Den danske sommer viser sig fra sin bedste side … blærer sig … 27-28 grader, og aftenerne er næsten det bedste … her er temperaturerne mere til at holde ud.
Udelivet på terrassen bliver en tak bedre med lidt kold hvidvin, og fredagens første vin blev denne Kaseler Riesling Trocken fra Weingut Reichsgraf von Kesselstatt. Vinhuset ligger ved byen Morscheid i Mosel … på slottet Schloss Marienlay.
Og det er et historisk vinhus, som har sine rødder i Kier i Mosel. Familien Kesselstatt flyttede tilbage i 1300-tallet til bispesædet Kier i Tyskland, og de første fortegnelser om vinhuset er fra 1349.
Senere i 1362 blev Johann von Kesselstatt ansat af Kuno von Falkenstein, kurfyrsten af Trier, som ansvarlig for vinkældrene, vinproduktion og husføring hos kurfyrsten.
I 1394 blev Johanns søn Friedrich I. von Kesselstatt udnævnt til officiel sommelier af kurfyrsten Werner von Falkenstein og lige siden har familien drevet vingården. I 1776 bliver familien Kesselstatt endda udnævnt til Reichsgrafen … altså rigsgreve … af den daværende Kejser Josef II.
En af de tidligere forfædre Johann Hugo Casimir Graf von Kesselstatt var også ledende administrator for kurfyrsten Clemens Wenzeslaus af Sachsen-Wettin, og var dermed den højeste placeret embedsmand i Trier i midten af 1700-tallet.
I de efterfølgende år udvides vingården med køb af flere af de bedste marker i Mosel, bl.a. købes mellen 1854 og 1889 samlet 4 tidligere klostre fra St. Maximin’s klosterordenen i Kier.
De tilhørende, meget stejle vinmarker … nogle endda med en hældning på op til 60° … fra disse klostre er i dag fortsat én af grundstenene i vinproduktionen hos Reichsgraf von Kesselstatt, nemlig Josephshof i Graach på 8 hektar i Mosel, Domklausenhof i Piesport på 8 hektar, Abteihof i Oberemmel på 21 hektar i Saar og St. Irminenhof i Kasel på 8,5 hektar.
Fra 1746 indtil 1999 lå Reichsgraf von Kesselstatt vingård og hovedsæde i Palais Kesselstatt i Trier by, ét af de smukkeste barokke paladser nord for Alperne. Det blev bygget mellem 1740 og 1746 af Johann Valentin Thomann, en elev af Balthasar Neumann. Paladset har historiske hvælvede kældre og idyllisk gårdhave, og er i dag hjemsted for husets restaurant/vinstue “Weinstube Kesselstatt”.
Siden 1999 har familiens hovedsæde imidlertid ligget på Schloss Marienlay ved byen Morscheid, i Ruwer-dalen små 5 kilometer øst for Trier. På Schloss Marienlay – som indenfor de seneste år er gennem renoveret – har man indrettet sig med topmoderne produktionsudstyr.
I dag er det imidlertid ikke familien Kesselstatt, som ejer og driver vinhuset. I 1978 blev det nemlig købt af Günther Reh, og i dag drives det af Günthers datter Annegret Reh-Gartner. Og hun er en dame, som er vokset op med vin … og forstår at producere vin. Hun er bl,a. i 1989 kåret som “Winzerin des Jahres” i Tyskland. En væsentlig beslutning var et større frasalg af vinmarker i 1989, således man endte med 36 hektar af de bedste marker, som man var sikre på kunne give de ønskede vine.
I over 25 år har Annegret Reh-Gartner sikret, at vinene fra Reichsgraf von Kesselstatt lever op til den gamle filosofi, nemlig at bevare Riesling-druens fine frugt og syrlighed og samtidig gengive hver enkelt marks helt specielle mineralske karaktertræk. Derfor findes der heller ikke et eneste træfad i Kesselstatts kælder; træ er nærmest et forbudt ord.
Alle vinene gæres op ved hjælp af druernes egne naturlige gærceller, således at markens egen mikrobiologi så at sige får lov at skabe vinen. På markerne anvendes derfor kun organisk gødning, da dette er med til at stimulere skabelsen af gærceller i vinmarken.
Annegret Reh-Gartner er gift med Gerhard Gartner, som tidligere drev den to Michelin-stjernet restaurant Gala i Aachen. Efter at han trådte tilbage som en af de bedste gourmetkokke i Tyskland, så bruger han i dag tiden på sin anden passion … nemlig vin, idet han nu hjælper sin kone med det praktiske arbejde og rådgivning.
Nå, men det blev vist en lang historie, så skal vi så ikke i stedet kaste os over denne vin, Kaseler Riesling Trocken. Duftmæssigt lidt indelukket med fersken, ananas, grapefrugt, papkasser og et ældre stuetæppe. Smagen er varm, sød … lidt muskat eller kandiseret frugt, let syre og en smule perlende i munden. God frugt, men også lidt flad i udtrykket.
Købt hos Gourmondo, pris 10,40€ eller ca. 77 kr.
Vinanmeldelse 4/7