2014 Maison Gabriel Meffre, La Châsse Côtes du Rhône Villages Winemaker’s Selection, Rhône, Frankrig

2014 Maison Gabriel Meffre, La Châsse Côtes du Rhône Villages Winemaker's Selection, Rhône, FrankrigLa Châsse er et af de mange brands, som ejes af det store negociantfirma Maison Gabriel Meffre … og denne La Châsse Côtes du Rhône Villages Winemaker’s Selection er én af vinene under La Châsse navnet.

Maison Gabriel Meffre er grundlagt tilbage i 1936 af Gabriel Meffre og hans hustru. Han var ud af en familie af vinbønder og startede sit negociantfirma i Gigondas uden en krone på lommen. Men ægteparret fik lavet en god negociantforretning og købte også snart deres første egen vinmark i Gigondas,

De fortsatte opkøb af vinmarker i både Rhône og Provence, som allerede i starten af 1980’erne ejede firmaet over 800 hektar vinmarker og blev langsomt en af de største producenter af AOC vine i Frankrig.

Ved sin død i 1987 ejede Maison Gabriel Meffre over 900 hektar vinmarker samt en række vingårde og -slotte. Så derfor blev hans besiddelser i forbindelse med arven delt op til hans 3 arvinger.

Således blev Chateau de Vaudieu overtaget af datteren Sylvette Brechet, mens sønnen Christian Meffre overtog Chateau Raspail. Sønnen Jaques Meffre overtog Domaine Bois des Dames … og så solgte de 3 søskende ellers i 1990 selve negociantffirmaet Maison Gabriel Meffre  til det britiske firma Allied Domecq.

Samtidig blev Bertrand Bonnet indsat som CEO og vinhuset startede en større ekspansion og salg på endnu flere eksportmarkeder.

Man opstartede også samarbejder med vinavlere i Langedoc for at udvide sortimentet af vine yderligere og derudover lavede man vine under nye brands som fx Fat Bastard, Wild Pig Wines, Mediteo Wines og … La Châsse, men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Siden opkøbte man også Château Grand Escalion nær Nîmes samt Domaine de Longue Toque, som også ligger i Gigondas og i dag fungerer som hovedsæde for negociantfirmaet,

Imidlertid solgte Allied Domecq i 2009 Maison Gabriel Meffre til den kendte vinmand Eric Brousse i partnerskab med Jean-Claude Boisset, der også ejer en række andre negociantfirmaer i Rhône.

Selve La Châsse vinene lancerede Maison Gabriel Meffre i begyndelsen af 1990’erne, og det har siden været en af de store salgssuccesser for negocianthuset. La Châsse er opkaldt efter den kiste, som paven – mens han boede i Avignon, tæt på Gigondas – brugte til opbevaring af de kirkelige skatte.

La Châsse vinene laves med druer fra vinavlere i både Rhône og Languedoc. Jeg kan ikke se, hvor mange vine, som der produceres under La Châsse navnet … men mon ikke, at der er nogle stykker? Den ansvarlige vinmager for vinene er Véronique Torcolacci, som har arbejdet for Maison Gabriel Meffre siden 1992.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne La Châsse Côtes du Rhône Villages Winemaker’s Selection, som er lavet på druerne Grenache, Syrah og Mourvedre, som er høstet i den sydlige del af Rhône, Derudover er der ingen oplysninger om produktionen.

Nå, men op med proppen … syntetisk, men det siger jo reelt intet om vinen, som i næsen byder på friske og mellemrøde bær, peber og en sjat krydderier. Jeg får ikke rigtigt lokket flere aromaer frem, så den er lidt karrig og dermed umiddelbart knap så kompleks.

Smagsmæssigt er vinen en smule stram med syrlige bær, solbær, kirsebær, boysenbær, peber samt godt med røg. Der mangler noget sjæl og intensitet, men den skal også ha’ lidt tid i glasset for rigtigt at åbne op … så er det også en fin hverdagsvin.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 69,95 kr., men kan fås på tilbud til 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2013 Dezzani, Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection, Piemonte, Italien

2013 Dezzani, Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection, Piemonte, ItalienI den lille by Cocconato i Asti provinsen i Piemonte finder vi vinhuset Dezzani, som står bag næste vin … Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1934 af Luigi Dezzani, som startede med produktion af en enkelte tønde med 700 liter vin, men er i dag en langt større historie, som i dag drives af Luigi Dezzani, som er 3. generation og selvfølgelig opkaldt efter bedstefaderen. Luigi ejer familiefirmaet sammen med sine søskende Franca og Giovanni.

Produktionen af vinene sker i dag i et samarbejde med det italienske vinfirma Angelo Rocca & Figli, et stort vinhus der årligt producerer omkring 4,5 millioner flasker vin og i øvrigt er blevet aktionær i Denazzi, samt kooperativet Villa Rivalta, der laver vine fra et kæmpestort 10.000 hektar stort areal vinmarker tilhørende kooperativets medlemmer.

Dezzani har selv alene omkring 40 hektar vinmarker i Monferrato og Langhe området, men opkøber primært druer fra en lang række vinavlere, bl.a. fra Pavesio familien i området.

Men der købes også druer fra andre områder … jeg har fx tidligere smagt vinen Miliasso Toscana Rosso, så dermed laver Deazzani således vine fra forskellige områder af Italien, men vinene under Dezzani navnet er dog alle fra Piemonte.

Udover vine under Dezzani brandet, så laves der således også vine under Miliasso navnet. Navnet skulle efter sigende stamme fra den nuværende generations oldefar Giovanni Miliasso.

Nå, men denne Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection er lavet af Luigi Dezzani. Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, men kan dog se, at vinen er lagret 18 måneder på store 700 liters egefade og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er til at starte med en smule lukket … en smule italiensk syre viser sig lidt efter lidt, nogle mellemrøde bær, syrlige bær, meget svag chokolade, krydderbuske, grene og et støvet udtryk med tør jord. Der er også lidt træ … eg samt meget svag vanilje.

Der er god syre i frugtsmagen … godt frisk syrligt bid, tørt og godt med syrlig frugt sammen med lidt tanniner. Vinen vinder lidt ved luft i glasset … syren bliver mere balanceret og et lidt sjovt, kantet og krydret element afdæmpes også samt forsvinder næsten.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 179 kr., men kan fås på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7