Tag-arkiv: cabernet franc

Cabernet Franc er en fransk rød druesort, som i dag er udbredt i hele verdenen. Den er helt klassisk oprindelig dyrket i Bordeaux og Loire, men findes i dag fx også i stort omfang i det nordlige Italien samt i Californien.

I Loire findes Cabernet Franc oftest som enkeltdruevin som fx i Loires Chinon vine, men den i Bordeaux indgår som den tredje drue i mange af verdens bedste Bordeaux vine.

De første fortegnelser af Cabernet Franc i Bordeaux går tilbage til slutningen af ​​det 18. århundrede, men druen har været plantet i Loire længe før den tid. DNA-analyser viser, at Cabernet Franc er en af ​​to forældre til de også helt store druesorter Cabernet Sauvignon, Merlot og Carménère.

Cabernet Franc er lettere end Cabernet Sauvignon og giver alene en forholdsvis lys bleg rødvin, mens den i blends bidrager med finesse og giver en pebret og lidt parfumeagtigt bidrag til vinene. Noterne fra Cabernet Franc er oftest tobak, røg, blæk, blyanter, hindbær, paprika og violer.

2022 Les Capucins, Franc BeauSéjour Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2022 Les Capucins, Franc BeauSéjour Pomerol, Bordeaux, FrankrigLes Capucins er egentlig ikke en vinproducent, men mere et negociantfirma eller måske mere korrekt en vinhandler, der med rødder i Bordeaux finder, hjælper og også markedsfører ukendte vinslotte og vingårde … og en vin derfra er denne 2022 Franc BeauSéjour Pomerol

Les Capucins er grundlagt i 2011 af Yves Glotin, der selv driver to vinslotte på højre bred i Bordeaux og det er Chateaux Goudichaud og Chateaux Fage. I 2021 fusionerede Les Capucins dog med Gabart Laval Export, men driften i Les Capucins fortsætter egentlig uændret.

For Les Capucins er nemlig et lille team, der består af Yves Glotin, vinmageren Benoit Fleuré, Pierre Bocquet og Marie Gabriele. Deres opgaver er at finde, rådgive og hjælpe små vinbønder i Bordeaux og så brande samt markedsføre vinene på de udenlandske markeder.

Her smager vi en 2022 Franc BeauSéjour Pomerol fra Les Capucins, der sådan umiddelbart på både navn og etiket kunne ligne en vin fra Château des Capucins, der ligger i Lalande de Pomerol … måske er dette tilfældigt … eller ikke.

Nå, men den skulle efter sigende være lavet på et blend af primært Merlot samt Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, der kommer fra 25 år gamle vinstokke på en 25 hektar stor mark.

Allerede der kan man se, at vinen så ikke kommer fra Château des Capucins i Lalande de Pomerol, for de har i kun 10 hektar vinmarker, men denne vin er lavet i 50.000 eksemplarer. Der er dog ikke mange oplysninger om, hvordan den er lavet … så jeg springer i stedet hovedkulds ind i at smage vinen.

Duftmæssigt er det mest Merlot druerne, som træder frem … der er brombær, blåbær, solbær og hurtigt kommer der godt med cedertræ frem, mens træet virker sådan lidt rustikt og ikke helt integreret. Det får følgeskab af lidt kaffegrums og -bønner, noget engelsk lakrids, lidt nelliker og stram syre.

Smagen er voldsom tør … syren absolut meget rustik og kantet … frugten er lysere end duften med brombær, ribs og grape suppleret med sort-te bitterhed, som virker ganske dominerende. Der er tørre og beske tanniner, masser af umedgørligt bid og det er bestemt ikke en elegantier, men en bordeauxfil og uregerlig knøs, der virker ung, urund og kræver godt med mad til … 88 point.

Forhandles af Vinopol.dk, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Uva Mira Mountain Vineyards, O.T.V., Stellenbosch, Sydafrika

2017 Uva Mira Mountain Vineyards, O.T.V., Stellenbosch, SydafrikaVi sluttede Uva Mira Mountain Vineyards smagningen med Christiaan Coetzee ved roret med manér, for det var nemlig med husets topvin, som er et bordeauxblend kaldet O.T.V. og vi smagte 2017’eren.

Vinen er opkaldt efter ejerens Toby Venters far, som hed Ockert Tobias Venter.

I denne årgang 2017 er den lavet på 58% Cabernet Franc og 42% Cabernet Sauvignon. Druerne til O.T.V. kommer fra vinmarker beliggende i 300 til 400 meters højde og de er først sorteret … i både mark og vinkælder, men de to sorter er efterfølgende vinificeret separat.

Gæring og maceration er sket i åbne gæringskar og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egefade, heraf er 65% helt nye fade. Så er vinen sammenstukket og tappet på flaske inden frigivelsen. Vinen har 2,32 gram restsukker pr. liter.

Nu snakker vi … vi er kommet i en anden liga, for duften er pænt moden med mange umamiagtige noter som nødder, kastanjer, en håndfuld lakridspiber, sød pibetobak og en enkelt cigarkasse. Der er frugt af mørke kirsebær, søde amarenakirsebær, solbærmarmelade og ellers en smule mørk chokolade og vaniljekiks, men det er sgu temmelig afdæmpet og subtil.

I munden er det velvet fløjl, der bare smelter i munden som en belgiske praliner, så der er dermed så blødt og modent. Alderen har også bidraget med runde hjørner og så virker vinen i strid med alle normale regler utrolig let med en flot elegance og kompleksitet, hvor frugten kommer rullende … lag på lag på lag … smooth. 97 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 985 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Franc, Stellenbosch, Sydafrika

2021 Uva Mira Mountain Vineyards, The Mira Cabernet Franc, Stellenbosch, SydafrikaMed næste rødvin fra Uva Mira Mountain Vineyards skiftede vi druesort, for det var The Mira Cabernet Franc i årgang 2021.

Druerne til vinen kommer fra marker i 470 meters højde og kun få kilometer fra False Bay og Atlanterhavet.

Efter høst er druerne først sorteret … i både mark og vinkælder. Så er gæring og maceration sket i store åbne gæringskar af stål og efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på franske egefade, heraf er 35% helt nye fade.

I forhold til foregående Shiraz er duften langt mere komplet og balanceret. Men mærker også fra start fadene og får noter af lidt grafit, blyanter, blæk, søde krydderier, vanilje, cigarkasser, tobak og mørk chokolade. Der er frugt med brombær, sorte kirsebær, syltede kirsebær og grønne tulipanstilke … virker rank og statelig.

Det fortsætter i munden, hvor vinen har en tør og frisk frugt, godt med friskhed faktisk og kraftigt sådan lige i midten … medium. Den har en meget tør smag og er samtidig ganske syrlig med nogle sorte te-blade bitterhed og frugt af tranebær, kirsebær, lemon og grape, blomster, tobaksblade og grønne elementer på en vild måde, så dermed ender jeg på 92 point.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Felipe Staiti Wines, Vertigo, Mendoza, Argentina

2020 Felipe Staiti Wines, Vertigo, Mendoza, ArgentinaVertigo er en film af Alfred Hitchcock, en sang af U2 … men det er også navnet på en vin lavet af to elrockguitarglade vinmagere Felipe Staiti og Marcelo Pelleriti på Felipe Staiti Wines. Nu smager jeg vinne i årgang 2020.

Vinen er lavet på 40% Malbec, 30% Syrah og 30% Cabernet Franc fra op til 110 år gamle vinstokke i den berømte Vista Flores zone i Valle de Uco i 1.050 meters højde.

Marcelo Pelleriti fadgærer de tre druesorter samlet for at give vinenet mere unikt, komplekst og interessant udtryk. Vinen har så lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 30% nye fade og det er en vin med 15% højoktan.

Det dufter da herregodt … tæt, mørkt, ristet og med bordeauxfile gener. Der er ristede kastanjer, koncentreret oksefond, mælkede noter, røget og tørret oksekød, ædeltræ, mahogni, teaktræ møbel- olie, cedertræ og cigarkasser, pottemuld samt frugt af solbær, ribs. blåbær og hindbær samt tykke fadnoter af kakao, sød finsk lakrids, lakridskonfekt og mælkechokolade.

I munden er det blødt med blødt på … tæt, mørkt, modent og vinen smelter nærmest i munden. Der er sød finsk og tør engelsk lakrids, solbær, blåbær, hindbær og endda lidt lemon, men det er meget lidt, for frugten er vellysten, mægtig, ekspressiv og kraftig. Syren er både ædel, voksen og dekadent, der er godt med knastørre tanniner, men fedmen i vinen trækker den anden vej … alt i zen-balance, poleret, intenst og imponerende. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 449,95 kr., mens bedste pris ved køb af 6 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Graffetta, Hyspa, Sicilien, Italien

2020 Graffetta, Hyspa, Sicilien, ItalienGraffetta er en gammel siciliansk ejendom tidligere ejet af greven af ​​Modica, men ejes i dag af den toskanske Calì familie og laver fra de 22 hektar vinmarker på Sicilien en række vine … som fx denne Hyspa, som jeg nu har smagt i årgang 2020.

Ja har jeg også smagt nogle af de tidligere årgange af vinen, som fx årgang 2019 og 2017 … så jeg har også tidligere skrevet lidt om vingården og Calì familien.

Hyspa er lavet på 30% Cabernet Sauvignon, 30% Cabernet Franc, 20% Syrah og 20% Petit Verdot fra en vinmark på samlet 4 hektar og nogle 8-10 år gamle vinstokke.

Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring, der også er sket i ståltankene. Derefter har vinen så lagret 6 måneder på tonneaux egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Årlig produktion ligger på 50.000 flasker.

WAUW for en duft … landlig, aromatisk og har nærmest en duft af grønne blomsterstængler, masser af violer, hyben, eukalyptus, tjære, tørret kød og sandet jord og ellers masser af gæret lyserød frugt, der mest er brombær og hindbær. Derudover fanger jeg også cedertræ, garvet læder, sorte oliven, kaktuspiller … virker meget let og en smule krydret.

Sådan smager vinen faktisk også … virker let med lyse bær og igen dette distinkte blomstrede element, som om vinen havde lagret med et bundt rosen- og tulipanblade. Det er hindbær, tranebær, kirsebær og smagen er ren, rank, lys og cremet. Det er som en lys beaujolais, men bare med burgundisk lethed, blomster samt peace and love, hvorved alt er godt og spændende. 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Château Hyot, Côtes de Bordeaux Castillon, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Hyot, Côtes de Bordeaux Castillon, Bordeaux, FrankrigJeg fortsatte med endnu en bordeauxvin, for næste vin i glasset blev nemlig denne 2020 Côtes de Bordeaux Castillon fra Château Hyot ejet af Alain Aubert via hans vinfirma Vignobles Alain Aubert.

Alain ejer via firmaet Vignobles Alain Aubert selv vinslottene Château de Macard, Château de Ribebon, Château Haut-Gravet og så dette Château Hyot.

Derudover ejer familien via Vignobles Aubert yderligere 8 Bordeaux slotte, nemlig Château Saint Antoine, Fleur Saint Antoine, Château Labesse, Château Lagrave-Aubert, Château Messile-Aubert, Château Jean de Gué, Château Saint Hubert og Château La Couspaude.

Det er med andre ord en stor vinfamilie … og et pænt stort foretagende. Familien har dog også lavet vin i Bordeaux i over 250 år, og det startede oprindeligt med Château Labesse, som er det historiske hjemsted for familien. Det blev sammen med Château Lagrave-Aubert opkøbt af Alains oldefar Joseph Aubert før den franske revolution.

Og siden har familien altså opkøbt vinslotte i Bordeaux, primært på den højre bred. Château Hyot, der ligger på et sted, hvor de franske og engelske styrker  i 1453 afsluttede hundredårskrigen i en kæmpe konfrontation,

Château Hyot har omkring 40 hektar vinmarker, der er beplantet med Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Vinmarkerne er beliggende på velplacerede skråninger og plateauer i Côtes de Bordeaux, der grænser op til Saint-Emilion-appellationen,

2020 Château Hyot Côtes de Bordeaux Castillon er lavet på et blend af 70% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 10% Cabernet Sauvignon, der efter sortering i både mark og vineri er afstilket 100%.

Så er der sket gæring ved 28 grader i temperaturstyrede ståltanke og efter endt fementering presning i pneumatisk presse. Derefter er vinen så lagret 12-24 måneder … formentlig i noget eg, men det fremgår faktisk ikke.

I næsen er vinen langt mere rund end foregående … lidt klassisk i stilen med solbær, brombær og mørke blommer, men dog også med en lille sjov tertiær duft af grønne umodne nødder, tørre krydderier med peber i spidsen samt en jernet eller flintagtig mineralitet.

Smagen er bestemt godkendt … ikke for mørk, ikke for sød og ikke for syrlig, selvom det bestemt virker som en frisk, ung og spændstig vin med tydelige tanniner og en frugt af hindbær, solbær og umodne blommer … og atter kommer der en vis stenet og jernet mineralitet, mens syren måske virker lidt uhæmmet, balstyrisk, uregerlig og ilter, men til prisen er det er rigtigt godt køb. 89 point.

Vejledende udsalgspris er på 59 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Château Bibian, Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Bibian, Cru Bourgeois Supérieur, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter da med mere Bordeaux, for næste vin i mit vinglas er en lille Cru Bourgeois Supérieur 2016 fra vinhuset Château Bibian, som jeg før har smagt vin fra.

Bibian er en historisk ejendom i Listrac-Médoc, de er beliggende mellem de berømte kommuner som Margaux og Saint-Julien.

Slottet har siden 1932 været klassificeret som Cru Bourgeois Supérieur og drives i dag af den 6. generation af Meyre familien, nemlig Nathalie og Julien Meyre i samråd med den berømte vinkonsulent Michel Roland.

De har samlet 20 hektar vinmarker med gennemsnitlig 40 år gamle vinstokke, der står stoisk i veldrænende, grusholdige vinmarker med underliggende ler og kalksten.

Denne Bibian Cru Bourgeois Supérieur er lavet på 60% Merlot, 25% Cabernet Sauvignon,10% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc. Vinen er lavet med gæring på ståltanke og efterfølgende 12 måneder lang lagring på franske barriques, hvoraf 40% er nye.

Næsen virker moden – og det er egentlig utroligt, at man til den lave pris kan få en 8 år gammel bordeauxvin – og samtidig ganske utroligt tiltrækkende med fagpræget rundhed, der virker præget af Michel Rolands touch. Der er våde fade, mælkechokolade, let vanilje, noget cedertræ, gammelt ædeltræ, teak eller mahogni samt moden frugt af solbær, brombær og bløde blommer.

Smagen er også rund og blød … syren måske en anelse til den rustikke side, men det er sgu skruet godt sammen og du vil blive forbavset over, hvor meget vin du får til prisen. Frugten er trods de 8 år fortsat frisk og levende, lysere end duften og dermed mest solbær og lidt tranebær med hindbær i ascendanten. Tanninerne er også ret levende og frisk suppleret med let bitterhed og den bastante syre, giver vinen godt med bid. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Château Enclos Haut Mazeyres, Château Hermitage Mazeyres Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2020 Château Enclos Haut Mazeyres, Château Hermitage Mazeyres Pomerol, Bordeaux, FrankrigChâteau Hermitage Mazeyres Pomerol er andenvinen på Château Enclos Haut Mazeyres og en vin jeg har smagt før, men det er 11 år siden. Nu smager jeg så vinen igen og denne gang er det i en fin årgang 2020.

Vinslottet ligger på Pomerol plateauet og var tidligere en del af det gamle Château Mazeyres, men en del blev frasolgt, da vinmarkerne blev skåret over i to dele, da man etablerede jernbanestrækningen mellem Bordeaux og Paris.

Der blev frasolgt 9 hektar vinmarker … og det blev så til Château Enclos Haut Mazeyres, som Marianne de Pedro i dag står i spidsen for. Vinslottet har været ejet af Pedro-Souillé familien … og er gået i arv fra kvinde til kvinde siden 1830.

Marianne de Pedro overtog således driften i 2018 fra Françoise Souillé de Pedro, der selv havde overtaget driften i 1985 fra Marie Laure Dubois Souillé.

Perlerækken af kvinderne i familien har samlet 9 hektar vinmarker … eller måske rette én vinmark, som ligger i ét stykke rundt om selve slottet og der dyrker de primært Merlot samt 15% Cabernet Franc og 5% Malbec. Vinstokkene er omkring 40-60 år gamle.

Château Hermitage Mazeyres Pomerol er i denne årgang 2020 lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Franc høstet med et udbytte på 30-45 hektoliter pr. hektar. Vinificeringen udføres i rustfri stålkar med temperaturregulering og efter presning er vinen lagret 18 måneder på Allier egetræsfade, heraf 20% nye fade.

Det dufter af en saftig Bordeaux … masser af skovbund, hvor man har samlet en del nødder, sorte trøfler og vilde champignon op, men derudover er der lidt lakrids og frugt af solbær, sorte kirsebær samt en smule blommemarmelade. Man mærker fadenes påvirkning med noget mørk chokolade, mintchokolade og cedertræ.

I munden er det faktisk saftig bordeauxvin, hvor syren samtidig er virkelig frisk. Dermed bliver indtrykket af frugten også lysere med solbær, hindbær og en anelse ribs, lidt campariagtig bitterhed, lidt citronsaft og et ungt bid. Det suppleres af unge og bidske tanniner, der samtidig er bonedry, tætte og energiske og som i gode historier reddes fortællingen af en fin lille frugtsødme, som binder det hele forbandet godt sammen. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Angelo Gaja, Ca’ Marcanda di Gaja Magari, Toscana, Italien

2018 Angelo Gaja, Ca’ Marcanda di Gaja Magari, Toscana, ItalienMagari er storesøster til Promis og var den næste vin i glasset. Vi snakker selvfølgelig om vinen Ca’ Marcanda di Gaja Magari fra Angelo Gaja og fortsat i årgang 2018.

Magari har dog også lidt Bordeaux look-alike over sig, mens navnet på italiensk skulle betyde noget i retning af ”bare det var sandt”.

Vinen er lavet på 60% Cabernet Franc, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot, men sammensætningen kan godt variere en smule efter årgang.

Hver druesort er blevet gæret separat i ståltanke. Efter endt malolaktisk gæring blev vinene fra de 3 druesorter modnet separat 12 måneder på nye og et til to år gamle franske 225 liter barriques. Vinen bliver sammenstukket umiddelbar inden aftapning og den modner yderligere nogle 4-6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er vi igen i et bordeauxfilt land … hvor der er både solbær, brombær, godt med kirsebær, blommer og ribs. Samlet set virker frugten let syrlig og frisk. Atter er der skovbund, cigaræsker og tørt cedertræ, fed og gammel balsamico, en smule blyanter, lakrids og kaffebønner.

I munden er vinen meget tør, syrlig og egentlig også frisk … har denne vilde og friske italienske syre, masser af balsamico, masser af bid, mens nogle tørre tanniner også bidrager til et præcist og skarp koncentration. Der kommer lidt krydderier, urter, mineraler, mørk kakao og et strejf af vanilje … men virker endnu utrolig ung og nok udvikle sig meget i kælderen i kommende år. 95 point.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Uhrskov Vine, hvor en flaske kan købes til 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Edoardo Miroglio, Cabernet Franc Elenovo Reserve, Det Trakiske Lavlande, Bulgarien

2018 Edoardo Miroglio, Cabernet Franc Elenovo Reserve, Det Trakiske Lavlande, BulgarienDe sidste 2 Edoardo Miroglio vine var begge på ægte Bordeaux druer og den første var såmænd denne 2018 Cabernet Franc Elenovo Reserve.

Atter er vinen lavet ved, at druerne efter høsten først er knust. hvorefter gæringen er sket i store gæringstanke med løbende omrøring.

Efter endt gæring er vinen presset og opnår 2-3 dages dekantering inden den overføres til hele 15 måneders lagring i franske 225 liter barriques.

Duftmæssigt er det mere køligt end de 2 foregående … den har faktisk en rigtig dejlig duft og atter med fadpræg. Her er der kanel, kakaopulver, igen noget skovbund, svampe, lakrids, tørv, kul, grafit, blomstervand samt en frugt med mest kirsebær, kirsebærsauce, en smule blommer og lidt søde krydderier.

I munden er det lidt samme historie … mere ren og kølig i smagen, selvom det fortsat er en fyldig, fed og let sød vin. Det er sgu skruet rigtigt godt sammen, for syren er mere vild og klar … der er frugt af tranebær, kirsebær, lemon og en lidt mineralsk renhed, tørre og ret blide tanniner, en vis lysere saftig og meget omgængelig, så dermed ender jeg på 91 point.

Forhandles af Vinsnobben, hvor en flaske koster 210 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7