Næste vin havde jeg med, og glædet mig til at smage. Vi er i Argentina hos vinhuset Viña Cobos. Viña Cobos er sammen med Nicolas Catena toppen af kransekagen inden for argentinsk vin. Cobos er et joint venture mellem den californiske superwinemaker, Paul Hobbs, Marchiori-familen, der ejer vinmarkerne og Luis Barraud, en fransk ønolog.
Paul Hobbs er kendt som pioner inden for californisk og argentinsk vinproduktion, og er blandt de få vinmagere, der har oplevet at blive belønnet med de magiske 100 point hos Robert Parker. Paul Hobbs’ far er æbleproducent og vist også afholdsmand, men det har ikke afskrækket sønnen for at lave vin.
Paul Hobbs er ønolog og startede sin vinkarriere hos Robert Mondavi i starten af 1980erne. Det er almindelig kendt at mange der startede hos de store huse i 80’erne senere har haft stor succes efter de fandt andre vinmarker. Stags Leap, Caymus m.v. bare for at nævne nogle få.
Senere fik Paul ansættelse hos Catena i Argentina inden han senere startede sin egne vingård i Californien. Hobbs har altid bevaret kærligheden til Argentina, bl.a. via sit kendskab til området gennem Catena og ja, så mødte han også sin kone dernede. Ud over sine egne huse er han også konsulent for en del vinhuse i Argentina, pt. har han konsulentopgaver for 14 argentinske vinfirmaer, foruden at han er den ene tredjedel af Viña Cobos.
Lige en sjov historie, som jeg har fundet om Hobbs tid hos Catena. Det var nemlig hos Catena, at Hobbs lærte at lave Malbec, men det var slet ikke meningen. Catena havde slet ikke fidus til den lokale drue og ville hellere lave vin af de internationalt mere givtige druer Chardonnay og Cabernet Sauvignon.
Men en dag opdagede Hobbs nogle gamle vinstokke med Malbec på en lokalitet ved navn Lunlunta ved Rio Mendoza. Han fik overtalt Catenas viticulturist Pedro Marchevski til at skrue drastisk ned for drypvandingen, så druerne kunne blive mere koncentrerede, og endelig tog han mod til sig og spurgte Nicolás Catena, om de ikke skulle lave en Malbec af de gamle druer, men nej.
Året efter gjorde Hobbs det alligevel i tys-tys samarbejde med Marchevski og sin vinmager kollega José Galante. De smuglede vinen ind i en større pressesmagning, som Nicolás Catena skulle have med amerikanske vinskribenter i 1993, især for at lancere sin første Chardonnay i USA, og Hobbs’ Malbec gjorde så stor lykke hos journalisterne, at Catena satte den i produktion fra den kommende årgang under navnet ”Alamos”.
Marchiori – hvorfra denne vin kommer fra – er en af Mendozas bedste vinmarker, er på 52 hektar og beplantet med vinstokke op til 90 år gamle, primært med Malbec, men også Cabernet Sauvignon, Chardonnay og Merlot.
Vinmarken ligger ved byen Pedriel i Luján de Cuyo regionen i Mendoza, der er Argentinas vinøse centrum. Normalt er argentinske vinhuses besiddelser spredt meget ud rent geografisk, men Cobos laver fortrinsvis vin fra Marchiori i Lujan de Cuyo, men også i Valle de Uco på marker op til 1.400 m over havets overflade. Vinstokkene er upodede, og der kunstvandes ikke. Hobbs har indført natteplukning af druer i Argentina, og det medvirker til at holde druerne kølige og intakte.
Efterspørgslen på de unikke dråber Cobos laver og som Robert Parker har vurderet op til 98 point er meget stor, så vinene fra Viña Cobos er ikke blot de bedste (sammen med Catenas), men samtidig nogle af de mest sjældne, feterede og eksklusive fra Sydamerika.
Vingården har sit navn Cobos efter navnet på de lokale dværgugler, som bygger rede i jorden omkring Viña Cobos. Andre siger, at navnet Cobos er valgt for at hædre Juan Francisco Cobos, der fandt på noget så værdifuldt som at plante poppeltræer i Mendoza for at holde på det kostbare vand. Man må bestandigt huske, at uden kunstvanding var hele vindistriktet Mendoza én stor ørken!
Bramare er et italiensk ord, der betyder “længes” … som i længes efter at drikke god vin. Så godt som alle andre vinproducenter i Argentina ville være stolte af at have en vin som Bramare Malbec Machiori som deres topvin. Det er også en topvin, men hos Viña Cobos er der en serie over denne Bramare og det kan ikke engang en rating på 95 point af Robert Parker for denne årgang 2008 ændre på. Det siger meget om Viña Cobos Bramare Malbec.
I glasset en sort bandit. Har taget dette foto, hvor man måske kan skelne forskellen mellem Baroloen og denne sorte forfører.
Duften er læder, bulderbasse marmelade, blommer, bær, tobak, men smagen er langt fra bulderbasse. Den er meget elegant med pæn sødme, og der er ligesom en slags balance mellem fed og tynd på én gang. Der er fint tannin fastholdelse, og vinen fylder munden massivt, men igen på en meget elegant måde. Der er lidt vanilje og lys chokolade, og det er sgu egentlig ret godt. Jeg er normalt ikke til de helt fede vine, men dette er altså ret elegant … på den fede måde.
Hvem medbragte vinen: Ulrik
Vinen kan købes hos Philipson til 579,95 kr. for én flaske, 449,95 kr. pr. flaske ved køb af 12 stk. Jeg købte min i Tyskland i forbindelse med en Cobos smagning til ca. 350 kr.
Aftenens kultvin blev denne Barolo Runcot Riserva fra Elio Grasso.
Næste vin fra Vidal-Fleury … her var duften bekendt, og alle gættede vistnok også landet. Det er klart Rhône.
Næste vin i rækken var fra Portugal, hvilket ingen gættede. Heller ingen kunne smage, at denne vin fra Adega Do Cantor var lavet på Syrah.
Så blev det Jans tur, og herfra fik vi en flot Bourgogne fra Bouchard Père et Fils.
Med næste vin kom vi til Sydafrika, nærmere bestemt Helderberg området i Stellenbosch, tæt på False Bay bugten. Vingården hedder AnWilka. Det er stjerneproducenterne Bruno Prats, som var den tidligere ejer af Cos d’Estournel, Hubert de Boüard de Laforest, som var den tidligere medejer af St. Emilions Château Angelus og Lowell Jooste, som var medejer af Klein Constantia, der gik sammen om at producere denne exceptionelle vin. Målet var at lave en vin, der kombinerede fyldigheden og rundheden af frugt fra den sydafrikanske jord med elegancen og balancen fra Bordeauxs vindyrknings filosofi.
Så et lille smut til Italien, nærmere bestemt området Roero i Piemonte, hvor vi i byen Montà d’Alba finder vinhuset Giovanni Almondo, som er etableret i 1980 af Domenico Almondo, som – efter afslutning af sin eksamen i det jordbrugsvidenskabelige fakultet – besluttede sig for at lave vin. Giovanni Almondo, Domenico far, ejede i forvejen en lille gård helliget vinavl og dyrkning af frugt (ferskner, jordbær, æbler) og husdyr. Han solgte druer og en lille mængde af vin i løs vægt, men Domenico besluttede, at nu skal der laves en egenproduktion på druerne Arneis, Nebbiolo og Barbera.
Vi lagde ud med denne vin, en 2007 Domaine Michele & Patrice Rion, Nuits-St-Georges 1er Cru, Clos Des Argilléres. Vi har smagt vinen tidligere, nemlig hos Paul i maj 2011, hvor Jan havde den med, blot i en årgang 2006.
Så kom det øjeblik, som jeg havde ventet på siden jeg så, hvilke vine vi skulle smage denne aften; Châteauneuf-du-Pape fra Henri Bonneau.
På næste Châteauneuf du Pape fik vi lidt alder på, nemlig hele 9 år med denne Cuvée Centenaire fra den gode André Brunel, som jeg har skrevet om i et par af de tidligere blogindlæg, derfor ikke mere om gården eller denne vinmager.