Vinen til forretten var denne silvaner fra Franken, nemlig Weingut Hans Wirsching.
Vinproducenten Hans Wirschings gård ligger i vinbyen Iphofen i den østlige del af Franken, som især er kendt for sine kraftige og robuste vine.
Wirsching anses for, ikke blot at være Iphofens bedste vinmager, men også for at rangere blandt de 3-4 bedste i hele vinområdet, og de to førende tyske gourmet-tidskrifter, Gault Millau og Eichelmann, placerer den 75 hektar store ejendom i top 10. Det skyldes ikke mindst vinmarken Iphöfer Julius-Echter-Berg, der er klassificeret som Grosses Gewächs, hvilket er betegnelsen for det højst opnåelige kvalitetsniveau i Tyskland.
Iphöfer Kronsbergmarken er Grosses Gewächs og ligger som en “krone” beskyttet mod kolde vinde. Jorden kaldes Keuperboden, der stammer helt tilbage til triastiden. Den har et meget stort kalkindhold og er meget velegnet til vindyrkning.
I glasset en frisk hvidvin med duftnoter af æbler og abrikos. Smagen er let perlende, og der er ligeledes æbler … gærende æbler, som giver lidt fylde sammen med den perlende effekt. En dejlig lille hvidvin.
Hvem medbragte vinen: Paul
Købt hos Jysk Vin til 76 kr.
Så fik vi ellers gang i vinene og gætterier på hvilket vinland, som de medbragte vine kommer fra. Steffen lagde ud med denne spændende sag, som viste sig at være en amerikansk Pinot Noir, men ikke blot en tilfældig Pinot Noir, men derimod fra den restaurant, som er med i Alexander Paynes film “Sideways” om to venner, Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post.
Min første vin denne aften var fra Bourgogne, nemlig fra den unge, dygtige Nicolas Rossignol, uddannet på ønologskolen i Beaune. Derefter fik han sin praktiske uddannelse på Château Lafite Rothschild i Pauillac, og derefter et år hos Domaine du Vieux Télégraphe i Châteauneuf-du-Pape.
Jans første vin denne aften blev en tysker. Men hvilken én af slagsen. Vi er i byen Burkheim i Kaiserstuhl, Baden tæt på grænsen til Frankrig hos et lille familiedrevet vinhus, som hedder Weingut Bercher.
Så var det Pauls tur … og han opfordrede os kækt til … udover at skulle gætte vinlandet … også at skulle gætte druen. Det var en klar “Mission Impossible”, da vinen Petalos del Bierzo er lavet af 100% Mencia, som er den traditionelle rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine.
Aftenens indkøbte kultvin – valgt af Paul – blev denne Flor de Pingus med det danske islæt. Et godt valg, for der er bestemt tale om en stor vin fra den danske vinguru Peter Sisseck.
Sidste vin fra Steffen blev denne lille charmetrold fra Rhône området, nemlig Domaine de Poulvarel i Costières de Nîmes.
Tid til min næste vin, klassisk Brunello … arghhhhh, hvor jeg elsker Sangiovese. Vi er i Toscana (selvfølgelig) og vinhuset hedder Caprili, og blev grundlagt i 1965 af Alfo Bartolommei. Familien Bartolommei bosatte sig i kommunen Montalcino i begyndelsen af sidste århundrede. Familien stammer oprindeligt fra Podere Marzolo i kommunen Marzolo Cinigiano (provinsen Grosseto). I 1911 flyttede familien til Podere Poggio og lejer først en gård på Villa Santa Restituta og arbejder med den jord, de har forpagtet. I 1952 lejer de så gården Caprili, og køber den endelig selv i 1965, hvor de samtidig begynder på at producere vin.
Næste vin denne aften er en fantastisk klassiker. Her har vi nok et af Rhönes mest kendt og velrenomerede vinhuse, nemlig Gigal.
Aftenens sidste vin. Så kunne vi forvente en rigtig kraftig bulderbasse … men nææææ, derimod blev det – til alles overraskelse – endnu en Pinot Noir vin, og endda også en vin, som Jan tidligere har medbragt, blot i en årgang 2004. Her har vi årgang 2006, men det gør jo ikke vinen dårligere. Vi er i Oregon i USA hos Argyle Winery.