Selvom Martels 2012 Cuvée Victoire Gold er en majestætisk og imponerende champagne, så blev den denne aften bare totalt overgået af Moët & Chandons Cuvée Dom Pérignon i samme årgang. Den er vild.
Jeg har jo skrevet om denne ikoniske drik tidligere og hele historien bag Dom Pérignon, så det skal jeg nok undlade denne gang. Jeg kan i stedet henvise til tidligere blogindlæg. Det er dog en ganske lang og spændende historie, som bestemt værd at læse om. Det kan du fx gøre i mit blogindlæg om Dom Pérignon 2002.
I de senere år har der været store årgang som fx 2002 og 2008, men denne 2012 er nok bedre end disse og klart en årgang, der går over i historien … i dette år lavet på 55% Chardonnay og 45% Pinot Noir.
Vinen er sammensat af mere end 100 forskellige parceller, ganske som den plejer. Primært er er det druer fra Premier Cru og Grand Cru marker, men også marken ved klosteret i Hautvilliers, mens degorgering er sket efter 96 måneder i kælderen med 5 gram dosage.
Duftmæssigt stikker det helt af … vild, monstrøs og eksplosiv med tonsvis af fadnoter, ristede hasselnøder og med samme smørfede, lækre duft som en stor hvid Bourgogne. Det er åben, fyldig, animalsk og fed med lakridskonfekt, vanilje samt frugt med Pære Belle Helene samt kvæde, svag ananas, røg, friskbagt franske croissanter, blidt bid ad kalkagtige og mineralsk syre … for fanden, hvor det dufter vildt og afsindigt godt. Med lidt tid i glasset aftager en smule af det hvalpede og det store fadpræg en smule … men det efterlader bare en endnu finere, lettere og skarpere aroma.
Smagen er lige så fabelagtig … en smuk pasodoble, hvor de fede frugtnoter og det runde fadpræg er den stolte matador, som med stor dygtighed svinger syren som en rød kappe. Det er så saftigt og læskende, at det næsten gør ondt, for det er vildt imponerende. Der er et blødt brus, slank, fin, flot og balanceret på tungen, en smuk og fascinerende dans, som man sent glemmer. Selvom den måske ved første fløjt kan virke lidt fadtung, som har den en kalket, syrlig og klar mineralitet, som gør den frisk og perfekt balanceret.
PS: Vi drak også 2 flasker af den. Mums.
Forhandles flere steder, men er også udsolgt flere steder. Den kan bl.a. fås hos Løgismose, hvor en flaske nu koster 1.949 kr.