Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2007 Inniskillin, Chardonnay Founder’s Series, Ontario, Canada

2007 Inniskillin, Chardonnay Founder's Series, Ontario, CanadaNæste vin … endnu en hvidvin, men denne gang blev det en Chardonnay, som havde fået masser af eg, og som gjorde et stort indtryk på alle. Vi er i Canada, nemlig hos vinhuset Inniskillin, som jeg tidligere har smagt vine fra … 2 gange tidligere, som jeg lige husker det.

Inniskillin er grundlagt i 1975, og de huset modtog sin licens var det som den første vinproducent i området siden 1929. Hidtil var det kun store fabrikker, som havde fået licenser til fremstilling af vin, og det var netop dette mønster, de to stiftere af Inniskillin, Karl J. Kaiser og Donald J.P. Ziraldo, ville ændre. Begge var overbevist om, at der i områdets kølige klima kunne fremstilles store vine af klassiske druesorter som Chardonnay, Pinot Noir og Riesling.

Ideen til det hele var Karls, der, efter at have overstået sin eksamen indenfor landbrug, havde købt nogle få vinstokke til fremstilling af hjemmelavet vin. Arbejdsfordelingen på vingården var også klar fra start, for med universitetsgrader inden for kemi og landbrug var det Karl, som forestod det daglige arbejde i vinmarken og vineriet, mens Donald skulle sørge for, at vinen blev kendt både indenfor og udenfor Canada.

Det første vineri blev bygget under beskedne forhold i en gammel lade, men efterhånden som vinen vandt anerkendelse, blev det hurtigt klart, at de havde brug for både mere sterile og større lokaler. Dette byggede de i 1978 ved en eksisterende gård ved navn Brae Burn Estate. Gården bestod i forvejen af nogle meget smukke gamle bygninger, der i dag er omdannet til smagelokaler og vinbutik.

I dag er Inniskillin hovedsageligt kendt for husets icewines, som i kvalitet er fuldt på højde med de bedste vine fra Tyskland. Men – lidt i skyggen af husets så efterspurgte icewines – producerer man også stadig flere fortræffelige almindelige hvid- og rødvine som f.eks. denne Chardonnay Founders Reserve.

Founders-serien bygger på traditionerne fra de to grundlæggere, Donald Ziraldo og Karl Kaiser. Husets winemaker udvælger en håndfuld af de allerbedste fade Chardonnay. Kun en meget begrænset mængde sættes til salg, og kun i de år hvor kvaliteten er så høj, at den er værdig til at indgå i Founders-serien.

Duftmæssigt masser af vanilje, toast, rosiner, eg og smør. Først virker duften en smule skæv, men som varmen breder sig i vinen, så lukker den mere op for sluserne, og det virker meget spændende. Smagen er meget cremet og meget intens, lidt krydret i eftersmagen … men det er primært blødheden og sødme, som præger smagen, selvom der bestemt også er syre til stede. En spændende vin.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 215 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Schloss Johannisberg, Rotlack Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, Tyskland

2011 Schloss Johannisberg, Rotlack Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, TysklandLørdag stod den atter på byggemøde, og sjakbajs Falk havde linet ikke mindre end 14 forskellige vine op, så grundlaget for både en god omgang gætte vinland og druer, vinsnak samt en større brandert var absolut til stede. Og lad os da endelig kaste os ud i en beskrivelse af de mange vine, og vi starter ganske hårdt i Tyskland, nemlig med denne charmerende Rotlack Riesling Kabinett Trocken fra vinhuset Schloss Johannisberg i Rheingau.

Schloss Johannisberg ligger ved byen Geisenheim i delstaten Hessen i Rheingau-distriktet. Det ligger malerisk på en af de stejleste, sydvendte skråninger ned mod Rhinen, og slottet har en lang og spændende historie.

Omkring år 1100 blev der på stedet bygget et benediktinerkloster. I forbindelse med Wienerkongressen 1814-15 skænkede den østrigske kejser godset til sin kansler, fyrst Klemens von Metternich, i hvis slægt det er blevet nedarvet. I forbindelse med 2. Verdenskrigs afslutning blev slotsbygningerne totalt udbombet, men er siden genopført omkring 1970.

Der er dyrket vin på slottets op til 50 grader stejle skråning i over 900 år og siden 1720 har det udelukkende handlet om Riesling. Det var også her på slottets 35 hektar vinmarker, at den ædelt søde vin blev produceret for første gang, da myndighederne i 1775 kom for sent med høsttilladelsen. Med historisk held prøvede man at se, hvad man kunne få ud af af vinificere de rådne druer, og det blev til den første vin af den typen vi i dag kalder Spätlese.

I 1787 var det også her, at man for første gang nåede op på det sødmeniveau, som vi i dag betegner Auslese. Herefter blev det et mantra at fremstille ædelt søde vine, og da en pludselig hård nattefrost ramte Schloss Johannisberg i december 1858, var det også her, at man for første gang pressede de frosne druer til Eiswein.

Vinen her er husets Rotlack Riesling Kabinett Trocken, og navnet Rotlack kommer ikke fra markens navn, men er derimod et historisk levn. I gamle dage fandt man på at forsegle flaskerne med lak i forskellige farvenuancer for at holde styr på de mange forskellige sødmegrader i de forskellige vine. Og i dag lever systemet videre i bedste velgående, og alle flasker er påsat farvestrålende kapsler efter følgende skala:

Gelblack = Qualitätswein
Rotlack = Kabinett
Grünlack = Spätlese
Rosalack = Auslese
Rosa-Goldlack = Beerenauslese
Goldlack = Trockenbeerenauslese
Blaulack = Eiswein

Endelig er der en Silberlack, som lidt udenfor nummer, men referer til markens kvalitet, det som andre steder også benævnes “Erstes Gewächs” eller “Grosses Gewächs”.

Lad os smage vine med den røde top. Duftmæssigt friskhed … vinen er fortsat lidt ung, og der er ikke megen petroleum, men lidt citrus, grape, grønne æbler og som nævnt meget frisk. Smagen er let perlende, og med fin sur/sødme balance og dejlig mineralitet.

Købt i Tyskland, pris på slottet er omkring 19€

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Pine Ridge Vineyards, Forefront Pinot Noir, Californien, USA

2010 Pine Ridge Vineyards, Forefront Pinot Noir, Californien, USAVed et besøg på Vinoteket i Grenå kan man vælge at nyde en vin fra butikken til sin mad. Så koster det alene omkring 100 kr. oveni vinens pris, se sådan burde alle restauranter gøre det. Så kan man få god vin til maden i stedet for billige “husets vine”, som man rask betaler 200 kr. for … men koster 20-30 kr. i Metro.

Jeg fik valgt en Pinot Noir … selvfølgelig, nemlig denne Forefront Pinot Noir fra vinhuset Pine Ridge Vineyards, butikspris på 199 kr. og dermed 299 kr. i restauranten. Vi er Silverado … ja, det lyder næsten som en western … i Napa, omkring 60 km. nord for San Francisco i Californien.

Pine Ridge Vineyards er grundlagt i 1978 af Gary Andrus, der havde en fast tro på Napa Valleys potentiale til at producere vine af samme statur og kvalitet som f.eks. de klassiske vine fra Bordeaux.

Gary Andrus til plantede ejendommens første vinmark i Napas Stag’s Leap område på en stejl, terrasseformet bjergskråning flankeret af en dramatisk bjergryg af fyrretræer (Pine Ridge).

Gary plantede de klassiske Bordeaux druesorter Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Malbec og Petit Verdot – der trivedes og producerede vine af tårnhøj kvalitet, der skilte sig ud med deres “terroirpræg”.

I de følgende år fortsatte Gary Andrus med at lokalisere og tilplante vingårde af exceptionel kvalitet, og Pine Ridge besidder i dag ca. 80 hektar fordelt på fem af de bedste Napa Valley appellationer – Stag’s Leap District, Rutherford, Oakville, Carneros og Howell Mountain.

Druerne til til Pine Ridge Forefront Pinot Noir høstes primært i de vindomsuste og dermed kølige vinområder Sa Louis Obispo og Santa Barbera, der begge befinder sig syd for San Francisco Bay. Vinen har lagret på eg, men jeg har ikke kunnet finde info om hvor længe.

Duftmæssigt modne kirsebær, blåbær, rabarber og en anelse kanel. Smagsmæssigt en dejlig cremet og blød vin, som smyger sig rundt i munden. Der er fin tørhed, lidt rabarber, lidt surhed og bløde tanniner. Meget lækker og indbydende.

Ifølge Finansbureauet.dk har vinen vundet en af deres test, og blev ved den lejlighed vurderet til 320 kr. sammen med kommentarerne; “En ekstrem lækker og koncentreret vin, der indhyller smagssanserne i en delikat svagt røgfyldt tåge af blødhed og kompleksitet. Californisk Pinot Noir når det er allerbedst – og så bliver vin ikke meget bedre.”  Jo jo, store ord, men den smager også godt.

Købt i Vinoteket i Grenå, pris 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Solaria Azienda Agricola Patrizia Cencioni, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2007 Solaria Azienda Agricola Patrizia Cencioni, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienSå skal vi atter tilbage til Solaria Azienda Agricola Patrizia Cencioni, nemlig med denne Brunello di Montalcino DOCG. Nu har jeg jo lige skrevet om vingården, så det meste er vel egentligt skrevet. Det er jo vingården, som ejes og drives af Patrizia Cencioni, og hun er en aktiv kvinde. Patrizia opnåede 3 glas i Gambero Rosse i 1997, og siden dengang har hun været én af de producenter, som man holder godt øje med.

Patrizia Cencioni ikke bruger sin tid bag et skrivebord, i stedet sidder hun entusiastisk bag rattet af sin traktor, og plejer omhyggeligt hendes vinstokke i hånden og deltager i det hele taget helhjertet i alle opgaver i marken, vinkælderen og alle de andre funktionen i produktionen af vinene.

Her vi oppe i en dejlig Brunello vin, selvfølgelig lavet på 100% Sangiovese Grosso med 36 måneders fadlagring, delvist på barriques, tonneaux og 5.000 liter slovenske egetræsfade. Navnet Sangiovese betyder ”Jupiters blod”.

Der er lidt uenighed om, om druen stammer helt tilbage fra etruskernes tid 500 f.kr. eller fra romerne, men den første skriftlige note om druen stammer fra 1600-tallet.

Der er omkring 15 kloner af druen, og de fleste seriøse vinavlere har mange forskellige for at kunne optimere smagen fra år til år. Der arbejdes dog hovedsageligt med to inddelinger af Sangiovesekloner: Sangiovese Grosso (som dyrkes i Montalcino og bruges til Brunello) og Sangiovese Piccolo, som bl.a. dyrkes i Chianti.

Lad os smage denne Brunello di Montalcino DOCG fra Solaria Azienda Agricola Patrizia Cencioni. I næsen godt med kirsebær, fin renhed af frugtsyre, lidt jord, champignon. Smagen er blid med jordbær og kirsebær, fortsat en god syre, fin eftersmag og meget sammenhængende. Rigtig flot og behagelig vin.

Købt hos Toscavini, pris 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2006 Pianese, Pietricci IGT, Toscana, Italien

2006 Pianese, Pietricci IGT, Toscana, ItalienVidere til næste vin, en Pietricci IGT fra vinhuset Pianese. I den lille by Capalbio, kun et par kilometer fra kysten finder vi Azienda Agricola Pianese eller Azienda Agricola Vinicola di Giancarlo Di Fonzo, som det også hedder.

Vi er i det sydlige Toscana i Grosseto området i Maremma, og Pianese er en ganske lille producent, som ganske vist har 70 hektar jord, men heraf alene 15 hektar vinmarker, og en beskeden årlig produktion på 80.000 flasker.

Gården producerer vine med de mest avancerede biologiske teknikker, og jordforholdene på de 15 hektar vinmarker er optimale med stenet kalkler, beliggende i en højde på 200 meter høj, med soleksponering på 360 ° og en gunstig vind pga. nærheden til havet. De dyrkede sorter er Sangiovese, Merlot, Syrah, Cabernet Franc, Sauvignon og Ansonica.

De nuværende ejere har genplantet alle vinmarkerne i 2000 og bygget en topmoderne vingård.

Gården ejes – som det fremgår ovenfor – af Giancarlo Di Fonzo, mens ønologen Mario Ercolino står for vinproduktionen. Der laves tre vine på gården, topvinen Oracio, en Fosso Degli Sciadatti og så denne Pietricci IGT, som er lavet på 85% Sangiovese, 5% Merlot, 5% Cabernet Sauvignon, 3% Syrah & 2% Ansonica, Vinen har lagret 8 måneder på små franske fade.

Duftmæssigt en meget animalsk vin … dejligt … der er hestestald, babybræk, brombær, blåbær, vanilje og lidt krydderi. Smagen er jordbær, modne kirsebær og en fabelagtig syreintensitet. Stor vin, og den afsluttes med en fin lang og blød eftersmag med stor del tannin. Klassevin i min optik.

Købt hos Toscavini, pris 149 kr. Køb den før din nabo.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, Italien

2007 Fattoria Carpineta Fontalpino, Do Ut Des IGT, Toscana, ItalienSå blev det min tur til at bidrage til festen, og det gjorde jeg med denne Do Ut Des IGT fra vinhuset Fattoria Carpineta Fontalpino. 3 glas i Gambero Rosso og 94 point af Wine Spectator, men mest af alt fordi jeg elsker supertoscanere.

Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Crestis, selvom gården har traditioner for vinfremstilling så langt tilbage som det sidste århundrede. Gården ligger lige i nærheden af Siena samt den historiske landsby Castelnuovo Berardenga.

Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Crestis er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Crestis er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.

Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer (Petit Verdot, Alicante, og mange andre). Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.

Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta, opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.

Vinen her hedder Do Ut Des og er lavet på 34% Merlot, 33% Sangiovese, 33% Cabernet Sauvignon. Jeg vil gerne kunne sige, at Do Ut Des betyder “tre af hver”, men det er jeg ingenlunde sikker på. Vinen har lagret 18 måneder på 225 liter egetræsfade, og der produceres årligt omkring 19.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt masser af grønne toner, mørke kirsebær, vanilje, toast og nok også lidt alkohol. I munden også sindsygt stort indhold af tannin, som sammen med kirsebær, eg, krydderier giver en fløjlsblød forkælelse af din gane. Vinen er fortsat ung, og kan måske vinde lidt ved at gemmes i nogle år mere, men det smager altså bare godt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Veras Vine til 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

 

2004 Marques de Griñon, Emeritus, Dominio de Valdepusa, Spanien

2004 Marques de Griñon, Emeritus, Dominio de Valdepusa, SpanienMed næste vin foretog vi et stilskifte … vi er nemlig hos vinhuset Marques de Griñon, og vinen Paul havde valgt herfra var intet mindre end deres topvin Emeritus.

Marques de Griñon Dominio de Valdepusa producerer og sælger udelukkende fine vine og olivenolie fra gårdene, som ejes af Falcó familien. Det gælder især vinene fra Dominio de Valdepusa, slægtsgården i Toledo, som producerer nogle af de bedste og mest nyskabende vine i Spanien.

Dominio de Valdepusa er fornylig blevet anerkendt af den spanske stat som den første officielle Vino de Pago (markvine), som er en ny appellation for topvine fra enkelte ejendomme, der selv producerer alle druer, og har siden årgang 2002 haft sin egen Denominación de Origen. Deres vine rangerer altid blandt nogle af de allerbedste i Spanien.

Dominio de Valdepusa ligger i det historiske Señorío de Valdepusa i nærheden af Malpica de Tajo, 109 km sydvest for Madrid og 50 Km fra Toledo. 42 hektarer er i øjeblikket beplantet med vinstokke, inklusive den oprindelige vinmark på 14 hektar med Cabernet Sauvignon fra 1974. Siden 1991 er den blevet udvidet løbende med Syrah, Petit Verdot – begge pionerer i Spanien – og Graciano.

Hovedgården og vineriet på Dominio de Valdepusa stammer fra det 18. århundrede. Kældrene, som blev totalrenoveret i 1989 er udstyret med aircondition og fugtmålere, som gør det muligt at kontrollere temperaturer og fugtighed under lagringen på tønder.

Stuehuset fra det 18. århundrede, som bruges til gæster, indeholder fire spisestuer og smagerum med en samlet kapacitet på 180 gæster og stedets administration. Gårdhaven er, ligesom resten af vineriet, præget af klassisk arkitektur fra Toledo.

I gårdhaven findes et kar til brug for at træde druer, som blev indviet i 1995 af Kronprins Felipe og hans søster, grevinden af Lugo, og bruges af gæster, som gerne vil opleve sådan en gammel tradition.

Den nuværende produktion på vineriet, med rådgivning fra den verdenskendte ønologist fra Bordeaux, Michel Rolland, koncentrerer sig udelukkende om produktionen af vine fra vingårdens egne marker. Det nuværende varietal sortiment inkluderer Dominio de Valdepusa Cabernet Sauvignon, Syrah and Petit Verdot.

Produktionen af topvinen Emeritus, som er et blend lavet af den bedste vin fra flere varianter, begyndte i 1997 og blev frigivet tre år senere. Dominio de Valdepusas vine høster konstant anerkendelse i konkurrencer, guider og artikler fra nationale og internationale kritikere og befinder sig blandt Spaniens topvine. Vinen er produceret af 63% Cabernet Sauvignon, 32% Petit Verdot og 5% Syrah druer. Den er lagret på franske egetræsfade fra Nevers og Allier i 20-25 måneder.

Duftmæssigt er der brombær, lidt røg, der er krydderier og lidt alkohol. Smagsmæssigt fortsat brombær, vanilje, kaffe, tobak, grøn peber, men også fin blødhed og sødme. Der er godt med tørhed, tanniner og måske en anelse stærk fra alkoholen, hvilket – i min vurdering – indikerer, at vinen måske kunne vinde ved lagring nogle år endnu. En rigtig dejlig vin dog, som jeg bestemt gerne nyder.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos AMKA/Jysk Vin, pris kender jeg ikke, men mener at kunne huske, at den ligger omkring 410 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2008 Bodegas Chivite, Colección 125 Chardonnay, Navarra, Spanien

2008 Bodegas Chivite, Colección 125 Chardonnay, Narvarra, SpanienFørste vin … traditionen tro en hvidvin var denne Colección 125 Chardonnay fra vinhuset Bodegas Chivite. Chivite ligger i Narvarra området, hvor der altid er produceret vine af høj kvalitet, men i særdeleshed hos Chivite, som er én af områdets mest berømte pionerer. Chivite familien kan faktisk spore sine aner helt tilbage til 1647.

I dag er det 10. Generation af familien, nemlig Fernando Chivite, der sørger for at firmaet føres videre som Navarras flagskib, og som et af de mest prestigefyldte vinfirmaer i Spanien. Fernando har sin uddannelsesmæssige baggrund i orden, da han har taget de bedste diplomuddannelser Tyskland og Frankrig kan byde på.

Den respekt Chivite i dag høster for sine vine, kan man imidlertid takke firmaets forrige leder Julián Chivite for. Det var nemlig ham der stod for beplantningen af de franske druesorter Merlot, Cabernet Sauvignon og Chardonnay, der i dag danner grundmaterialet til firmaets fantastiske vine. Der eksperimenteres dog også med de spanske druer Tempranillo og Garnacha, ligesom der konstant afprøves nye vinifikationsteknikker for at optimere vinfremstillingen.

Chivites nye vingård Señorio de Arinzano er en af de flotteste og mest spektakulære moderne bodegaer i Spanien. Vinene er samtidigt blandt Spaniens absolut bedste. Top-vinene fra Chivite er Colleccion 125, der blandt andet tæller Spaniens bedste hvidvin lavet på 1. klasses Chardonnaydruer og det er netop denne vin, som Jan havde valgt, at vi skulle starte denne vinaften med.

Duftmæssigt har jeg noteret toner af abrikos, citrus, pærer, honning, smør og fin friskhed i næsen. Smagsmæssigt lidt fedme … ikke meget, men en fin hentydning af fedme, men ellers også stor syre og friskhed. En super dejlig frisk vin. God start.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Sigurd Müller til 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Viña Santa Rita, Medalla Real 1987 Retro Edition, Maipo Valley, Chile

2010 Viña Santa Rita, Medalla Real 1987 Retro Edition, Maipo Valley, ChileNæste vin fra bestyrelsesmødet var denne Medalla Real 1987 Retro Edition fra det kendte vinhus Santa Rita i Chile.

Viña Santa Rita blev grundlagt i 1880. Chile har en gammel tradition inden for vinproduktion, hvori Santa Rita har spillet en afgørende og fremstående rolle i opstarten midt i det 19. århundrede. Santa Ritas vinkældre er de ældste i Chile, da de stammer tilbage til 1770. Viña Santa Rita er beliggende i Maipo dalen, der ligger mellem 32. og 33. breddegrad, hvilket er anset som værende blandt de bedste vinområder i verden.

Solen, jordbunden og de store temperaturforskelle mellem dag og nat (200) er nogle af hemmelighederne for Maipo dalen. Dette, i forening med den nyeste teknologi inden for vinproduktion, gør Santa Rita til en af de bedste vinproducenter i Sydamerika.

Der blev i 1993 indkøbt yderligere 900 hektar, som blev tilplantet med nye vinstokke – hovedsageligt Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay. Dermed råder Viña Santa Rita i dag over vinmarker i både Maipo dalen, Casablanca dalen, Maule dalen og Rapel dalen.

Viña Santa Rita har igennem hele dens historie vundet adskillige præmier og priser ved forskellige udstillinger og konkurrencer i hele verden. I dag fremstår Santa Rita som den største eksportør af fornemme chilenske vine til Europa og Amerika. Dette giver Santa Rita en anerkendelse, som absolut overgår nogle af de bedste vine fra Frankrig, Tyskland, Italien, USA og Australien.

Santa Rita er flere gange blevet udnævnt til “Value Brand of the Year” i Wine & Spirits Magazine – senest i 2010. Denne anerkendelse gives til vinfirmaer hvis produkter giver rigtig god kvalitet for pengene! Santa Rita er hele 10 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” i det prestigefulde Wine & Spirits Magazine – senest i 2010.

Vinen her er lavet i anledning af, at det sidste år var 25 år siden, at Chile-vinen Medalla Real fra Santa Rita tog fusen på franskmændene ved verdens mest prestigefyldte konkurrence: World Wine Olympiad Gault-Millau i Paris.

Det var også startskuddet for Chiles succes på vinkortet. I anledning af 25-års jubilæet har vinhuset Santa Rita og AMKA i fællesskab lavet en særlig jubilæumsvin, specielt til det danske marked, og som kun er produceret i en begrænset mængde: Santa Rita Medalla Real 1987 Retro Edition, 2010 Cabernet Sauvignon.

Den er fremstillet af de fineste håndplukkede druer; 100% Cabernet Sauvignon, der kommer fra Viña Santa Ritas egne marker i Maipo dalen i Chile. Vinstokkene er plantet i 1970 og udbyttet er ca. 6.000 kg/hektar, hvilket giver en meget koncentreret drue og dermed en koncentreret vin. Vinen ligger på egetræsfade i 14 måneder.

Duftmæssig er der klart mere sol end de tidligere vine denne aften, der er ørken, tørhed, solbær, egetræ, kaktus, eucalyptus … meget indbydende. Smagsmæssigt stor fylde, frugt, solbær og varme, fint tanninbid og god balance mellem sødme og syre. Dejlig vin.

Købt i SuperBest til omkring 80 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Alain Jaume & Fils, Réserve Grand Veneur Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Alain Jaume & Fils, Réserve Grand Veneur Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigLørdag stod den igen på vin … og igen en vin fra online vinfirmaet Menuvin.dk, nemlig denne Réserve Grand Veneur Côtes du Rhône fra Alain Jaume & Fils eller Domaine Grand Veneur, som familien Jaume også kalder deres domæne. En klassisk Rhône vin fra et producent, som holder til i byen Orange, syd for Châteauneuf-du-Pape.

Jaume familien har fremstillet vin i generationer, ja faktisk siden 1826, hvor Mathieu Jaume besluttede at dyrke vinstokke i Chateauneuf du Pape. I dag er det 5. generation af Jaume familien, nemlig Alain Jaume, som driver vingården. Da Alain i 1979 – sammen med hustruen Odile – overtog driften, så ændrede parret samtidig navnet til Domaine Grand Veneur, hvilket vel nærmest kan oversættes til “lederen af jagthundene”, og herefter blev vinene solgt med dette navn.

I starten havde Domaine Grand Veneur alene knap 9 hektar vinmarker, men dette er løbende forøget. I 2003 købte familien endvidere endnu en vingård, nemlig Clos De Sixte, en Appellation d’Origine Contrôlée vingård i Lirac. Denne appellation er beliggende på den anden side af Rhône floden end familiens eksisterende vinmarker, men alligevel få kilometer fra Châteauneuf du Pape og med jordforhold, som minder om Châteauneuf du Pape, nemlig med sandholdig jord, og de ​​berømte sten, som dækker jorden.

Samlet set har vingården således i dag har omkring 69 hektar vinmarker fordelt i Châteauneuf-du-Pape, Lirac, Côtes du Rhône Villages “Les Champauvins”, og Côtes du Rhône områder. Ud af de samlede 69 hektar vinmarker, så udgør Clos De Sixte omkring 28 hektar, mens AOC Châteauneuf-du-Pape udgør omkring 16 hektar, dvs. sammenlagt en betydelig producent. Markerne er certificeret agriculture biologique fra 2012.

Alain og Odiles to sønner Sébastien og Christophe er i færd med gradvist at overtage ansvaret for domænet, så vingården kan roligt fortsætte med 6. generation. Som det bør sig, så står der også flot på etiketterne; Alain Jaume & Fils.

Der laves en række vine af egen produktion under Domaine Grand Veneur, bl.a. 5 Châteauneuf-du-Paper. Derudover laves der også en række vine, som de selv kalder “Our Selections”, hvor denne Réserve Grand Veneur Côtes du Rhône indgår. På ren dansk betyder “Our Selections”, at vinene er lavet på druer, som er købt fra andre vinbønder. Vinen her er fra “Our Selections” og er i 2010 lavet på 60% Grenache, 30% Syrah og 10% Cinsault. Vinen laves også i en hvid udgave, en rosé samt som en “Bag-in-Box”. Vinen er også én af de billigste vine, som der produceres hos Alain Jaume & Fils, men den er nu slet ikke så ringe endda, hvilket også den gode Robert Parker har bemærket, idet han nemlig har givet vinen flotte 91 point og skrev samtidig:

“The 2010 Grand Veneur Cotes du Rhone Reserve displays loads of ripe flavors. It is very concentrated for a Cotes du Rhone, and is actually an amazing wine. Classic garrigue, black cherry liqueur, lavender, licorice and spice box are all present in this full-bodied, intense, and rich Cotes du Rhone that sells for a song. This is a sensational effort to drink over the next 4-5 years, although it might last even longer”.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt afslører den hurtigt, at vi er i Rhône dalen, der er lidt urter/krydderier, lavendel, solbær, lakrids … og en meget tør og skøn duft. Smagsmæssigt en varm og fyldig vin. Der er en let sødme, som gør vinen utrolig behagelig, der er lakrids, solbær igen, der er meget faste tanniner, som gør at vinen klæber fint i munden og giver lidt struktur til fylden og sødme, og gør at de går fint hånd i hånd. God vin, og en rigtig fin repræsentant for området.

Fås hos Menuvin.dk til 109,95 kr., men prisen er vistnok 85 kr. pr. flaske ved køb af 12 stk. Ved ratingen vakler jeg lidt mellem 4,5 og 5 … men pyt, lad os give 5 for det er en fornuftig vin til pengene.

Vinanmeldelse 5/7