Så var det tid til Clape … mesteren. Jeg havde ved Gunnar hos Bichel Vine fundet denne “Vin de Table de France” fra A. Clape, og da jeg tidligere “kun” har smagt hans Côtes de Rhône, Renaissance og Cornas, så skulle denne “Le Vin des Amis” absolut prøves. Clape er for mig den absolute éner i Nordrhône. Det er klassisk og fantastisk vellavet vin. Outstanding vil jeg nærmest kalde det. Men også dyrt. Domainet er et af referencepunkterne, ikke bare i appellationen, men i hele Rhônedalen.
Auguste Clape er tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin under i 1949. Dengang ejede familien nogle af de bedste stråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen. I dag er Auguste gået på pension og domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.
Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden, vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres, 1.200 liters fade, som man kender dem fra Alsace. Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg.
Som alle vinene fra Clape er de lavet på ren Syrah fra ca. 40 år gamle stokke på marker lige uden for AOP Cornas. Vinen har lagret 6 måneder på cement og 6 måneder på de store foudres, der ikke længere bidrager med egearomaer.
Lad os smage vinen. Duftmæssigt sker der meget … vilde bær, ristet toast, bacon, hyldebær, rosmarin, krydderurtehave, mynteblade og popcorn. Popcorn er måske ikke den rigtige betegnelse, men en duft et sted mellem hyldebær og popcorn … kan ikke lige finde helt præcis, hvad dufter minder mig om. Men godt er det. Smagsmæssigt fabelagtig saftighed, intens, brombær, jordbær, cremet og med flot tørhed, blødhed, peber og fin eftersmag. Flot af en “Vin de Table de France”, men det er jo også Clape. Selv Brix var overbevist og kaldte vinen fabelagtig. Og det er den også. Hold da op den smager godt.
Købt hos Bichel Vin til pris på 129,75 kr.