Rieslingsmagningens sidste vin blev denne Steinberger Crescentia Riesling Spätlese fra Weingut Kloster Eberbach … eller helt korrekt Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach, som ligger ved byen Eltville, lidt nordøst for Geisenheim og heller ikke langt fra Schloss Johannisberg. Vi er selvfølgelig i Rheingau tæt på Rhinen … smukt område med mange gode vinhuse.
Kloster Eberbach blev grundlagt af augustinermunkene i 1116, men allerede i 1136 overtaget af cistercienserne udsendt af Bernhardt de Claivaux. Klosteret havde et meget enkelt regelsæt: ”Ore et Laborum”, hvilket betød bed og arbejd.
Som resultat af denne levevis blev der i løbet af kun 40 år etableret ikke mindre end 200 mindre klostre langs Rhinen mellem Worms og Köln. Kloster Eberbach blev derfor verdens største vingård, der omkring år 1500 rådede over 10.000 ha. vinmarker fordelt på 200 vingårde.
I dag råder Kloster Eberbach over ca. 220 hektar vinmarker fordelt på 6 ejendomme med tilhørende 3 vinerier. Ejendommene med tilhørende marker fordeler sig i byerne Assmanshausen, Rüdesheim, Steinberg, Rauenthal og Hochheim samt Bensheim i det sydlige Frankfurt.
Kloster Eberbach er således én af Tysklands største vinproducenter med fremragende vinmarker og en bred vifte af forskellige vine gående fra de knastørre tørre hvide til senthøstede botrytiserede søde vine samt elegante rødvine på Pinot Noir. Der produceres årligt omkring 1,9 millioner flasker vin og mousserende vin på Kloster Eberbach.
Det har siden 1866 været statsejet … først af Preußisches Domainenweingut og siden 1945 af den hessiske stat, som i dag driver vinhuset under navnet Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach.
Kloster Eberbach er verdensberømt for ikke mindst den flotte portefølje af vine fra de forskellige byer og parceller, men i høj grad også for den årligt tilbagevendende vinauktion, hvor priserne kan svinge sig op i det næsten utænkelige. I 1985 blev der eksempelvis solgt en Steinberger Trockenbeerenauslese årgang 1893 til den nette sum af 22.000 D-mark, som det hed dengang … eller næsten 90.000 kr. Denne rekord blev dog slået året efter, hvor en Neroberger Riesling Trockenbeerenauslese 1893 gik for hammerslag på ca. 138.000 kr.
Nå, men nok snak … her i glasset en Steinberger Crescentia Riesling Spätlese. Crescentia er latin for Gewächse … altså en Großes Gewächs vin, en vin fra de bedste marker. Betegnelsen Crescentia blev faktisk allerede brugt af Kloster Eberbach i 1400-tallet. Sent høstede druer … altså Spätlese og ovre i den søde afdeling.
Duftmæssigt er her igen god petroleum, kanel, frugtrig med krydrede æbler og modne pærer, nødder, svag mineralitet og fed sødme. Smagen er proppet med sødme, tørret frugt, faktisk godt med frugtintensitet, nødder. Det bliver dog aldrig for fed, for der er også en god syre, som sikrer en flot harmoni i vinen. Skøn sød vin … specielt bare som en godnat-aften-vin eller måske til lidt ost.
Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris 215 kr.
Rating 5/7