Tag-arkiv: Californien

Californien er det dominerende vinområde i hele USA, for det strækker sig over næsten 1.000 kilometer og har et areal, der er lige så stort som 3/4-dele af hele Frankrig.

Californien står for hele 90% af de samlede vinproduktion i USA, og har en produktion, der er større end den samlede produktion i fx Australien. Samlet er der  ikke mindre end 172.800 hektar vinmarker i Californien.

Californien kan groft set opdeles i 4 mindre områder, nemlig:

  • North Coast med bl.a. de kendte regioner Napa Valley, Sonoma County  samt de mindre Mendocino og Lake County.
  • Central Coast med flere mindre kendte områder som fx Monterey, Santa Barbara og Santa Cruz Mountains.
  • South Coast syd for Los Angeles ned mod den mexikanske grænse. Regionerne er heller ikke så kendt og det er fx områder som Temecula Valley, San Pasqual Valley med flere.
  • Central Valley ligger øst for Central Coast ved foden af Sierra Foothills og det er her, at vi bl.a. finder Lodi området.

2013 Jeff Cohn Cellars, #Pure Yum, Californien, USA

Fuldfed amerikansk #Pure Yum fra vinhuset Jeff Cohn Cellars og en etiket med en fyr, der har næsen godt nede i glasset. Hashtag ægte nam nam.

Jeff Cohn Cellars holder til i Sonoma i Californien og drives af mister Jeff Cohn himself, mens fruen Alexandra tager sig af det økonomiske.

De grundlagde vinhuset i 1996 som JC Cellars og i starten alene med produktion af få vine. De har siden udvidet pænt og har specialiseret sig i vine på Zinfandel og derudover Rhône inspirerede vine. Jeff Cohn blev specielt kendt, da hans 2003 Rosenblum Rockpile Road Zinfandel i 2005 nåede en 3. plads på Wine Spectator’s Top 10, og han er da også siden blevet omtalt som Zinfandel guruen.

Cohn har dog også en særlig passion for Rhônedalens vine, og han samarbejder bl.a. tæt med Yves Gangloff, Yves Cuilleron, Pierre Gaillard og Francois Villard om flere vine.

Jeff Cohn Cellars har selv en smule jord, men hovedparten af druerne købes fra en lang række vinavlere, som Cohn har indgået dyrkningsaftaler med og har samarbejdet med igennem mange år.

Produktionen er ikke voldsom stor … alene omkring 5.000 kasser vin årligt fordelt på omkring 20 forskellige vine, primært enkeltmarks vine på Zinfandel.

Vinene kan groft set deles op i Zinfandels, Rhône Reds, Red Blends, Rhône Whites, Rockpile Syrahs samt Library Wines, som er nogle af husets bedste vine.

Denne #Pure Yum hører til blandt Red Blends, og den er da også lavet på 67% Syrah, 23% Grenache og 10% Mourvèdre. Syrah druerne kommer fra Rockpile, Grenache druerne fra El Diablo og Mourvèdre druerne fra Alta Colina markerne.

Vinen er lavet med delvis afstilkning af drueklaserne, maceration er der ingen oplysninger om, men den er lagret 16 måneder på neutrale 228 liters barriques, altså bourgogne-barriques. Den trækker en højoktan på 15,2%, selvom der faktisk alene står 14,5% på den mærkat, som importøren Atomwine har påsat vinen.

Den har i denne årgang 2013 fået 93 point af Jeb Dunnuck fra Wine Advocate og 90 point af Wine Spectator. Der er alene laves 8 barriques af vinen, hvilket vel svarer til lidt over 2.400 flasker.

Og det er en fed, buttet og sød næse, som byder dig på mørk frugt, brombær, kirsebær, kanel, engelsk lakrids, lakridsrod, tørret køb, dyb kælder, næsten lidt sød råddenskab, gazebind, blomster, chokolade og et drys peber. Meget fed, sød og voluminøs næse med snert af peber.

I munden er det også et ordentlig mundfuld, men meget velbalanceret og godt lavet. Det smager tæskelækkert og byder din mund på grafit, blæk, sødme, chokolade, kakao, kanel og masser af peber. Sødmen indikerer klart USA … og det var også rigtigt. Der er gode og blide tanniner, som ikke forstyrrer det samlede billede.

Købt hos Atomwine, hvor en flaske koster 349 kr.

Rating 5,5/7 

2010 Louis M. Martini Winery, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

Næste vin i række var Pauls første bidrag. Det var en US Cab, som Jan og jeg gættede spot on. Vinen Napa Valley Cabernet Sauvignon kommer fra vinhuset Louis M. Martini Winery, som ligger i St. Helena … midt i byen på St. Helena Highway og lige overfor andre kendte vinerier som fx Sutter Home.

Louis M. Martini Winery er grundlagt i 1933 af Louis M. Martini med det formål at lave områdets bedste druer. Louis var i en alder af 13 år sammen med sin familie emigreret til USA fra Genoa i Italien.

Den unge Louis fik interesse for vin, hvorfor faderen sendte ham til uddannelse i Piemonte, og da han returnerede til USA efter nogle år, så gik han i gang med at producere vin i et lejet vineri i Pleasanton ikke langt fra San Francisco.

I 1922 startede han så L. M. Martine Grape Product Company, som – pga. forbudstiden – leverede druer samt producerede kirkevin og medicinsk vin. Den reelle grundlæggelse af Louis M. Martini Winery skete først i 1933 efter ophævelsen af spiritusforbundet, hvor vinhuset var blandt de først 5 vinhuse i Napa Valley til at forsyne amerikanerne med god rødvin.

I 2002 solgte Michael Martini og søsteren Carolyn Martini – 3. generation på vingården – imidlertid vinhuset til Gallo familien. Michael er reelt gået på pension, men har dog sammen med Gallo familien et lille joint venture i form af projektet Cellar No. 254 … hvor de laver kvalitetsvine i små størrelser.

Gallo familien har investeret pænt i vinhuset, der har specialiseret sig i vine på Cabernet Sauvignon, men dog også laver vine på andre druer.

Samlet er Louis M. Martini Winery lidt af en stor historie … ejer omkring 730 hektar, hvoraf 240 hektar er vinmarker. De primære vinmarker er Monte Rosso i Sonoma, Del Rio ved Russian River, Ghost Pines i Chiles Valley samt Summer Lake i Pope Valley.

Denne 2010 Napa Valley Cabernet Sauvignon er lavet på 78% Cabernet Sauvignon, 11% Merlot og resten består af Petite Sirah, Petit Verdot, Syrah og Cabernet Franc.

Alle druerne er afstilket inden presning og med en forholdsvis kort maceration på 72 timer, hvorefter den alkoholske gæring sker på rustfrie ståltanke. Vinen har derefter lagret på en blanding af franske, amerikanske og ungarske egefade i omkring 15 måneder.

I glasset er det en sort bandit … virkelig en vin med kraft og en duft med solbær, godt mørk og dyb frugt, blæk, vanilje, kanel, godt med sødme, letter urter. Det er virkelig en vin med en voldsom fyldig frugtbouquet, varme og sødme.

Smagen er også fyldig og varm med amerikansk sødme, men dog ikke så meget, at det bliver helt forstyrrende. Derudover er der lidt jernagtige noter, godt med eg, tanniner samt nogle let bitre elementer.

Forhandles bl.a. af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 149 kr.

Rating 5/7

2011 Valley View Cellars, Zinfandel, Californien, USA

2011 Valley View Cellars, Zinfandel, Californien, USAZinfandel fra et amerikansk vinhus, som hedder Valley View Cellars … eller i hvert fald hed Valley View Cellars og var ejet af selskabet The Patio Wine Company. Bag dette gemmer der sig imidlertid en tragisk historie med store uoverensstemmelser og mord.

The Patio Wine Company var grundlagt af  Robert Dahl, som i forvejen ejede Dahl Vineyards. Etableringen skete med et lån på 1,2 millioner dollars fra investoren Emad Tawfilis, som Dahl havde mødt på et tidligere vineri i Yountville.

Dahl havde tidligere nogle smådomme for svindel og bedrageri tilbage i 1989 og havde også siddet i fængsel i 1990. Han havde dog – ud fra en drøm om at blive millionær – slået sig på vinproduktion og etablerede i 2013 Dahl Vineyards samt et par søsterselskaber Napa Point Brewing, Napa Point Winery og California Shiners.

Lånet fra Tawfilis skulle anvendes til at grundlægge The Patio Wine Company, men Dahl havde imidlertid problemer med at betale lånet tilbage. Tawfilis sagsøgte Dahl, som i retten blev dømt til at betale lånet bl.a. via levering 5 tanke vin til Tawfilis.

Imidlertid misligholdte Robert Dahl også denne aftale … og drev i det hele taget – jf. naboer – en meget dårlig og uetisk forretning. På et møde mellem Dahl og Tawfilis i marts 2015 opstod der strid og skænderier. Mødet endte med, at Dahl trak en kaliber .22 pistol og skød Tawfilis, som hårdt såret flygtede ud gennem vinmarkerne.

Tawfilis fik alarmeret politiet, men Dahl satte efter den sårede i sin SUV og nåede at dræbe ham med et skud i hovedet i et vejkryds mellem Hoffman Lane og Solano Avenue inden politiet dukkede op. Derefter fulgte en vild politijagt og den endte med, at politiet fik stoppet Robert Dahl i Woodland på grænsen mellem Napa og Sonoma. Der satte Dahl imidlertid pistolen i munden og begik selvmord inden politiet kunne anholde ham.

robert-dahl
Robert Dahl før han gik amok

I dag eksisterer hverken The Patio Wine Company eller datterselskabet Valley View Cellars. Går man ind på Valley View Cellars’ hjemmeside, så får man intet svar. Den eksisterer heller ikke længere. De nåede alene at lave et par vine i 2011 og 2012.

Derfor har jeg således heller ikke mange oplysninger om vinen, produktionen eller andet. Lad os i stedet smage på denne vin fra det hedengangne vineri.

Duftmæssigt er det meget typisk amerikanske Zinfandel med chokolade, sødme, mørk frugt og en smule tørhed. I munden er der – vel også som forventet – godt med sødme, søde kirsebær, svedsker, bløde tanniner, karamel og røg. Meget ærketypisk amerikansk Zin.

Ved ikke, hvor vinen er købt eller prisen på vinen.

Rating 4/7 

2014 Francis Ford Coppola Winery, Red Blend Diamond Collection, Californien, USA

2014 Francis Ford Coppola Winery, Red Blend Diamond Collection, Californien, USAUden det store Apocalypse Now er vi ved vejs ende … i hvert fald er dette sidste vin af de 12 Coppola vine fra i lørdags. Vinen er instruktørens Red Blend Diamond Collection med druer fra marker i Napa, Sonoma, Lodi og El Dorado.

Det er – på samme måde som de sidste vine – et blend, som varierer fra år til år. I denne årgang 2014 er det på 38% Petit Verdot, 31% Cabernet Sauvignon og 31% Syrah. Og så skulle vinen efter sigende være inspireret af Scarlet O’Hara fra den legendariske storfilm Gone With the Wind … borte med blæsten og derfor også en scarlet farvet etiket. Vinen skulle samtidig være farverig som Scarlet.

Efter vinifikationen lagres vinen i 10 måneder på franske egetræsfade inden aftapning. Vinmageren er selvfølgelig – uændret – Corey Beck.

Duftmæssigt virkelig våde fade, kirsebær, brombær og en omgang krydderier. Derudover ikke så mange noter … måske også grundet, at det var 12. vin i strengen. Smagen er virkelig blød, sød og nem … mærke bær, godt med lakrids og nogle ristede noter. Knap så markant som foregående vin.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 179 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Syrah Diamond Collection, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Syrah Diamond Collection, Californien, USAHvad mangler vi af druer i Diamond Collection serien? Jo, selvfølgelig lidt Syrah, så her får vi Francis Ford Coppola Winerys Diamond Collection Syrah … eller Syrah-Shiraz, som de selv skriver på etiketten.

Og surprise … igen er det ikke ren Syrah, da Corey Beck i denne årgang 2013 har lavet blendet på 76% Syrah, 24% Petite Sirah.

Druerne kommer fra både Paso Robles og Monterey, endda fordelt på 3 forskellige vinmarker. Syrah’en er fra San Lucas og Paso Robles, mens Petite Sirah kommer fra en mark i Hames Valley.

Vinen er lagret 10 måneder på franske egetræsfade og trækker 13,9% i alkohol. Corey Beck har udtalt, at denne årgang 2013 formentligt er bedste årgang af vinen nogensinde.

Den har en herlig animalsk side … vi snakker mejeri, mødding iblandet noget blæk, grafit og er derudover proppet med mørke bær. Virkelig animalsk, næsten biodynamisk i udtrykket, hvilket vi bestemt ka’ li’. Selv syren virker næsten animalsk. Frugten er sådan lidt brombær, blommer, godt med krydderier og en snert peber. Man kunne forleden til at tro, at det var lidt Rhône.

Smagen er egentlig lidt kort i det … virkelig kort eftersmag, men frugten er klar, frisk og lidt easygoing. Det er nok mest solbær, bløde tanner og fin syre. Næsen er dog klart bedste del af vinen. Skal virkelig sniffes.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 149 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Cabernet Sauvignon Director’s Cut, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Cabernet Sauvignon Director's Cut, Californien, USASom i gennemgang af en lang filmography er vi nået til sidste lørdags Coppola vin nummer 10. Det er et gensyn med Cabernet Sauvignon og denne gang fra Director’s Cut serien.

Igen ikke ren Cabernet Sauvignon, men denne 2013 Cabernet Sauvignon Director’s Cut har vinmageren Corey Beck lavet på 87% Cabernet Sauvignon, 8% Malbec og 5% Cabernet Franc, så dermed igen noget, som kunne minde om et Bordeaux blend. De tilsatte druer varierer fra år til år, nogle gange er det tilsat lidt Merlot, mens blendet fx i den efterfølgende årgang 2014 er 85% Cabernet Sauvignon, 10% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc.

Faktisk siger lovgivningen i Californien, at der blot skal være 85% af en druesort i vinen for, at man så må bruge druesorten som eneste betegnelse på vinen. Derfor er dette således en Cabernet Sauvignon Director’s Cut, hvor Cabernet Sauvignon druerne kommer fra Alexander Valley.

Vinen er lagret i 14 måneder på primært franske egetræsfade, heraf 40-50% nye fade, mens resten af fadede er mellem 1-2 år gamle.

Og nu bliver det rigtigt tæt, mørkt og intenst i næsen … vi snakker engelsk lakrids og tobak, mørke frugter, solbær, brombær, blommer, tunge våde fade samt nelliker.

I munden er frugten meget moden, overmoden endda, fed, voluminøs og ganske sød. Ja, det er jo amerikansk Cab. Men der er – ganske overraskende – også en vis lethed over vinen, selvom sødmen hele tiden lurer. Smager helt sikkert godt og en vin, som de fleste vil elske.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 239 kr.

Rating 5/7 

2014 Francis Ford Coppola Winery, Claret Diamond Collection, Californien, USA

2014 Francis Ford Coppola Winery, Claret Diamond Collection, Californien, USAClaret er det gamle, engelske ord for en vin fra Bordeaux … og næste Coppola vin, en Claret Diamond Collection er netop en Bordeaux inspireret vin. På etiketten står der også “1910 Type” for at ære Gustave Niebaum, som netop i 1910 lavede en tilsvarende vin på det gamle Inglenook Estate.

På Francis Ford Coppola Winery er denne årgang 2014 Claret Diamond Collection lavet på 77% Cabernet Sauvignon, 19% Petit Verdot, 3% Cabernet Franc og 1% Merlot. Nogle år stoppes der dog også en smule Malbec i blendet. Med andre ord et rigtigt Bordeaux blend.

Druerne høstes primært fra Coppolas egne marker i Napa Valley, Sonoma og El Dorado. Vinen lagres i 12 måneder på fransk eg inden endelig sammenstikning og aftapning.

Næsen er dyb, herlig mørk med tjære, eg, meget frisk frugt … solbær, blommer, lidt skovbund og en anelse ristede noter samt krydderier. Smagen er utrolig frugtrig … og let. Det er let med lyse kirsebær,  lette blommer, lidt lakrids eller fennikel samt bløde, blide tanniner.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 189 kr.

Rating 5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Cabernet Sauvignon Diamond Collection, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Cabernet Sauvignon Diamond Collection, Californien, USACoppola vin nr. 8 i rækken blev på den solbærdominerede Cabernet Sauvignon drue og her igen i den store Diamond Collection serie.

Som jeg skrev i et af de tidligere indlæg, så har Francis Ford Coppola 2 vingårde … den oprindelige Rubicon Estate – købt i 1975 af Francis og hustruen Elanor efter Francis’ massive succes med Godfather filmene – og så Francis Ford Coppola Winery, den store turistattraktion, som flere lidt spydigt eller drillende kalder en vinøs Disney Park.

Rubicon Estate ligger i Rutherford tæt ved Mount St. John i Napa Valley, mens Francis Ford Coppola Winery ligger i Geyserville i Sonoma.  Og for at gøre det yderligere indviklet, så ejer Coppola i dag faktisk også et 3. vinhus, nemlig Virginia Dare Winery, som også holder til i Geyserville, endda på adressen Chianti Road.

Lad os starte med Coppolas første vingård Rubicon Estate, som han købte i 1975 sammen med 630 hektar jord. Det er reelt et decideret vinslot, som tidligere hed Inglenook Estate.

Vinslottet stammer tilbage fra 1879, hvor det blev bygget af den finske kaptajn Gustave Niebaum, som var både en stor entreprenør og vinelsker, der havde sat sig for at bygge et vinslot, der skulle kunne konkurrere mod de store europæiske slotte.

Da Niebaums grandnevø John Daniel Junior i 1930’erne overtog slottet, så var den vision allerede nået, for slottet havde opnået international anerkendelse,  Efter Coppolas overtagelse af det historiske vinslot har han opkøbt yderligere parceller, således slottet  i dag ejer samme marker som tilbage ved etableringen.

Selvom Coppola undervejs ændrede navnet fra Inglenook Estate til Rubicon Estate, så har han nu fortrudt dette … og derfor hedder slottet i dag igen Inglenook Estate. Måske hænger det også sammen med, at Coppola i 2011 købte alle rettighederne til at producere vine under Inglenook navnet … til en sum, som efter sigende var endnu større end prisen for hele vinslottet og dets 630 hektar jord tilbage i 1975.

Og der er virkelig satset big time på produktion af prestigevine fra vinslottet. Coppola har bl.a. ansat den franske vinmager Philippe Bascaules fra Château Margaux til at forestå produktionen af vinene undet Inglenook Estate navnet. Der laves 7 forskellige vine under Inglenook navnet … og topvinen hedder meget passende Rubicon.

Så det var altså første ejendom Rubicon Estate a.k.a. Inglenook Estate.

Og så er der jo forlystelsesparken Francis Ford Coppola Winery med restaurant, museum, poolområde m.v. Der har Coppola alene 10 hektar vinmarker, som vist mest er til topvinene hos vineriet … som flere kalder Wine Wonderland eller Disneyland for voksne.

Nok snak … her Cabernet Sauvignon Diamond Collection fra det eventyrlige legeland. Som med mange af de andre vine er det ikke en enkeltdruevin, for i denne er der 80% Cabernet Sauvignon, 15% Segalin og 5% Petit Verdot .

Segalin er jeg aldrig stødt på før, men det er en fransk drue, som er udviklet på Institut National de la Recherche en Agronomie i Montpellier i 1980. Det er en krydsning mellem sorten Jurançon Noir og Blauer Portugieser.

Druerne til vinen kommer både fra marker ved El Dorado i den nordlige del af Californien og ved Paso Robles i den sydlige del. Vinen er lagret 12 måneder på en kombination af franske og amerikanske egetræsfade.

Næsen er animalsk … voluminøs og det er mørke kirsebær, solbær, nyristede fade, godt med eg, eukalyptus, mentol og en række syrlige elementer samt en slat tobak. I munden en meget ren frugt med jern … og slet ikke så voldsom fed, som næsen ellers indikerer. Har en fin syrlig side, som jeg egentlig synes klæder vinen rigtigt godt. Bestemt en dejlig vin.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 179 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Zinfandel, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Zinfandel, Californien, USAVi fortsætter med den i Californien massivt udbredte Zinfandel drue, men stepper et niveau op til Director’s Cut Zinfandel fra Francis Ford Coppola Winery.

Igen med en etiket inspireret af den originale filmrulle, som brugt i verdens første filmmaskine … en såkaldt Zoetrope.

Det var jo i øvrigt også navnet på det produktionsselskab, som Francis Ford Coppola grundlagde i 1969 sammen med George Lucas, nemlig American Zoetrope.

Selskabets første film var THX 1138, en science fiction-spillefilm skrevet af George Lucas, selvom Coppola selvfølgelig mest er kendt for Godfather-trilogien og Apocalypse Now. Han har dog stået bag mange andre film … og derudover er han også kendt for at være onkel til Nicolas Cage.

I det hele taget er Coppola-familien er noget af et filmdynasti, bl.a. var Francis’ far Carmine komponist og skrev musikken til Godfather-filmene. Hans datter Sofia er selv instruktør, mens hans søster Talia Shire er skuespiller og kendt fra Rocky-filmene.

Men det var nu ikke familien Coppola, som vi skulle snakke om, men i stedet denne Director’s Cut Zinfandel, der – som lillesøsteren – ikke er på ren Zinfandel, men lavet på 84% Zinfandel, 14% Petite Sirah og 2% Syrah. Druerne kommer fra Dry Creek Valley appellationen og er dermed opkøbt fra lang række vinavlere.

Halvdelen af druerne er gæret i åbne træfade, for at trække optimal farve og ekstrakt fra druerne. Efter vinifikationen lagres vinen 12 måneder i en kombination af franske og amerikanske egetræsfade inden aftapning. 25% af fadene er nye og resten mellem 1 og 2 år gamle. Alkoholen er her noget højere end hos lillesøsteren, nemlig hele 14,9%,

I næsen er her godt med egetræ, mørkt kød, solbær, brombær … virkelig mærk frugt, chokolade, let vanilje og en smule peber. Smagen er blød, cremet og godt voluminøs … fortsat med nogle jernagtige noter og godt med filmagtig, amerikansk sødme. Det er meget blidt og meget behageligt.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 219 kr.

Rating 5/7 

2013 Francis Ford Coppola Winery, Zinfandel Diamond Collection, Californien, USA

2013 Francis Ford Coppola Winery, Zinfandel Diamond Collection, Californien, USANaturligvis er én af de 13 vine i Diamond Collection serien på Zinfandel … den mest plantede drue i Californien. Hvis USA skulle vælge en nationaldrue, så ville det klart blive Zinfandel og selvfølgelig laver Coppola også vine på Zinfandel.

Vinen er dog ikke på ren Zinfandel, men består af 77% Zinfandel og 23% Petite Sirah. Druerne kommer – som ved de andre vine i Diamond Collection serien – fra opkøbte druer. De kommer fra forskellige områder af Californien, bl.a. fra de kølige zoner i Paso Robles og de varmere områder i Monterey.

Vinmageren Corey Beck siger selv, at der er er blandet Petite Sirah i vinen for at give en modbalance til den mørke, kraftige og lidt jammy frugt, som Zinfandel ofte giver i Californien. Det skulle give en større kompleksitet i det endelige blend.

Det har måske også påvirket alkoholen, som kun ligger på 13,3% … langt under de 14%, som Zinfandel oftest besidder. Vinen lagres i 12 måneder på franske egetræsfade inden aftapning.

Og der er faktisk godt med eg i næsen sammen med solbær, brombær, blommer, lakrids, kanel, vanilje, fedme, sødme og en smule mentol.

Smagen er ikke så voluminøs som forventet, men byder på nogle jernagtige noter, nogle bitre noter og stramme tanniner, som virkelig sætter sig på fortænderne. Frugten er i stedet tynd og syrlig … passer nærmest ikke til duften. Der er forholdsvis kort eftersmag.

Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 149 kr.

Rating 4/7