2022 Bodegas Torre Oria, TO Viura Sauvignon Blanc, Valencia, Spanien

2022 Bodegas Torre Oria, TO Viura Sauvignon Blanc, Valencia, SpanienNæste sommervin er en billig af slagsen og kommer fra Bodegas Torre Oria og er deres 2022 TO Viura Sauvignon Blanc.

Bodegas Torre Oria er grundlagt tilbage i 1897 af familien Oria de Rueda, ligger i Utiel-Requena vest for havnebyen Valencia og regnes i dag som en af områdets vigtigste vingårde.

Vinhuset fik oprindelig succes med deres mousserende vine og var de første uden for Catalonien, som fik licens til at lancere dem som cava. Det erfarne vinhus producerer dog også rødvine og hvidvine … altid med fokus på value-for-money.

I 2012 kom Portobello Capital ejet af Eloy Bautista samt Pablo Aranda med i ejerkredsen med en 35% ejerandel … og med Eloy Bautista som leder har man startet en ny udvikling med fokus på produktion til eksportmarkederne og har planer om udvidelse af produktionen til 70 millioner flasker vin årligt.

Her smager vi deres TO Viura Sauvignon Blanc, der – som navnet også siger – er lavet på to druesorter, hvilket nemlig er 70% Viura aka Macabeo og 30% Sauvignon Blanc fra udvalgte marker nær Valencia. Vinen er alene lavet med en kølig gæring samt kort modning på ståltanke.

Duften er sådan lidt sødkrydret …frugten er klar melon, gul honningmelon, hyldeblomst, bløde pærer og lidt papkasser, umami aromaer samt en smule blandede nødder. Samlet en lidt lodden og smørblød duft.

Smagen er også blød med syltede citroner, lemon, grape og så ellers  modne pærer og melon. Vinen har sådan en sød bitterhed, som ikke er kompleks, men i stedet er meget ligetil med en rund venlig, så dermed 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 39,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2022 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, Frankrig

2022 LGI Wines, Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard, Gascogne, FrankrigDenne 2022 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard er lavet af Divin Père & Fils, der er en del af det store vinfirma LGI Wines, der skræddersyr private labels vin og andre vine under flere  forskellige navne … også denne fra det mere ukendte område Côtes de Gascogne.

Den innovative vinhus ejer egentlig ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så alle vinene på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Denne 2022 Crique Dream Sauvignon Blanc Colombard er – som navnet indikerer på et mix af den kendte Sauvignon Blanc og den mere ukendte Colombard, som jo netop er udbredt i Gasgogne og anvendes i både Cognac og Armagnac.

Det skulle være halvt af hver … altså 50% Sauvignon Blanc og ligeledes samme mængde Colombard, som kommer fra kalkholdige marker nær Det Atlantiske Ocean, hvor en kølig maritim indflydelse giver druer og vin, som er præget af saltet mineralitet.

Druerne høstes i de tidlige morgentimer, hvor temperaturen er lavest. En kølig udblødning af mosten udtrækker ekstra aromaer fra drueskindet allerede inden gæringen. Skånsom pneumatisk presning frigør druemosten, som gærer i ståltanke ved lave temperaturer og efter gæringen er lagret 4 måneder sur lie i ståltankene.

I næsen er der både grøn syrlighed og noget eksotisk frugt … det er grøn peber, melon, søde pærer, sandaltræ, moskusagtige noter, lidt lemon … dog på en lidt sød måde.

Smagsmæssigt har vinen egentlig en frisk, krisp frugt … mest melon, pærer og så lemon, men en sød lemon suppleret med syrlig æblesaft, hyldeblomst og egentlig en sprød, grøn syre, så dermed 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 52,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigSidste måned smagte jeg en dejlig burgundisk hvid Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i vinglasset og nu er der atter en hvidvin i vinglasset fra vinhuset … deres 2022 Bourgogne Chardonnay.

Chardonnay druerne til vinen håndplukkes fra sydburgundiske terroirs med ler- og kalksten i Côte Chalonnaise og Mâconnais, hvor man umiddelbart efter høst presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.

Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende lagring over 10 måneder på ståltankene.

I næsen er det mest melon, pærer, kvæde … måske endda med en snert af noget eksotisk frugt som fersken og mango samt syltede citroner. Det er tørt, præcist og indbydende med en lidt kalket mineralitet og nødder på en lidt landlig facon.

Smagsmæssigt er det en meget levende vin, hvor der ikke er meget fedme eller sul på skellettet, så dermed får man en ren, rank og frisk vin med krisp syre og en frugt med æbler, pærer, moreller og citron, bare helt ind til benet og faktisk rigtig, rigtig fin. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Cantine Buglioni, Lo Spudorato Spumante Brut, Veneto, Italien

2019 Cantine Buglioni, Lo Spudorato Spumante Brut, Veneto, ItalienVi kender jo mest Cantine Buglioni for deres dybrøde venetianske vin som klassiske Amaroner og Ripasso vinen Il Bugiardo, men de laver skam også andre vine, som nu fx denne 2019 Lo Spudorato Spumante Brut.

Jeg har smagt vine fra Cantine Buglioni mange gange og skrevet om vinhuset, men denne mousserende vin har jeg aldrig smagt før. Den er lavet på 80% Garganega og 20% Durello, der efter høst er knust og presset inden gæring i rustfrie ståltanke over 15 dage ved 14 grader.

Andengæringen er ikke sket i flaske, men efter den billigere charmatmetode i tryktanke over 30 dage inden anden yderligere lagring sur lie i yderligere 30 dage inden aftapning på flaske.

Spændende duft … virkelig landlig, animalsk med en nøddet aroma, mens frugten  virker meget gul og blød med fersken og modne, gule pærer samt nogle søde noter med sød, finsk lakrids, vanilje, mandler, honning, blomsterpollen og bruser godt op i næsen … men på en sød og venlig måde.

I munden er der mere kontrol med tøjlerne … har en aggressivt brus, som dog er meget behageligt og så følger en frugt, der måske nok er cremet og blid, men det er med sure citroner suppleret med nogle mere eksotiske frugter, fersken, abrikos … alt meget rent og pænt, hvilket giver masser af drikkeglæde. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Wine and Brands, Signature Chef Claus Holm Grenache Blanc IGP Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Claus Holm Grenache Blanc IGP Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigJeg nappede da fluks endnu en Signature Chef fra Wine and Brands og det var såmænd denne 2022 Signature Chef Claus Holm Grenache Blanc IGP Pays d’Oc.

Vinen er fremstillet på 100 % Grenache Blanc, der kommer fra nogle af Klaus Rune Hansens vinmarker i Languedoc nær Narbonne.

Her bliver druerne plukket om natten for at bevare deres friskhed, hvorefter de nænsom presses i vineriet. Vinen gærer relativt køligt og gennemgår ikke malolaktisk
gæring for at give så frisk og autentisk en smagsoplevelse som muligt.

Duftmæssigt er vinen svagt parfumeret, har lidt nødder og ellers godt med æbler, æblemost, pærer, lemon og samlet med en lille og rar sødme, tørre papkasser og spidskommen. Den virker blid, blød og pleasende uden afstikkere af nogen art, så det er friseret, agtværdigt og samtidig en smule neutralt.

I munden er vinen ganske saltet … igen kommer der fersken, godt med lemon, noget tropisk frugt, som næsten er tørret, for frugten er kraftig, intens og koncentreret. Det giver masser af smag med kant af sandaltræ, søde krydderier og egentlig et lavt syreniveau, så Houlberg ender på 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigFlere kendte kokke som fx Jamie Oliver og danske Claus Holm, Claus Meyer og Thomas Rode har lagt navn til gryder, pander og endda madvarer … og nu er tiden kommet til vin. Først smager jeg 2022 Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc lavet af firmaet Wine and Brands.

Det er et fransk firma, som er grundlagt og drives af danske Klaus Rune Hansen, der både er foredragsholder, forfatter, kunstner og vinbonde. Han bor i Frankrig og har i mere end 20 år beskæftiget sig med kommunikation og personlig udvikling.

Han var i over 15 år ejer af et reklamebureau i Frankrig og det udviklede kreative reklameløsninger for kunder som Maison Castel, Groupe Boisset, le Palais des Festivals et des Congrès i Cannes, Grimaldi Forum og Société des Bain de Mer i Monaco, Vin de Provence og Inter Rhône.

Lige siden oprettelsen har bureauet arbejdet med uafhængige vinproducenter og store vingrupper om deres kommunikation og  strategi. I dag er han en glad vinmager og ejer af Wines and Brands, som laver vine fra Frankrig, hvor det har adgang til 350 hektar vinmarker.

I Wine and Brands laver Klaus så – sammen med franske Gérard Guiter, der tidligere har lavet vin på Domaine Cachiquet – en række forskellige vine i 9 forskellige serier … og 3 af dem er Signature vine under Signature Sommelier Fabrice Sommier, Signature Chef France og Signature Chef Wold-Wide.

Det er fra sidstnævnte, at denne Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc kommer. Udover Dak har den danske kok Claus Holm lagt navn til nogle af vinene. Samlet har 13 kokke i både Frankrig og andre lande lagt navn til nogle af vinene.

Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc 2002 er lavet på 100% Chardonnay fra vinmarker i den sydvestlige del af Frankrig nær Narbonne. Vinstokkene er 50 år gamle og kun de bedste druer finder vej til den færdige vin.

I vineriet er de først presset og så gæret på ståltanke ved kølig temperaturer ved 18 grader. Derefter er vinen blot lagret på de store ståltanke … men hvor land tid fremgår ikke.

Duftmæssigt er det tropisk sommer … ananas, papaya, melon, fersken, abrikos samt nogle pærer. Det virker meget saftigt, men har også lidt stearin, paraffin samt en anelse blomster og urter. Det er måske ikke kompleks, men bundet ganske fint sammen.

I munden er vinen også fyldig, men ikke så meget, som duften først indikerede. Der er grønne pærer, godt med lemon og syltet citron og masser af bid. Syren er robust, har nogle saltede elementer og sidder i munden i lang tid på en hårdfør måde. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, SpanienNår vejret nu engang skriger på hvidvin, så fortsætter jeg da bare med endnu en Albariño vin fra kooperativet Bodegas Martín og det var denne 2022 Martín Códax Albariño.

Vinen er på ren 100% Albariño, hvor druerne er høstet med et udbytte på 58 hektoliter pr. hektar og er så ellers lavet på temperaturstyrede ståltanke uden lagring af nogen slags.

Duftmæssigt minder vinen på flere måder om Marieta, men er ikke så vild og ustyrlig, men virker mere som den flinke pige i klassen, har en lidt federe og mere eksotisk frugt med melon, fersken, stikkelbær, pærer og lemon … søde krydderier samt jern efter brug af en vinkelsliber.

I munden er vinen dog langt mere frisk, syrlig og grøn med citroner samt en snas grape … meget frisk og ligetil. Der er også sure æbler, grønne æbler og meget aromatisk i smagene. Det smager sgu godt, selvom jeg fortsat har den vilde lillesøster Marieta i tankerne, men er man til den velopdragne og knap så flamboyante pige uden så meget parfume på, så er dette en lille ener.  91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen på tilbud er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, Spanien

2022 Bodegas Martín Códax, Marieta Albariño, Rías Baixas, SpanienSommervejret både kaldte, råbte og skreg på hvidvin og svaret kom prompte i form af denne Marieta Albariño fra kooperativet Bodegas Martín Códax og i Marieta har i denne årgang 2022 aldrig været bedre … men det vender jeg jo fluks tilbage til.

Med Marieta er vi på kooperativets ejendom i Rías Baixas, hvor vinen selvfølgelig også er lavet på 100% Albariño, som jo er en af Spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier.

Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet Alba-Riño betyder den hvide fra Rhinen. Efter sigende skulle tyske munke have haft druen med til Galicien i 1200-tallet … og Rías Baixas ligger jo lige præcis i Galicien.

Sikkert er det dog, at Albariño er en aromatisk sort, der er lys og lettere end aromatiske sorter som Viognier og Gewürztraminer, men Albariño er rigere på syre, hvilket får den til at virke frisk.

Vinen er lavet med alkoholgæring ved 16-18 grader i rustfri ståltanke, men gæringen afsluttes ved kulde, således der bevares en smule sødme …. og den ligger på 14 gram restsukker pr. liter.

BOOM … sikke appetitlig aroma … blomster, tulipaner, blomtervand, hvidtjørn, tropisk frugt, mango, ananas, æblekompot, gær, med klar aromatisk slagside … pivfrisk og parfumeret med en lille vildskab, partymode og overstadighed.

Smagen er også pivfrisk med bid af citroner, lemonsaft … og så har den også både venlighed, let sødme, lemon syrlighed og bitterhed, men smager sgu bare vildt godt og atter på denne uhæmmede, tøjleløse og ustyrlige møde … jeg tror sgu ikke, at Marieta nogensinde har været bedre. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen på tilbud er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandSidste parceremoni ved byggemødet sluttede med denne Lorcher Kapellenberg Pinot Noir i årgang 2014 fra Weingut Chat Sauvage.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er – som foregående – én af husets Lagenweine, altså det øverste niveau. Marken ligger ved byen Lorch i den vestlige del af Rheingau.

Dér har Chat Sauvage flere marker som fx  Bodental, Pfaffenwies, Kapellenberg og Schlossberg, hvor den sidstnævnte nok er perlen … og i hvert fald giver de dyreste af husets vine.

Det er markerne og arbejdet i markerne, som giver en forskel i vinene fra Weingut Chat Sauvage. Det er hårdt arbejde og huset bruger årligt omkring 1.000 mandetimer pr. hektar i markerne. Til sammenligning ligger gennemsnittet i fx Pfalz på 200-220 mandetimer pr. hektar.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er lavet efter gammelt håndværk, dog sker gæringen i rustfrie ståltanke, men alene helt spontant med druernes naturlige gærceller og kort maceration. Derefter er vinen lagret 18 måneder på barriques og så tappes vinen ufiltreret.

Duften er virkelig burgundisk … let, tæt, æterisk, luftig og næsten overjordisk i aromaerne med lidt blæk, grafit, tørret kød, peber samt en frugt af jordbær, blommer og lyse kirsebær … og noget grønt. Der kommer også en smule mejeri … yoghurt, lidt blomsterrige æteriske olier … uha.

Smagen er næsten, som da jeg smagte vinen sidst i en årgang 2012, virkelig krisp, syrlig, tør, let og direkte med jernet samt grøn frugt og bare så knivskarpt med syrlig elegance, grønne blade, blomster, lyse bær, jordbær, syrlige kirsebær og cremet lækkerhed. Det er vildt fint og flot med sindssyg lækkerhed, så 97 point.

Forhandles af Vinspecialisten herhjemme og denne vin kan findes i årgang 2016 til 699 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2014 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Chat Sauvage, Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir, Rheingau, TysklandVi sluttede også byggemødet med en parceremoni aka med 2 vine fra samme vinhus og det var det fabelagtige Weingut Chat Sauvage og endda med et par, som vi købte under et besøg på vingården. Den første er denne 2014 Rüdesheimer Drachenstein Pinot Noir.

Besøget kan du i øvrigt læse om i mit lille blogindlæg; Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland og derfor skriver jeg heller ikke her mere om huset, men kigger blot lidt nærmere på denne vin.

Rüdesheimer Drachenstein marken ligger nedenfor de store statue og mindesmærke Niederwalddenkmal. Der er primært Weingut Josef Leitz, som blandt de kendte producenter har parceller på marken, men han dyrker selvfølgelig alene Riesling der.

Druerne er høstet manuelt … og sorteret både ved selve høsten og ved ankomsten til vineriet. Efter presningen foretages gæringen på ståltanke efter en kort udblødning. Efter endt fermentering har den så gennemgået malolaktisk gæring og er lagret 18 måneder på franske barriques fra Bourgogne.

I næsen er der nogle letbrændte noter, røg, kul og røg … frugten en snas mørkere end forventet, meget til gengæld koncentreret samt moden og endda en anelse æterisk, luftig og højravende med både jordbær, hindbær og lyse kirsebær, mentol og urter, peber … rank samt ganske vild.

Det gælder også smagsmæssigt … og igen en forbandet lethed, men alligevel med lidt småmærke bær, brombær, blåbær og jordbær i en skøn forening sammen med en jernagtig mineralitet. Vinen er bare så let og blid, at den næsten smelter i munden sammen med en fin og af afrundet balsamisk syre og SÅ meget frugt. Mums 95 point.

Forhandles af Vinspecialisten herhjemme og denne vin koster efterhånden hele 729 kr. for en årgang 2018.

Vinanmeldelse 6/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger