Med næste vin er vi på verdens smukkeste beliggende vingård, nemlig Klein Constantia, som ligger få kilometer udenfor Cape Town i Sydafrika. Verdens smukkeste beliggende … det bliver den i hvert fald ofte kaldt. Her har vi en Sauvignon Blanc fra vingården.
Vingården har en lang historie, som går helt tilbage til 1685, hvor jorden blev giver til guvernøren Simon Van Der Stel, den første hollandske guvernør i Cape Town, som belønning. Og vingården blev en vigtig brik i Sydafrikas historie.
Simon Van Der Stel begyndte at producere vin fra gården i 1708 og vinen fik også et godt omdømme. I 1709 havde han samlet plantet 7.000 vinstokke. I 1777 døde Val Der Stel, men da der ikke var nogle arvinger, så blev gården opdelt og solgt i flere dele.
Hendrik Cloete – som allerede var erfaren vinbonde fra Stellenbosch – købte i 1778 en del af Constantia ejendommen, og det var ham – og senere sønnerne – som sørgede for, at vinene fra vingården bliver kendt i hele verden … specielt dessertvinen Vin de Constance. Det er også Hendrik som giver vingården det nuværende navn Klein Constantia.
Og Vin de Constance bliver en vin, som bliver efterspurgt i hele verdenen. Vinen blev allerede nævnt i Jane Austen’s roman Sense and Sensibility i 1810, hvor en af personerne i historien anbefaler vinen for dens helbredende egenskaber. Selv store verdensmænd som Napoleon, Kong Ludwig XIV, George IV og Kansler Bismarck drak og gemte vinen Vin de Constance i deres private vinkældre.
Den var faktisk så efterspurgt, at rigmænd i starten af det 19. århundrede foretrak Vin de Constance fremfor Château d’Yquem, Tokay og Madeira. Vinen laves fortsat og den var efter sigende også Nelson Mandelas yndlingsvin.
Og Danmark har også spillet en rolle i udbredelsen af den legendariske Vin de Constance. En af dem, som fragtede vinen til Europa var nemlig Frédéric de Coninck. Han var en af datidens mest velhavende handelsmænd, skibsreder og ejede bl.a. Moltkes Palæ i København samt Næsseslottet i Holte samt over 60 fragtskibe, som sejlede til Ostindien og andre steder i verdenen.
Ud fra breve der er fundet i Cape Town, så rådgav Frédéric De Coninck ofte Hendrik Cloete om vinene og salget. Han skrev bl.a., at vinene fra Klein Constantia var de fineste vine, han nogensinde havde smagt. I starten blev vinen sendt til Europa i store tønder, hvilket ikke altid var lige vellykket, da Cloete fragtede vinene med skibe, hvor kaptajnen ikke altid var troværdig. Det skete, at folkene om bord havde pillet ved tønderne og smagt på vinene.
Efter samråd med De Coninck blev de lidt dårligere årgange solgt på hjemmemarkedet og kun de allerbedste vine fragtet til Europa med De Conincks skibe, som altid havde ry for at være pålidelige og sikre. De Coninck fragtede vinen til Europa, hvor han serverede dem for sine venner og vigtige kunder. Også i de det danske kongehus drak man Vin de Constance vinen med stort velbehag.
Frederick De Coninck var en stor vinelsker, og han var ikke tilfreds med bare at give gode råd. Forskellige ting, som Cloete manglede på hans vingård, blev sendt fra den nordlige halvkugle til Kap det Gode håb, bl.a. korkpropper, vinflasker og tøndebånd. Frederick De Coninck døde i København i 1811 og Henrik Cloete døde syv år senere i 1818, men deres breve findes stadig i arkiverne i Cape Town – en bekræftelse på et nært venskab.
Vinlusen, som i slutningen af 1800-tallet kom til Cape provinsen, spredte død og ødelæggelse og samtidig forsvandt Constance vinen fra markedet.
Efter skiftende ejerskab, så blev Klein Constantia i 1980 købt af Duggie Jooste. Ejendommen var meget forsømt og kun 35 hektar ud af de 70 hektar var vinmarker. Store dele af det resterende areal havde aldrig været opdyrket.
Familien Jooste brugte i en årrække mange penge og megen tid på renovering både marker og ejendom. Familien byggede også en ny vinkælder og endelig i 1986 var de parat til at sælge de første vine fra Klein Constantia. Og de har siden fået spredt Klein Constantias navn over hele den store vinverden.
Siden 1986 har Klein Constantia uafbrudt vundet en medalje hvert år for deres vine i sydafrikanske konkurrencer … … og selvom Vin de Constance ikke når tidligere tiders efterspørgsel, så hører vinhuset i dag til blandt de allerbedste vinhuse i Sydafrika. At Vin de Constance er velegnet til royale begivenheder blev bevist i 2015, hvor Englands Dronning Elizabeth serverede Vin de Constance 2008 for den kinesiske præsident Xi Jinping og hans kone ved en officiel statsmiddag på Buckingham Palace.
I 2011 valgte familien Jooste at sælge Klein Constantia til amerikaneren Zdenek Bakala og englænderen Charles Harman, der i 2012 ansatte Hans Astrom som administrerende direktør. Men Duggies søn Lowell Jooste er stadig medlem af bestyrelsen. Senere har de to investorer – sammen Bruno Prats og Hubert de Boüard – også købt Anwilka Vineyards.
Nå, men det var en længere historie … her har vi husets Sauvignon Blanc, selvfølgelig 100% Sauvignon Blanc, lavet på rustfrie ståltanke og har ligget på bærmen – sur lie – i 7 måneder inden de forskellige partier blandes og vinen flaskes.
I næsen er der sådan nærmest grønt græs, en svag lidt mulle/jordslået note, hyld, stikkelsbær, svage eksotiske frugter, orkideer, søde krydderier og en lidt stenet udtryk … mineraler af en eller anden form. I munden virker vinen imidlertid lidt gumpetung med fylde, sødme, krydderier, hvid peber, nødder og er ellers sådan lidt flad i udtrykket. Eftersmagen er dog lang med peber i smagsnuancerne.
Forhandles bl.a. af SuperVin, hvor en flaske koster 145 kr., men 124 kr. ved køb af 6 flasker.
Rating 4/7