Toppen af hvid bourgogne i Côte de Beaune er Puligny-Montrachet og Meursault. Sidstnævnte regnes for en af de bedste kommuner til fremstilling af de hvide Bourgogne-vine … fede, mineralske, komplekse og elegante. Og netop en Meursault var næste vin, nemlig fra vinhuset Domaine des Terres de Velle.
Vinhuset ligger i Auxey-Duresses omkring 1 kilometer nordvest for Meursault og er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 2009 af det unge og dynamiske par Sophie og Fabrice Laronze. Parret havde inden købet arbejdet sammen på Maison Alex Gambal i Beaune, men en investor fik øje på den lille vingård og anbefalede den til Sophie og Fabrice.
Domaine des Terres de Velle omfatter i alt 6 hektar vinmarker fordelt på parceller i Chassagne-Montrachet, Puligny-Montrachet, Meursault, Auxey-Duresses, Monthelie og Volnay … eller med andre ord nogle af de bedste og mest klassiske appellationer i Côte de Beaune.
Der var egentlig 5 hektar vinmarker, da parret købte vingården, men små parceller i Santenay og Pommard blev solgt fra, så de kom ned på 4,5 hektar. Til gengæld blev der købt ekstra parceller i Chassagne-Montrachet og Puligny-Montrachet. Samtidig omlagde parret alle markerne til biodynamisk dyrkning, men er dog endnu ikke blevet certificeret.
Der produceres mest hvidvin på Domaine des Terres de Velle, fordelt med 60% på de hvide og 40% på de røde. Der laves 14 forskellige vine, hvoraf de 9 er hvidvine, herunder denne Meursault, hvor druerne kommer fra markerne Les Crotots på 0,1157 hektar og Les Grands Charrons på 0,1450 hektar … altså ganske små parceller, helt traditionelt for Bourgogne.
Les Crotots ligger i en fordybning lige under 1. Cru marken Le Porusot, mens Les grands Charrons ligger langs den gamle romersk vej fra Puligny til Auxey. Begge vinmarker har en ler- og kalkholdig undergrund og vinstokkene er omkring 30 år gamle. Druerne på de 2 parceller høstes samme dag og presses i vinkælderen med luftpresse i ca. 2,5 timer.
Som det er sædvane i Bourgogne foregår både den alkoholiske og den malolaktisk gæring på fad. Modning foregår på de samme fad med løbende omrøringer, som afhænger af årgangen og varer omkring et år. Vinen flaskes uden nogen form for filtrering.
Og vi er sgu rykket klasser op i forhold til sidste vin … herlig aromatisk, nærmest smør, modne druer, asparges, ristede mandler, morgenurin (det kan man da kalde animalsk) … men på en god måde, grønne blade, sødme, fedme … men også med nogle mineralske noter. Smagen er både blød, fed og har en meget direkte frugt med en afrundet og fløjlsagtig syre. Smager da alt for godt.
Forhandles bl.a. af VildMedVin, hvor prisen også ligger på hele 345 kr., selvom det ikke engang er 1er Cru.
Rating 6/7