2013 Montalbera, Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio, Piemonte, Italien

2013 Montalbera, Barbera d'Asti Superiore Lequilibrio, Piemonte, ItalienFra Supervin – den største vinbutik i det jyske – lidt italienske kvalitetsdråber … en Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio fra producenten Montalbera. Og i det houlbergske hjem elsker vi jo Piemonte vine.

Società Agricola Montalbela ligger godt ude på landet ved Castagnole Monferrato, hvilket vel er omkring 10-12 kilometer nordøst for Asti i Piemonte. Der i både Monferrato og Langhe  har Montalbera ikke mindre 175 hektar vinmarker.

Vinhuset drives af familien Morando, som har været vinbønder i området gennem generationer og oprindelig kom fra Langhe, hvor Enrico Riccardo Morando grundlagde Montalbera.

Der var dog først i 1980’erne, at Società Agricola Montalbela blev grundlagt i den nuværende form. Der begyndte familien at opkøbe yderligere marker og plante nye druesorter, bl.a. druen Ruchè, som i dag er blevet en af de vigtigste druer hos Morando familien. De har således samlet 82 hektar marker alene med Ruché.

Huset marker ligger fordelt på 6 bakker i Monferrato og Langhe, fordelt på vel omkring 13 marker. Derudover dyrker familien faktisk også lidt hasselnødder.

Denne Barbera d’Asti Superiore Lequilibrio kommer fra marken Lequilibrio og selvfølgelig lavet på 100% Barbera, som får lov af hænge på vinstokkene en tand længere end normalt. Dermed opnås en vis overmodenhed, som giver en lidt federe og mere kraftig vin.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med en maceration i 12 dage. Efter endt fermentering lagrer vinen på en kombination af store, gamle 30 hektoliter egefade samt franske barriques i 12-15 måneder, hvilket efterfølgende af 1 måned hvile på rustfrie tanke inden flaskning og yderligere lagring i 6-8 måneder.

Og allerede i næsen fornemmes det, at denne Barbera er mørkere end normalt for Barbera. Der er power og mørk frugt, blæk, men den italienske syre er der heldigvis fortsat med både violer, hospital, plaster og en lukket førstehjælpskasse. Frugten nærmest dufter saftig, men med en stringent og lækker syre.

I munden er det første indtryk også, at der er power og kraft i vinen, men med lidt luft letter det meste af det overmodne, hvorved den slet ikke bliver så voluminøs i smagen, som dufter egentlig indikerer. Der er nemlig en vis syrlighed … fin piemontisk syre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., men kan ved køb af 6 flasker fås til en mere human pris på 140 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7