Som mange læsere måske allerede ved, så er jeg sgu småpjattet med lidt Langhe Nebbiolo, som ofte giver masser af piemontisk Nebbiolo karakter til få penge … og det gælder skam også denne fra det store kooperativ Terre Del Barolo.
Kooperativet holder til i byen Castiglione Falletto – lidt sydvest for Alba by. Det er grundlagt i 1958 af en tidligere folkeskolelærer fra Castiglione, nemlig Arnaldo Rivera. Han havde under krigen været medlem af modstandsbevægelsen omkring Torino, men levede nu som vinbonde. Han samlede nogle øvrige avlere og dannede kooperativet.
I starten var det alene 22 vinbønder, som deltog i kooperativet, men i dag er der så 300 medlemmer og det dækker ikke mindre end 600 hektar vinmarker i Langa, Grinzane Cavour, Serralunga, Monforte d’Alba, Diano d’Alba, Barolo, Novello, La Morra, Verduno, Roddi og Castiglione Falletto.
Deres samlede årlige høst er på omkring 5.500 tons druer, som kooperativet knuser til omkring 38.000 hektoliter vin og primært Barolo, Nebbiolo d’Alba, Dolcetto d’Alba, Dolcetto di Diano d’Alba og Barbera d’Alba. Derudover laves der også lidt Verduno Pelaverga, Freisa, Grignolino, Favorita og Chardonnay.
Og i 2017 har kooperativet så introduceret en ny serie, som de har opkaldt efter deres gamle grundlægger Arnaldo Rivera i er forsøg på at lave nogle Barolo af ekstraordinær kvalitet fra forskellige MGA’er samt terroirs. De laver i særskilt serie og er faktisk ret fabelagtige.
Men her har vi en vin fra kooperativet … en klassisk Langhe Nebbiolo, hvor druerne efter høst er afstilket, knust og så gæret i 6-8 dage ved 26-28 grader, Derefter er vinen lagret t på stål og beton i flere måneder før den hurtigt flaskes, dvs. ganske normalt uden fadlagring.
Hvor er vinen dog lys og transparent i glasset og duftmæssigt bare masser af Nebbiolo noter med tør, syrlig og lidt lukket aroma. Der er violer, roser, en gammel lædertaske, grønne noter, solbærblade samt mynte, lidt granatæbler, lyse kirsebær og luftig fennikel … der er sgu noget dragende over duften, som dog springer lidt i forskellige retninger.
I munden er vinen så ren, let og frugten lys, saftig og frisk. Der er virkelig let og lys frugtsødme, hindbær, tranebær, ribs, rabarber og et nærmest medicinsk udtryk, let bitterhed, let frugtrige og flade tanniner, men samlet et meget frugtrigt bid. 89 point.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.