villa Armando, men har også udviddet forrretningen betydeligt med nye vinmærker – som jeg vist nævnte – og via opkøb af jord i Lodi, Napa Valley og Amador County.
Her har vi så en Old Vine Zinfandel, dog ikke på ren Zinfandel, men derimod på 82% Zinfandel, 14% Syrah og 4% Mourvedre.
Lad os smage. Duftmæssigt fanger jeg solbær, svedsker, blæk og brun sukker sødme. I smagen også til den fyldige og søde side. Er måske en smule flad i smagen, sådan lidt Ribena-Light-agtigt, men blød, igen med lidt svedsker og meget sødlig. Eftersmag ikke så lang. Det vil sikkert være en vin, som rigtigt mange vil kunne li’, for den er jo meget nem-drikkelig, men i min smag lidt for svulstig, sød og flad.
Fås hos Skovgaard Vine til 139 kr. for 1 flaske og 75 kr. ved køb af 12 flasker.
I skal da ikke lige snydes for de to vine, som jeg smagte i tirsdag, generøs skænket af Jens, en ung, dygtig erhvervstrainée, som en måneds tid besøgte min arbejdsplads. Han donorede flot to flasker rødvin som tak for opholdet, og vi sender da straks en tak tilbage … og jo, vi fik da hurtigt smagt på flaskerne.
Fredag sluttede med denne Amarone fra Azienda Vitivinicola Roncolato, en vin Jesper havde medbragt. Vi er hos en lille producent ikke langt fra den gamle middelalderby Soave, kun et par kilometer fra Verona. Midt mellem de bløde bakker i en solrig dal ligger Azienda Vitivinicola Roncolato, som drives af Antonio Roncolato og resten af hans familie.
Også lige en vin, som blev nydt i fredags. Vi er hos Vittorio Fiore, hvis vine jeg tidligere har smagt, nemlig nogle af vinene fra hans vingård Castelluccio i Emilia-Romagna. Her er det imidlertid en Chianti Classico fra vingården Podere Poggio Scalette, den vingård som Vittorio købte i 1992 sammen med hans hustru Adriana Assjè di Marcorà.
Næste vin fra i fredags var denne Côtes de Nuits-Villages fra det lille Domaine Gachot-Monot, som ligger ved byen Corgoloin, knap 2 km. syd for Nuits-Saint-Georges. Domaine Gachot-Monot er et 5. generations familiedomaine fra 1890 og i dag ledet af Damien og Liselotte Gachot.
Fredag aften bød også på et besøg fra et par gode venner … og så skulle der da lidt mere vin på bordet. Vi startede med denne rosé vin fra Chateau Mourgues du Gres, som ligger ved byen Beaucaire, ca. 20 km. sydvest for Avignon i området Costieres des Nimes, dvs. den vestlige del af Rhonedalen.
Barolo og Brunello er nok de største og bedste vine i Italien. Det er de fleste nok enige i. Èn af de allerbedste til at fremstille Brunello er Cerbaiona, og vinene herfra er verdenskendte. Denne dejlige og kolde fredag i vinterferien bød på et skønt besøg af min onkel fra det sydlige. Nu kan det jo lyde som om, at jeg har en eksentrisk onkel fra Toscana, men han er såmænd hverken eksentrisk eller fra Toscana, men derimod bare rar og fra Åbenrå, eller Aabenraa som de selv staver byen.
Lørdag bød på en enkelt vin, nemlig denne Herència Del Padri fra Priorat området i Spanien. Vi er helt præcis i den catalanske by Porrera, som ligger knap 200 km. sydvest for Barcelona.
Næste vin fra i tirsdags var denne Three Gardens fra Langmeil Winery i Australien. Sidst jeg smagte Langmeil, var det deres 
Så blev der lidt tid til opdatering her på bloggen, nemlig med 2 vine fra i tirsdag. Og vi starter i Frankrig hos det store vinhus, Badet Clément & Co, som er etableret i 1995 af Catherine & Laurent Delaunay.