2014 Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr., Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, Italien

2014 Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr., Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, Friuli-Venezia Giulia, ItalienFaldt forleden over denne Borgo dei Vassalli Pinot Grigio, en vin under appellationen Friuli Isonzo DOC i vinområdet Friuli-Venezia Giulia, som jo ligger i den øverste og østligste del af Italien, klemt op imod Østrig mod nord og grænsen til Slovenien mod øst. Vinhuset kaldes I Feudi di Romans, men hedder rettelig Azienda Agricola Lorenzon Enzo & C. Soc. Agr.

Det er nemlig grundlagt i 1991 af Enzo Lorenzon og han driver det sammen med sønnerne Davide og Nicola. Vinhuset ligger i Provincia di Gorizia … knap en kilometer udenfor byen San Canzian d’Isonzo og lige ved floden Soča, som løber ud i bugten ved Trieste blot omkring 5 kilometer længere mod syd.

I startede ejede familien alene 15 hektar, men det er i dag udvidet til sammenlagt 120 hektar i Friuli Isonzo DOC zonen. Selve vineriet er ligeledes udvidet i løbet af alle årene og fremstår i dag topmoderne med nye rustfrie ståltanke, teknologisk udstyr og solceller på over 700 kvadratmeter.

Huset laver 5 serier vine samt en stor Bag-In-Box, kaldet 5 Sendi. Serierne hedder Lorenzon, Lorenzon Spumanti, I Feudi di Romans, Tenuta Casate samt Borgo dei Vassalli. Sidstnævnte serie består af denne Pinot Grigio samt to andre hvidvine på henholdsvis Ribolla Gialla og Sauvignon Blanc og 3 rødvine på henholdsvis Refosco, Merlot og Cabernet Franc.

Druerne til Borgo dei Vassalli Pinot Grigio høstes i begyndelsen af september. Druerne afstilkes og presses umiddelbart efter ankomst til vineriet. Druerne presses let med det samme for at undgå, at mosten tager farve af druerne. Druemosten afkøles til 16ºC og dekanteres i løbet af en nat. Herefter tilsættes gær. Gæringsprocessen sker ved 16-18º grader i 10 dage. Vinen lagres herefter i rustfrie ståltanke i tre måneder og omrøres en til tre gange om ugen afhængig af vinens udvikling.

Næsen er sådan lidt eksotisk med abrikos, modne æbler, papkasser, nødder og en smule sødme. I munden er vinen præget af lidt æbler, citrus med sødme og fylde. Den er måske også en kende flad i udtrykket, og det hele bliver en smule kedeligt og neuralt.

Købt hos Skjold-Burne, hvor prisen er 99,75 kr.

Rating 3/7 

2009 Ca’ La Bionda, Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella, Veneto, Italien

2009 Ca’ La Bionda, Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella, Veneto, ItalienVi sluttede vinaftenen – som sådan en aften bør – med mere saft og kraft, nemlig med vinen Vigneti di Ravazzol Amarone della Valpolicella Classico fra Azienda Agricola Ca’la Bionda, som meget passende ligger på adressen Via Bionda 4 et par hundrede meter nord for byen Valgatara di Marano centralt i Valpolicella.

Vingården blev grundlagt i 1902 af Pietro Castellani der var både en passioneret og dedikeret drueavler samt vinmager. I dag drives vingården af fjerde generation med de to brødre Alessandro og Nicola Castellani i front. Alessandro er hovedansvarlig for vinifikation og kælderarbejde, mens Nicola, der er uddannet agronom, har ansvaret for markerne.

De fortsætter med samme engagement og passion for arbejdet, som oldefar Pietro for mere end hundrede år siden. Alle faser af produktionen – det være sig dyrkning af kvalitetsdruer, høst, vinfremstilling, lagring og markedsføring udføres direkte af familien.

Særlig opmærksomhed og pleje gives til den vanskelige proces med druetørring eller ‘appassimento’, der er afgørende for fremstillingen af Recioto og Amarone, regionens mest ædle vine.

Ca’ La Bionda råder over 29 hektar vinmarker på bjergskråninger i en højde, der svinger mellem 150 og 300 meter over havets overflade og med en østlig eksponering.

Gården er for nylig blevet renoveret og ombygget. Kælderen er topmoderne, men tilgangen er på mange måder stærkt traditionel og noninterventionistisk, dvs. der anvendes ikke kulturgær og vinene hverken klares, filtreres eller stabiliseres. Ca’ la Bionda anvender udelukkende de lokale druesorter, dvs. Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Brødrene på Ca’ La Bionda lægger vægt på at lave vine med saftighed, relativt lyse bæraromaer og en meget ren frugtkarakter … næsten med en sart, lys og burgundisk frugtighed og en skøn syrespændstighed. Også vinenes farve er relativt lys. De benytter sig af store fade og arbejder 100% økologisk.

Denne Vigneti di Ravazzol Amarone Classico delle Valpolicella er lavet på 70% Corvina, 20% Corvinone og 10% Rondinella. Druerne kommer fra den stejle skråning Ravazzol, som er anerkendt som en af områdets fineste. De håndsorterede druer fra gamle planter – 50-70 år gamle – undergår gennem omkring 100 dage en apassimento naturale i åbne tørrefaciliteter og mister ca. 40% af deres vægt.

Derefter er vinen fermenteret i rustfri ståltanke ved meget lav temperatur, omkring 10-15 grader, hvilket kun er muligt ved, at det sker i løbet af vinteren. Derefter lagrer vinen i 36 måneder på helt nye 3.000 liter egefade, og efter flaskning lagrer vinen endnu 8 måneder inden frigivelsen.

Og hvilken herlig Amarone … her er jeg altså også bare solgt. I glasset virker vinen for det første ikke som en ærketypisk Amarone … men er langt klarere og tyndere. Næsen har dog en vis modenhed med mejeri, kærnemælk, kød, lette blommer, brombær, sure kirsebær, tobak, lidt blomster, chokolade og ristede mandler. Men minder ikke om typisk Veneto.

I munden er vinen blød med modne frugter, solbær, kirsebær … men ikke tung på nogen måder, mere let, frugtrig og elegant. Det er selvfølgelig ikke en let vin, men den virker på en eller anden måde let i udtrykket, selvom de modne frugter kan smages sammen med jern, mineraliteter og fine tanniner … mens vinen også trækker de for Amarone typiske 16% volumen i alkoholen. Det er virkeligt blødt … og forførende, må det rigtige ord være. Og hvem vil ikk’ forføres?

Hvem medbragte vinen: Jan

Jan havde vistnok købt den på vingården. Herhjemme forhandles den af VildMedVin, hvor den koster 445 kr.

Rating 6/7