2010 Corte Lenguin, Rosso Passito ai Volti IGT, Veneto, Italien

Denne Rosso Passito ai Volti IGT er en Amarone i forklædning … på bogstaveligste vis. Men hvorfor? Det vender jeg tilbage til. Vi er hos vinhuset Azienda Agricola Corte Lenguin, som jeg besøgte i sommers. Herligt sted og søde mennesker.

Vinhuset ligger tæt på San Pietro in Cariano, og er grundlagt i år 1900 af Silvio Vantini og har siden været i familiens eje … først af Silvios søn Lorenzo og derefter af nevøen, som også blev døbt Silvio efter den gamle grundlægger.

Corte Lenguin har lidt over 10 hektar vinmarker omkring San Pietro in Cariano, Marano, St. Ambrogio Fumane og Negrar. Herfra laver de klassiske Valpolicella vine som Veneto IGT, Valpolicella Classico, Ripasso, Amaroner og Recioto.

Vi havde fået stedet anbefalet af en anden dansk turist, og vi mødte også andre danskere på vingården, da vi besøgte stedet. Vi blev taget godt imod af Silvios hustru, som beklagede den store ombygning, som var i gang. De var i gang med at udvide kælderen, så der blev mere plads til besøgende i kælderen.

Hun var rigtig sød og ledte os i kælderen – under de hvælvede mure med de store 22 hektoliters egetræsfade som vidner – igennem alle husets vine, og fortalte om vinhuset, vinmarkerne og de forskellige vine. Og samlet et herligt felt af vine, som prismæssigt var meget interessante … godt med kvalitet for pengene.

Én af vinene var denne Rosso Passito ai Volti IGT, som reelt er en Amarone … og faktisk identisk med husets Amarone della Valpolicella La Coeta. Fru Vantini fortalte, at husets produktion er for stor i forhold til, hvor mange Amaroner de må lave … derfor er de nødsaget til at sælge noget af produktionen med andet navn, og det er netop som Rosso Passito ai Volti.

Begge vine er lavet af tørrede druer fra marken La Coeta og vinificeret på fuldstændig samme måde med maceration i 25-30 dage og lagring i 30 måneder på franske 5 hektoliter egetræsfade. Husets smagsnoter for de to vine er også fuldstændig ens og de regnes som husets moderne vine.

De laver også en Amarone della Valpolicella Classico samt en Rosso Passito ai Volti San Lorenzo, som er fuldstændig ens. De er produceret mere klassisk med 36 måneders lagring på store 22-30 hektoliter egetræsfade.

Fælles for alle 4 vine er, at de er lavet på druerne Corvina, Corvinone samt Rondinella … ja det gælder også husets sidste Amarone della Valpolicella La Masua, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken La Masua og ellers er lavet som vinene fra La Coeta marken.

I næsen er her både våde fade, en smule rosiner, amaretto kirsebær, dadler, figner, kakao, enebær, vanilje, sødme samt lidt sødkrydrede noter. Det er en vin med kraft … tyk, fed og opulent. I munden er vinen lige sådan … fed, varm og overdådig med bitter chokolade, sød og blød engelsk lakrids, blød syre og blide tanniner samt fin sødme. Kvalitet unægtelig … fed Amarone bestemt.

Købt på vingården, hvor prisen var 15€ … og omkring 6-8€ billigere end den tilsvarende Amarone. De 15€ svarer til 112 kr., hvilket er billigt for en god Amarone. Herhjemme koster Amaronen det dobbelt, nemlig 210 kr.

Rating 5/7 

Corte Lenguin - under ombygning
Azienda Agricola Corte Lenguin … under ombygning.

Corte Lenguin - kælderen
Jesper lytter til Fru Vantini.

Corte Lenguin - Houlberg
Houlberg i kælderen.

2012 Bodega Noemia de Patagonia, J. Alberto, Patagonien, Argentina

Han skulle egentlig ha’ været teaterinstruktør, men endte med at følge i både faderens og fætterens fodspor. Faderen hedder Peter Vinding-Diers og fætteren Peter Sisseck … så det er netop Hans Vinding-Diers, som jeg snakker om.

Og denne vin J. Alberto kommer netop fra Hans’ pionerprojekt Bodega Noemia de Patagonia.

Faderen laver vin på vingården Montecarrubo på Sicilien, fætteren Peter Sisseck står – som alle ved – bag den spanske monstervin Pingus, broderen Anders laver faktisk også vine i Spanien under navnet Mirabel, mens Hans Vinding-Diers laver vine i Argentina.

Og så er han i øvrigt i familie med Thomas Winding, som jo er far til søde Alberte fra Bamse & Kylling og Shu-bi-duas gamle trommeslager og multimusiker Kasper Winding.

Hans Vinding-Diers er født i Sydafrika, hvor hans far dengang arbejde på vinhuset Rustenberg. Derefter flyttede familien til Bordeaux, hvor Peter havde fået job som ansvarlig vinmager på Château Loudenne i St. Estephe, og derefter på Château Rahoul i Graves syd for Bordeaux by, hvor Peter selv blev medejer sammen med nogle danske investorer.

Da Hans Vinding-Diers var 12 år, blev han sendt på kostskole, og da han blev 17 år på internationalt gymnasium i Oxford. Det gik imidlertid ikke særligt godt, så farmand sendte ham i 1987 i stedet til Tyrell’s Vineyard i Hunter Valley nord for Sydney i Australien. Vingården var berømt for at lave Australiens største klassiske hvidvin Vat 47.

Og det blev startskuddet for Hans Vinding-Diers karriere i vinbranchen. Indtil Hans fik sit første job som ansvarlig ønolog i 1996 på Keerweder i Sydafrika, arbejdede han som assisterende vinmager mere eller mindre overalt på kloden. I løbet af karrieren har han lavet vin i ti lande: Frankrig, Australien, Sydafrika, Spanien, Portugal, Chile, Uruguay, Ungarn, Argentina og Italien.

I 1998 mødte Hans Vinding-Diers den stenrige grevinde Noemi Marone Cinzano, som var arving til Cinzano … I ved, dem der laver den italienske vermouth. Det var til et stort vinshow, som grevindens eksmand – den italienske aristokrat Gelasio Gaetani – havde inviteret Hans, Anders og fætter Peter Sisseck til.

Det endte med, at Peter Sisseck fik et forhold til grevinden, men det varede kun et halvt år. Senere mødte Hans Noemi flere gange, og det endte med, at de blev forelskede. Noemi fik Hans til at blive vinmager på hendes vingård Argiano i Toscana, og der arbejdede Hans i sammenlagt 15 år … selvom Hans ikke synes specielt om Brunello. Han har bl.a. udtalt, at han ikke tror på Brunello og synes, at det er noget selvopfundet image-shit.

Da grevinden i 2013 solgte vingården til nogle nye brasilianske ejere, så stoppede Hans også som vinmager. Han forlod dog stedet med fine anmeldelser i rygsækken, bl.a. havde den amerikanske vinanmelder James Suckling giver Argianos vin Suolo hele 98 point.

I stedet koncentrerer Hans Vinding-Diers i dag sine kræfter på vingården Bodega Noemia de Patagonia i Patagonien i Argentina. Hans ejer vingården sammen med grevinden, og selvom de i dag er skilt, så er de bedste venner … og altså partnere i det argentinske eventyr, som startede i 1998-99, hvor Hans arbejdede som konsulent for Humberto Canale i Rio Negro i Argentina.

En søndag, hvor han kedede sig, fandt han nogle gamle flasker i Canales kælder og trak dem op. Flaskerne var mærket, så han kunne se, at de gik langt tilbage. Det var ikke ligefrem fordi, at vinen var vellavet, men den indikerede, at man kunne lave lagringsværdig kvalitetsvin i Rio Negro.

Derefter fandt Hans frem til markerne … og endte med at købe nogle marker med gamle Malbec vinstokke, plantet helt tilbage i 1932 i Rio Negro Valley – midt i stenørkenen – i det sydlige Argentina. Ejeren sagde, at ordret; “I er gale, hvad vil I med det? Køb en æbleplantage i stedet for”.

Rio Negro Valley microklima påvirkes af to floder, der begge har deres udspring i Andesbjergene; Neuquen og Limay, der munder ud i Rio Negro, som løber ud i Atlanterhavet.

Rio Negro Valley er beliggende ca. 230 meter over havoverfladen og er formet af en gletscher, som i dag har trukket sig tilbage op i Andesbjergene. Gletscheren forsyner stadigvæk Rio Negro Valley med smeltevand – og var det ikke for brugen af kunstvanding med dette smeltevand, ville intet kunne gro på disse golde jorder.

Jorden og druerne bliver behandlet efter alle kunstens regler. Markerne dyrkes biodynamisk, druerne fodtrampes i åbne kar som i de gode gamle dage, og vinen hviler på luksusfade fra bl.a. det lille eksklusive Bordeaux-bødkeri, Darnajou, som også leverer til folk som Hans’ fætter Peter Sisseck og Petrus i Pomerol.

Der laves 5 forskellige vine på vingården, og den bedste og mest hypeede er topvinen Bodega Noemia. The Wine Advocate har sat den vin på listen over årets ti bedste vine, og i dag hører vinen til blandt den lille håndfuld af argentinske vine, som kan sælges for over 600-800 kr.

De øvrige vine på Bodega Noemia de Patagonia er vine Noemia “2”, som kun laves specielle årgange, A Lisa, A Lisa Rosé samt denne J. Alberto, som vel reelt er husets 2. vin, og kommer fra 5 parceller fra en enkelt mark på 4 hektar, hvor vinstokkene er fra 1955. Vinen er på 95% Malbec og 5% Merlot. Druerne bliver efter afstilkning lagt på 2.500 liters cementtanke, hvor de ligger afkølet med skindkontakt i 7 dage, inden temperaturen hæves, og den alkoholiske gæring kan begynde som en spontangæring med druernes naturlige gærceller.

Den alkoholiske gæring finder sted over 2½ uge, hvorefter der foretages piquage to gange dagligt for at opnå et optimalt udtræk af aroma, farvestoffer og tanniner, når skindet brydes. Når den alkoholiske gæring er tilendebragt, tappes 85% af vinen over på en lille tank, som løftes op, så vinen via tyngdekraften kan løbe over i brugte franske egetræsfade.

Vinen påbegynder derefter selv sin malolaktiske gæring, som fuldføres på de ca. 9 måneders lagring. Når lagringen er tilendebragt, selekteres og færdigblandes vinen, inden den aftappes uden hverken filtrering eller klaring. Der er af denne årgang 2012 lavet 14.451 flasker.

Og det er en virkelig flot vin, som gerne … og helst … skal ha’ godt med luft. Dekanter gerne vinen flere timer i forvejen. Jeg smagte vinen to dage efter, at den var åbnet, hvor den blot havde stået med en prop i, og det gjorde bare vinen endnu bedre. Vær derfor ikke nervøs for, at vinen bliver flad … det gør den ikke.

I næsen en herlig animalsk og mørk stald … mødding, tobak, mælkechokolade, mørk frugt og hindbær … ja, den er nærmest tætproppet med mørk frugt, særdeles frugtrig og intens i næsen kombineret med lidt blomster, violer, lakrids og en anelse kaffe. I munden intens med blæk, masser af frugt … sådan direkte frugt, blød … faktisk særdeles blød og lækker med tydelige tanniner, som dog aldrig snerrer. Også lidt tobak og utrolig cremet fornemmelse. En cremet nat for voksne. Flot, flot vin.

Købt i Vinspecialisten, hvor den var på bud … 200 kr. ved køb af 2 flasker, normalpris 300 kr. Til 200 kr. er det tyveri.

Rating 5,5/7  

2009 Montevertine, Pian del Ciampolo, Toscana, Italien

Pian del Ciampolo … en IGT vin fra vinhuset Società Agricola Montevertine, som ligger et par kilometers penge nordøst for Radda in Chianti … og lad mig sige det med det samme, hvilken en fantastisk lille perle af en vin. Det vender jeg selvfølgelig tilbage til senere.

Vinhuset er grundlagt af Sergio Manetti, som købte ejendommen Montevertine som en feriebolig. Han kom oprindelig fra Toscana, men havde været selvstændig stålproducent gennem mange år. Han restaurerede huset med hensigt at bruge det til sine weekender.

Han plantede dog også 2 hektar med vinstokke og installerede en lille vinkælder … så kunne han nemlig lave lidt vine til sig selv, lidt venner og gode forretningsforbindelser. Den første vin producerede Sergio i 1971 og den synes han selv var ganske fornuftig.

Han sendte derfor vinen – via handelskammeret i Sienna – til Italiens største vinmesse Vinitaly i Verona, hvor vinen fik øjeblikkelig succes. Manetti fik blod på tanden, solgte sit stålfirma og dedikerede al sin tid til vin.

I de efterfølgende år arbejdede han med vinmarkerne ud fra et ønske om at høste de bedst mulige druer, og han indførte en selektion ved høsten. Han tilplantede nye vinmarker, og udvidede vinkælderen, hvilket faktisk har stået på lige siden 1971.

Efter eksperimenter i 1976 aftappede han i 1977 for første gang en ren Sangiovese-vin. Dette var stik imod Chiantis stolte traditioner og regler om, at områdets vine skulle være blandingsvine. Det gav uro blandt vinproducenterne og efter store diskussioner forlod Manetti Chianti Consortiet og måtte stoppe med at kalde sin vin Chianti Classico.

Vinen kaldte han Le Pergole Torte og er i dag én af Toscana’s referencevine. Vinen blev reelt lavet i samarbejde med Sergios gamle barndomsven ønologen Giulio Gambelli.

Sergio Manetti døde desværre i 2000, men hans søn Martino Manetti, som har arbejdet på vingården siden begyndelsen af 1990’erne, har siden faderen død forestået driften. Han har lært alle detaljer på vingården at kende fra faderen og fortsætter dennes kompromisløse stil med lave udbytter, gæring ved temperaturer op til mere end 35 grader, en meget lang maceration i cementtanke samt lagring i et virvar af små og store fade. Det giver unikke, store vine med et meget stort lagringspotentiale.

Stilistisk er Montevertines vine meget anderledes end andre berømte huse i Chianti og minder en del om Pinot Noir. Deres provokerende lyse farve, deres overdådige parfume, deres prægtige lyse bæraromaer og deres cremede, bløde frugt – parret med moden sangiovesisk syre – har intet sidestykke i området. Unikke vine fra en kølig og højtliggende del af Toscana.

Samlet har Società Agricola Montevertine i dag 18 hektar vinmarker, nemlig markerne Le Pergole Torte på 2 hektar, Montevertine på 2,5 hektar, Il Sodaccio på 1,5 hektar, Il Casino på 2 hektar, Selvole på 3,5 hektar samt endelig Pian del Ciampolo på 1,5 hektar.

Denne Pian del Ciampolo er lavet med 90% Sangiovese, 5% Canaiolo og 5% Colorino, formentering i cementtanke og macerationstid på 25 dage efterfulgt af lagring på eg i 12 måneder og 3 måneder på flaske.

Og i glasset er vinen også en tak lysere end normalt for Chianti vine, mens næsen byder på lidt champignon, lys frugt … lyse kirsebær, ribs, tranebær, violer, blomster, jord, frugtsten og mineraler. I munden er vinen meget let … ekstrem blød med lyse bær, lette kirsebær, hindbær samt lidt sten … efterlader et lidt stenet og klart udtryk. Superlækker vin og der er næsten noget burgundisk over vinen. Det er sgu lige mig det her. Vil foretrække denne frem for en Chianti.

Købt hos Atomwine, pris 99 kr., hvilket er særdeles billigt for denne vin.

Rating 5/7 

1976 Weingut Walter Hammes-Bäumler, Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

Fra kælderen hos den flinkeste værelsesudlejer i Bernkastel-Kues … den søde Frau Mniszak … fik jeg foræret et par gamle flasker Riesling, en 1976 Riesling Spätlese og en 1986 Riesling Kabinett. Ingen etiketter på vinene, men alene med en næste utydelig skrift med tusch på flaskerne.

Mniszak fandt også en gammel blank etikette fra producenten Weingut Walter Hammes-Bäumler. Han ejede ejendommen tidligere og var både vinforhandler samt vinproducent, om end han ikke længere eksisterer.

Der findes heller ikke på nettet nogle oplysninger om producenten, så det bliver ret sparsomt med oplysninger om vinhuset og vinen i det hele taget. På etiketten står der Bernkastel – Wehlen samt Mosel-Saar-Ruwer, så formentlig har den gode vingut haft marker på begge sider af Mosel floden.

Den ene af vinene; 1986 Riesling Kabinett åbnede jeg for et par måneder siden, men den havde prop … ret markant endda og var total udrikkelig, hvorfor det også var med en vis ængstelse, at jeg fik åbnet denne 1976 Riesling Spätlese.

Proppen duftede ikke lige så fælt … et godt tegn.

Vi glasset er vinen sådan lidt mellemgul … alderen fornægter sig ikke, men ikke alarmerende. I næsen er første note lidt petroleum, og det gør mig straks glad. Duften forsvinder dog ret hurtigt, men sådan er det ofte med gammel vin. Ellers fik jeg noteret lidt tørrede æbler, brak havvand, tørrede abrikoser, meget indelukket duft … ja, vel nærmest en sjov duft, krydret og støvet.

I munden er der klart æbler og abrikos … sødmen er der stadigvæk, selvom den hurtigt bliver lidt udvandet. Det smager ikke sindssygt godt, men overraskende drikkeligt … trods næsten 40 år på bagen. Det er jo en bedrift i sig selv. Sjovt at smage … men vi kom imidlertid ikke igennem hele flasken.

Sender dog venlige tanker til Frau Mniszak.

Rating 3/7  

2010 Joseph Janoueix, Château Le Gabachot Pomerol, Bordeaux, Frankrig

Næste vin i rækken … Château Le Gabachot i Pomerol … én af mange vine fra Janoueix familien, som jeg tidligere er stødt på, nemlig med vine fra nogle af deres utallige vinslotte, bl.a. Château le Castelot i Saint-Émilion samt Château La Gasparde.

Samlet ejer Janoueix familien en del vinslotte i både Saint-Émilion, Pomerol og Côte de Castillon og er én af områdets mest betydningsfulde familier.

Vinhuset er grundlagt i 1898 af Joseph Janoueix, som var en hårdtarbejdende forretningsmand og vinelsker fra Corrèze i Sydfrankrig. Med de mange vinslotte laver vinhuset samlet omkring 450.000 flasker vin årligt.

Udviklingen af familiefirmaet Joseph Janoueix – eller Domaines Joseph Janoueix, som det rettelig hedder – er gennem det seneste årti gået meget stærkt.

Fra at være et meget traditionelt vinhus finder man i dag ikke bare Saint-Émilions, men også Pomerols og Bordeaux Supérieurs mest spændende vine under familiens navn. Château la Croix, La Confession, Château Haut-Sarpe, Château Mouton og Château la Croix Saint Georges er alle slotte, som naboerne misundeligt kigger over hegnet på, fordi de konstant omtales og beundres.

Succesen skyldes især yngste generation, brødrene Jean-Philippe og Jean-Pierres visionære ambitioner og arbejdsindsats. Uanset om talen falder på en dagligvin eller en topvin i sortimentet, ved man nøjagtigt, hvad man vil med hvilke slotte.

Denne vin Château Le Gabachot kommer reelt fra Château la Croix … eller i hvert fald bliver vinen produceret i kældrene på det berømte Château la Croix. Druerne 60% Merlot, 20% Cabernet Franc og 20% Cabernet Sauvignon. Château la Croix er således ikke et slot, men en vin fra Croix, hvor druerne kommer fra andre marker.

I næsen en meget kølig stil med solbær, jord, mynte, blæk og grafit. Smagen er lidt i samme boldgade. Det er jord, solbær … ren og direkte frugt, meget tør og tanninrig, men også en smule kedelig, hvis jeg skal være helt ærlig. Og det skal jeg jo.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 330 kr.

Rating 4/7  

2011 Sylvain Pataille, Marsannay Clos du Roy, Bourgogne, Frankrig

Hvis du kører fra Beaune mod Dijon, så kommer du forbi Vosne-Romanée, Vougeot, Chanbolle-Musigny, Gevrey-Chambertin og havner til sidst i den lille by Marsannay-la-Côte. På adressen Rue Roger Salengro – opkaldt efter en socialistisk minister fra 1936 – finder vi vinhuset Domaine Sylvain Pataille.

Byen Marsannay er ikke stor … mindre end to poser morgenbrød … men er en gammel by, som oprindelig hed Marceniacum in Monte, så Marcenay-en-Montagne for endelig at få det nuværende navn Marsannay-la-Côte i 1783.

Appellationen AOC Marsannay blev dog først en realitet langt senere, nemlig i 1987 og før dette blev vinene herfra blot solgt som Bourgogne eller Bourgogne de Marsannay. Der er ingen Grand eller Premier Cru marker i Marsannay, men i stedet er området mere kendt for sine hvidvine og rosévine.

AOC Marsannay tilhører Côte de Nuits og omfatter vinmarker omkring byerne Chenôve, Couchey og Marsannay-la-Côte.

Domaine Sylvain Pataille er én af de mest kendte producenter i Marsannay. Han er uddannet ønolog i Bordeaux, og arbejdede igennem flere år på forskellige slotte i Médoc. Særligt på Château Branaire Ducru har han har en stor andel i slottets kvalitetsløft.

I slutningen af halvfemserne vendte han hjem til Marsannay med to formål for øje. Dels for at overtage driften af familiens vingård, og dels at fungere som rådgivende ønolog for andre producenter i Bourgogne.

Sylvain fik hurtigt en række stjernedomæner som kunder, herunder Perrot Minot, Denis Mortet, Hubert Lamy og Nicolas Rossignol. Han fungerer stadig som ønolog for enkelte domæner, men koncentrerer sig i dag primært om driften af Domaine Sylvain Pataille.

Alle Sylvains vine er biodynamiske og hælder i retning af naturvin. Han er fuldstændig hands-off i sin produktion. Ingen gærfløde, ingen enzymer, ingen chaptalisering og ingen syrejustering. Kun den rene gærede most, eventuelt understøttet af lidt fad i de absolut bedste årgange. Pataille bruger næsten ingen svovl i vinene og stilen er ligger tæt op af Philippe Pacalet, som er berømt for sine ypperlige naturlige vine i Bourgogne.

Fra 2000 begyndte Sylvain at opkøbe små parceller i appellationens bedste vinmarker og den første vin – som blev vinificeret under hans eget navn – var årgang 2001. Sylvain Pataille har 12 hektarer vinmarker i dag, som bliver vinificeret i 12 forskellige cuvéer.

Èn af disse cuvéer er denne Marsannay Clos du Roy, hvor druerne kommer fra marken Clos du Roy, som ligger imellem Marsannay-la-Côte og Chenôve. Som Sylvains øvrige vine lavet helt naturlig, hvor vinen gæres spontant ud på rustfrie ståltanke ved 32 grader, inden de overføres til delvist brugte og nye egetræsfade (mængden afhænger meget af årgangen), hvor den gennemgår malolaktisk gæring og yderligere lagring.

Og hér finder vi elegant Pinot Noir, som i næsen byder på lethed, blomster, lyse bær, hindbær, jordbær, eg, salt, tør jord, mineraler … ganske indbydende. I munden er let, elegant, intens frisk frugt, mineraler, flintesten … tanninerne er lette, men absolut tilstede og eftersmagen er god og lang. En lille fransk kant … men hvor smager den godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 330 kr.

Rating 5/7  

2012 Gérard Bertrand, Domaine de l’Aigle Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

Så er vi der igen … hos den store ex-rugby-spiller Gérard Bertrand – der efter faderens død overtog familiens vingård og nu har opbygget et større vin-imperium i det sydfranske. Og her med vinen Domaine de l’Aigle Pinot Noir, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen … blot årgangen før.

Bertrand har jeg skrevet om en del gange på bloggen, bl.a. fordi vi tidligere har kørt et Gérard Bertrand tema på jobbet. Så vil I vide mere om Bertrand, så tjek lige de andre indlæg. Søg blot på Bertrand i søgefeltet.

Gérard Bertrands investeringer i vingårde, vinslotte og vinmarker fordeler sig over regionerne Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc.

I alt har han over 470 hektar vinmarker, og hans vinslotte omfatter Domaine de Villemajou, Château Laville Bertrou, Château de l’Hospitalet, H de l’Hospitalet, Château la Sauvageonne, Château Aigues Vives, Château de la Soujeole, Domaine de Cigalus, Tautavel, Domaine des Cathares og så dette Domaine de l’Aigle. Ganske imponerende.

Derudover er han gået i partnerskab med 40 andre lokale producenter, som nøje følger hans visioner for kvalitet i vinmarken, for så – når høsten er overstået – at sælge druerne til ham.

Domaine de l’Aigle ligger tæt på landsbyen Roquetaillade i nærheden af Limoux ved foden af Pyrenæerne. Der er 31 hektar med vinstokke, og markerne ligger mellem 250 og 500 meter over havets overflade, hvilket gør det til nogle af de højeste vinmarker i Haute Vallée de l’Aude og Languedoc. Det giver nærmest ideelle klimaforhold til dyrkning af Chardonnay og Pinot Noir.

Netop det kølige klima bevirker, at druerne høstes helt op til en måned senere, end det er tilfældet nede ved kysten. Den længere vækstsæson gør det muligt for druerne at optage flere nuancer under modningen, hvilket i sidste ende giver mere komplekse vine.

På Domaine de l’Aigle laver Bertrand 5 forskellige vine, 3 hvidvine og 2 rødvine, nemlig vinene Domaine de l’Aigle Chardonnay, Domaine de l’Aigle Gewurztraminer, Aigle Royal Chardonnay, Aigle Royal Pinot Noir og så denne Domaine de l’Aigle Pinot Noir.

Druerne til Domaine de l’Aigle Pinot Noir kommer fra 20 til 30 år gamle vinstokke, der er plantet i en – for Pinot Noir – nærmest ideel jord, bestående af grus og småsten. Inden druerne begynder at tage farve i august, går man vinmarkerne igennem for at fjerne en del af udbyttet, hvilket giver de tilbageværende druer en større koncentration. Vinen har lagret 9 måneder på fransk eg.

Duftmæssigt har jeg på samme måde som sidst svært fange Pinot Noir, men har i stedet lidt Rhône krydderier, blæk, blade … en smule stald. Smagen er varm med stikkelsbær, grøn, ege, lidt krydderier og virker slet ikke i balance. Synes fuldstændig som sidst, at vinen mangler finesse … og mangler sjælen af Pinot Noir.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 160 kr.

Rating 3/7 

2012 Winegrowers of ARA, Herringbone Hills Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

Vinen Herringbone Hills Pinot Noir har jeg smagt en del gange, seneste smagte og skrev jeg om 2010’eren her på bloggen. Nu har jeg smagt vinen igen i årgang 2012, men vinen er desværre ikke blevet bedre, nærmere tværtimod.

Winegrowers of Ara består af en gruppe vinproducenter, der i 2002 gik sammen for via fælles kræfter og kapital at opbygge et vineri, der kombinerede den nye viden og teknologi med de gamle dyrkningsprincipper.

Ara ligger i det berømte Marlborough-område i New Zealand, og huset har i dag 420 hektar vinmarker, men da man i alt råder over 1.600 hektar jord er der basis for fremtidig udvidelse.

Til at styre arbejdet i markerne og den efterfølgende produktionsproces har Ara hyret Dr. Damien Martin fra vinuniversitet i Bordeaux – en herre, der tidligere har skabt betydelige resultater i New Zealand.

Umiddelbart er klimaet mildt med lange solrige dage, men om aftenen sænker køligheden fra havet sig, hvilket er med til at give vinen en frisk syre og sprødhed. Jordbunden består af en blanding af grus og ler, hvilket giver en god dræning samtidig med, at den kan lagre overskydende vand til senere brug.

Herringbone Hills er en geologisk formation, der ligger lige op til Aras vinmarker. I midten af nogle bakker løb tidligere en flod, som nu har boret sig ned i jorden. Med bakkeformationer på tværs af flodlejet er opstået et nærmest sildebensagtigt mønster – og deraf navnet på denne vin.

Druerne gæres ud på rustfrie ståltanke. Efterfølgende forbliver vinen sammen med skallerne, mens temperaturen hæves til 32-36 grader. 30% af vinen lægges derefter på gamle franske egetræsfade, hvor den lagrer i seks måneder, inden den blandes med de resterende 70% af vinen, hvorefter den endelige blanding filtreres og tappes på flaske.

Der er en sødlig og landlig næse … hestestald, hvilket vi jo elsker, men ellers virker vinen mere grov … og knap så elegant. Vi er sådan mere ovre i kirsebær, mørke bær, krydderier og den lidt “fluffy” og “overdone” stil, som jeg skrev om sidst, er ikke blevet mindre. I munden er vinen nærmest lidt skarp, kantet og bitter med syrlige ribs, granatæbler … selvom den bevarer en vis lethed.

Jeg plejer at elske denne vin … det gør jeg ikke denne gang. Måske det bare er mig. Eller måske ikke.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 105 kr.

Rating 3,5/7  

2011 Jean Javillier & fils, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

Halter fortsat efter med mine opdateringer … men arbejder mig langsomt, men sikkert igennem. Næste vin er en hvid Bourgogne, som vinhuset Jean Javillier & Fils selv kalder Bourgogne Chardonnay.

Og den trofaste læser vil sikkert nikke genkendende til vinhuset, som jeg skrev om for mindre end en måned siden, da jeg smagte deres røde Volnay.

Vinhuset holder til midt i byen Meursault få kilometer syd fra Beaune. Ved indgangen til Domaine Jean Javillier et Fils finder man blot en ydmyg postkasse og et skilt, der knap kan læses.

Her er det vinen, det drejer sig om, ikke imponerende indgangsportaler. Nogle vinproducenter sælger deres vin med pomp og pragt og andre har kun tid til vinen.

Domaine Jean Javillier & fils drives af brødrene Alain og Thierry Javillier, men det var nu Alain og Thierrys bedstefar Jacques Javillier, som grundlagde vinhuset tilbage i 1933.

Det var dog brødrenes far Jean Javillier, som allerede tilbage i 1972 startede en omlægning af produktionen til at være økologisk og i 1976 blev certificeret økologisk. Alain og Thierry Javillier overtog selv driften for omkring 20 år siden, og den omfatter samlet 7,5 hektar vinmarker omkring Volnay og Meursault.

Denne Bourgogne Chardonnay er selvfølgelig – som altid i Bourgogne – 100% Chardonnay, og her er vinstokkene omkring 60-70 år gamle, og giver et beskedent udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen har lagret på egetræsfade i 12 måneder og aftapning er sket uden pumpning … alene med tyngdekraft. Det ser ud til at være husets entry-level hvide Bourgogne … men en flot én af slagsen.

I næsen er der lidt søde krydderier, lidt animalske noter … og den duft, som du finder i vinmarkerne, hvilket er ganske herligt. At blive henført til en tur i vinmark ved at dufte til en vin! Hmmm. Derudover er der lidt smør, hyld, blomster, lemon, stikkelsbær, våde fade, vanilje og røg … samlet en meget lækker duft.

I munden er vinen tør, frisk, blød … har en flot syre/sødme balance og meget letdrikkelig. Fin i eftersmagen, og i det hele taget en ganske lækker sag til pengene. Thumbs Up for den.

Købt i Vinimperiet, hvor prisen er 120 kr., og det er billigt.

Rating 5/7 

2006 Tommaso Bussola, Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto, Veneto, Italien

Den ultimative Amarone konge Giuseppe Quintarelli blev for nogle år siden spurgt, hvem han mente ville blive den næste superstjerne i Veneto, og han svarende prompte uden tøven; Tommaso Bussola. Så med andre ord er vi hos ét af de bedste Amarone huse … overhovedet.

Og hvad er så mere naturligt, end at slutte byggemødet med topvinen fra netop Azienda Agricola Tommaso Bussola, nemlig husets Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto? En vin som Jesper havde købt under vores besøg på vinhuset i sommerferien.

Azienda Agricola Tommaso Bussola blev grundlagt i 1983, men allerede nogle år forinden – i 1997 – begyndte Tommaso at arbejde i sin onkel Guiseppes marker. Han var egentlig uddannet stenhugger, men efter kort tid i vinmarkerne og i vinkælderen vidste Tommaso med det samme, at han havde talent og ville arbejde med vin.

I 1983 lavede han selv sin første vin, og efter et par år overtog Tommaso onklens Valpolicella ejendom med de gamle vinmarker i hjertet af Classico zonen ved byen Negrar. I starten fulgte Tommaso trofast traditionalisternes fodspor bl.a. med den hævdvundne aldring i gamle tønder, som blev genbrugt mange, mange gange gennem årene.

Men efterhånden begyndte han at eksperimentere, og han fik hele tiden nye idéer til forbedring af vinene. Han blev langsomt mere selektiv i udvælgelsen af de bedste druer bestemt til specielt produktionen af Amarone og Recioto. I marken blev pesticider og herbicider bandlyst.

I kælderen var han lige så kompromisløs som i marken. Kort sagt lavede han de enkelte vine altså på den måde, som Tommaso havde lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej. Og pludselig begyndte han at opnå anerkendelser ved større vinsmagninger.

Det gav Tommaso mod på yderligere forbedringer, bl.a. ved opførelsen af en ny vingård i 1992-93 samt indførelsen og brug af nye barriques, men kun til de vine som Tommaso mente har godt af det. For hver årgang blev vinene da også bedre og bedre. Der kom mere finesse, intensitet og personlighed, og han kaldte de ”nye” vine for TB eller ham selv, og de ”gamle” vine for BG, som jo er initialerne for hans onkel Bussola Giuseppe.

I slutningen af 1990’erne var Tommaso Bussolas stil ved at være modnet, og hans vine blev hurtigt efterspurgte og næsten verdensberømte for deres utrolige intensitet af frugt. Og anmeldere, vinjournalister og vinkyndige verden over var heller ikke i tvivl. De har kastet stjernestøv i rigt mål over Tommaso Bussola og hans vine. Tommasos håndlavede vine har en forrygende kraft og finesse. Vine som har sin helt egen stil. Meget koncentrerede, potente og komplekse vine og meget anderledes end hvad man ellers møder fra disse kanter.

I dag drives Azienda Agricola Tommaso Bussola fortsat af Tommaso sammen med hustruen Daniela og sønnen … som selvfølgelig har fået samme navn som onkel Giuseppe.

Der ejes samlet 3 vinmarker, nemlig markerne Vigneto Alto på 1,7 hektar med stokke tilbage fra 1970, Vigneto Casalin på 2,1 hektar og stokke fra 1980 samt endelig Ca’ del Laito – Coare Longhe på 2,9 hektar og ganske nye stokke.

På Azienda Agricola Tommaso Bussola laves der i alt 10 forskellige vine, og jeg har tidligere smagt og skrevet om husets Valpolicella Classico Superiore TB her på bloggen. Under vort besøg på vingården smagte vin et lille udsnit af vinene, og Jesper endte med at købe denne deres absolutte topvin Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto.

Bussola - vineriet
Her ser vi Jesper i gang med at købe denne Amarone della Valpolicella Classico TB Vigneto Alto af sønnen Giuseppe Bussola.

Vinen er lavet på 75% Corvina og Corvinone, 20% Rondinella og de resterende 5% består af flere druesorter, bl.a. Cabernet Franc, Dindarella, Croatina, Molinara samt et par stykker mere. Lagret i 30 måneder på slovenske og franske fade samt 4 måneder på flaske og trækker en højoktan på hele 17%.

Og selvom jeg – som vist nævnt tidligere – ikke er Amarone fan, så bøjer jeg mig i støvet. Monstervin er nok bedste ord … højkoncentreret af Pommern til. I næsen er det nærmest tavlelak, en voldsom intens og tætpakket kraft, blæk, figner, puddersukker, en kop expresso, mulle kælder, overmodne kirsebær og nærmest en ædel rådenskab … lækker, lækker og mere lækker.

Og det er en ordentlig mundskab … en slags rødvinsnektar, men mærkelig nok med fin friskhed og meget rød, klar og direkte saft. Der er figner, power og godt med aroma og smagsnuancer. Et nyreslag … men elegant sat ind, selvom musklerne indikerer masser af power og råstyrke. Muhammed Ali på flaske. Flot vin.

Købt på vingården til 100€ … hvilket er et fund. Herhjemme forhandles den af YouAndWine, hvor prisen er 1.299 kr.

Rating 7/7 

Bussola - Jesper foran vinhuset
Jesper foran Azienda Agricola Tommaso Bussola

Bussola - smagelokalet
Smagelokalet

Bussola - udsigten
Udsigten udover vinmarkerne fra vinhuset

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger