Der kom fortsat masser af god vin i glasset og denne 2017 Hermitage Les Dionnières fra Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle havde Steffen taget med … og den overraskede vist alle.
Domaine Jean-Claude et Nicolas Fayolle ligger i byen Gervans cirka 5 kilometer for nord Tain l’Hermitage og der har familien været vinbønder siden 1870, selvom de først i 1958 selv begyndte at tappe deres egne vine. Det er i dag mest Nicolas Fayolle, der som 5. generation står for driften og han har inden sin overtagelse taget en 4 årig uddannelse som ønolog i Mâcon samt arbejdet for Domaine Barge i Côte-Rôtie og Courbis i Cornas.
Tilbage i 2003 tog han tilbage til familiens gård og står nu for driften med hjælp fra sin far. De har samlet 7 hektar vinmarker, heraf 6 hektar i Crozes-Hermitage og 1 hektar i Hermitage.
I kælderen arbejder Jean-Claude og Nicolas Fayolle hovedsageligt manuelt, fordi de mener, at kvaliteten af deres vine dermed bliver forbedret. Hver enkelt cuvée er vinificeret fra specifikke parceller og gæring sker kun i hele klaser og uden brug af ny eg, for at fremme hver parcels unikke karakteristika.
Domaine Fayolles stolthed er denne topvin Hermitage Les Dionnières, hvor Syrah druerne kommer fra lieu-dit parcellen Les Dionnieres på Hermitage højen. Der er vinstokkene over 40 år gamle, mens jordbunden består her af granit, ler og silicium.
Vinifikationen er gennemført med gæring af hele klaser i 15 dage, inden vinen har gennemgået malolaktisk gæring og efterfølgende lagring i brugte franske egetræsfade i 12-15 måneder afhængig af årgang.
Omgående melder der sig sorte bær i næsen … virkelig stor tørhed, blæk, baconfedt, flæsk, mejeri og kærnemælk, sorte oliven, mens frugten er blåbær og boysenbær, lette pebernoter, sort te samt en smule fennikel, saltlakrids og en mineralsk, stenet nerve.
I munden er vinen skam også tør, knastør …næsten støvet og mineralsk. Det er blåbær og brombær med stor frugtrigdom, meget kraftfuld, stenet og mineralsk, så dermed bliver der en fin nordrhône med nerve, tæthed og stor tørhed.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 350 kr., mens prisen er 315 kr. ved køb af 3 flasker.