Fra de smalle hylder i vinbutikken Smalle Vine i Smallegade har denne vin fundet vej til den jyske vinblogger. Gavmildt skænket af Thomas fra den charmerende butik på Frederiksberg … ingen smalle steder dér. Og vinmæssigt er vi tilbage hos slagteren Uli Metzger … og denne gang en af de bedre udskæringer, en Riesling Trocken B … hvor B’et ikke står for Barriques, men derimod at vinen er en Lagenwein.
Jeg har skrevet om Weingut Uli Metzger tidligere, men gode historier holder jo af, at blive fortalt igen … og igen.
Denne vingut holder til i byen Grünstadt-Asselheim, som vel ligger omkring 30 kilometer nordøst for Kaiserslautern.
Der Uli – som Uli Metzger kalder sig selv – har sammen med hustruen Karin og døtrene Lea og Nane 19 hektar vinmarker. Markerne ligger omkring Asselheim og omfatter bl.a. parceller på markerne Sonnenberg, Vogelsang og St. Stephan … alle med en jordbund, som er rig på kalksten og mergel, som er med til at give god mineralitet til Metzgers vine.
Herudover driver familien også Gasthof Metzger, som omfatter en restaurant med “gemütliche Weinstube” samt udlejning af en håndfuld “Gästezimmer”. Specielt vinstuen er et samlingspunkt for både lokalbefolkningen, turister og dem, som bare elsker god mad og drikke. Og alle værelserne på det lille hotel er røgfrie og har farve-TV, bruser og WC … jo jo ganz moderne.
Alle i familien hjælper til med både markarbejde og driften af hotellet og restauranten. De er alle vilde med vin. Uli siger selv, at de alle er ramt af en vinvirus. Metzger dyrker de sædvanlige tyske sorter, men har også marker med internationale druer som Cabernet Sauvignon, Merlot og Tempranillo.
Weingut Uli Metzger laver en hel del forskellige vine … 43 forskellige har jeg talt sammen. Vinene er opdelt i de sædvanlige 3 klassifikationer, som har deres navn … efter udskæringen på en ko! Og hvorfor nu det? Ja, mit bud er såmænd ganske lige til, idet Metzger nemlig betyder “slagter”, og hvad er så mere passende end at spille på dette i markedsføringen af vinene?
Det gøres på etiketter og hjemmeside med billedet af en ko med markering af udskæringerne. Og så følger de tre klassifikationer ellers kvaliteten af udskæringerne på et stykke kreatur, nemlig:
- C = Gutsweine, som Uli kalder Flanken. Det er flanksteak, tværreb, tykbryst og lignende udskæringer. Vinmæssigt er det basisvine på et meget højt niveau.
- B = Lagenweine eller de mellemste vine, som Uli kalder Pastorenstück. Det er typisk klump, inderlår, roastbeef, tykkam, spidsbryst, skank, cuvette og lignende udskæringer. Disse vine laves på druer fra gode placeringer og høstet i høj kvalitet med reduceret udbytte.
- A = Topvinene, som Uli kalder Filet. Det er de bedste udskæringer på koen, fx oksefilet, T-Bone, mørbrad, entrecote … hmmmmm. Vinmæssigt er det selvfølgelig de ældste stokke, bedste vinmarker, selektivt håndplukket og meget lavt udbytte.
Men herudover findes der faktisk også en 4. serie, nemlig serien Markenweine, som blot supplerer de ovennævnte klassifikationer. Det er vinene Weisser/Schwarzer, Pink, Flying Pig, Urbulle, Rot, Kleiner Schwarzer, Drink’n’Ride samt de tre ultimative Pinot Noir topvine Prago, Melandor og Arthos. Alle disse vine har også skøre etiketter med køer, grise og iltre tyre.
Den sidstnævnte Arthos i en årgang 2012 blev i oktober 2014 af Vinum kåret som bedste tyske rødvin. Den medvirkende årsag til dette skyldes, at Uli Metzger de seneste år har investeret en del i vinproduktionen, bl.a. er hele kælderen nybygget, og der er købt nye tanke og tønder, ligesom der er indhentet rådgivning udefra.
Nå, men vi har her fat i en Riesling Trocken B, altså Metzgers mellemste kvalitetsniveau. Og en dejlig stram næse … umodne grønne æbler, citrus, tørrede abrikoser. Skøn duft … virker utrolig frisk, men også velafbalanceret. Lad os også smage vinen. Sprød, grøn, syrlig … men bestemt ikke for syrlig. Der er grønne æbler, bananer, mineraler, flintesten … frisk og sprudlende. Smager bedst, når der er godt med vin i glasset … og det plejer jo at være et godt tegn.
Forhandles hos Smalle Vine, pris 95 kr.