2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Chardonnay, New South Wales, Australien

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Chardonnay, New South Wales, AustralienAnd the show goes on … med endnu en vin fra Bill og familien på Calabria Family Wines, nemlig deres Leonard Road Villa 116 Chardonnay.

Igen er der ganske sparsomme oplysninger om vinen, men den er lavet med opkøbte druer fra andre vinavlere rundt om i New South Wales. Vil dog satse ret meget på, at den alene er lavet på ståltanke, for der er meget begrænset fedme i vinen.

I stedet er der i næsen lidt grønne asparges, fersken samt masser af lemon, lidt modne æbler, en lille svag oxidering og virker samlet lidt tør og støvet i udtrykket.

Smagsmæssigt er det også en syrlig og let vin med grønne umodne æbler, lemon, citrus, mere stringent end forventet, for selvom der er en lille fedme, så er der både grape og citronsyre. Fedmen giver dog vinen et rundt og behageligt indtryk. Men havde jeg smagt denne blindt, så tror jeg faktiske ikke, at jeg havde gættet, at dette er Chardonnay.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Domaine de Pignan, A l’Ombre de l’Olivier Rosé, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Pignan, A l'Ombre de l'Olivier Rosé, Rhône, FrankrigI mit vinkøleskab ligger der et par Châteauneuf-du-Pape’er fra Domaine de Pignan og venter på mig … to røde og en hvid, men de har også en afart af en søster, nemlig denne småblege A l’Ombre de l’Olivier Rosé.

Domaine de Pignan hed oprindelig Domain Pécoul og blev grundlagt tilbage i 1855 af Antoine og hans hustru Sophies Pécoul, hvor de købte 5 hektar i ved Châteauneuf-du-Pape, men vinproduktionen var dengang primært til eget brug og salg i flasker var heller ikke normalt dengang.

Deres søn François Pécoul fortsatte i 1920’erne med at lave vin fra vingården og han plantede også flere vinstokke og udvidede med flere marker. Det arbejde fortsatte hans to sønner Louis og René Pécoul i 1950 og et stykke senere i 1960’erne startede brødrene  også med at sælge husets vine i flasker.

I dag er det brødrenes nevø Frédéric Charvin, som driver vingården i Châteauneuf-du-Pape. Han overtog driften i 1989 og navngav også vinhuset Domaine de Pignan

Han driver sammen med sin familie i dag 15 hektar vinmarker med et udvalg af de typiske druesorter i Châteauneuf-du-Pape. Alle Domaine Pignans parceller ligger i det berømte område La Crau, som er har nogle af de absolut bedste marker i Châteauneuf-du-Pape.

Den gennemsnitlige alder på vinstokkene er 60 år, men til deres fantastiske topvin Châteauneuf-du-Pape Cuvée Coralie & Floriane kommer druerne fra en 3 hektar vinmark, hvor stokkene er over 130 år gamle, hvilket er meget exceptionelt.

Her smager vi ikke en ægte Châteauneuf-du-Pape, men derimod en Vin de France rosé med navnet A l’Ombre de l’Olivier Rosé, som er lavet på 40% Carignan, 30% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvedre og 10% Cinsault.

Druerne er efter høst presset i pneumatisk presse, hvorefter vinen gærer ved 14-16 grader i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen også lagret i tankene en periode sur lie for at give en smule fedme.

I glasset er vinen pænt bleg laksefarvet, mens næsen byder på jordbær, masser af jordbærgrød, boysenbær, granatæbler, tranebær og er en snert parfumeret. Det er samtidig både bolsjer og engelsk Basset vingummi og en lidt sjov krydret note.

I munden er der pænt med grape samt lidt sødme, godt med røde bær, mest jordbær. Det er en okay frisk vin, fin balance og niveauet over mange kønsløse rosévine.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske normalt koster 89 kr., men pt kan fås på tilbud til 63,95 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Semillon Sauvignon Blanc, New South Wales, Australien

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Semillon Sauvignon Blanc, New South Wales, AustralienLeonard Road hedder en lille serie vine fra det australske vinhus Calabria Family Wines og den første Houlberg får i glasset er denne Leonard Road Villa 116 Semillon Sauvignon Blanc.

Calabria Family Wines ligger i den lille by Griffith i den vestlige del af Australien i regionen Riverina i New South Wales. Vinhuset er grundlagt i 1945 af Francesco og Elisabetta Calabria, som havde emigreret fra Italien til Australien i søgen efter et bedre liv.

De slog sig ned i Riverina og arbejdede i starten som landbrugsmedhjælpere inden de fandt deres egen lille gård i Griffith, hvor de flyttede ind med deres 7 børn.

Det hårde arbejde i landbruget og sikkert også larmen fra 7 børn, gjorde at Francesco havde brug for et glas vin hver dag, men da pengene var små, så var der ikke plads til at købe vin. I stedet lavede han lidt vin fra de få vinstokke, som han havde plantet på nogle af gårdens marker og opkøbte hos andre vinavlere … og snart lavede han vine til alle de tilflyttede italienere og europæere.

Det blev Francesco og Elisabetta Calabrias to drenge Tony og Bill, som fortsatte driften af det lille, men voksende vineri. Imidlertid var økonomien i slutningen af 1980’erne så dårlig, at brødrene havde svært ved at fortsætte driften.

Mange andre vinbønder rev vinstokkene op og startede med andre afgrøder, mens andre solgte deres vingårde. Calabria familien havde også oparbejdet en stor gæld, så vingården blev sat til salg.

Men salget blev aldrig gennemført, for i stedet overtog Bill driften, og startede sammen med hustruen Lena og deres børn Frank og Michael en sideforretning med at vaske vinflasker fra andre vinproducenter.

Det skete med en gammel maskine, som oprindelig havde været anvendt til at rense flasker fra læsedrikke. Den havde Bill fundet i en gammel garage og blev nu redningsplanken for familien.

Det var ikke optimalt, men gjorde at familien kunne holde vingården og vinproduktionen kørende og da markedet i 1990’erne igen begyndte at komme tilbage, så stod familien i en god position.

I dag renses der ikke længere flasker, men Bill driver fortsat vingården sammen med sine 4 børn Frank, Michael, Andrew og Elizabeth … og alle er involveret i familieforetagendet. Det er i øvrigt Bill, som I kan se på billedet ovenover.

De har imidlertid ikke mange marker omkring vingården i  Griffith og Riverina regionen, hvor de i stedet opkøber druer fra en lang række vinavlere, som familien allerede indgik aftaler med i 1945.

Men derudover ejer Calabria familien selv en række marker et andet sted i Australien, nemlig i Barossa Valley … opkøbt siden 2010 og frem. Samlet har de der vinmarkerne William Vineyard, Sophie Vineyard og Elisabeth Vineyard, alle opkaldt efter et medlem af familien.

Druerne til Leonard Road Villa 116 Semillon Sauvignon Blanc er Semillon og Sauvignon Blanc, som er opkøbt hos vinavlere rundt om i New South Wales. Men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen, men vil gætte på, at vinen blot er lavet i rustfrie ståltanke med ganske kort lagring.

Næsen byder på hyld, melon, astronaut-is, kvæde, appelsin og safran og virker tør med en lidt citrus, svag en smule karamel. I munden er vinen grøn, en smule sødkrydret, rund og venlig, nogle småbitre elementer, smager lidt af mjød, sådan lidt honninggæret, har en lidt sjov syre, men er ellers en ganske venlig vin.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Grande Provence Heritage Wine Estate, Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2015 Grande Provence Heritage Wine Estate, Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaSå er vi atter tilbage hos det sydafrikanske vinhus med det franske navn … Grande Provence Heritage Wine Estate og nu smager Houlberg deres 2015 Sauvignon Blanc.

Grande Provence Heritage Wine Estate ligger i Franschhoek i området Western Cape omkring en times kørsel fra Cape Town og har en historie, som går helt tilbage til 1694, hvor den franske protestant Pierre Joubert pga. religiøs forfølgelse flygtede fra La Motte-d’Aigues i Provence til Sydafrika med hans bibel skjult i et brød.

Under en lange rejse på skibet Bergchina døde hans hustru, men han fandt – meget foretagsomt – en anden hustru på skibet, nemlig Isabeau Richarde.

Da de ankom til Olifantshoek – som Franschhoek hed dengang – købte de en farm med markerne Belingchamp, L’Ormarins, La Motte og La Roche, hvor de begyndte at dyrke vin.

I generationer har vinhuset været i familiens eje – centreret omkring den smukke ejendom Grande Provence. Det er den, som I kan se på billedet ovenover. Udover vinproduktion, så omfatter driften også udlejning af værelser, et galleri samt en fin restaurant og bistro.

I 1991 blev Grande Provence Wine Estate overtaget af greven Riccardo Agusta, som drev farmen og producerede mange topvine. Siden 2004 har Grande Provence Wine Estate dog været ejet af et Holland/Belgisk konsortium … en flok forretningsfolk med en særlig passion for god mad, gode vine og selvfølgelig Afrika.

Denne Sauvignon Blanc hører til husets serie af Premium vine og er lavet med druer fra udvalgte marker i Stellenbosch og Durbanville områderne, hvor de får rigeligt med sollys. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og også lagret kort på disse.

Og hvor er der egentlig megen ærketypisk Sauvignon Blanc duft over denne vin, hyld, grønt græs, hø, grønne tomatblade, umodne grønne æbler, grøn peber og samtidig lidt eukalyptus.

Smagen er også til den grønne side, men egentlig ganske frisk med citron, lemon, grønne æbler og et let bitter grapebid. Folk rundt om bordet nikkede anerkendende og det må betyde, at det er en vin, som mange vil kunne lidt.

Forhandles af Winelovers.dk. hvor en flaske koster 106,25 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2014 Domaine Schoffit, Pinot Noir Tradition, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Schoffit, Pinot Noir Tradition, Alsace, FrankrigDen sidste vin fra Bernard og sønnike Alexandre Schoffit på Domaine Schoffit i Colmar er en syrlig, præcis Pinot Noir Tradition.

Det er fra Schoffits Tradition serie, som er de tørreste vine fra det alsaciske vinhus.

Druerne til denne Schoffit Pinot Noir Tradition kommer fra en 0,9 hektar stor mark ved Hartj, hvor vinstokkene er omkring 40 år gamle. Druerne høstes med håndkraft og vinen er lavet ved, at 70% fermenteres i ståltanke, mens de resterende 30% gærer i et år gamle barriques. Derefter er vinen lagret på egefade i 4 måneder.

I glasset herlig lys, transparent og teglfarvet vin, som giver dig en duft af lyse blommer, let moden frugt, ribs, granatæbler, jern, grønne blade, blomster, mentol og gazebind … virker meget tør. Lige åbnet tænkte jeg, at den var tæt på udløbsdatoen, men med lidt luft i glasset opdager du, at der er masser af liv i vinen.

Det er en let, lys, grøn og syrlig vin, som egentlig samtidig er meget ukompliceret og ligetil. Det er en stringent, rank og grøn Pinot Noir, som er frisk, direkte, ren og syrlig. Jeg kan virkelig godt li’ den … et frisk input og en vinder en sommerdag, når der skal rødt i glasset.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 111,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Château Tour de Mirambeau, Tour de Mirambeau Blanc, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Tour de Mirambeau, Tour de Mirambeau Blanc, Bordeaux, FrankrigNæste vin … en hvid Bordeaux fra Despagne familien og deres Château Tour de Mirambeau … som ikke er et rigtigt vinslot, men faktisk en gammel mølle nær den gamle middelalderby Rauzan i Entre-Deux-Mers regionen i Bordeaux.

Den gamle mølle aka tårnbygning stammer tilbage fra 1769 og har været ejet af Despagne familien i 8 generationer og familien har da også været vinproducenter siden 1890. Det var imidlertid først den 7. generation i form af Jean-Louis og Odile Despagne, som startede med at producere og sælge vin under navnet Château Tour de Mirambeau.

Dengang var der alene 20 hektar vingården til den gamle mølle, men da Jean-Louis for 15-20 år siden overlod driften til børnene Thibault og Basaline, så var vinimperiet vokset til over 250 hektar fordelt på 5 Bordeaux vingårde/-slotte.

Det er foruden Château Tour de Mirambeau også Mont Pérat, Bel Air Perponcher, Rauzan-Despagne og Lion-Beaulieu. Det er Thibault Despagne, som er vinmager, mens søsteren Basaline Granger-Despagne står for den overordnede drift.

Markerne består har undergrund med ler, kalksten og drives efter Agriculture Raisonnée principperne, hvor markerne – så vidt muligt – passes efter økologiske principper, dog med mulighed for at bruge sprøjtemidler, såfremt det er nødvendigt.

Her smager vi husets hvide Château Tour de Mirambeau, som er lavet på 1/3-del Sauvignon Blanc, 1/3-del Sémillon samt 1/3-del Muscadelle. Vinen er lavet ved, at druerne først presses forsigtigt, hvorefter vinen gærer i rustfrie ståltanke. Det varer omkring 30 dage ved 16 grader, og derefter lagrer vinen i ståltanke sur lie 3 måneder inden aftapning på flaske.

Næsen er meget rund og lidt neutral. Der er lidt astronaut-is, gule æbler, nogle sødkrydrede noter og estragon. I munden finder jeres flittige vinblogger vinen lidt til den vandede side, mangler lidt dybde, men er ellers blød, rund, har lidt spidskommen, eksotisk frugt og sådan set meget venlig.

Forhandles af Winelovers.dk, men denne er ikke pt. på hjemmesiden.

 Vinanmeldelse 3,5/7

2014 Domaine Schoffit, Chasselas Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Schoffit, Chasselas Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigJeres vinblogger er en smule betuttet, forundret, lamslået, paf,  forbløffet, måbende, målløs og endda forbavset over denne Chasselas Vieilles Vignes fra Domaine Schoffit … den smager sgu ret enestående.

Det er faktisk mit første officielle møde med druen Chasselas, som oprindelig stammer fra Schweitz, men findes i flere områder og lande, men i Frankrig mest i Loire, hvor den tit blandes med Sauvignon Blanc i vinene Pouilly-sur-Loire. Men Chasselas findes altså også i Alsace, som her hos Schoffit.

Druerne til denne Chasselas Vieilles Vignes kommer fra en lille 0,9 hektar parcel tæt ved Colmar, hvor Chasselas stokkene blev plantet tilbage i 1940, så det er virkelig gamle stokke. Druerne høstes med håndkraft, gærer og lagrer også i rustfrie ståltanke, så vinen har overhovedet ikke set nogle egefade. Den indeholder 3 gram restsukker pr. liter.

Duften er let, frisk, blomsterrig, luftig, kalket og sart. Der er melon, en lille svagt ædelskab eller petroleum eller noget i den retning, lidt smørfedme … ikke meget, men lidt. Næsen har en sådan dejlig, inderlig og delikat skrøbelighed, som er ganske forførende.

I munden er vinen sådan set også frisk med en svag fylde … igen ganske sart og lidt skrøbelig, pæn tørhed, mens syren i modsætning til Riesling slet ikke er vild, men tværtimod lidt vag. Der er melon, fersken og fin eksplosiv, der er lidt mandler, lidt muskat, en bitte smule grape og alt meget let.

Der er lidt grønne blade i eftersmagen og med lidt luft forsvinder nogle af de første indtryk langsomt i glasset. Det er som sne på en bjergtop … betagende, men forsvinder hurtigt i solen. Jeg er sgu da totalt vild med vinen og hoster vild sommerkåd op med 5½ fede houlbergske fingre.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 118,75 kr., hvilket egentligt er en ret billig pris på en spændende vin.

Vinanmeldelse 5,5/7

N.V. De Muller, Mas de Valls Brut, Catalonien, Spanien

N.V. De Muller, Mas de Valls Brut, Katalonien, SpanienDe fleste af Spaniens mange Cavahuse ligger i enten Penedès eller Tarragona i Catalonien. De Muller, som står bag denne Mas de Valls Brut ligger et par kilometer syd for byen Reus i netop Tarragona.

Vinhuset De Muller er grundlagt tilbage i 1851 af Sr. Auguste de Muller og Ruinart de Brimont, som kom fra en familie af vinavlere i Alsace. De så et stort potentiale i Tarragona området og slog sig ned der. Igennem 4 generationer var cavahuset ejet af De Muller familien og blev et velkendt hus i området.

Siden 1995 har De Muller imidlertid været ejet af Martorell familien, som er catalanske forretningsmænd, der har videreført husets traditioner og løbende også udvidet med køb af yderligere vinhuse og marker.

Martorell familien har bl.a. flyttet vinhuset til dens nuværende faciliteter i ejendommen, som er kendt som Mas de Valls i Reus, hvor de har moderne udstyr med rustfrie ståltanke, fade og tønder samt en kapacitet på 4.000.000 liter vin.

Ved Reus har De Muller i dag omkring 200 hektar vinmarker, hvor de dyrker hvide sorter som Macabeo, Muscat, Sauvignon Blanc, Grenache Bland og Chardonnay samt de røde sorter Merlot, Cabernet Sauvignon, Tempranillo, Grenache og Pinot Noir.

Derudover har Martorell også købt vinhuset Mas de les Pusses med 34 hektar vinmarker samt det gamle vinhus Cochs i Reus.

Samlet har De Muller i dag vinmarker på ejendommene Mas de Valls, Mas Fontana, Finca Pebesa, Mas de Mata, Partida Vilabella, Mas del Cogoll, Mas de Barberà, Finca de la Secuita, Finca del Milà og Mas de les Pusses.

Nå, men her smager vi altså De Mullers non vintage Mas de Valls Brut, som er lavet på 50% Chardonnay, mens den anden halvdel består af druerne Macabeo og Parellada … og alle druerne kommer fra markerne omkring Mas de Valls.

Hver druesort vinificeres separat og den første gæring sker i store rustfrie ståltanke ved 16-18 grader i 10 dage, hvorefter blendet stikkes sammen. Andengæring sker helt efter den traditionelle metode, altså i flasken 15-16 måneder i husets kælder.

Duftmæssigt er her masser af nødder, pærer, fersken, tørrede abrikoser, brunet smør, en herlig landlig aromo … næsten lidt ged eller gedestald, en smule parfumeret og varm i udtrykket.

Smagen er også fersken, abrikos og gule æbler, men der er ikke så megen syre, og boblerne også mere diffuse og forsvinder meget hurtigt, hvilket giver vinen et lidt varmt og modent udtryk. Der mangler klart mere syre og mere spark i boblerne.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 87,50 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2014 Nuevos Vinos, Perla Maris Verdejo, Rueda, Spanien

2014 Nuevos Vinos, Perla Maris Verdejo, Rueda, SpanienPerla Maris betyder noget i retning af; det er en perle, og bag vinen finder vi i bogstavelig forstand det nye vinhus Nuevos Vinos … og så må vi jo teste, om det vitterlig er en perle eller det går helt i fisk, som etiketten måske forsøger at fortælle?

Nuevos Vinos er vel nærmest et lille negociantfirma, som er grundlagt i 2002 af konsulenten José Cantó, I den spæde start var det mest med rådgivning af vinerier rundt om i Spanien omkring deres eksport af vin, men han besluttede senere, at han selv ville lave vine.

Og første projekt var faktisk netop denne Perla Maris Verdejo, hvor druerne købes hos en række udvalgte vinavlere i Rueda i Castilla y León regionen. Men generelt laver José Cantó vine fra mange forskellige områder i Spanien.

José Cantó tager sig af udvælgelsen og selvfølgelig også design, branding, salg og eksport. Der sigtes imod unge vine med masser af frugt, karakter og til overkommelig priser. Fisken på etiketten skal signalere, at vinen passer godt sammen med fiskeretter.

Druerne til vinen kommer selvsagt fra en rækker forskellige marker og høstes normalt i midten af september. Det sker efter José Cantó har overvåget og fuldt modningen i de forskellige marker, så der høstes således, når de enkelte marker er klar.

Vinen er lavet på ren ståltanke og er gæret alene på druerne naturlige gærceller. Vinen flyttes alene ved brug af tyngdekraften, altså uden at pumpe vinen fra presse til gæringstankene og videre til aftapning. Der laves årligt 10.000 flasker af denne vin.

I glasset er vinen meget gul … og farven passer meget godt til duften, som er varm, venlig og omfavnende. Der er pærer, abrikos, honning og måske endda også lidt nødder. Verdejo druen har tit godt af nogle år på bagen, for at udvikle den runde og ganske fine aroma med en skvis sødme.

I munden er vinen også behagelig … glider blidt og breder sig i munden med sødme, abrikos, fersken og en okay moden syre. Det er cremet, lækkert og slutter af med en svag grape. Det er en nem, ukompliceret, moden og saftig vin … en vin de fleste vil kunne li’.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor 78,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7   

1994 Domaine Schoffit, Riesling Harth Cuvée Prestige, Alsace, Frankrig

1994 Domaine Schoffit, Riesling Harth Cuvée Prestige, Alsace, FrankrigDet var denne 1994 Riesling Harth Cuvée Prestige fra Domaine Schoffit, som vandt min Best Alsace Riesling blindsmagning. En farisæer. En opkomling, som havde sneget sig med i feltet på en badebillet. Men samtidig et fandens godt bevis på, hvad Alsace Riesling virkelig kan … det kan ældes med ynde og give vidunderlige oplevelser.

Schoffis Riesling Harth Cuvée Prestige er selvfølgelig lavet med druer fra marker ved Harth, høstet med håndkraft, gæret og lagret i rustfrie ståltanke. Og så har den ventet og ventet … 25 år på, at den så skulle trækkes op af den flittige jyske vinblogger.

Under folien var proppen nærmest helt sort og lugtede mildest talt ikke særlig godt, så jeg havde egentlig afskrevet vinen, men proppen var faktisk intakt og havde klaret årene under problemer.

Duftmæssigt er vinen herlig animalsk, fuldstændig frisk og levende med en luftig, æteriske aroma, saltede mandler, petroleum, æter, benzin og havvand i skøn forening. Der er lidt müsli med nødder, tropisk frugt samt en gæret modenhed. WAUW.

I munden er vinen frisk med den mest naturlige og indlysende modenhed, masser af citroner og syre, meget smagfuld samt en imponerende sødme/syre balance. Dette smager jættegodt og har alderdommens vished, overblik og overlegenhed. Der var også enighed omkring bordet med en gennemsnit på 95,5, mens bloggeren strakte sig til 97 point.

Vinene fra Schoffit forhandles af Winelovers.dk, hvor du kan finde nyere årgange af Schoffits vine på bl.a. Riesling.

Vinanmeldelse 6,5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger