2017 Perla del Garda, Lugana Superiore Madonna della Scoperta, Lombardiet, Italien

2017 Perla del Garda, Lugana Superiore Madonna della Scoperta, Lombardiet, ItalienNæste vin er reelt en lillesøster til forrige Lugana Riserva Madre Perla, men er så blot lavet med lagring på barriques i stedet for ståltanke … og det er en Lugana Superiore Madonna della Scoperta i årgang 2017.

Vinen er således lavet med blid presning af Turbiana druerne og så en gæring i rustfrie ståltanke ved 15 grader over 10-15 dage. Derefter er vinen lagret cirka 10 måneder på en kombination af både ståltanke samt små egefade … og så 2 måneder på flaske, da Lugana Superiore jo skal lagre mindst 1 år,

I næsen er vinen mere landlig end Madre Perla, animalsk med bivoks, en smule petroleum, fadnoter med vanilje, let fennikel og egentlig meget lys, let og feminin. Der er dåsepærer, blomster samt krydderier og lidt toast og gær.

Smagsmæssigt er Madonna della Scoperta lidt stærkere, tættere og dybere med mere salt og mineraler, frugten lidt kraftigere med både pærer, abrikos, fersken, lidt peber, krydderier … mere elegant og samtidig med bevarelse af noget frisk.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 22€ … svarende til 164 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Perla del Garda, Lugana Riserva Madre Perla, Lombardiet, Italien

2018 Perla del Garda, Lugana Riserva Madre Perla, Lombardiet, ItalienMed næste Perla del Garda vin røg vi op på Riserva niveau, for det var deres 2018 Lugana Riserva Madre Perla.

Igen 100% Turbiana druer fra 20 år gamle stokke fra marker i bakkerne ved Lonato del Garda og – som forrige – lavet kun på ståltanke ved 15 grader over 8-10 dage.

Derefter er vinen så lagret 12 måneder sur lie i ståltankene og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse. En Lugana Riserva skal jo lagre mindst 24 måneder og det har denne 2018 selvfølgelig også gjort.

Allerede i næsen er der mere krop og fylde, men det er sgu fortsat med en smuk og feminin lethed, lidt mere grøn med grape, lemon og stikkelsbær … samt en smule vaniljesødme og mandler.

Smagsmæssigt er vinen blød … frugten igen pærer, fersken og pænt lys, elegant og hænger vildt lang tid i munden. Det er så rundt, fint og skruet forbandet godt sammen. I den vildt lange eftersmag kommer der lemon og salte mineraler frem … bare lige en markering af, at her er vi altså og ikke til at spøge med.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 16,70€ … svarende til 124 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Perla del Garda, Lugana Bio, Lombardiet, Italien

2020 Perla del Garda, Lugana Bio, Lombardiet, ItalienDen næste vin i Perla del Garda smagningen blev en Lugana Bio 2020 … en basisvin lavet totalt økologisk.

Det er atter 100% Turbiana druer fra marker i Lonato del Garda i 150-250 meters højde og fra 20 år gamle vinstokke og dyrket økologisk.

Vinen er lavet ved, at druerne er presset, derefter gæret i rustfrie ståltanke ved 15 grader over 8-10 dage. Så er vinen lagret på ståltankene sur lie en periode inden aftapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt er vinen  frisk og utrolig frugtrig, lidt parfumeret med estragon, blomstersæbe, Jolly Time sødme og pærer. Det er totalt enjoyment … frisk som en sommerdag.

Smagsmæssigt er vinen meget blød, slet ikke samme syre som mange andre Lugana vine. I stedet er det en meget lys, let, feminin og elegant vin med en frugt af fersken og pærer samt lidt salte mineraler. Meget blød med let antrit.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen vistnok alene beskedne 7€ … svarende til 53 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Perla del Garda, Lugana Millesimato Brut, Lombardiet, Italien

2012 Perla del Garda, Lugana Millesimato Brut, Lombardiet, ItalienSelvfølgelig skulle vi da også smage Perla del Gardas egen årgangs-spumante lavet efter Metodo Classico, nemlig en Lugana Millesimato Brut i årgang 2012.

Som med den forrige billigere udgave er vinen lavet på 100% Turbiana druer, som kommer fra 20 år gamle stokke på marker i 150-250 meters højde i Lonato del Garda.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke ved lav temperatur på omkring 15 grader over 8-10 dage. Derefter er vinen tappet på flasker og det er alene magnum flasker med en andengæring og lagring over 40 måneder sur lie inden degorgering, men helt uden tilsætning af sukker, så vinen har 0 gram restsukker.

Duften kommer – BOOM – in your face. Hasselnødder, valnødder, mødding og kæmpe landlighed, moden frugt, pærer, lemon, vegansk grøntsagsfond, briocheboller, søde krydderier, voks, blomstersæbe og meget kompleks.

I munden er vinen endnu renere og mere klar end foregående Brio, bedre balanace, mere modenhed og virker samtidig mere blød. Der er pærer og modne æbler, lemon, let salt og samtidig med en lille mineralsk kant. Smuk lille Spumante.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen – der alene fås i magnum – 48€ … svarende til 358 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Perla del Garda, Lugana Spumante Brio, Lombardiet, Italien

2019 Perla del Garda, Lugana Spumante Brio, Lombardiet, ItalienVi startede smagningen hos Perla del Garda med bobler og den første var denne Lugana Spumante Brio 2019 lavet efter charmat metoden.

Det er selvfølgelig 100% Turbiana druer, som kommer fra 20 år gamle stokke på marker i 150-250 meters højde i Lonato del Garda.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke ved lav temperatur på omkring 15 grader. Efter endt fermentering er andengæringen sket i autoclave tanke efter charmat metoden og først derefter er vinen så flasket og gemt yderligere 16 måneder inden frigivelse.

Vinen er overraskende overvældende i næsen … meget landlig aroma med både kardemomme, kanel, vanilje og nelliker, bløde pærer, hasselnødder, blomster og grønne urter.

I munden er der gode bobler … fin mousse og samtidig masser af syre, citronsyre, bitter lemon, en svag sødme og så ellers godt med mineraler.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 9,90€ … svarende til 74 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Houlberg i Lugana … besøg hos Perla del Garda

Det emmede af aktivitet hos Perla del Garda, som var det næste vinhus, som vi besøgte på vores Lugana International Press Tour arrangeret af  Consorzio Tutela Lugana DOC.

På vingården var de nemlig allerede gået i gang med høsten af de første druer til deres mousserende vine, da de ventede regn i løbet af de kommende dage.

Men vi startede dog med at gå ind i selve husets showroom og butik, hvor vi blev taget pænt imod af Giovanna Prandini, der driver stedet sammen med hendes bror Ettore Prandini. I showroomet var der fyldt med gamle cykler … en passion i familien.

Dernæst gik vi videre … først gennem vineriet og standsede først udenfor på den anden side af vingården, hvor de første druer netop var ankommet og løbende blev læsset af og gjort klar til at komme i pressen.

Derfra var der i øvrigt et fantastisk view udover husets vinmarker, for Perla del Garda ligger på et af de højst beliggende og vindblæste steder i Lugana området. Undervejs fortalte Giovanna Prandini lidt om vinhuset og deres historie.

Perla del Garda

Vingården Perla del Garda ligger godt ude på landet mellem Desenzano og Sirmione i bakkerne ved Pozzolengo og Solferino i Lonato.

Gården har været drevet af Prandini familien fra generation til generation, men det var reelt først i år 2000, at vinhuset Perla del Garda opstod, da driften på overtaget af Giovanna og Ettore Prandini, der fuldt ud satsede på vinproduktion.

Samlet har søskendeparret 40 hektar vinmarker, hvor de 34 hektar ligger indenfor Lugana appellationen. Derfor dyrker Perla del Garda også primært Trebbiano di Lugana aka Turbiana og lidt Chardonnay, Sauvignon, Riesling samt Incrocio Manzoni.

Men derudover laver de også lidt røde vin på druer som Rebo, Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Det bliver også til lidt grappa og olivenolie.

Driften er under omlægning til økologisk drift … 4 hektar er allerede omlagt og yderligere 4 hektar er ved at blive konverteret, så samlet drives 8 hektar økologisk, bl.a. til produktionen af vinen Bio. Men på mange af markerne anvendes man dog vandingssystemer.

Vinene bliver lavet i Perla del Gardas store og moderne vingård, omkring 250.000 flasker årligt og alene på druer fra husets egne marker, da man slet ikke køber druer.

Da markerne – som nævnt – er meget vindblæste, så giver det meget friske og mineralske vine, hvor frugten måske er knap så tydelig, men det skulle vi jo lidt senere smage.

Besøget på vingården

Giovanna Prandini viste os rundt på vingården, først det igangværende arbejde, hvor druerne kommer ind. Man vasker alene kasserne og ikke druerne, da de ikke ønsker for meget vand, som kan give problemer i vinificeringen.

Derefter gik vi ind i vineriet, hvor de store ståltanke står … og derefter vinkælderen med barriques liggende i den centrale del, som er et rundt lokale i midten af vingården.

Derefter så vi husets kælder, hvor de færdige vin lagres … specielt de mange mousserende vin, som Perla del Garda lagrer i mange år og ofte op til 72 måneder. De mousserende vine står da også for omkring 10% af produktionen på vingården.

Herefter gik vi op på 1. sal, hvor Perla del Garda har et stort lokale til brug for større smagninger … tid til at smage vin.

Vinsmagningen

Vi skulle ikke sidde samlet ved et stort bord, men ved hvert sit bord … en opstilling nærmest som i et klasseværelse med både Giovanna Prandini og Ambra Berardi som skolelærerne bag kateteret.

Imens sørgede Ettore Prandini for, at vi løbende fik vin i glasset og vi skulle igennem 7 af husets Lugana vine, som alle kommer i en speciel flaske, som er helt speciel for Perla del Garda. Det var disse vine:

Selve smagningen gik i rask tempo … også en smule for hurtigt for jeres langsomme – men grundige – vinblogger. Men jeg fulgte tempo og blev faktisk blown away over kvaliteten af vinene, men det kan I læse mere om i alle beskrivelserne og anmeldelserne af vinene.

Og lige så hurtigt som vi startede … lige så brat sluttede smagningen, hvorefter vi skulle videre til næste vingård.

2020 Weingut Tesch, Riesling St. Remigiusberg, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Tesch, Riesling St. Remigiusberg, Nahe, TysklandJeg slutter som sidst den sexede sekstur til Vejle fra Weingut Teschs Riesling Vineyard Box med terroirdrevne Riesling vine med den orangefarvede … en Riesling St. Remigiusberg 2020.

Laubenheimer St. Remigiusberg er en mark med vulkansk jord og rødt ler, hvorfor den orange farve til vinen måske passer meget godt. Det er den mindste af Martin Teschs 5 marker og giver en lavt udbytte og mere koncentrerede druer, hvilket også kan smages i vinen.

Marken er opkaldt efter prins-abbeden St. Remigiusberg, som var forbundet med benediktinermunkene, der ejede marker og efter sin død kanoniseret … altså ophøjet til helgen.

Måske har helgen bønnerne smittet af på denne vin, for det dufter herregodt og virker mere kompleks end de øvrige smagte Tesch vine med en afdæmpet, rolig og kalket aroma. Der er pærer, fersken samt melon, let appelsin, lidt nødder, muskatnød og blomster. Dufter lidt af forår med en blid brise og der er ingen spor af petroleum.

Der er godt med skrald på smagen … igen umodne æbler, bitter lemon samt en smule grillede citroner. Bitterheden er dog afdæmpet og suppleres i stedet af saltede mineraler, stor juicyness, kæmpestor intensitet og en vis fylde, men uden at miste syren som dirigent. Der kommer lidt grønne urter … elsker sgu syren og det kontrollerede saltniveau. Efter min ydmyge mening den bedste af vinene fra Riesling Vineyard Boxen.

Forhandles af Supervin … enten i smagekassen til 349,95 for 6 små flasker eller på flaske i normal størrelse, som koster 229,95 kr., men pt fås på tilbud til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Weingut Tesch, Riesling Karthäuser, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Tesch, Riesling Karthäuser, Nahe, TysklandNæstsidste Weingut Tesch vin fra Tesch Tasting Boxen blev den røde 2020 Riesling Karthäuser fra marken Laubenheimer Karthäuser. Den røde linje i London Underground er Central line.

Men det er ikke tilfældigt, at denne vin har farvet rød, da Laubenheimer Karthäuser har en undergrund med forvitret rød sandsten og ligger med en varm sydvestvendt eksponering beskyttet for vind et amfiteater. Det betyder, at jorden opvarmes og nærmest holder effektivt på varmen, hvilket gør, at druerne plantet der modnes først.

Navnet Karthäuser kommer fra de gamle munke fra karteuserordenen, som i middelalderen ejede marken. De var kendt for deres løfter om tavshed, så de har nok i stilhed plejet den historiske mark.

Her er der petroleumdufte, men igen meget sagte … en dejlig dyb, rund og komfortabel aroma, som endda også byder på en meget likeable og comfy fornemmelse. Frugten er ikke sådan bare vild og syrlig, men mere afdæmpet, tæt og næsten saftig. Der er modne og gule æbler, mandarin, ananas og citron samt et lille krydret touch.

I munden er vinen meget frugtrig … kvæde, grønne æbler, lemon, citroner og samtidig sprød, frisk og mineralsk. Det er en kraftig og meget krydret syre … buldrer, støjer, bider og får tungen til at slå krøller på den bedst mulige måde.

Forhandles af Supervin … enten i smagekassen til 349,95 for 6 små flasker eller på flaske i normal størrelse, som koster 229,95 kr., men pt fås på tilbud til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Tesch, Riesling Krone, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Tesch, Riesling Krone, Nahe, TysklandI de farvede Riesling vine fra Weingut Tesch tager vi nu den gule Circle Line i undergrunden i London, for den gulkapslede Riesling er nemlig lavet med druer fra marken Laubenheimer Krone, der ligger lige syd for Löhrer Berg.

Laubenheimer Krone ligger på en sydøstvendt skråning og har en undergrund med lys löss, ler og rød kalksten. Det er en mark, som er meget udsat for vestenvinden og afkøler derfor mere om natten end hos de øvrige marker hos Tesch. Vinene fra denne Laubenheimer Krone er ofte præget af masser af citrus noter og vinstokkene på marken er omkring 25 år gamle.

Duftmæssigt er Krone lidt mere fortættet, en anelse lukket og samtidig fornemmer man også, at der er mere sødme end hos de 3 foregående. Frugten er også lidt mere eksotisk med abrikos, æbler, fersken, søde appelsiner, marcipan og sødkrydrede noter. Her er der heller ingen petroleum og syremæssigt virker vinen mere vag.

Smagen er også sødkrydret, men der er dog masser af syre … en lidt kraftigere syre måske med lemon, bitter grape og friskpresset æble suppleret med et  klart mineralsk aftryk. I munden er vinen klart mere fyldig end de foregående og fylder sgu godt i munden.

Forhandles af Supervin … enten i smagekassen til 349,95 for 6 små flasker eller på flaske i normal størrelse, som koster 229,95 kr., men pt fås på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2020 Weingut Tesch, Riesling Königsschild, Nahe, Tyskland

2020 Weingut Tesch, Riesling Königsschild, Nahe, TysklandVidere med næste Riesling fra Tesch … nu er totalt i blå stue med Martins 2020 Riesling Königsschild med den blå kapsel, og hvor druerne kommer fra husets Langenlonsheimer Königsschild mark.

Marken Langenlonsheimer Königsschild ligger syd for en af Teschs andre vinmarker Rothenberg og marken har formentlig sit navn efter Karl den Store, som havde sit sommerresidens kaldet Kejserpaladset i Ingelheim og ejede marken.

Druerne på Langenlonsheimer Königsschild er omkring 22 år gamle og gror på en undergrund med löss, kalksten … en porøs jordbund med fossile rester og det skulle efter sigende være med til at give en mere blomsterrig vin.

Nu er duften endnu mere blød … igen æbler, men mere modne og suppleret med pærer, melon, måske endda lidt abrikos, astronaut-is samt blomster. Her er petroleum duftene langt mindre og i stedet er der lidt linolie … og sammenlagt virker vinen mere feminin, let og blomstret end de to forrige.

I smagen er der dog fortsat et tydeligt Tesch fingeraftryk, hvor der er godt med syre og endda kraftigere end forventet. Frugten er tykkere og mere gæret, modne æbler, abrikos med mineralsk, mere krydret og rigtig saftig side. Der kommer i slutfasen lidt saft og bitterhed, men sammenlagt igen fin Riesling.

Forhandles af Supervin … enten i smagekassen til 349,95 for 6 små flasker eller på flaske i normal størrelse, som koster 229,95 kr., men pt fås på tilbud til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger