Så blev det endelig lørdag den 26. februar. En aften vi alle fire havde set frem til gennem en lang vinter … ja faktisk lige siden sidste vinaften hos undertegnede tilbage i starten af december.
Konceptet er det samme … helt genialt, hvis vi selv skal sige det. Hver deltager medbringer 2 vine, og så skal der i bedste konkurrenceprægede stil gættes, hvilket land vinen kommer fra. Den der gætter flest vinder, og får en præmie, som taberen sørger for.
Fortsat lige genialt … værtsrollen går på skift, og der skal diskes op med hjemmelavet mad i gourmetklassen. Ikke et øje ville være tørt hos hverken Bo Bech, Ramsay eller Kirsten Hyttemeyer.
Denne lørdag i februar tog vi hul på 4. år med vores lille vin-gourmet-gætte-land-klub. I “tribute” hertil havde Jan lavet samme ret, som den første gang disse gæve vinfreaks stævnede sammen, nemlig gullash.
Menuen
- Appetizers; Små italienske & krydrede pølser, ost og baconsvøbte figner
- Forret; Pasta Carbonara – old school.
- Hovedret; Gullashsuppe og gourgeres med gedeost og timian.
- Dessert; Æblekage med chokoladetrøffel, nødde-kaffe-krokat og flødeskum.
Rigtigt nams, så stor ros til Jan for de kulinariske evner. Fåk, hvor de gourgeres smagte fantastisk. (Gourgeres er en slags ostebrød eller på amerikansk cheese puffs).
Men tilbage til vinen. Lad os i rækkefølge kigge på aftenens vine:
- 2005 The Colonial Estate, Exodus, Chardonnay, Australien (Jan)
- 2005 Keller Spätburgunder Grosses Gewächs ”Bürgel” (Felix), Tyskland (Ulrik)
- 2004 Argyle, Nuthouse Pinot Noir, Reserve series, USA (Jan)
- 2004 Arzuaga Reserva, Ribero del Duero, Spanien (Steffen)
- 2004 Yarden Galilee Syrah, Israel (Paul)
- 2008 Quinta Do Vale Meão, Portugal (Paul)
- 2006 Knipser, Cuvée X, Pfalz, Tyskland (Jan)
- 2008 QS2 Sardonia (Peter Sisseck), Spanien (Ulrik)
- 2008 Edmeades, Zinfandel, USA (Steffen)
Sammenlagt en aften, hvor alle vinene holdt. Der var ikke en eneste dårlig oplevelse, og samtidig gav vi os god tid til at nyde de dejlige vine. Der blev også gættet lystigt på oprindelseslande, men lad os indrømme … i den retning var det ikke den største aften. Topscorer blev undertegnede, men alene med 2 rigtige ud af 6 vine, en hitrate på 33%.
Men alt i alt endnu en fantastisk aften.
/Ulrik