Hvor er det lang tid siden, at jeg har smagt vin fra det chilenske vinhus Montes. Det havde Steffen nok også tænkt, så derfor havde han medbragt denne 2019 Alpha Pinot Noir fra huset som sin første rødvin.
Vi skal faktisk helt tilbage til 2013, hvor jeg smagte en 2009 Alpha Carmenére fra Viña Montes, som det rettelig hedder og det holder i dag til i Santa Cruz, hvor det har 2 vinerier.
Montes har navn efter en af de 4 ejere Aurelio Montes, som regnes som en af Chiles bedste vinmagere, som også har fået et utal af fine priser.
Vingården Montes er startet i 1987, hvor de to erfarne og visionære vinmagere Aurelio Montes og Douglas Murray, besluttede at ville forbedre kvaliteten af chilensk vin og forsøge at lave Chiles bedste vin.
I 1988 kom de sidste to partnere Alfredo Vidaurre og Pedro Grand med i projektet, og allerede i 1991 opnåede Montes sølvmedalje ved U.K. Wine International Challenge 1991 med deres 1987 Montes Alpha Cabernet Sauvignon.
Det blev starten til et sandt eksporteventyr for Montes. I dag har Montes en årlig produktion af 6-7 millioner flasker vin og fået et utal af priser for deres forskellige vine. Montes er vel nok Chiles bedst anmeldte vinhus både i internationale og danske vinmedier.
Montes er fx kåret som Chiles bedste vinhus og vinmager flere gange, topscorer både i Wine Spectator og Robert Parkers Wine Advocate.
Denne Alpha Pinot Noir er lavet med druer fra både Casablanca, Zapallar og Leyda Valley. Vinen er lavet ret teknisk med brug af flere forskellige teknikker … bådemed kulsyremaceration og gæring af afstilkede druer, delvist afstilkede druer og hele klaser.
Derudover også traditionel fermentering, samt gæring ved lave temperaturer over 7 daga med 2 daglige punch-downs. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder … det mest i ståltanke, men 40% er lagret på franske 225 liter barrriques, hvor 1/3-del var helt nye og resten brugt 1 eller 2 gange. Først derefter er den endelige vin sammenstukket.
Det dufter lidt af oversøisk Pinot Noir … for vinen har denne lidt sødlige, lette og solmodne, kirsebæragtige aroma. Vinen dufter lidt lys, læskende med blomsterbutik og tulipanstilke, mens frugten er mørke kirsebær og lyse blommer, en smule fennikel, marcipan og frisk forårsskov.
I munden kommer Pinot Noirs druens lethed mere frem, for vinen virker lys, læskende med jordbær, hindbær og ribs, men heldigvis er der slet ikke samme sødme, som man fornemmede i duftene. Det er sådan set meget straight, rent og fint … har lidt peber, som Pinot Noir druen ofte kan have, mens tanninerne er bløde, blide og medgørlige, hvilket giver en ganske skøn og helt europæiske Pinot Noir … eller i hvert fald næsen. 92 point.
Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske i årgang 2020 koster 199 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.