Zweite Weinstube i søndags blev min hamburgske stamvinbar NEUMANNs | Bistro & Weinbar i Rotherbaum kvarteret. De har ganske vist ikke Spätburgunder på vinkortet – og sådan en unode bør de selvfølgelig omgående få rettet – men så nuppede vi blot denne Weißer Burgunder fra Weingut Alexander Laible.
Ham er vi stødt på et par gange tidligere her på bloggen, men primært med nogle af hans vine på Spätburgunder. Laible holder til ved den lille by Unterweiler nær Durbach lidt nord for Kaiserstuhl i Baden.
Alexander kommer selv fra en stolt familie af vinproducenter. Laible familien har været vinbønder i 13 generationer siden 1672, så det var oplagt, at Alexander og hans bror Andreas også skulle være vinproducenter, men det blev Andreas, der overtog driften af familiens vingård.
Alexander måtte selv ud at købe en vingård og vinmarker. Heldigvis hjalp grandfætteren Eugen Schlindwein med de første marker, idet han i 2007 solgte Alexander nogle af hans marker i det nordlige Ortenau omkring Sinzheim Baden-Baden … og det blev grundstenen til Weingut Alexander Laible.
Der skulle imidlertid også købes en ejendom til produktion af vinene, så Alexanders og hustruen Corinnas købte i 2007 også en gammel ejendom sammen med yderligere jord, og det er netop ejendommen ved Unterweiler … faktisk ikke mere end få hundrede meter fra bror Andreas’ vingård … den fædrene gård.
Og den købte vingård er en charmerende gammel ejendom, nænsomt restaureret og indeholder en 160 år gammel mølle. Efter købet blev alt ombygget og renoveret bl.a. med støtte fra det evangeliske broderskab Kecharismai auf der Schwäbischen Alb. Munkene lever efter benediktiner regler, og de kendte Alexander fra barndommen og ville gerne hjælpe ham med at bygge sin vingård. Måske hjalp det også, at munkene er vinelskere.
Til hjælp med produktionen fik Alexander de første år hjælp af grandfætteren Eugen Schlindwein, som jo også havde hjulpet med købet af de første marker, og derudover vinmageren Iris Mauch og freelance vinmageren Manfred Enderle.
Manfred er vi tidligere stødt på her på bloggen, idet han er venner med de herlige Enderle & Moll … men er dog ikke i familie med Sven Enderle trods det fælles efternavn. I dag er Manfred dog ikke længere tilknyttet Weingut Alexander Laible, hvorfor det i dag alene er Eugen Schlindwein og Iris Mauch, som fortsat hjælper med produktionen.
Men Alexander havde selv havde også en vis erfaring, dels fra faderens vingård og dels fra Alexanders uddannelse til vinavlsteknikker på forskninginstituttet i Weinsberg suppleret med arbejde i Mosel. Og siden opstarten er Weingut Alexander Laible stormet frem.
I 2006/2007 blev han af DLG (Deutsche Landwirtschaft Gesellschaft) tildelt titlen Tysklands bedste unge vinproducent i konkurrence med 650 vinproducenter. Vinguiden Gault Millau tildelte ham allerede i 2009 prisen for dygtige vinmagere, og han blev samtidig udnævnt til den bedste unge vinmager i Europa.
Corinna og Alexander har i dag 11,5 hektar vinmarker og de bedste marker er Durbacher Plauelrain og Sinzheimer Sätzlerund Frühmessler. Halvdelen af vinstokkene er den traditionelle Ortenau Riesling og derudover dyrkes Pinot Blanc, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Noir og Lemberger.
Alexander bruger meget tid i markerne og formindsker udbyttet med beskæring i vinteren og reduktion igennem hele vækstsæsonen. En del af vinstokkene er 58 år gamle. Der benyttes ikke pesticider eller kunstgødning i produktionen. Resultatet er altid små aromatiske druer, der giver karakteristiske vine med intens aroma og elegant balance.
Konen Corinna er – siger Alexander i hvert fald selv – hjertet og sjælen i vingården og hun står for salget, kundepleje og bistår ellers Alexander, når vinene skal tilsmages. Svigerinden Diana Fischer hjælper med salget og står for forsendelsen af vinene, mens svigerfaren Manfred Huber hjælper med emballage, pakning, mærkning og levering af vin.
Og det med kvalitet forsøger vinhuset selv at definere med stjernerne på vinene. Der køres efter et princip med 1 til 3 stjerner, hvor 1 stjerne betyder, at der er tale om en hverdagsvin, som afspejler det lokale terroir og aldrig skuffer … som de selv så smukt skriver på vinhusets hjemmeside.
Denne Weißer Burgunder Trocken har 2 stjerner, og det betyder, at det er vin af særlig kvalitet, hvor der ikke høstes mere end 65 hektoliter pr. hektar, mens det øverste niveau med 3 stjerner betyder, at det er vine fra de bedste vinmarker, vine med intens mineralitet og udstråling, hvor udbyttet ligger under 50 hektoliter pr. hektar og hvor vinene hører til nationale og internationale topkvaliteter. Det er i hvert fald målet.
Denne Weißer Burgunder Trocken ★★ er der ikke de store oplysninger om, udover at den både har gæret og er lagret på ståltanke, med andre ord ingen lagring eller anden kontakt med egefade.
Og det faktisk en rigtig lille charmetrold af en vin, som i næsen byder på modne pærer, fersken, svag citrus … og der fornemmes en form for fylde, fedme og sødme. I smagen rammes du først af en smule sødme sammen med fedme, saftighed, gode modne pærer og lidt bitter grape i slutfasen. Trods sødme og saftigheden er der en fin og lækker syre … ikke stringent og syrlig, men en blød syre, selvom konen siger, at den renser hendes tunge. Balancen er helt fin og vinen er svær ikke at kunne li’.
På vinbaren kostede vinen 31€ … men i tyske forretninger omkring 9,80€ … og det er sgu meget fornuftigt.
Rating 5/7