Så kom turen til de 2 kendte, kraftige rødvine fra Weingut Scheiblhofer og den første kraftkarl var denne 2021 Big John Cuvée Reserve.
Det er en vin, der er lavet på et lidt sælsomt blend af druerne Zweigelt, Cabernet Sauvignon samt Pinot Noir. Vinen blev skabt for 20 år siden af Erich Scheiblhofer som en hyldest til hans far Johann Scheiblhofer … stifteren af vinhuset.
Den er som foregående vin lavet med gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen også lagret 12 måneder på helt nye amerikanske barriques. Vinen har vinen 2,1 gram restsukker pr. liter.
Duftmæssigt er vi røget et eller to niveau op … langt mere sammenhængene, duftene hænger simpelthen bedre sammen og mere afstemt i forhold til hinanden. Der er en kraftig og mørk frugt, solbær, blåbær og jordbær … et mere fint fadpræg med chokolade, vanilje, kanel, allehånde, nelliker og karamel … måske endda med bordeauxfile træk.
I munden er det også en blød og cremet vin, men igen sniger der sig denne sødme med, så jeg personligt synes, godt kunne være mindre, men det giver selvfølgelig noget dybde, bred approach og en venlig imødekommenhed. Heldigvis har vinen både en tak mere syre samt en sort-te og campariagtig bitterhed, som gør smagen mere rank og den understøttes også af lidt bløde tanniner, der dog aldrig river dig midt over eller giver isnende kyssemund, så dermed er Big John som en rigtig Big John skal være … kraftig, bamsegod og godmodig med underliggende kraft. 91 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.