Der var fortsat burgundiske vine i vente og den næste fra Domaine du Clos des Poulettes var denne 2019 Côte de Nuits Villages Vierville.
Vinen er som alle rødvinene hos Domaine du Clos des Poulettes lavet i små termoregulerede gæringskar. Efter fermentering ligger vinen så i kold maceration i 4-6 dage, hvorefter der sker malolaktisk gæring og lagring 18 måneder i 228 liter egefade, heraf op til 20% nye fade. Aftapning udført efter let klaring, men uden filtrering.
Som med foregående vin har den fortsat godt med hvalpefedt, meget ung, let, urtet og grøn blade, men frugten virker lidt mørkere med kirsebær, lyse blommer, boysenbær, let lakrids, blomster samt en vis saftig mineralitet.
Smagsmæssigt er det også som forrige let, tør og kantet, men igen med mørkere frugt, lidt mere intensitet, violer, tobak, grønne blade, fine og præcise tanniner, lidt karamel, lidt peber og måske endda lidt nelliker og stenet mineralitet.
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 299,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 239 kr.