Coteaux du Layon er en AOC appellation for sød hvidvin i Loires vinregion og denne Coteaux du Layon fra René Malécot havde Gert snuppet med hjem fra en gratis vinkasse under en ferie på en gammel ejendom i Fayence.
På etiketten havde én med kuglepen sirligt skrevet, at det var en årgang 1993, men da vi fik den gamle og skrøbelige prop forsigtigt op, så stod der 1989 på resterne. Gert havde regnet med, at vinen nok var til at hælde ud, men det var slet ikke tilfældet, tværtimod … men det vender jeg tilbage til.
Der findes ikke mange oplysninger om vinhuset, men det ser ud til, at René Malécot døde som 81-årig i 2014, så i dag er det formentlig sønnen Yvon, der driver vinhuset sammen med hustru Edith Malécot og det ligger fortsat på adressen La Fontaine De Chasles ved Thouarcé i Bellevigne-en-Layon.
Der er imidlertid ikke mange oplysninger om vinhuset … intet om start, historie eller hvor mange vinmarker, som familien ejer.
Der er derfor heller ikke mange oplysninger om denne vin, som er lavet på 100% Chenin Blanc fra vinmarker i ved Beaulieu-sur Layon. Druerne er angrebet af den ædle råddenskab Botrytis, som er med til at udvikle stor sød vin via stor fugt om natten, dug om morgenen og tåge i Layon dalen.
I næsen starter vinen med nogle tertiære noter af petroleum og diesel, som dog hurtigt fortager sig. Men ellers byder den gamle vin på en cremet, smørhed og olieret duft med tørret abrikos, ananas, en buket blomster og godt med pollen, næsten støvet og vokset med nogle lidt oxiderede noter. Langt bedre end forventet.
Sådan er smagen også … virkelig sød med nektaragtig intensitet, honningmelon, abrikos, mango, ananas og bagte æbler. Frugten er næsten tørret og nøddet, har klart lidt ristede nødder og samtidig meget rund, blød og smager faktisk overraskende godt. Man kan selvfølgelig godt smage, at vinen ikke er ung, men holder et flot, intenst niveau. Hatten af for den.
Fundet gratis i en rodebunke … kan ikke købes i dag.
Vinanmeldelse 5/7 
Fra mit besøg hos Parusso tilbage i sommeren 2019 havde jeg købt og gemt denne smukke 2012 Barolo Bussia, som jeg lige ville forkæle mine vinebuddies Gert og Jan med forleden aften. Og forkælelse blev det BIG TIME. Vild vin.
Mer’ spændende hvidvin i form af denne 2020 Pepo Verdejo fra Viñedos Verderrubí, som vi jo er stødt på tidligere og ligger lige udenfor den lille by Rubí de Bracamonte i Rueda.
Med næste vin er vi dykket godt ned under vandet … for det er nemlig en rosévin eller måske mere en Blanc de Noir med lidt farve fra Weingut Tesch i Nahe og dermed eget anderledes end de Riesling vine, som jeg før har smagt fra huset. Tesch har helt passende kaldt vinen for Deep Blue.
Verdejo vinen El Quinto Paraje Verdejo Fermentado en Barrica er ret spændende og lavet i et joint-venture mellem to af Spaniens store vinmagere Eulogio Calleja og Javier Rodriguez i projektet Eulogio & Javier. Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 
Skal vi ikke oss’ ha’ lidt Bordeaux? Jo, hvorfor ikke, så det løser vi da uden problemer med denne 2016 Lussac Saint-Emilion fra vinslottet Château Haut la Greniére, der ligger et par kilometer nord for Lussac by og 30 kilometer øst for Bordeaux by.
Efter den ret imponerende 
Jeg elsker bare denne vin … basisvinen på Pinot Noir fra Weingut Markowitsch og det er da også en vin, som jeg har smagt mange gange tidligere.
Så smager Houlberg atter vinen Picadilly Valley Pinot Noir fra Ashton Hills Vineyards, der oprindelig blev grundlagt af den bourgogneglade vinmager Stephen George i 1982.
Bibi Graetzs ikoniske 100 point topvin Testamatta koster tæt ved 1.000 kr., men mindre kan jo gøre det, så nu tester jeg også hans røde 2020 Casamatta Rosso, der også – som den hypede topvin – er en IGT vin lavet på ren Sangiovese, men til at få for menneskepenge.