I februar måned sidste år stiftede jeg bekendtskab med Azienda Agricola Piercarlo Culasso via 3 forskellige vine. En af disse var denne Barbaresco Faset, som jeg smagte i årgang 2019, men nu smager jeg så 2020’eren.
Da jeg smagte Culassos 2021 Langhe Nebbiolo skrev jeg en masse om vinhuset, så det gør jeg ikke igen. I stedet ser jeg blot nærmere på denne Barbaresco Faset, hvpr Nebbiolo druerne kommer fra en række vinstokke, der er 23 til 60 år gamle på Faset marken i 250 meters højde.
Selve gæring og maceration er sket i ståltanke over 15-20 dage ved kontrolleret temperatur. Så er vinen bagefter lagret 12 måneder på store 4.200 liter fade samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.
Duften minder fabelagtigt meget om 2019’eren, for de første noter, som rammer mig er igen kamfer og nøddeolie, som følges op moden frugt med moreller, hindbær og ribs, men virker pt. lidt lukket. Der er også lidt violer og appelsinskal, en smule fond, men har fortsat denne lyse og elegante side.
Smagen er let, lys og balanceret med en sødlig Campari bitterhed og i det hele taget ganske levende og frisk i stilen. Det er nærmest sart, fint og feminint i stilen med lyse kirsebær, moreller, ribs og tranebær, noget lys balsamico, mens tanninerne er tørre, finkornede og ganske medgørlige, hvilket gør vinen meget imødekommende og aldrig vild som Nebbiolo virkelig kan være i stand til. 94 point.
Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 299 kr.