2012 Weingut Freiherr von Gleichenstein, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2012 Weingut Freiherr von Gleichenstein, Oberbergener Bassgeige Spätburgunder, Baden, TysklandFra vort germanske togt lige én af de mange smagte vine … en Oberbergener Bassgeige Spätburgunder fra Weingut Freiherr von Gleichenstein, som vi passerede i Oberrotweil, men ikke besøgte.

Weingut Freiherr von Gleichenstein holder som nævnt til midt i Oberrotweil … ikke langt fra Salwey i en imponerende bygning med en tilhørende kæmpe park omkranset af en lang mur. Vinotheket/vinbutikken ligger i en gammel lade ud til hovedvejen.

Vingårdens historie går helt tilbage til 1490, hvor klosteret St. Blasien byggede vingården, som en af deres mange vingårde. Siden 1634 har vingården været i familien von Gleichensteins eje.

Og familien von Gleichenstein har titlen Freiherr … en slags adelstitel, som vel nærmest svarer til baroner. I Tyskland er det den næstlaveste rangerede adelstitel … over Ritter (en slags ridder), men under fx Graf of Herzog … greve og hertug.

I dag drives vingården af Freiherr Johannes og Freifrau – ja det hedder det sgu – Christina von Gleichenstein. De overtog i 2002 driften efter Johannes far Freiherr Hans Joachim von Gleichenstein. Fra at være et landbrug med forskellig avl, så producerer familien i dag udelukkende vin.

Weingut Freiherr von Gleichenstein har samlet 50 hektar vinmarker, og de ligger lidt spredt i Kaiserstuhl. Det er bl.a. markerne Oberrotweiler Henkenberg, Ihringer Winklerberg, Achkarrer Schlossberg og så Oberbergener Bassgeige. Det er netop sidstnævnte, som har leveret druerne til denne Oberbergener Bassgeige Spätburgunder.

Bassgeige betyder i øvrigt kontrabas og er bogstaveligt symbol for byen Oberbergen. Navnet skyldes, at marken – set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har den simpelthen fået dette navn. Kontrabassen kan ses ved indgangen til byen – smukt udsmykket med blomster – og ved det lokale kooperativ Winzergenossenschaft
Oberbergen, som også har kontrabassen som deres logo.

bassgeige
Her lige en blomsterdekoreret kontrabas på vej ind i Oberbergen

På de 50 hektar dyrker vinhuset druesorterne Spät-, Grau- og Weißburgunder samt Muskateller, Chardonnay og Müller-Thurgau.

Denne Oberbergener Bassgeige Spätburgunder har lagret 15 måneder på barriques, som tidligere er brugt to gange tidligere. Den er godt tør … i hvert fald er der alene 0,8 grad restsukker pr. liter.

I glasset virker vinen knap så transparent som de andre Spätburgundere, som vi smagte i Kaiserstuhl. Næsen er klar Spätburgunder … lidt landlig og sødmefuld stald, men også lidt kaktus, sæbe, en dyb syre, eg, blåbær, granatæbler og krydrede elementer med nelliker og et lidt støvet udtryk.

I smagen en god omgang peber, fin lethed egentlig, lidt ribs … meget easygoing og nem. Syren bliver dog en spids for anstrengt og det hele lidt for pebret, stramt og der savnes lidt blødhed til at binde det hele sammen.

Pris på vingården er 15,00€ … eller 112 kr.

Rating 3,5/7 half_thumb

Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim

Efter enhver weinfest kommer der endnu en dag … her skønt suppleret med svag og selvforskyldt hovedpine. Selv en tidlig løbetur op i vinmarkerne over Oberbergen – med et betagende view over byen – kunne ikke helt kurere den infame banken … men dann haben Wir doch anderes Metoden … nemlig flere besøg hos vinproducenter.

Vi havde alene kunnet få 2 overnatninger på Scwarzer Adler – full besetzt – så vi skulle desværre flytte hotel og havde valgt Kreutz-Post i Burkheim til vores sidste overnatning. Derfor var det selvfølgelig helt naturligt at starte dagens besøgsrække med Weingut Bercher, som ligger smukt lige centralt midt i Burkheim.

Weingut Bercher er et lille familiedrevet vinhus, som kan spores helt tilbage til 1457. Oprindeligt kom familien Bercher fra Schweiz, men flyttede efter 30-års krigen i Böhmen til Kaiserstuhl.

I over 300 år har den lille, maleriske by Burkheim været hjem for den lille vinfamilie og siden 1756 har familien haft til huse i den historiske ejendom, hvor man næsten kan mærke historiens vingesus.

bercher-den-gamle-vingaard
Den gamle ejendom tilhørende Weingut Bercher

Franz-Michael Bercher byggede den flotte og imponerende ejendom i 1756 og den er fortsat i dag hovedsæde for vinhuset og familien i flere generationer. Den indeholder bl.a. en imponerende stor vinkælder, hvor alle husets vine bliver produceret og lagret … og den ligger lige under hovedejendommen og er ganske imponerende med virkelig højt til det hvælvede loft.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, og de bedste marker er markerne Burkheimer Feuerberg, Burkheimer Schloßgarten, Jechtinger Eichert og Sasbacher Limburg. Der dyrker familien sorter som Spätburgunder, Grauer Burgunder, Weißer Burgunder, Muskateller, Riesling, Scheurebe, Chenin Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot og Lemberger.

bercher-et-kig-ind-i-gaarden
Et kig ind til gården bag ejendommen

I dag er det den 9. og 10. generation Bercher, som driver vingården, nemlig i form af Eckhardt Bercher og hans søn Martin, som står for dyrkning af vinmarkerne, samt Rainer Bercher og hans søn Arne, som forestår vinfremstillingen.

bercher-inde-i-smagelokaletDet ene smagelokale hos Bercher

Vi ringede på udenfor hoveddøren og blev vist ind i et af husets gamle smagerum … solid, ældre tysk stil med masser af træmøbler fra en svunden tid. Da gårsdagens vinfest stadig boblede i kroppen, så holdt vi os til smagning af husets Spätburgundere.

Vor vært præsentere os ganske kort for vinene – en efter en – men da den værste travlhed var taget af, så satte han sig ned ved vort bord og gav sig god tid til at fortælle om vinene.  Det viste sig, at det netop var Martin Bercher … en af husets ejere.

Da han fandt ud af, at vi havde taget den lange vej fra Danmark til Kaiserstuhl alene for at smage deres vine, så åbnede han virkelig op og vi fik et herligt indblik i vinene og produktionen hos Bercher. Vi var specielt betaget af deres Spätburgunder Sasbacher Limburg … en Erste Lage vin, som vi købte en kasse af.

bercher-gg
Her nogle af de herlige sager, som vi smagte

Da temperaturen igen nærmede sig de 35 grader anbefalede Martin, at vi skulle leje et par cykler og alene bevæbnet med badeshort og et håndklæde cykle en tur til Burkheimer Baggersee for et kold dukkert … et sted, hvor de lokale tyskere valfarter til om sommeren.

Et godt råd … men vi havde nu i stedet planer om flere besøg hos vinproducenter, selvom en kold dukkert lød som frelse for både de høje temperaturer og det fortsat værkende hoved.

Vi fik efter smagningen en stor rundvisning i kælderen … både det imponerende rum til lagring af vinen på store, gamle egefade og nye barriques samt produktionslokalerne længere inde i kælderen. Specielt det store lagringsrum med 5-6 meter til det hvælvede loft er helt fantastisk … og en total overraskelse, når man går ned af den stejle trappe under ejendommen.

bercher-gamle-fade-og-nye-barriques
Gamle egefade og nye barriques i kælderen

Efter rundvisningen fandt Martin vores vin … og en ekstra flaske vin som gave … en Weissburgunder, som han mente, at vi skulle drikke om aftenen.

bercher-martin-fortaeller
Martin Bercher fortæller om produktionen

Sammenlagt et helt fantastisk besøg … og stor tak til Martin Bercher for at give sig tid til at fortælle om vinene og vise ejendommen frem for os. Vi slutter selvfølgelig lige med et par turistbilleder fra kælderen.

bercher-to-danskere-i-den-store-kaelder
Her får man lidt fornemmelsen af størrelse af vinkælderen

bercher-houlberg-og-martin-bercherMartin Bercher og Houlberg

bercher-i-kaelderenEndnu et view fra kælderen

Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein

Efter 2 x vinbesøg hos henholdsvis Weingut Franz Keller Schwarzer Adler samt Weingut Salwey havde feststemningen ramt de to randrusianere i Oberbergen … og hvad er så mere naturligt at feste videre til en vaskeægte sydtysk vinfest?

Vi havde inden vores ankomst til Kaiserstuhl kort snakket om, at der i weekenden 26.-29. august blev afholdt den årlige Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein … men blot som én mulighed ud af mange.

Men nu virkede et besøg på vinfestivalen som det mest naturlige i verdenen og så var der ikke langt fra tanke til handling. Vi sprang på en af de mange busser, som fragtede vinglade tyskere og andet godtfolk til Breisach … og vi to var således dermed en officiel del af dette godtfolk af anden herkomst, to skandinaviske vikinger i Rheinland til vinfest.

weinfest-pladsen
En stor og hyggelig plads – Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg

Det var mit første besøg på en vinfestival, som bød på en lang række boder med fortrinsvis vin, men også alskinds mad som currywurts, flammkuchen, Jägerschnitzel mit Spätzle samt specialiteter fra Baden området. Et rent slaraffenland for vinelskere, gourmeter og godtfolk. Og vinfesten er da også et rent tilløbsstykke.

Det er primært kooperativer, som viser deres vine frem på Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg, bl.a. kooperativer som Winzergenossenschaft
Oberbergen, som vi havde passeret tidligere på dagen på vej til Salwey, Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil, som jeg for et knap et par år siden stødte på i kælderen på Nimb, da jeg smagte deres lille undseelig Blauer Spätburgunder Riserva, som jeg fandt ganske spændende.

Samlet var der omkring 16 store vinkooperativer samt 8 private, selvstændige vinproducenter, nemlig Weingut Abril, Weingut Bercher-Schmidt, Weingut Peter Briem, Weingut Engist, Friedrich Kiefer, Weingut Hiss, Staatsweingut Freiburg og Weingut Rudolf Zimmerlin … eller sagt på en anden måde … rigtig stor mulighed for at smage vin fra Kaiserstuhl og omegn.

Og da hvert vinhus vel havde omkring 20-25 forskellige vine, som kunne købes by-the-glass til mellem 1,50-5,00 €, så bød vinfesten således på ikke mindre end rundt regnet 400-500 forskellige vine … lidt af en opgave at komme igennem.

Vi gjorde dog et hæderligt forsøg. Først skulle vi købe det obligatoriske vinglas og så var det ellers bare at gå i gang. Og folk var i god stemning, glade og meget imødekommende.

weinfest-hornmusik-ii
Die Bremer Stadtmusikanten

Der var underholdning i form af hornorkesteret Die Bremer Stadtmusikanten samt dans til et ældre, bedaget med stadig fungerende populærorkester kaldet Big Daddies. En sand folkefest … og vi var midt i orkanens øje. Herligt. Man havde også kåret en lokal Weinprinzessin, men hende så vi nu ikke, da kåringen sket, mens vi sad i bussen på vej til vinfesten.

frei0095
Her får I dog et foto af årets weinprinzessin

frei0114
Okay, så et mere … og prinsessen har naturligvis et glas vin i hånden

Big Daddies
Og selvfølgelig også et foto af Big Daddies

weinfest-hornmusik
Hornmusik for fuld udblæsning

Vi fik smagt meget forskelligt og der var bestemt rigtigt mange gode vine blandt dem, som vi valgte ud. Vi skiftedes til at købe to glas for derefter at udfordre hinanden på, hvilken druesort vinene var lavet på. Vi fik smagt os igennem nogle druesorter.

Underligt nok var en del af de røde Spätburgunder vine ikke kolde i mange boder, hvilket var lidt en skam. Alligevel imponerede en Spätburgunder Oberbergener Baßgeige Edition Terrior fra netop kooperativet Winzergenossenschaft Oberbergen samt en Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Vini Grande fra Burkheimer Winzer.

Da temperaturerne imidlertid lå lige under 30 grader, så holdt vi os dog mest til de kølige hvidvine, dvs. masser af Weisser Burgunder, Grauer Burgunder, men også andre druesorter som Scheurebe, Chardonnay, Riesling, Rivaner fik vi smagt.

weinfest-striebeleStriebele – en specialitet i Baden

Også de fristende madboder blev besøgt, bl.a. fik vi en Striebele … en specialitet fra Baden. Det er slags vaffel, hvor dejen langtsomt hældes i frituren, således den danner en sjov kugle, som serveres med puddersukker ovenpå.

weinfest-nat
Masser af mennesker til vinfesten

Vi havde egentlig snakket om at tage første bus hjem … men hyggede os, så vi snuppede en langt senere bus, da fyrværkeriet for længst havde oplyst nathimmelen til alle store tilfredshed. Er man til fest, så er man til fest.

Vejret var fantastisk, og da vi ankom til hotellet ved 01.30-tiden var der fortsat 28 grader. Vi kunne lige nå et sidste glas Spätburgunder … og det blev et glas Franz Anton Selection, som vi nød på bænken udenfor hotellet.

2015 Domaine Kumpf et Meyer, Muscat Westerberg, Alsace, Frankrig

2015 Domaine Kumpf et Meyer, Muscat Westerberg, Alsace, FrankrigSå er vi retur hos den unge unge Julien Albertus fra Domaine Kumpf et Meyer, som tidligere har fascineret og betaget mig med deres vine. Denne gang er det med vinen Muscat Westerberg.

Jeg skal ikke skrive en helt masse om vinhuse, men der blot henvise til tidligere indlæg på vinene Riesling Grand Cru Bruderthal og den lille Restons Nature Pétillant Naturel.

Muscat Westerberg er jo ren Muscat … ikke en drue, som ofte finder vej til min blog. Muscat er en lidt sart sort, der ikke kan gro i al slags vejr og klima. Syreindholdet er lavt og det gør, at den ofte bruges i mousserende vine samt dessertvine.

Her har vi dog en tør udgave, hvor druerne selvfølgelig kommer marken Westerberg, som dog ikke er en Grand Cru mark … men en almindelig 42 hektar stor mark mellem Rosheim og Rosenwiller.

På Westerberg er der primært plantet Sylvaner, Gewurztraminer, Riesling og Pinot Noir, men Kumpf et Meyer har altså lidt Muscat på deres parcel. Lavet ved, at vinen gærer helt ud … ingen tilsætningsstoffer og flasket inden filtrering.

Duftmæssigt er der lidt permanentvæske, muskatnødder, spidskommen, koriander, hyld samt en omgang rustik mødding … den skal jeg lige tænke over … men Muscat druen er egentlig meget karakteristisk.

Smagen er sådan lidt afdæmpet, nærmest svag i udtrykket med en lidt nøddet smag samt både lidt metallisk og grøn note. Syreindholdet er lavt, og dermed mangler jeg lidt nerve i vinen. Men ellers en dejlig vin … men slet ikke på niveau med husets Riesling Grand Cru Bruderthal. Måske er jeg blot ikke en Muscatmand.

Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 110 kr.

Rating 4,5/7 

2015 Collective Z, Spektakel, Pfalz, Tyskland

2015 Collective Z, Spektakel, Pfalz, TysklandCollective Z hedder et lille vinbrug, som ligger ved byen Leistadt omkring et par kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz vinregionen. Det er lige i udkanten af en af de store skove i Pflaz, hvor jorden er kalkholdig med kalksten og småsten.

Vinhuset er – som navnet indikerer – et kollektiv bestående af Christoph, Helmut, Alex, Marie, Simon og Elisabeth. Det er dog Christoph Ziegler, som udadtil tegner det lille kollektiv, som laver vin fra økologisk drevne vinmarker med gamle vinstokke. Og endda nærmest efter biodynamiske principper, bl.a. sørger Elisabeth for de heste, som bruges i markerne … sammen med den røde traktor på billedet ovenover.

Collective Z har alene små parceller, som enten er for små eller for gamle for de fleste andre vinproducenter, men det passer de vilde unge i Collective Z fint, for så kan de lave lige præcis de vine, som de synes er spændende og endda fra vinstokke, som ofte er mellem 25-50 år og et naturligt lavt udbytte.

Alle druerne håndplukkes og vinene fermenteres spontant og gæres helt ud. Denne Spektakel er lavet på ren Dornfelder, som jo faktisk er Tysklands næstmest plantede druesort. Vinen er gæret 7 måneder på stål og 2 måneder på gamle fade. Er blevet sikret med en knivspids svovl inden ufiltreret flaskning.

I næsen er det en frisk og ung vin … godt med jordbær, ja faktisk masser af jordbær og meget let i udtrykket. Slet ingen mørk og tanninrig Dornfelder, men en let, næsten tynd og legende sommervin. Har lidt landligt eller animalsk præg, rabarber, grønne noter, lavendel, timian og svag kanel.

Smagsmæssigt virkelig let … Martin fra Extra Brut siger selv bællevin, og det giver god mening. Let, syrlig med bolsjesødme og ganske easygoing. Lige til at holde af.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 135 kr.

Rating 4,5/7  half_thumb

2006 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, Italien

2006 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, ItalienOg hvorfor ikke oss’ tage samme Barolo Albe i en ældre årgang? Her har vi Azienda Agricola G.D. Vajras Barolo Albe i årgang 2006 … 10 år gammel Nebbiolo nektar.

Den havde jeg – tilfældigvis – nydt ved vores lille tirsdagsklub på jobbet ugen før Selection smagningen af vinene fra G.D. Vajra hos Vinspecialisten. Dermed en ganske oplagt mulighed for at vurdere forskellen mellem en ny, ung 2012’er og denne ældre 2006’er.

Selvfølgelig lavet med druer fra de 3 Barolo marker Fosatti, Coste de Vergne og La Volta, som ganske vist ikke hører til blandt de mest kendte marker i Barolo. Husets top Barolo kommer da også fra en helt anden mark, nemlig Bricco delle Viole.

Vinen er lavet helt traditionel med 20 dages maceration og gæring ved mindre end 32 grader, efterfulgt af 42 måneders lagring på 25-50 hektoliter fade af slovensk egetræ.

I glasset er vinen en anelse mere transparent end 2012’eren, men viser svage tegn begyndende ældning, hvilket dog ikke er tilfældet med næsen, som præges af syrlighed, animalske noter, stramhed, violer, en smule blyantstifter, mentol, mynte eller kampfer, bark, lakridsbolsjer, hindbær, ribs og lette noter af roser og blomster.

Smagsmæssigt en flot, flot styring af syren i et blødt bid med frugt, hindbær, ribs, grafit og urolig tørhed. Tanninerne er fortsat markante … endda mere end i 2012’eren og vinen nærmest sætter sig insisterende på fortænderne. Herligt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2012 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, Italien

2012 G.D. Vajra, Barolo Albe, Piemonte, ItalienSelection smagningen sluttede med Barolo … ganske vist ikke en enkeltmarksvin, men denne Barolo Albe fra G.D. Vajra, hvor druerne kommer fra flere forskellige marker.

Druerne til Barolo Albe kommer nemlig fra de tre vinmarker Fossati, Coste di Vergne og La Volta, der alle ligger i 400 til 440 meters højde med en beplantningstæthed mellem 4.000-4.400 planter pr. hektar.

Vinen er lavet helt traditionel med 20 dages maceration og gæring ved mindre end 32 grader, efterfulgt af 42 måneders lagring på 25-50 hektoliter fade af slovensk egetræ.

Og man mærker allerede i næsen, at denne er langt mere både elegant og kompleks. Det er ganske animalsk med champignon, rødder af en eller anden slags, jordbær, violer, blomster, rosenblade og en smule cigaræsker.

I munden er det elegant, rund … faktisk overraskende rund og virker slet ikke så syrlig, som man ellers kunne forvente at sådan en ung Barolo. Det er blødt og syren utroligt tøjret, selvom den fortsat ligger lige under tungen og insisterer … på en blød måde. Utroligt, at dette er en 2012’er.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 295 kr.

Rating 5,5/7  half_thumb

2014 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2014 G.D. Vajra, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienNu bevæger vi os fra Fiat til Lancia … fra de sekundære druer til Nebbiolo, druen som vel kan betegnes som kongen af de italienske druesorter … her med en Langhe Nebbiolo fra G.D. Vajra.

At det er en Langhe Nebbiolo betyder, at den kommer fra området/regionen Langhe … et område ved bjergene over Tanoro floden ved Alba.  Langhe dækker altså også over appellationerne Barolo og Barbaresco og blev en DOC appellation i 1990’erne, således man kunne klassificere den vin, som før blot var almindelig og simple Vino da Tavola.

Derudover er der ikke – som med Barolo og Barbaresco – krav om, at vinen skal ha’ ligget på eg og dermed er mange Langhe Nebbiolo’er også ofte alene vinificeret og lagret på rustfrie ståltanke uden brug af det mindste eg.

Druerne kommer fra forskellige vinmarker, bl.a. fra de yngste vinstokke på Barolo vinmarkerne Bricco delle Viole og Fossati. Vajras Langhe Nebbiolo er ikke tiltænkt at skulle være en mini Barolo, men derimod en fortolkning af Nebbiolo druen, når den næsten udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke … dvs. at kun en ganske lille procentdel bliver lagret på eg … og endda kun i de mest kraftfulde årgange.

Duftmæssigt mærkes det også, at den syrlige skrue er strammet yderligere. Duften er lyse bær, granatæbler, ribs, stikkelsbær, grønne buske, violer, grafit, blomster, lidt eg og en smule krydderier. I munden er der også godt med syre, så trutmunden hurtigt findes frem … syren er ganske forførende, ung og jomfruelig. Det er ikke en vin, som appellerer til bredden … men hva’ gør det? En flot krydret og syrlig eftersmag holder godt ved.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 200 kr.

Rating 4,5/7  half_thumb

2014 G.D. Vajra, Piemonte Rosso, Piemonte, Italien

2014 G.D. Vajra, Piemonte Rosso, Piemonte, ItalienDenne Piemonte Rosso er en søstervin til den tidligere anmeldt Piemonte Rosso … har samme kedelige etiket og er en ny vin i Azienda Agricola G.D. Vajras sortiment … en bastard i et skønt mix af både Dolcetto, Barbera og Nebbiolo.

Dermed lægger den sig også en smule op ad Vajras vin Langhe Rosso, som er et blend på Pinot Noir, Barbera, Dolcetto, Nebbiolo og Albarossa.

Som på den hvide Piemonte Bianco står der et M R på flasken, og det henviser til ejendommen Monterustico, som ligger i den lille by Farigliano omkring 10-15 kilometer syd for huset vingård tæt på Barolo.

Det er nemlig derfra, at druerne til både Vajras Piemonte Bianco og Piemonte Rosso kommer. Der laver G.D Vajra en række nye vine og eksperimenterer samtidig med sammensætning af gamle piemontesiske druesorter.

Der er ingen oplysninger om, hvor meget der er af hver druesort i blendet og heller ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet, så derfor springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen er der bestemt langt mere at komme efter end den foregående Dolcetto d’Alba. Frugten er langt rundere og langt mere tilgængelig. Der er mere sødme, god tæthed … men det er fortsat tørt, grønt med klare italienske gener.

Smagsmæssigt er vinen herlig tør … alligevel med den runde frugt, tydelige tanniner, selvom de ikke bider så voldsomt. Derudover grønne elementer og en fin syre, som leger og spiller på tungen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr., men pt. på bud med en pris på 80 kr, hvis du køber 2 flasker.

Rating 4/7 

2015 G.D. Vajra, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2015 G.D. Vajra, Dolcetto d'Alba, Piemonte, ItalienVi haster videre med vino nummero due fra Azienda Agricola G.D. Vajra … en Dolcetto d’Alba i en helt frisk årgang 2015.

Dolcetto er en drue, som altid spiller 3. violin i Piemonte efter Nebbiolo og Barbera. Den findes næsten udelukkende i Piemonte og næsten altid i de mest kølige egne, hvor de andre sorter ikke modner tilstrækkeligt.

Dolcetto er nemmere at dyrke, har generelt større udbytte, modner tidligere end Nebbiolo og Barbera … men har slet ikke samme opmærksomhed som sine populære søstre og giver ofte også alene jævne vine.

Dolcetto betyder lille søde på italiensk, hvilket dog er ganske misvisende, idet vine på Dolcetto er meget tørre med duft af bitre kirsebær, en kraftig garvesyre og generelt langt mere kantede. Vinene på Dolcetto er frugtrige og skal drikkes unge.

Det er en vin, som er lavet uden brug af eg overhovedet … alene vinficeret og lagret 6 måneder på rustfrie ståltanke.

Næsen er præget af mørke og bitre kirsebær, blåbær, krydderier … sådan ovre i spidskommen og andre næsten arabiske krydderier, timian, hø og generelt virker vinen meget ung, stram og nærmest utilgængelig.

Smagen er krydret med nogle af de samme krydderier som i næsen samt peber, mørke bær, dyb kantet med stramme tanniner og virkelig italiensk og bidende mørk syre. Ikke en særlig imødekommende vin … lidt som en Fiat, der alene kører på 3 cylindre og har en del buler. Meget italiensk … men ikke helt godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 135 kr.

Rating 3/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger