Lillejuleaften … ænderne er lige kommet i ovnen, langtidstegning 100 grader i 10 timer … natten over. I glasset lidt rødvin … en gave fra en kunde, samme vin som sidste år, nu blot en årgang nyere. Vinen er en Le Olle Bardolino Classico Superiore fra vinhuset Cantine Lenotti, som ligger lige op af Gardasøen i byen Bardolino.
Ja faktisk ligger Lenottis vingård lige i udkanten af byen ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af de smukke bakker, omringet af vinmarker og oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.
Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.
Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns (store vinballoner i glas), men i 1968 begyndte familien at producere og tappe kvalitetsvine med efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.
Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter. Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene. Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.
Lenotti ”Le Olle” er lavet på de kendte Amarone druetyper, 65% Corvina og 25% Rondinella, samt 10% af den for Veneto regionen lidt utraditionelle drue Cabernet Sauvignon. Rødvinen er dyrket på Lenotti’s egne marker, nemlig marken La Pra med skåninger lige øst for Gardasøens bred. Vinen har fået sit navn ”Le Olle” efter et fund af keramik krukker fra romernes tid på selvsamme mark, som druerne dyrkes på. Disse krukker blev i sin tid brugt til at opbevare vin i, så det er ikke noget moderne påfund at lave vin på de kanter! Krukkerne er afbildet på etiketten til vinen, som et minde, til trods for den ulejlighed udgravningerne var.
Lenotti har fundet stor inspiration i de kendte Veneto vine Amarone og Recioto, og den inspiration har smittet af på ”Le Olle”. Således presses og gæres 70% af druerne til ”Le Olle” straks efter høsten, mens de resterende 30% tørres i 40-50 dage, og derefter presses og gæres i november måned.
Og smagsmæssigt ligger vinen uhyrlig tæt på smagsnoterne fra sidste år. Duftmæssigt støvet tør jord … men måske knap så tør som hos 2011’eren. Derudover er der sødme, mørkerøde kirsebær og blommer. I munden giver vinen lidt syltetøj, rosiner og blommer. Tanninerne er tydelige, men der er samtidig den store Amarone-agtige fylde, lidt spice/krydderier inden smagen slutter med stor rundhed og varme. Blid og blød-
Forhandles hos Vildmedvin.dk, hvor vinen pt. er på tilbud til 99 kr.