Weingut Bernhard Koch behøver vist ikke længere den større præsentation her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt og skrevet en del af vinene fra den unge Alexander Koch. Nu er den gal igen … for jeg smager nu denne 2016 Flemlinger Herrenbuckel Pinot Noir fra den pfalziske vinbonde.
Flemlinger Herrenbuckel er ikke en af Koch bedste marker, men flere vinbønder som fx Weingut Thomas Dollt, Weingut Herbert Meßmer og Koch har parceller på marken, der ligger lidt syd fra Hainfeld, hvor Weingut Bernhard Koch selv holder til.
Vinen er lavet med maceration og gæring i store tanke, og efter endt fermentering er vinen lagret i op til 20 måneder på både barriques og større egefade. Det er vigtigt for Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.
I glasset en vildt dejlig lys, transparent teglfarvet vin … bare lige præcis den farve, som fluks, prompte og sporenstregs løfter ens forventninger bare et ekstra nots op. Duften indfrier gesvindt de høje forhåbninger med en lys, sødlig og animalsk kostald samt et pænt fadpræget touch, men uden at blive alt for varm i udtrykket, for den har en lidt kølig, sart side. Det dufter så tossegodt. Der er kirsebær og jordbær, krydderier, lidt kold kaffe, mælkechokolade appelsinskal, kanel samt Mariekiks. Det er en duft, som gør den houlbergske vinblogger glad i låget.
Smagen er meget blid … virkelig tynd, fin, let, feminin og næsten selvudslettende og på vej til at blive for blid, usynlig og anonym. Men der er alligevel både syre samt tanniner nok til at holde bukserne oppe, hvilket så giver en let og virkelig saftig vin med en kæmpestor letløbsfaktor. Der er ikke samme bund, som i Koch dyrere vine, men det smager altså bare tossegodt. Jeg er sgu fortsat kæmpe fan, så dermed atter 5,5 fede houlbergske fingre med kæmpepil op.
Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske i den nyere årgang 2017 koster 169 kr.