I tirsdagsvinklubens franske korstog af vine fra den store vinbonde Gérard Bertrand smagte vi i går denne Rosé fra Bertrands slot Château La Sauvageonne. Var på nippet til at skrive i perlerækken af vine fra Bertrand, men det kræver jo en perle … og det synes jeg ikke, at denne vin er.
Sjovt nok … for søstervinen, den røde Château La Sauvageonne Cuvée Pica Broca, som jeg smagte for 14 dage siden, er netop en lille perle. Og en vin, som jeg anbefalede kraftigt.
Château La Sauvageonne ligger nordvest for Montpellier, nær landsbyen Saint-Jean-de-Blaquière og et stenkast fra Causse du Larzac. Slottet er én af Gérard Bertrand seneste investeringer og er således købt i november 2011.
Slottet … eller nærmere den palælignende ejendom med stor swimmingpool og tilhørende marker ligger i en højde af 300 meter over havet overflade i AOC appellationen Terrasses du Larzac under Languedoc.
Château la Sauvageonne nyder godt af et nærmest perfekt terroir, hvor vinmarkerne er højt beliggende på vestvendte skråninger. Jordbunden består af hård rød skifer, og dette – kombineret med vinmarkernes høje beliggenhed og en vulkansk fortid – giver en vin med masser af fylde og intensitet, tilsat elegante tanniner og en vis mineralitet.
Siden Gérard Bertrand overtog ejendommen er der investeret massivt, og produktionen er – i bedste Gérard Bertrand stil – omlagt til både økonomisk og biodynamisk drift, og i 2013 opnåede Château la Sauvageonne sin certificering af biodynamisk status.
Parker har beskrevet La Sauvageonnes rødvine som værende à la Côte Rôtie, mens andre skribenter beskriver deres tanniner som værende meget i stil med Bordeaux’s venstrebreds vine. Sandheden er nok tættere på Côte Rôtie end Bordeaux, men disse udsagn understreger La Sauvageonnes meget fine tanniner, som tilbringer den en hvis kølighed og elegance.
Denne Rosé er lavet på druerne Grenache Noir, Syrah og Cinsault, men blandingsforholdet kender jeg ikke, og det fremgår heller ikke fra Bertrands hjemmeside.
Vinen er lavet ved, at druerne afkøles til 8 grader, hvorefter de presses ved et champagneprogram i en pneumatisk presse. Mosten ligger med skindkontakt i 24–48 timer, afhængig af phenol indholdet. Efterfølgende hæves temperaturen, og mosten gæres ud over to til fire uger, inden den lagres seks måneder med bærmekontakt på 225 liters brugte egetræsfade.
Vinen kender Gérard Bertrand også for Wild Woman … den vilde kvinde, da det er oversættelsen af La Sauvageonne. Navnet referencer til den utæmmede natur i området, med de betagende pyrenæiske terrasser med vulkansk jordbund, som kan har udsigt over fra slottet. En vild kvinde. I sammenhæng med utæmmet, så giver det vel god mening ;o)
Vinen kommer ikke med prop eller skruelåg, men derimod en kæk lille glasprop. En løsning, som jeg sidst stødte på Gerhard Mäurers Freidenker hvidvin.
I glasset meget fesen lyserød, en sted mellem hvid og lyserød. I næsen er der godt med fersken og jordbær, men virker ellers lidt neutral. Smagen er præget af jern, rust, tørhed samt en ikke særlig imødekommende syre. Hvis det er en vild kvinde, så en lidt sjov én af slagsen … og ikke lige mig.
Købt i Vinspecialisten, pris 145 kr.