Adega Cooperativa de Borba CRL ligger i byen Borba i Alentejo regionen i Portugal og derfra kommer næste vin, som blot kaldes Adega de Borba Tinto … og det er en vin, som burde ha’ et mindreværdskompleks, for jeg har sjældent set mindre prop … både i omkreds og længde.
Rolig nu fyre, ingen grund til at moppe sådanne mindre udstyrede vine … så lad os i stedet kigge nærmere på dette vinkooperativ, som er grundlagt tilbage i 1955 af 13 driftige vinbønder.
Det var nu egentlig lidt af nød, på grund af økonomiske problemer, at vinbønderne slog pjalterne sammen, godt hjulpet af Junta Nacional do Vinho, en statslig organisation, som kontrollerede og rådgav omkring vinproduktion.
I dag er Adega Cooperativa de Borba et stort kooperativ, som omfatter ikke mindre end 300 medlemmer, som leverer druer fra deres samlede 2.000 hektar vinmarker i området. 70 % af høsten er røde druer som Amarela, Periquita, Tempranillo og Shiraz. Områdets geografi er nærmest perfekt til vinproduktion med dets varme somre og kolde, tørre vintre.
Uden denne statslige kontrol og hjælp havde der formentlig ikke have været nogen vinproduktion af betydning i området i dag. Hovederhvervet var dengang primært kornproduktion, og området var i folks bevidsthed kendt som hele Portugals kornkammer. Der skulle gå næsten 30 år, inden forbrugerne fik øjnene op for vin fra Alentejo. S
tore investeringer i produktionsfaciliteter og et massivt fokus på kvalitet har gjort Alentejo til det mest moderne vinområde i Portugal i dag og til en vigtig spiller på det globale vinmarked. Og det samme kan siges om Adega de Borba, som i dag råder over meget store produktionsfaciliteter fordelt på 2 vinerier, hvor det ene er på 12.000 kvadratmeter og det anden og nyere på hele 140.000 kvadratmeter.
Bare i 2011 har kooperativet investeret 12 millioner euro og det betyder også, at kapaciteten i dag er på 1.200 tons druer dagligt, vinifikation af 6.000 tons vin dagligt og med en mulighed for opbevaring af 350.000 hektoliter vin på tanke samt 7.000 paller med vin. Det er dermed blandt Portugals 10 største vinhuse og producerer årligt omkring 12 millioner flasker vin.
Vinene er fordelt på flere serier, nemlig serierne Galitos, Adega de Borba, Convento da Vila, Rótulo de Cortiça, Montes Claros og Senses. I hver serie laves der typisk 3-7 forskellige vine. Derudover laves der også lidt brandy og likør. Denne vin kommer selvfølgelig fra Adega de Borba og er lavet på druerne Trincadeira, Aragonez samt Alicante Bouschet.
Efter modtagelse i vinhuset bliver druerne straks mast og mosten kommer herefter i rustfri ståltanke for gæring ved kontrollerede temperaturer på omkring 25 grader i 6 til 10 dage. Derefter lagrer vinen videre på rustfrie ståltanke i 6-12 måneder inden vinen flaskes. Der laves årligt 2.000.000 flasker af denne vin.
Men smagsmæssigt kan vinen sgu godt finde mindreværdskomplekserne frem, for det er sgu langtfra stor vin. I næsen er der en sjov, træagtig note, mørke bær, let vanilje, spidskommen samt en skæv note, som efterlader dig med et støvet og skarpkrydret indtryk. Smagen er kantet og ubalanceret. Det er ganske vist lidt syre, men den holder ikke rigtig noget på plads, så i stedet bliver der lidt peber, grov frugt og lidt alkohol. Og så har den en lille prop.
Forhandles af Glud Vin, hvor prisen er 79 kr., hvilket virker alt for dyrt.
Rating 2/7