Lad os fortsætte med endnu en vin fra vinmager Bruno Andreu på ejendommen Domaine Les Prunelles i Montblanc og fortsat fra Elixir serien, men blot en rød udgave og fortsat på Syrah, her dog med lidt Grenache med i blendet.
Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, hvorefter de er sorteret og afstilket inden en 20 dages gæring og maceration. Den er så efterfulgt af en malolaktisk gæring og slutlig 12 måneders fadlagring i nye franske egetræsfade.
Duftmæssigt er det en lidt saftig, men også tør vin med lidt Rhône krydderier, let baconfedt, tørret oksekød, mørk frugt med brombær, kirsebær samt engelsk lakrids og saltlakrids, kakaopulver … god og intens duft.
Smagen er dog lidt sødere og måske endda fyldigere end duften, hvilket giver en god, koncentreret og fin smag. Det er så atter både kirsebær, brombær og jordbær, men lettere end forventet suppleret med sød finsk lakrids, godt med frugtsødme og tanninerne er venlig, lægger sig ned og ruller rundt, mens der kommer svag peber samt lidt krydderurter.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er115 kr. ved køb af 6 flasker.