Et besøg på Restaurant Det Gamle Apothek i Randers bød – udover god mad – også på lidt vin, nemlig denne Riesling Sand 1 Kremser Sandgrube fra Weingut Zöhrer, der meget passende holder til på adressen Sandgrube 1 ved Krems i Østrig.
Vinhuset ejes af Anton Zöhrer, men driften er i dag overtaget af sønnen Toni Zöhrer … en ung og frisk gut, der virkelig begynder at sætte sit præg på den gamle vingård. Og det med gammel skal tages alvorligt, for Zöhrer familie har deres vinøse rødder helt tilbage til 1270, hvor de under Babenberger dynastiet var én af de 20 mest trofaste tilhængere af den tyske Kong Albrecht 1 og passede en række jordlodder i Kremstal området.
Zöhrer familien har således passet jorden i flere århundrede og sluttede sig da også i 1705 sammen med de øvrige 19 bønder i en forening for at sikre sig både mere magt og rettighederne til deres respektive jordlodder.
Men først i 1923 blev de gamle jordlodder slash marker fordelt mellem de 20 ejere og heriblandt altså også Zöhrer familien. I dag er der endda faktisk kun 3 af de oprindelige familier tilbage som ejere af disse gamle jordlodder.
Vores venlige tjener på Restaurant Det Gamle Apothek fortalte, at Toni Zöhrer var 36. generation på vingården. Det har jeg ikke kunnet verificere … men det må helt sikkert være en af de ældste vinfamilier i hele Østrig.
Zöhrer har sammenlagt 14 hektar vinmarker, hvor de dyrker en lang række druesorter, bl.a. Grüner Veltliner, Riesling, Sauvignon Blanc, Pinot Blanc, Chardonnay, Rivaner og Gelber Muskateller samt de røde sorter Zweigelt, Blauer Portugieser, Merlot, Cabernet Sauvignon og Pinot Noir.
I 1983 byggede familie en ny vingård – samt gästhof med udlejning af værelser- i marken Kremser Sandgrube, og der holder Weingut Zöhrer således til i dag. Sandgrube er en af de mest berømte marker i Kremstal og det er også fra den mark, at druerne til denne vin kommer.
Udover Sandgrube marken ejer familien også parceller på markerne Thalland, Gebling, Frechau, Weinzierlberg og Galgenberg.
Weingut Zöhrers Sand 1 vine er deres Gutsweine … eller entry level vine. Serien består af 4 vine, en Grüner Veltlinger, en Zweigelt, en rosé på forskellige druer og så denne Riesling.
Riesling stokkene på Kremser Sandgrube er omkring 45 år og vinen er lavet på rustfrie ståltanke, fermentering 14 dage ved 18 grader og derefter lagret 3 måneder på ståltankene.
Og det er en fin frisk og sprød Riesling, hvor næsen byder på hyben, fugtig fersken, fin intensitet og grønne blade. Der er ingen petroleum og vinen virker heller ikke særlig mineralsk i udtrykket.
I munden er vinen let med ren og direkte frugt, meget easygoing med fin syre, som dog ikke er speciel vild eller markant, men meget omgængelig. Til gengæld træder der mineralitet frem i smagen med både jern, sten og flint.
Forhandles herhjemme af både Excellent Wine og Vinsalget.dk, pris 129 kr.