Vi slutter det lille firekløver fra Bodegas Zinio med vinhusets så ubetingede store topvin, som er denne Selección de Suelos 2011.
Igen er det ren Tempranillo og fra nogle af de ældre marker, hvor vinstokkene mellem 40 og 80 år gamle. Druerne er også sorteret to gange, hvorefter de er afstilket, knust og lagt i en kold pre-maceration inden 20 dages alkoholisk gæring.
Så er der sket malolaktisk gæring og vinen er så lagret 24 måneder på franske og amerikanske egetræsfade, hvorefter den er overført til betontanke, hvor den har lagret yderligere 6 år inden aftapning på flaske og så yderligere lagring et par år.
Duften er virkelig interessant … nærmest lidt luftig og æterisk med denne dybe, animalske, modne og vilde dybde. Der er tonsvis af sød lakrids, karamel, jernbanesveller, gammelt teaktræ, mandelolie, ler, sød tobak, mælkechokolade, fazermint chokolade, svesker, sorte og søde kirsebær, blommemarmelade og garvet læder.
I munden er vinen ultrablød, cremet og smelter nede i ganen, men der er også en smule likør eller portvin over den, hvor man får både en god frugtsmag, men fornemmer også lidt alkoholkraft bagved og får samtidig lidt rosiner, kogte blommer og svesker. Der kommer lidt søde, krydrede elementer, et overraskende pænt indhold af tørre tanniner, men pakket lækkert ind i vat. Mums.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker i øjeblikket er på tilbud til 215 kr.