Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2014 Weingut Moric, Blaufränkisch, Burgenland, Østrig

2014 Weingut Moric, Blaufränkisch, Burgenland, ØstrigMin flinke vintjener på Ved Stranden 10 spurgte, om jeg kunne drikke et glas mere? Hallo … han vidste vist ikke, at det var den altid tørstige og nysgerrige vinblogger Houlberg, som havde bemægtiget sig et bord midt i turisthøjsæsonen. Jeg foreslog lidt Blaufränkisch og han vidste lige, hvad jeg så skulle smage. Sådan. Det blev af glas fra vinhuset Weingut Moric og altså fortsat fra Burgenland i Østrig.

Bag vinhuset Moric står Roland Velich, som egentlig kommer fra en traditionel vinfamilie i Østrig. I 1990’erne besluttede han sig imidlertid at skabe sit eget vinhus med fokus på vine på Blaufränkisch.

Han slog sig ned i byen Großhöflein på den vestlige side af Nieusiedlersee og kaldte sit lille projekt for Blaufränkisch Unplugged. Han fandt også et par spændende marker, nemlig Lutzmannsburg og Neckenmarkt med nogle meget gamle vinstokke med Blaufränkisch, og det blev grundlaget for vingården.

I 2001 sendte han de første vine på markedet under navnet Moric … og alene det første år nogle få tusinde flasker. Og i dag bliver Roland Velich uofficielt kaldt kongen af Blaufränkisch og har samlet 25 hektar vinmarker.

Han står således i dag bag den mest berømte østrigske vin på Blaufränkisch, nemlig vinen Neckenmarkter Alte Reben, en vin der herhjemme koster omkring 650 kr. Den er ratet ekstremt højt af både den internationale  og østrigske vinpresse.

Roland laver ikke vine med power, fedme og fadsødme, og flere beskriver hans vine som værende en blanding af Nebbiolo fra Piemonte og Pinot Noir fra Bourgogne, og det er den elegance, som har bragt ham hæderen.

Denne almindelig Blaufränkisch er Velichs entry-level Blaufränkisch, hvor druerne kommer fra 8-50 år gamle vinstokke fra Lutzmansburg og Neckenmarkt markerne, hvor udbyttet er sølle 25 hektoliter pr. hektar. Vinen er lagret på store 600-2.500 liter egetræsfade i et år.

Duftmæssigt er her frisk egetræ, røg, let spidskommen, mørk, saftig og tæt frugt med blæk, stramhed, urter tør  og en meget tør jord … så tør, at man nærmest fornemmer at stå på marken.

I munden er der ligeledes stor tørhed, godt med tanniner, som virkelig sætter sig på tænder og udtørrer munden på bedste vis. Frugten er skarp og næsten bidende, men på fin vis. Der er peber, tydelig syrebid i knæhaserne, ren og jernholdig frugt, men også en lidt kantet friskhed, som næsten er uimodståelig. Stadig en meget ung vin, som forventelig vil blive bedre de kommende år.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 175 kr.

Rating 5/7

2014 Weingut Pittnauer, Pinot Noir Dorflagen, Burgenland, Østrig

2014 Weingut Pittnauer, Pinot Noir Dorflagen, Burgenland, ØstrigEn af de københavnske vinbarer, som virkelig kan udfordre dit vinvalg og levere små, spændende perler med kant er uden tvivl vinbaren Ved Stranden 10, så den skulle Houlberg selvfølgelig besøge igen.

Jeg nød derfor min frokost udenfor vinbaren, mens alverdens rejseselskaber møjsommeligt og med forsigtig præcision kantende deres store turistbusser forbi for at sende glade japanere med selfistænger og brede smil ud på 1-times kanalrundfart.

Så mens de oplevelseshungrende turister fik set Nyhavns farverige havnefront, idylliske kanaler, Den Lille Havfrue på Langelinie og mange andre turistmagneter, så var tempoet på min stol anderledes roligt. Jeg efterspurgte lidt Pino … og blev anbefalet et glas af denne Pinot Noir Dorflagen fra Weingut Pittnauer, hvilket var et fremragende valg.

Jeg valgte også lidt røget laks med salat samt smørristet rugbrød, blot for ikke at føle mig totalt alkoholisk sådan med vin ved middagstid på en højhellig tirsdag. Laksen var i øvrigt super lækker. Ved Stranden 10 er ikke en restaurant, men serverer små fine appetizers samt småretter ala tapas-style.

Røget laks
Herlig omgang røget laks.

Weingut Pittnauer holder til i den lille by Gols på den østlige side af Neusiedlersee i Burgenland i Østrig. Ja faktisk findes der 3 vinhuse med navnet Pittnauer i den lille by, nemlig Weingut Pittnauer – som drives af Andreas Pittnaur – på adressen Obere Hauptstrasse 86, derefter Weingut Gerald, Adele & Barbara Pittnauer a.k.a. Weingut “Herrnwald” Pittnauer på adressen Zeile 15 og endelig Weingut Gerhard und Brigitte Pittnauer på adressen Neubaugasse 90.

Denne Pinot Noir Dorflagen kommer fra sidstnævnte, altså Weingut Gerhard und Brigitte Pittnauer, som dog også blot kalder sig for Weingut Pittnauer. Ja, det er sgu lidt forvirrende. Gerhard og Brigitte Pittnauer kommer dog formentlig fra én af de andre vinfamilier af samme navn … eller i hvert fald gør én af dem, men ægteparret etablerede sig først som selvstændige vinbønder sidst i 1990’erne.

I dag holder det unge vinægtepar dog til i et topmoderne vineri, som de i 2001 opførte midt på vinmarken Altenberg. Samlet har det unge par selv 8 hektar vinmarker og har derudover lejet yderligere 10 hektar, som ligger spredt rundt om Neusiedlersee. De bedste marker er Altenberg, Ungerberg, Salzberg, Rosenberg og Goldberg. Der dyrker de sorterne Furmint, Chardonnay, St. Laurent, Pinot Noir, Blauer Zweigelt, Blaufränkisch og Merlot. Den årlige produktion ligger på omkring 120.000 flasker vin.

Gerhard Pittnauer betragtes som en St.Laurent specialist og går samtidig meget op i økologi. Alle markerne dyrkes biodynamisk … en proces man har været i gang med siden 2005 og huset blev endelig certificeret i 2009. Succesen er da heller ikke udeblevet, således blev Pittnauer i 2014 på vinmessen Weinmesse VieVinum kåret som årets vinmager og ligeledes samme år også Falstaff-Winzer des Jahres.

Brigitte og Gerhard Pittnauer er også kendte for at være dygtige til at lave Pinot Noir og her har vi netop en af slagsen … Pinot Noir Dorflagen, som er lavet af druer fra markerne byen Gols, helt præcis markerne Goldberg, Zwickelacker og Holzacker. Vinen er lagret12 måneder på brugte egetræsfade.

Og ja min damer og herrer, det er jo klart Pinot Noir, men her med en lidt støvet og tør næse, hvor der også er lidt blæk, grønne vinblade, grønne urter, appelsinskal, hæfteplaster, kirsebær, hindbær, eg og antydning af lidt karameller. Sådan lidt delikat, ren og direkte i næsen.

Smagen er herlig let og frisk med tons af frugt, et svagt mineralsk aftryk, bitre frugtsten, let peber og fin balanceret syre. Let, frisk og mineralsk … en lidt kølig stil, men egentlig meget easygoing. Der sidder lidt syrlige tanniner tilbage i munden i lang tid efter du har smagt vinen, og det er sgu ret godt.

Forhandles herhjemme af Österreich Vin, hvor prisen er 145 kr.

Rating 5/7   

2013 Weingut von Racknitz, Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2013 Weingut von Racknitz, Riesling Trocken, Nahe, TysklandNoch Mehr Riesling … og igen skal vi tilbage til Weingut von Racknitz, men her med deres almindelige Gutsriesling, som bare hedder Riesling Trocken. Sidste gang var den storesøsteren, enkeltmarksvinen Oberhäuser Kieselberg Riesling, som jeg smagte og var ganske imponeret af.

Vinhuset drives af Luise von Racknitz Adams samt hendes mand Matthias Adams. Luise Freifrau von Racknitz-Adams er adelig … en rigtig baronesse, som kommer fra en lang slægt af baroner, som man i Tyskland i øvrigt kalder for Freiherrer.

Von Racknitz slægten stammer fra Steiermark i Østrig, hvor den i 1180 holdt til på Schloss Pernegg og var venner med hoffet.

Da familien var protestanter og i 1629 ikke accepterede den nye kejsers katolske tro, så mistede de hurtigt indflydelse og så måtte Freiherr Gallus von Racknitz allerede samme år forlade Østrig sammen med frue og børn. De slog sig ned i Tyskland … først Regensburg og senere Nürnberg.

Baronesse Luise er datter af en af de gamle efterkommere af slægten, nemlig Hans-Lothar Freiherr von Racknitz, hvis familie siden 1753 bl.a. har ejet den gamle klosterruin Kloster Disibodenberg med tilhørende jord i Odernheim am Glan … ved Glan floden omkring 20 kilometer sydvest for Bad Kreuznach i Nahe.

Klosteret kan spores tilbage til 1100-tallet, hvor det var hjem for den tyske helgen, abbedisse, mystiker, forfatter, læge og komponist Sankt Hildegard af Bingen. Klosteret var senere også en del af det store Kolster Eberbach og havde – som alle gode klostre – selvfølgelig også produktion af vin fra de tilhørende vinmarker.

Under Hans-Lothar Freiherr von Racknitz’ ejerskab led vinproduktionen imidlertid og vinhuset var i 2002 tæt på et kolaps, så familien hyrede et konsulentfirma til at hjælpe med udviklingen. De ringede til Matthias Adams, som på det tidspunkt ledte efter en vingård.

Matthias Adams var tidligere bankmand og finansdirektør i det store teknologiselskab Infineon Germany. Han havde besluttet sig for – inden han blev 40 år – at foretage et karriereskift. Han sagde derfor jobbet op og begyndte at studere vinproduktion, da en ven fra et stort konsulentfirma ringede og spurgte, om han ville undersøge, om han kunne hjælpe/redde og eventuelt investere i vinhuset i Odernheim.

Det undersøgte Matthias fluks og sagde ja til opgave. Det endte dog med, at han blev forelsket i Hans-Lothars datter Luise, og siden har de i fællesskab drevet Weingut von Racknitz, hvor Luise står for produktionen i vinkælderen og pasningen af parrets to børn, mens Matthias passer vinmarkerne. Siden 2015 har Luise dog selv stået for hele driften af vingården.

Og vinhuset er begunstiget af nogle helt fantastiske vinmarker af bedste kvalitet … faktisk nogle af de bedste marker i Nahe, dels bestående at de marker, som tidligere tilhørte klosteret og dels yderligere tilkøbte parceller. Samlet har parret 13 hektar vinmarker, hvor de bedste er de stejle Niederhauser Klamm og Hermannshohle samt de mere ukendte Schlossbockelheimer Konigfels, Rotenfels, Traiser Bastei og Oberhäuser Kieselberg.

Og siden 2003 har de virkelig fået hævet kvaliteten, og det er blevet bemærket. Vinhuset er kvalitativt i raketfart på vej op af den vinøse rangstige i Tyskland. Gault&Millau har for nyligt givet dem prædikatet Rising Star i Nahe. De bliver i dag også sammenlignet med andre Nahe producenter som Dönnhoff, Diel, Gut Hermannsberg og Schäfer-Fröhlich.

Vinhuset producerer årligt omkring 40-50.000 flasker vin og alle vinene fremstilles økologisk, men uden certificering, og denne Gutsriesling er således én af disse flasker. Næsen er grønne og gule æbler, abrikos, citrus, ristede pinjekerner og mandler samt et mineralsk islæt. I munden er vinen fyldig og intens med grape, skøn friskhed, fin gennemgående syre, mineraler … om end måske en kende vandet, men det er et uhyggeligt højt niveau for en vin, som alene er husets entry-level Riesling.

Forhandles af Vinova, hvor prisen er 100 kr.

Rating 5/7

2015 Ampeleia, Unlitro, Toscana, Italien

2015 Ampeleia, Unlitro, Toscana, ItalienAnders hos Bichel Vine havde anbefalet mig denne lille charmetrold. En buttet … ja nærmest fed lille flaske med navnet Unlitro præget i flasken og skrevet 4 gange på etiketten … så fat det dog! Indholdet selvfølgelig også 1 liter – helt forstået – og fra vinhuset Ampeleia Società Agricola, som ligger ved byen Roccatederighi i Maremma området ved kysten i det sydlige Toscana.

Ampeleia er grundlagt i 2002 som et projekt mellem vennerne Elisabetta Foradori, Giovanni Podini og Thomas Widmann. De købte ejendommen i Roccatederighi af ægteparret Heather og Peter Max Suter. De stammede fra Schweiz og havde selv i 1960’erne købt gården, som dengang var nedlagt og forfalden.

Suter familien forvandlede den imidlertid til en velfungerende ejendom med skovdrift, korn, får og en mindre vinproduktion. De var også ansvarlige for, at der i stor stil blev plantet både Cabernet Franc og Merlot på markerne.

Det er Elisabetta Foradori, som er den drivende kraft i foretagendet, og hende er vi da også tidligere stødt på her på bloggen. Hun driver nemlig familieforetagende Azienda Agricola Elisabetta Foradori oppe i Alto Adige området. Jeg har tidligere smagt og skrevet om en af vinene derfra, nemlig en 2010 Morei Teroldego, lavet på druen Teroldego.

I dag er det dog også alene Elisabetta Foradori og Giovanni Podini, som driver Ampeleia, da Thomas Widmann i 2009 måtte udtræde på grund af forretninger i hans hjemland.

Ampeleia Società Agricola består af samlet 150 hektar jord, men alene 40 hektar er vinmarker, som ligger i tre niveauer … det som de lokalt kalder Ampeleia di Sopra, hvilket er den øverste del, dernæst Ampeleia di Mezzo og endelig Ampeleia di Sotto, som den laveste beliggende del. Der dyrkes i dag primært druesorterne Cabernet Franc samt Sangiovese, men også andre druer som Grenache, Carignano, Mourvedre, Alicante Bouschet og Marsellan.

Denne Unlitro er lavet med druer fra vinhuset yngste vinstokke. Det er et blend overvejende på Grenache blandet med Carignan og Alicante Bouschet fra marker i 200-350 moh. Dyrket biodynamisk, selvom gården alene er certificeret økologisk og ellers vinificeret så naturligt som muligt, dvs. ingen tilsætning af gær og uden filtrering. Gæret og lagret på cement og flasket med minimal svovl.

I glasset er vinen overraskende lys … næsten tæt på en fyldig Spätburgunder. Svært at se, at det primært er Grenache. Duften er helt klart kirsebær, lyse kirsebær, blæk, mynte, estragon samt et svagt og lidt lyst animalsk og parfumeret islæt. I munden en forholdsvis let, læskende, saftig og herlig vin med frisk frugt samt peber. Meget let at drikke og alligevel med lidt sjæl og charme. Det er sgu meget godt … og så er der en liter i flasken.

Købt hos Bichel Vine, pris 119,75 kr.

Rating 5/7

2014 Weingut Der Pollerhof, Frau Mayer Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig

2014 Weingut Der Pollerhof, Frau Mayer Grüner Veltliner, Weinviertel, ØstrigInden Frau Mayer drog sit sidste suk i sit lille, sirligt rene køkken med blomstret tapet, så har hun måske kigget ud på vinmarkerne og følt, at livet havde været godt. Hårdt … men godt. Efter hendes farvel til livet, så blev marken udenfor det sirligt rene køkken imidlertid overtaget af Weingut Der Pollerhof.

Men ikke alt går tabt i en travl verden, for den gode vingut Pollerhof har til Frau Mayers ære – og egen vinding – lavet vinen Frau Mayer Grüner Veltliner med druer fra den gamle frues mark. Han har samtidig forsynet vinen med en etiket, som er det tapet, som Frau Mayer havde i sirligt rene, lille køkken. Det er sgu da herligt.

Vingården Der Pollerhof er grundlagt af familien Poller tilbage i 1920’erne og ligger i byen Röhschitz i den vestlige del af Weinviertel syd for byen Retz. Siden 1992 har det været Erwin Poller, som har drevet vingården med dens samlet 20 hektar vinmarker.

De bedste vinmarker er markerne Riede Galgenberg og Riede Königsberg , hvor undergrunden er domineret af Löss … som er betegnelsen for den jord, der er i store dele af Østrig. Den er en løs jord og stenart, som især Riesling og Grüner Veltliner trives rigtigt godt i.

Erwin havde inden overtagelse af vingården arbejdet på vingårde i både Tyskland, Italien, Frankrig og USA, og har fået stor erfaring omkring vinproduktion fra de mange rejser. Han driver familiebruget fuldstændig økologisk og har bl.a. levende høns gående rundt på alle vinmarkerne.

Erwin Poller laver en række vine med personlig karakter … både i udseende og smag. Han laver omkring 13-14 forskellige vine, og nogle altså med underlige etiketter. Således er der fx jord fra vinmarkene på etiketten på vin Vom Löss og denne Grüner Veltliner har – som nævnt – et tapet som etiket.

Men lad jer endelig ikke snyde af den fancy etiket … for det er altså rigtig charmerende vin. Og WAUW for en næse … aromatisk, animalsk, dyb og virker med første indtryk, som en fed, oversøisk Chardonnay, men er langt mere floral med frugtsten, mineraler, svage krydderier, grape, hyldeblomst, honningmelon og fersken.

I munden er vinen perlende … næsten mousserende … men også kun næsten. Den har et krydret element, sådan lidt sødkrydret med modne frugter, tropiske frugter, urter og en nærmest italiensk syre. Frugt, syre og fylde er i god balance, og et meget livlig vin, tror jeg er bedste udtryk. En vin med mange ansigter … og jeg ka’ li’ dem alle.

Købt hos Husted Vin til 135 kr. Køber du 6 flasker er prisen 117 kr. pr. flaske.

Rating 5/7   

2014 Domaine Fond Croze, Côtes du Rhône Cuvee Romanaise, Rhône, Frankrig

2014 Domaine Fond Croze, Côtes du Rhône Cuvee Romanaise, Rhône, FrankrigDet var de hvide vine, som dominerede på Gastronomé … og der var alene 2 rødvine, hvoraf den ene var denne Côtes du Rhône Cuvee Romanaise fra vinhuset Domaine Fond Croze, som ligger ved byen Saint Roman de Malegarde vel omkring 25-30 kilometer nordøst for Châteuneuf-du-Pape.

Vinhuset er grundlagt af Charles Long lige efter 1. verdenskrig … ja, for dem som ikke kan huske den, så var det imellem 1914 og 1918. Men familien Long producerede dog ikke selv vine, men leverede druerne til det lokale kooperativ, og det fortsat også under sønnens Raymonds ledelse, da han overtog driften i 1958.

Han udvidede dog vingården ved tilkøb af yderligere job, men det var imidlertid først i 1997, da Raymonds sønner – og 3. generation – Daniel og Bruno overtog ledelsen, at man begyndte at lave vine i ejet navn … og det var reelt starten på Domaine Fond Croze.

Det var Daniel, som startede med at tage ledelsen, mens broderen Bruno studerede ønologi på universitetet. Derefter gik de i gang med at lave nye vinkældre og nye metoder til både pasning af marker og produktion blev indført.

De undlod sprøjtegifte og kunstgødning har heller ikke været brugt i mange år. I 2009 startede brødrene en konvertering af deres samlede 70 hektar vinmarker til økologi og indgik samtidig et samarbejde med en af Rhônes helt store profiler, ønologen Philippe Cambie, som jo er kendt her på bloggen. Den gode Cambie har jo været fødselshjælper på en lang række vine, som jeg har skrevet om her på bloggen.

Denne er én af husets topvine, som kun laves i små mængder – typisk omkring små 400 kasser årligt – og endda kun i gode årgange. Således er vinen ikke lavet i 2013, men i 2014 var høsten helt i top. Det er primært økologisk Grenache (100% skriver importøren) med sen høst fra vinstokke på mellem 35-40 år og lavt udbytte. På etiketten står der dog, at vinen er Grenache domineret … og tidligere stoppede Long også 40% Syrah i, så det kan ikke udelukkes, at det fortsat er tilfældet. Vinen har lagret 10-12 måneder i store 500 liters egefade.

Duftmæssigt virker vinen næsten helt biodynamisk … animalsk med mejeri, hængt kød … virkelig kølig stil, dyb animalsk og rustik duft med sorte bær, jern, enebær, spidskommen, lakrids og lidt vanilje. Herlig kraftig duft af god Rhône. I munden er vinen overraskende slet ikke så mørk og tung, som måske kunne forventes. Der er god, frisk frugt … let og frisk, blød med meget klare pebernoter, blæk og tydelige tanniner. En habil Rhône vin.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 129,95 kr.

Rating 5/7 

2014 Quinta Vale D. Maria, VVV Branco, Douro, Portugal

2014 Quinta Vale D. Maria, VVV Branco, Douro, PortugalMed næste vin blev det langt mere interessant … en VVV Branco fra det portugisiske vinhus Quinta Vale D. Maria, som jeg stiftede bekendtskab med i marts måned, hvor jeg drak en af husets imponerende rødvine, som jeg også gav 6 fede tommelfingre … klasse.

Quinta Vale D. Maria er grundlagt i 1996 af Cristiano van Zeller, som overtog vingården, der havde tilhørt hustruens Joanas familie. Vingården ligger midt i Rio Torto dalen omkring 25 kilometer sydøst for byen Vila Real og ved floden Rio Torto.

Christiano havde tidligere ejet en anden vingård, nemlig Quinta do Noval i Pinhao-dalen, men han måtte dog i 1993 sælge gården efter en brand og en større familiekrise. Derefter lavede han i en periode vine, hvor han opkøbte druer fra andre vingårde og så producerede både hvidvine, rødvine og portvine i lejede vinkældre.

Så derfor var det også naturligt, at han drømte om en ny start på egen vingård. Da Christiano overtog Quinta Vale D. Maria var der samlet 19 hektar vinmarker, hvor 10 hektar var med 50 år gamle vinstokke, bl.a. med druesorterne Tinta Amarela, Rufete, Tinta Barroca, Tinta Roriz, Touriga Francesa, Touriga Nacional, Sousão og en del flere.

Efterfølgende har Christiano dog opkøbt yderligere marker, således gården i dag råder over 31 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er C.V., Vinha do Rio og Vinha Francisca. Der er ligeledes bygget nye vinkælder og investeret i moderne udstyr til vinfremstillingen, bl.a. nye store rustfrie ståltanke med temperaturstyring.

På Vale Dona Maria har han et køligere terroir til rådighed end i fx Pinhao-dalen. Derfor er druerne yderst velegnede til at lave røde vine. Fra områdets bedste marker med meget gamle stokke plantet i traditionelle “field blends” skaber han vine af verdensformat.

I flere marker har man identificeret mere end 50 forskellige druesorter, som alle bidrager til at give vinene kompleksitet, men som også giver store udfordringer under høsten, hvor man prøver at høste hver eneste klase ved optimal modenhed. I kælderen vinificeres alle parceller separat, og den endelig blanding sker ofte først en måned før, at den endelige vin aftappes. På denne måde lærer Cristiano van Zeller sit terroir bedre at kende og kan forbedre vinene helt ned til mindste detalje.

Med hjælp fra Sandra Tavares da Silva og vinmageren Joana Pinhão laver vinhuset 1 hvidvin, 6 forskellige rødvine samt 3 forskellige portvine. Topvinene er de røde enkeltmarksvine Curriculum Vitae, Vinha do Rio og Vinha Francisca. Men hva’ fanden … kan huset også lave god hvidvin? Ja, det er et godt spørgsmål.

VVV har ikke noget at gøre med Volkswagen, men står for 3 dale (valleys), hvorfra druerne til kommer. Det er som med de øvrige vine fra Quinta Vale D. Maria et fieldblend … dvs. en skøn blanding af forskellige druer og hvis det følger mønsteret fra de øvrige vine fra vinhuset, så består blandingen af omkring 40 forskellige druesorter.

De primære sorter er dog Rabigato, Donzelinho Branco, Gouveio, Códega, Samarrinho og Viosinho. Og dem kender vi jo ikke en hylende fis til, men alle er hvide portugisiske sorter, hvoraf de fleste også anvendes i hvid portvin. Derudover er denne vin fadlagret, men hvor lang tid har jeg ikke kunnet finde ud af. Der er alene lavet 1.200 flasker af vinen.

Næsen er voldsom animalsk, dyb med våde fade, eg, fedme, volumen, modne æbler, citron, appelsin, gammelt apotek eller duften af et tomt pilleglas, svag lakrids, blomster samt salt og lidt kalk. I munden er vinen sød og cremet med citron, ristede hasselnødder, søde krydderier og en blød syre. Flot balance og lækker vin.

Forhandles at Atomwine, hvor prisen er 169 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Heymann-Löwenstein, Riesling Schieferterrassen, Mosel, Tyskland

weingut-heymanWe Love Riesling og hvad er bedre end Riesling til Riesling Week? Her har vi en af slagsen fra et af de bedste steder for Riesling i vort sydlige broderland, nemlig Mosel. Vi har fat i en Riesling Schieferterrassen fra Weingut Heymann-Löwenstein, som hører til blandt nogle af de bedste producenter i området.

Weingut Heymann-Löwenstein holder til i byen Winningen, som ligger i den nordlige del af Mosel ikke langt fra Koblenz. Vinhuset er grundlagt i 1980 af Reinhard Löwenstein sammen med hustruen Cornelia Heymann-Löwenstein. De første år lå vingården i Lehmen, men i 1983 flyttede de til nuværende adresse i Winningen.

Inden Reinhard blev vinbonde havde han tilbragt en del år som aktiv kommunist i det franske kommunistparti, og havde også arbejdet som frivillig hjælpearbejder i Cuba. Han startede beskedent med 5 hektar marker ved Winningen.

Omkring Winningen ligger vinmarker ikke så højt – ja faktisk bliver det ofte kaldt Untermosel, men det passede Reinhard godt, da han var af de overbevisning, at det ville godt de bedste tørre vine … og det var præcis hvad han gik efter.

I dag har vinhuset dog også en lang række stejle vinmarker … samlet 14 hektar med druesorterne Riesling, Spätburgunder, Weißburgunder, Müller-Thurgau og Elbling. De bedste marker er Winninger Röttgen, Winninger Uhlen, Hatzenporter Kirchberg, Hatzenporter Stolzenberg, Valwiger Herrenberg, Winninger Hamm og Winninger Brückstück.

Og nogle af markerne er virkelig stejle. På hver af de hundrede år gamle terrasser, der er skåret ind i klipperne, vokser ofte kun 1-2 rækker vinstokke. Markerne Kirchberg, Stolzenberg, Röttgen, og Uhlen var allerede på Napoleons tid anset for at være de bedste i området. Fra disse vinmarker skaber Löwenstein nu nogle af de mest karakterfyldte vine i Tyskland, som hver især afspejler den skifer, der findes i markernes undergrund. Derfor er de vidt forskellige og Reinhard taler om skiferens klang.

weingut-heymann-lowenstein-ii

I vinifikationen bruger Reinhard minimalistiske, naturlige metoder til at indfange hver vinmarks udtryk. Han høster ekstremt sent og lader vinene gære spontant med de mange vilde gærstammer, der findes i vinmarken. Denne proces kan vare i op til 1½ år, og giver vinen en større fylde og kompleksitet, end det ellers kendes i regionen.

Og klasse fornægter sig ikke … i næsen svag petroleum og den oser næsten af Riesling. Der er en lækker frugtaroma, fersken, frugtsten, mineraler, sødme, intensitet, nødder … er det valnødder? Der er måske også lidt appelsin … virker en smule eksotisk og mineralsk i næsen, og den dufter saftsusende godt.

Smagsmæssigt virkelig en vin i balance, syren danser sammen med frisk frugt, sødme og let bitterhed fra både lemon- og grapefrugt. Der mærkes citrus, salt og en blid jernagtig mineralitet. Flot vin … og det er endda alene en “Guts-Riesling” … altså en entry-level Riesling fra den gode Weingut Heymann-Löwenstein. Måske er det også derfor, at huset af Riesling.de er ranket som værende blandt Tyskland 10 bedste Riesling producenter.

Forhandles af Atomwine, hvor prisen er 159 kr.

Rating 5/7 

2012 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, Italien

2012 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, ItalienFuck, FÅK og for helvede. Jeg var SÅ tæt på at gætte denne vin. Da jeg smagte den, så tænkte jeg NATIV … og spurgte Steffen, om han kendte vinhuset Nativ? Han så satans uskyldig ud, og jeg syntes måske også, at vinen var en tak sødere, så jeg gættede på noget amerikansk. Men det var sgu lige præcis vinen Eremo San Quirico fra Azienda Agricola Nativ i Campanien.

Sidst jeg smagte vinen var det i en årgang 2010, men her har vi vinen i årgang 2012, men skulle – på samme måde som 2010’eren – ha’ opnået 99 point fra den verdensberømte stjerneanmelder Luca Maroni og titlen som Italiens bedste vin i vinguiden 2015.

Vinhuset Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, og han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien. Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. vinene Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco og så denne Eremo San Quirico, som er husets topvin.

Vinen er  lavet fra 200-250 år gamle Aglianico vinstokke på markerne omkring Taurasi i en højde på 500 meter. Druerne høstes sent, typisk først i november, og efter presning gærer vinen på rustfrie tanke i 20 dage. Herefter lager vinen 20 måneder på nye franske Barriques.

Det er rigtig powervin med volumen, fedme, sødme, saft og kraft. I næsen er vinen – helt som sidst – mørk, sort med blommer, sorte modne bær, solbær, blæk, blyanter … en gul knækket skoleblyant foreslog Paul endda. Der er også flæsk, træ, vanilje, sødme … og det hele meget intens. I smagen er der eksplosiv frugt, søde blommer, intens koncentreret saft, fyldig, blød, tørhed og egenoter. Det er cremet med mokka, kakao, chokolade og tobak … næsten helt porno.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af SuperVin, hvor prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker, ellers er prisen 299,95 kr.

Rating 5/7 

2011 Stark-Condé Wines, Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir, Elgin, Sydafrika

2011 Stark-Condé Wines, Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir, Elgin, SydafrikaSjovt nok havde jeg også valgt en Pinot Noir, som ikke var europæisk … endsige tysk. Helligbrøde fra en inkarneret Spätburgunder-dude. Skyldig! Vi har nemlig her fra i vinen Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir fra det sydafrikanske vinhus Stark-Condé Wines.

Stark-Condé Wines er grundlagt tilbage i 1998 og ligger i Jonkershoek dalen i Stellenbosch. Det er et samarbejde mellem den primære drivkraft José Condé og hans svigerfader Hans Peter Schröder. At vinhuset hedder Stark-Condé skyldes, at Josés moders pigenavn var Stark.

Den primære fokus ligger på at producere håndlavede Cabernet Sauvignon vine fra ejendommens egne vinmarker. Jonkershoek dalen har historisk været kendt som et af de bedste områder for Cabernet i Stellenbosch.

Alle vinene produceres i meget små mængder og samlede produktion ligger normalt kun på omkring 6.000 kasser. Alle Stark-Condé vinene tappes uden filtrering af nogen art, hvorfor et meget højt indhold af aromastoffer er bevaret i vinene.

Der laves vine i 4 serier, nemlig serierne Three Pines, Stellenbosch, Postcard Series og Lingen. Denne Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir kommer fra Postcard serien, som netop tidligere hed Pepin Condé serien. Navnet Pepin er Josés øgenavn, som bruges af netop venner og familie, og vinene laves med druer, som indkøbes fra andre vinavlere rundt om i Sydafrika. Altså en slags non-estate vin.

Druerne til denne Pepin Condé Rowey Vineyards Pinot Noir kommer fra Elgin området og selvfølgelig fra marken Rowey Vineyards. Druerne er Dijon kloner, som kommer fra vinstokke med en gennemsnitsalder på omkring 9 år, altså forholdsvis unge stokke. Vin er lavet i åbne kar og har efter vinificering lagret 11 måneder på franske fade, 30% nye og resten en kombination af fade, som er 2 og 3 år gamle. Vinen er flasket med en let filtrering.

I glasset ganske transparent … måske endda med en lidt orange nuance. bare lidt. Igen klar Pinot Noir duft … virkelig herlig med en sød animalsk stald, mejeri, hindbær, jordbær, muskatnøder, eg og en vis fylde, volumen. Fornemmer også lidt babybræk, lak/fernis, men på den totalt fede måde. Uha, hvor den altså dufter godt.

I munden er der godt med sødme, måske også mere end forventet. Det er cremet, mild … som fløjl. Der er frugtsødme, god lækkerhed, og syren måske lidt skjult, ligger nærmest pakket lidt bag frugten, volumen og fylden i vinen. Det smager sgu godt, men er nok på nippet til at blive lidt porno eller overdone. Jeg kan nu herrens godt li’ den.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Brdr. Schmidt Vinhandel, pris 249 kr.

Rating 5/7