På Samsø besøgte jeg en fælles ven Thomas, der er bourgognefreak, så i hans sommerhus ved Ballen smagte vi et par lækre vine, bl.a. en 2022 Côte de Nuits-Villages Clos Magny fra en af de mest omtalte og hypede nye burgundiske producenter og det er Domaine Camille Thiriet.
Thomas har tidligere besøgt Camille, der startede sit vinhus i 2016. Det startede i hendes fars garage, hvor hun lavede et par tønder vin samme med sin canadiske kæreste Matt Chittick, som hun havde mødt, da de begge arbejdede for Maison Roche de Bellene, hvor Matt var vinmager fra 2011 til 2014.
Da de arbejdede på Rocche de Bellene, så fik de kontakt til en lang række vinavlere fra nogle af de 70 forskellige appellationer, som de der lavede vin fra. Dette gav dem et stort netværk af relationer til mange anerkendte vinavlere, så de ved etableringen af deres eget vinhus kunne hente den bedste frugt.
Det har medført en omgående succes og nu er Camille Thiriets vine ventet med spænding for hver årgang … faktisk så meget, at Camille er flyttet fra garagen og ind i kælderen på det store slot Château de Comblanchien på adressen Chemin des Carrières i Comblanchien i Côte-d’Or i hjertet af Côte-de-Nuits.
De har selv i dag omkring 2 hektar vinmarker og både egne og opkøbte druer kommer fra vinmarker, der enten drives økologisk eller biodynamisk. Camilles tilgang i vinkælderen ved produktionen af vinene nærmest er hands-off. De laver også kun beskedne 3.000 flasker årligt … og de bliver bogstaveligt talt revet væk hvert år.
Denne 2022 Côte de Nuits-Villages Clos Magny har jeg imidlertid ikke ret mange oplysninger om … men den skulle være lavet med en spontangærong og lagret på neutrale barriques … normalt bruger Camille helt klassiske 228 liter burgundiske barriques og 336 liter cigarformede egefade.
Umiddelbart er duften utrolig frugtrig og samtidig lidt beaujolaisagtig med et let bondsk udtryk, godt med kirsebær, knuste hindbær, jordbær og nogle lidt umamiagtige noter, fugtig skovbund, våde nedfaldsblade, svampe, lidt hospital og gazebind, lakrids samt urter. Der er noget forførende luftig og frisk med smuk struktur.
Uha, hvor er det også smagsmæssigt elegant frugtrigt og vildt balanceret. Den har en smuk struktur, finkornede tanniner og frugt med jordbær, hindbær og grillet citron. Selvom det er feminint fint og sart, så har vinen en svævende urkraft … det er skruet forbandet godt sammen, så dermed 96 point.
Købt på vingården, hvor en flaske koster 70-80€ … hvilket svarer til omkring 520-596 kr.