Vi har været der før … på Weingut Karl Erbes’ parcel på den 56 hektar store, stejle og berømte Ürziger Würzgarten mark. Derfra smager vi husets 2020 Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb.
Det er en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2018 og 2019. Det er dog ikke Karl, som har lavet vinen, men i stedet Karls søn Stefan, som i dag har overtaget driften af de 7 hektar vinmarker og nu laver alle vinene.
Og de laves meget klassisk … ikke så megen fokus på de tørre vin, for fokus på vine med sødme-/syrebalance er vigtigst, så derfor er de fleste vine søde eller halvsøde. Derfor har vinhuset også har stor eksport til bl.a. det asiatiske marked.
Her smager vi Erbes’ 2020 Ürziger Würzgarten Riesling Feinherb, som Propperiet selv kalder den mest traditionelle Mosel vin i deres sortiment. Vinen har pæn restsødme med hele 20 gram restsukker pr. liter, men hvor nogle Feinherb vine godt kan virke nærmest tørre i deres stil, så kan sødmen i denne vin her virkelig smages.
Og den minder i næsen om de to foregående årgange … igen en omgang tropisk med fersken, melon, ananas og banan. Der er ikke petroleum eller i diesel, så på den måde minder den mest om 2019, men har også samme strejf af råolie, krop, fedme, sødme, sten og mineraler. Måske virker den endda lidt støvet.
I munden overraskes du af masser af sødme … igen er sluserne til nektarland åbne, så der er dømt bællefest. Det er Moselriesling, som man kan drikke litervis af. Der er ananas, pærer i honning, mandarin og vinen er cremet, småfed, bred samt buttet. Svagt fanges svagt lidt grape, lemon, citroner og sten … men de er puttet godt nedenunder fedtlaget. Hvor er det dejligt.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 86,43 kr.